Dato for udgivelse
20 Dec 2002 16:05
Resumé

Pressemeddelelse om den fremtidige ligning af multinationale selskaber (transfer pricing-sager).


- Flere aviser bringer i dag indlæg om, at kommuner i hovedstadsområdet er utilfredse med ToldSkats planer for den fremtidige ligning af de multinationale selskaber (transfer pricing-sager). Kommunerne frygter, at ToldSkat ønsker at overtage opgaver, der i dag løses i kommunerne, og på den måde vil overføre midler - op til 80 mio. kr. - fra kommunerne til staten. Dette er ikke rigtigt, siger told- og skattedirektør Ole Kjær.

Baggrunden for ToldSkats strukturovervejelser om ligningen af multinationale selskaber er ønsket om en endnu mere effektiv og kvalificeret indsats på området.

Samarbejde mellem kommunerne og ToldSkat

- ToldSkat har haft en foreløbig drøftelse med Kommunernes Landsforening om, hvordan man kan samarbejde om ligningen af multinationale selskaber. Vi er enige med kommunerne om at fortsætte dialogen, hvor formålet er at etablere et netværk med de medarbejdere, der i dag er beskæftiget med opgaven, siger Ole Kjær.

Der er også enighed om, at det er hensigtsmæssigt straks i det nye år at nedsætte en fælles arbejdsgruppe, der skal fremkomme med forslag til, hvordan kommunerne og staten kan løse opgaven i fællesskab.

I det videre arbejde vil ToldSkat således fortsat fokusere på modeller, hvor kommuner og stat går sammen om at skabe rammen om opgaveløsningen.

Forslagene kan tidligst få virkning fra 2005. Ud over tekniske justeringer bliver der derfor ingen ændringer i kontrakterne for 2004.

Kontakt:
Told- og skattedirektør Ole Kjær og pressesekretær René Andersen, tlf. 35 29 20 12