A klager for indkomståret 1999 over, at skatteankenævnet ikke har godkendt fradrag for befordring mellem hjem og arbejde, 24.859 kr.

Det fremgår af sagen, at klageren i det pågældende indkomstår var under uddannelse til politibetjent. Han blev ansat hos rigspolitichefen den 1. december 1998 som tjenestemand på prøve i 3 år. Prøvetiden var sammenlagt 3 år, hvilket har betydet, at klageren blev fastansat den 1. december 2001.

Klageren forventede efter fastansættelse at søge geografisk forflyttelse i overensstemmelse med gældende fordelingsnøgle.

Klageren har under uddannelsen, der er foregået skiftevis på Politiskolen og på X Politistation, haft en lejlighed i København. Han har af Københavns Kommunes Bygge- og Teknikforvaltning fået tilladelse til at benytte denne helårsbolig til midlertidigt ophold. Denne tilladelse var tidsbegrænset til udgangen af juli måned 2001.

Klageren har over for de stedlige skattemyndigheder gjort gældende, at han har bevaret sin sædvanlige bolig hos forældrene, der bor på i Y i Jylland, hvor han har haft et par værelser til rådighed.

Klageren har ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1999 foretaget fradrag for befordring mellem forældrenes adresse og arbejdsstedet med 24.859 kr.

De stedlige skattemyndigheder har ikke godkendt det selvangivne fradrag for befordring, og skatteankenævnet har i den forbindelse anført, at fradrag for befordring gives for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Skatteankenævnet har ikke anset forældrenes bolig for at være klagerens sædvanlige bopæl, og man har derfor anset klagerens weekendkørsel for at være af privat karakter, og det selvangivne fradrag er derfor ikke godkendt.

Skatteankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på følgende:

Klageren har i overvejende grad opholdt sig/overnattet i København.

Klageren har tilbragt en stor del af weekenderne i København, idet han kun har været i Y 35 gange på et år.

Der har ikke ud over et værelse/lejlighed hos forældrene været anden familiemæssig tilknytning, f.eks. ægtefælle eller børn.

Klagerens advokat har nedlagt påstand om, at det selvangivne fradrag for befordring godkendes, og hun har til støtte herfor gjort gældende, at klageren i det pågældende indkomstår havde sædvanlig bopæl i Y, således at han for dette indkomstår er berettiget til fradrag for befordring mellem bopælen i Jylland og København efter ligningslovens § 9 C.

Advokaten har anført, at centrum for klagerens livsinteresser i 1999 har været i Y. Han har altid været tilmeldt folkeregistret dér, og han har bortset fra småperioder altid boet i Y. Advokaten har i den forbindelse henvist til bestemmelsen i ligningslovens § 9 C og Told- og Skattestyrelsens ligningsvejledning 2001, afsnit A.F.3.1.3.1. om begrebet ”sædvanlig bopæl”. Hun har i den forbindelse anført, at situationen for klageren kunne sammenlignes med situationen for værnepligtige og kontraktsansatte i militæret som beskrevet i ligningsvejledningen. Advokaten har i den forbindelse henvist til en kendelse fra Landsskatteretten offentliggjort i Tidsskrift for Skatteret 1991.131 og en dom fra Vestre Landsret offentliggjort i Tidsskrift for Skatteret 1991.356 samt en kommentar fra Skatteministeriet til denne dom offentliggjort i Tidsskrift for Skatteret 1991.366.

Klageren opholdt sig i årene 1995 og 1996 i udlandet. Herefter aftjente han sin værnepligt i 1996 – 1998 på Sjælland.

Efter at have aftjent sin værnepligt blev klageren ansat på prøve i politiet. Det var meningen, at han skulle have afsluttet sin uddannelse til politibetjent i august 2002, og at han herefter ville søge direkte tilbage til hjembyen og der arbejde som politibetjent.

Klageren har sine forældre i Y, hvor han også har alt sit indbo. Han havde desuden en kæreste i Y i 1999. Han har hele tiden haft læge, tandlæge og pengeinstitut i Y. Herudover har han dyrket sport i Y, hvor han har tilbragt al sin fritid.

Klageren har i den tid han har været under uddannelse i København fået tilladelse til midlertidig beboelse i sin lejlighed i København, ligesom han har fået tilladelse til at være tilmeldt folkeregistret i Y. I forældrenes bolig i Y rådede klageren over 2 rum.

Klageren har henvist til en opgørelse over opholdene i Y og anført, at han havde 40 arbejdstimer om ugen. Han indgik i en vagtordning med treholdsskift, hvilket gjorde det muligt for ham at opspare flere fridage, som alle blev tilbragt i Y. På den anden side indebar denne vagtordning også, at han af og til skulle have vagt i weekender.

Klageren har endvidere anført, at han ud over sine forældre også havde anden nær familie i Y, hvor hans barndomsvenner og omgangskreds også boede.

Klageren har under sagens behandling i Landskatteretten nærmere redegjort for sin tilknytning til Y. Det fremgår af denne redegørelse, at klageren, der er ivrig lystfisker, er medlem af en lokal sportsfiskerforening, som han har været medlem af i ca. 20 år. Herudover er han medlem af  en lokal husflidsforening samt den lokale afdeling af en knivforening. Denne forening har han været medlem af i ca. 6 år. Klageren er endelig medlem af den lokale afdeling af Garderforeningen, hvor han har været medlem i 6 år.

Klageren har tidligere været aktiv i diverse foreninger af den lokale sportsklub, SIF, samt den lokale skytteforening. Det har dog ikke været muligt for klageren at være aktiv med hensyn til holdsportsaktiviteter, idet disse alle kræver fastlagt og regelmæssig træning og fremmøde. De fritidsinteresser, som klageren fortsat aktivt dyrker, er derfor alle aktiviteter, der er så fleksible, at han kan beskæftige sig med dem, når han er hjemme og har tid og mulighed for at deltage.

Klagerens bankforretninger ordnes gennem bankafdeling i Y, hvor han også har haft sin personlige bankrådgiver gennem 10 – 15 år. Der er således ikke tale om en specielt lokalt etableret bank, men klageren benytter sig kun af sin egen lokalafdeling, når han har brug for at ordne bankforretninger.

Klageren ejer ikke en bil, men har en motorcykel stående i forældrenes dobbeltgarage i Y. Klageren benytter motorcyklen som transportmiddel i Y, medens han i København benytter de offentlige transportmidler.

Klageren har den 18. marts 2002 søgt en ny stilling i Jylland med tiltrædelse, så snart den forlængede tjeneste i Beredskabssektionen er forbi. Den forlængede tjeneste skyldes Danmarks formandskab i EU i anden halvdel af 2002. Klagerens tjeneste i Beredskabssektionen er forlænget fra det normale på 28 uger til 56 uger.

Klageren har ligeledes 2 gange inden for det seneste år seriøst undersøgt mulighederne for at købe egen bolig i Y, uden at han kan dokumentere dette.

Klageren har ikke længere en kæreste i Y.

Klageren ønsker så hurtigt som muligt at komme tilbage til Jylland, og han søger derfor alle relevante stillinger, som bliver opslået i den mellemliggende periode.

Til januar 2003 er det klagerens hensigt at afspadsere den oparbejdede overarbejdstid og herefter vende tilbage til Jylland for at etablere sig der. Indtil den periode er overstået, ønsker klageren at benytte sin bolig hos forældrene som udgangspunkt for sine livsinteresser.

Klageren har om indretningen af forældrenes ejendom i Y oplyst, at ejendommen er en villa med tilhørende dobbeltgarage på henholdsvis 220 m² og 50 m². Heraf har klageren stillet ca. 35 m ² til sin personlige rådighed.

Huset er i hovedtræk indrettet med forgang, 5 værelser, køkken/alrum, integreret udestue, fordelingsgang/entre samt stor og lille stue. Her ud over ejer forældrene et sommerhus, som ligger ca. 10 km fra Y, som klageren ligeledes kan benytte, når han er hjemme. Dobbeltgaragen er indrettet med værksted, hvor både klageren og hans fader opbevarer og reparerer deres motorcykler m.v. Herudover opbevarer klageren her sit fiskegrej og værktøj, ligesom han også der fremstiller sine sportsknive.

Endelig ejer klagerens forældre et nedlagt landbrug, hvorfra faderen driver selvstændig forretning. Disse faciliteter er ligeledes til klagerens rådighed, når han er hjemme.

Landsskatteretten skal udtale:

Fradrag efter ligningslovens § 9 C gives for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen.

Efter praksis afgøres tvivlsspørgsmål om, hvad der må anses for en skatteyders sædvanlige bopæl ud fra en samlet vurdering af, hvor den pågældende har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret. Spørgsmålet kan således ikke afgøres ud fra et enkelt kriterium.

Landsskatteretten finder, at uanset klagerens tilknytning til Y har hans sædvanlige bopæl i skatteretlig henseende været boligen i København. Der lægges herved navnlig vægt på, at klageren under sin uddannelse har haft en lejlighed  i København, at han i overvejende grad har opholdt sig og overnattet i København, at han har tilbragt en stor del af weekenderne i året i København, idet han kun har været i Y 35 gange i 1999, og at der ud over værelserne hos forældrene i Y ikke har været anden særlig tilknytning til Y.

Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.