Dato for udgivelse | 12 Jan 2007 16:51 |
Resumé | SKAT er en enhedsforvaltning. Derfor får det ikke nogen betydning for borgere og virksomheder, at nogle kommuner får tilhørsforhold til et nyt skattecenter, som det ellers har været fremme i pressen. |
Det er en misforståelse, når de kommuner, der i nærmeste fremtid skifter tilhørsforhold til et nyt skattecenter, tror, at det får praktisk betydning for kommunens borgere og virksomheder.
- SKAT er en enhedsforvaltning. Det betyder, at borgere og virksomheder kan henvende sig til et hvilket som helst skattecenter i hele landet og få sine skattemæssige sager og spørgsmål besvaret der. Når nogle kommuner oplever, at de får tilhørsforhold til et nyt skattecenter, er der udelukkende tale om en intern opgaveomfordeling i SKAT, der ingen betydning får for hverken borgere eller virksomheder i de pågældende kommuner, siger direktør for Kundeservice i SKAT Thomas Fredenslund.
Borgernes og virsomhedernes adgang til SKAT ændres ikke. Henvendelser til SKAT per mail og telefon bliver betjent i det landsdækkende kundecenter. Personligt fremmøde kan ske til hvilket som helst skattecenter eller til kommunens borgerbutik.
At en kommune skifter tilhørsforhold betyder blot, at hvis en borger indkaldes til møde med SKAT, så foregår det som udgangspunkt i det skattecenter som borgerens kommune har tilhørsforhold til. Men skulle det være uhensigtmæssigt for borgeren, er SKAT fleksibel, og får mødet afholdt i det skattecenter, som borgeren ønsker. I nogle tilfælde gælder der dog særlige regler på inddrivelsesområdet.
Yderligere information på SKATs pressetelefon på 72 37 09 00.
Borgerhenvendelser skal ske på SKATs hovednummer på 72 22 18 18.