Dato for udgivelse
27 nov 2002 10:39
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13. november 2002
SKM-nummer
SKM2002.610.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
5. afdeling, B-2990-97og B-2015-99
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Skattepligt, dobbeltbeskatning, Storbritannien, koncernchef, søsterselskab
Resumé

Sagen vedrørte om en i Storbritannien bosiddende dansker var skattepligtig til Danmark af de beløb, han fik udbetalt af et engelsk selskab i forbindelse med, at han havde udført arbejde for et dansk søsterselskab. Danskeren gjorde gældende, at det engelske selskab var hans arbejdsgiver, og han var af den omstridte indkomst blevet beskattet i Storbritannien.

Østre Landsret fandt efter en konkret bevisførelse, at det danske søsterselskab var hans reelle arbejdsgiver. Man lagde bl.a. vægt på, at han over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen var blevet anmeldt som direktionsmedlem under stillingsbetegnelsen koncernchef. Videre fandt man det godtgjort, at det vederlag, han havde fået udbetalt af det engelske selskab, var blevet faktureret til det danske søsterselskab, også for perioder hvor han havde været syg.

Landsretten fandt herefter, at det danske søsterskab var hans reelle arbejdsgiver. Lønindtægten var derfor begrænset skattepligtig efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a, sammenholdt med § 43, stk. 1. Betingelsen i den dansk-britiske dobbeltbeskatningsoverenskomsts art. 15 for at lade beskatningsretten tilkomme England var ikke opfyldt.

Under sagen havde Landsskatteretten fundet, at det samlede vederlag, danskeren modtog, dels var ydet for arbejdet for det danske søsterselskab, dels for et tysk koncernforbundet selskab. Den sidstnævnte del af lønnen kunne ikke beskattes i Danmark. Landsretten fandt, at skattemyndighedernes fordeling af indkomsten mellem arbejdet for det danske og tyske selskab ikke kunne tilsidesættes. Sagsøgeren havde ikke godtgjort, at skønnet var foretaget på et urigtigt grundlag eller var åbenbart urimeligt.

Reference(r)

Kildeskatteloven § 2, stk. 1, litra a
Kildeskatteloven § 43, stk. 1
Ligningsvejledningen 2001 D.A.2.1 og D.E (Storbritannien)

Parter

A
(Advokat Jørn Qviste)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Steffen Sværke)

Afsagt af landsdommerne

Knud Knudsen, Sanne Kolmos og Charlotte Meincke (kst.)

De anlagte sager drejer sig grundlæggende om, hvorvidt sagsøgeren, A, der siden den 6. oktober 1986 har været bosiddende i England, er skattepligtig i Danmark af de beløb, som han for årene 1990 og 1991 har fået udbetalt af H1 (U.K.) Ltd. i forbindelse med, at han i disse år havde udført arbejde med relation til H2 A/S. H1 (U.K.) Ltd. og H2 A/S var søsterselskaber i en koncern, hvor moderselskabet var HX AB, Sverige.

Den 15. juli 1997 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse i anledning af en af sagsøgeren indgivet klage:

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Indkomståret 1990

Skattepligtig indkomst

Lønindkomst anset for begrænset skattepligtig i medfør af Kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a

837.887 kr.

 

Indkomståret 1991

Skattepligtig indkomst

                       

Lønindkomst anset for begrænset skattepligtig i medfør af § 2, stk. 1, litra a

413.720 kr.

Sagen har været forhandlet med klagerens advokat, der tillige har haft adgang til at udtale sig for retten under et retsmøde.

Det fremgår bl.a. af den af Skatteankenævnet udarbejdede sagsfremstilling:

"Skatteyder indtrådte i henhold til udskrift fra Erhvervs- og selskabsstyrelsen i bestyrelsen for H2 A/S den 23.05.90 og i direktionen den 03.09.90. Den 15.03.91 udtræder skatteyder af direktionen og den 06.02.92 af bestyrelsen.

Ved en gennemgang af honorarkontoen for H2 A/S for 1990 og 1991 er der udbetalt hhv. kr. 837.487 og kr. 413.420 vedrørende skatteyders hverv i selskabet.

Til varetagelse af de pågældende hverv er skatteyder ansat og aflønnet af H1 Ltd. i London, som er et søsterselskab til H2 A/S. Skatteyder har således ikke selvangivet indtægt til Danmark vedrørende sit arbejde for H2 A/S.

Ifølge oplysninger fra H2 A/S foreligger der ikke en ansættelseskontrakt med skatteyder, ligesom der i øvrigt ikke foreligger nogen skriftlig aftale med H1 Ltd. om skatteyders arbejde for H2 A/S.

Til Erhvervs- og selskabsstyrelsen, på regnskaber og alle andre tilgængelige steder, hvor bestyrelse og direktion er nævnt, er det skatteyder personligt, der er nævnt, idet navnet på det engelske selskab ikke er anført nogle af disse steder. Til bekræftelse heraf henvises der til vedlagte prospekt fra H2 A/S, hvori skatteyder er betegnet som KONCERNCHEF. I prospektet er det bl.a. anført, at "A er i Y1-by, Danmark tre dage om ugen, mens han de øvrige to dage holder styr på tingene i Y2-by, Tyskland"."

Skattemyndighederne har udtalt, at det findes at være med rette, at klageren er anset skattepligtig af de omstridte honorarer fra selskabet, H2 A/S, i forbindelse med klagerens hverv som koncernchef, direktionsmedlem og bestyrelsesmedlem i selskabet. Der er lagt vægt på, at klageren personligt har udført det pågældende arbejde i selskabet, og at et selskab heller ikke kan være medlem af en direktion eller bestyrelse, jf. Aktieselskabslovens § 52, stk. 1. Det forhold, at klageren har været ansat og aflønnet af selskabet, H1 (U.K.) Ltd., Storbritannien, som er et søsterselskab til H2 A/S, kan efter myndighedernes opfattelse ikke tillægges betydning i relation til den skattemæssige behandling af det udbetalte honorar fra H2 A/S. Det er fremhævet, at der i januar, februar og marts 1991 blev udbetalt faste månedlige beløb af det danske selskab på 70.378 kr., og at det samlede udbetalte beløb i 1990 som angivet med 703.781 kr. må anses for at svare til 10 måneders faste lønbeløb á 70.378 kr. Klageren har i kraft af sin position som koncernchef og bestyrelsesmedlem været den, der i det danske selskab har afstukket instrukser og retningslinier, hvorfor navnlig af denne grund reglerne om arbejdsudleje - som hævdet af advokaten - ikke finder anvendelse.

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten principalt nedlagt påstand om, at den danske stat ikke har intern retlig hjemmel til at beskatte de omstridte indkomster efter Kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a. Subsidiært er der nedlagt påstand om, at beskatningsretten til den indtægt, som Danmark muligt måtte have intern retlig hjemmel til at beskatte, dog tilkommer England efter den dansk-engelske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 15.

Advokaten har til støtte for den principale påstand nærmere anført, at klageren en længere årrække har været bosat i England og været ansat i selskabet H1 (U.K.) Ltd., som ejer og driver tre store havneanlæg på Themsen og har lager og distribution af 60 % af al papir i England samt driver 10 skibe i rutedrift mellem Sverige, Finland og England. I det omfang, klageren i 1990 og 1991 som konsulent løste opgaver for H2 A/S, blev der fremsendt regninger fra H1 (U.K.) Ltd. for de pågældende opgaver. Det er anført, at klageren i den pågældende periode tillige har arbejdet for en række andre selskaber.

Med hensyn til H2 A/S var klageren medlem af bestyrelsen, men modtog ikke særskilt vederlag herfor. Endvidere var han direktør såvel i H2 A/S som i andre koncerner, hvorved klageren har forestået ansvaret for den øverste daglige ledelse i overensstemmelse med Aktieselskabslovens regler. Han opfattede imidlertid CL som direktør i denne forstand, og det er ikke usædvanligt, at der herudover findes andre, der bærer titlen direktør, koncernchef m.m. uden at have et ansvarsområde og en intern bemyndigelse i Aktieselskabslovens forstand. Det er dernæst fremhævet, at klageren ikke havde eget kontor i Danmark, at han samtidig var ..... for selskabet H2 GmbH, Tyskland, hvor han havde eget kontor, ligesom det var den administrerende direktør, CL, der var formand for samarbejdsudvalget.

.....

Told- og Skattestyrelsen har under retsmødet indstillet, at den påklagede ansættelse afgøres i overensstemmelse med Landsskatterettens kontorindstilling, således at klageren i medfør af Kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a anses skattepligtig til Danmark af den del af honorarindtægten, der vedrører arbejde udført i Danmark. Styrelsen har til støtte herfor bl.a. henvist til Østre Landsrets dom af 21. februar 1996, refereret TfS.96.248, som dog er indbragt for Højesteret. Styrelsen har herved anført, at de væsentlige forhold stort set er identiske med nærværende. Konkret er der henset til, at klageren formelt var ansat af H2 A/S's søsterselskab, H1 Ltd., men reelt har haft en dansk arbejdsgiver, samt at han fsva. H2 A/S's overordnede ledelse "kørte parløb" med CL, dvs. han var koncernchef og tillige bestyrelsesmedlem.

.....

Styrelsen har bemærket, at der alene foreligger et praktisk problem - hvilke beløb kan henføres til arbejde udført i Danmark - hvorved imidlertid må henses til, at klageren bl.a. var bestyrelsesmedlem, og at bestyrelsesmøder foregår der, hvor et selskab er hjemmehørende. Der kan i et vist omfang være tale om økonomisk dobbeltbeskatning, hvorom der i de fleste dobbeltbeskatningsoverenskomster er fastsat regler om mutual agreement.

Styrelsen erklærede sig indstillet på at medvirke i forhandlinger med de engelske skattemyndigheder. Initiativet skal imidlertid komme fra de engelske skattemyndigheder under hensyn til, at klageren er bosiddende i England.

Klagerens advokat har under retsmødet bl.a. anført, at sagen rummer 2 problemer. Dels at klageren, som i omhandlede indkomstår var ansat i (og blev aflønnet af) H1 Ltd., er anset for rette indkomstmodtager af et beløb udbetalt til H1 Ltd. fra H2 A/S, uanset det er H1 Ltd., som har rekvireret ydelsen - at udføre arbejdet for H2 A/S, Danmark - af klageren. Dels at klageren modtog løn fra H1 Ltd., og også er beskattet heraf. Sammenholdt med at klageren endvidere anses skattepligtig af beløb, som han reelt ikke har modtaget, har han betalt mere i skat, end han har modtaget.

Advokaten har videre udtalt, at den i Østre Landsrets dom, refereret TfS.96.248, omhandlede skatteyder, som var bosiddende i Tyskland, havde en ansættelseskontrakt vedrørende arbejdet i Danmark. Nærværende sag adskiller sig fra nævnte dom derved, at klageren ikke havde en ansættelseskontrakt med H2 A/S, ligesom hans tilknytning til H2 A/S i øvrigt var kortvarig - 2 år. Når videre henses til at klageren ikke kunne tegne selskabet alene, ikke arbejdede eksklusivt for selskabet, kørte "parløb" med CL, ikke havde eget kontor i Danmark og ikke var medlem af selskabets samarbejdsudvalg, er antagelsen om, at klageren var konsulent, bestyrket. Formelt set var det H1 Ltd., der var konsulent, idet klageren blot var ansat af H1 Ltd. til at udføre selskabets forpligtelse i den forbindelse.

Landsskatteretten skal udtale

Efter Kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a, foreligger der begrænset skattepligtig lønindtægt m.m. - herunder honorarer, når lønindtægten er af den i § 43, stk. 1, nævnte art og hidrører fra virksomhed udført her i landet. Der kræves ligeledes som baggrund for at anse indtægten for A-indkomst, at udbetalingen foretages af en arbejdsgiver, der har hjemting her i landet, jf. § 44, stk. 1, litra b. Dernæst skal indtægten som anført hidrøre fra virksomhed her i landet, og når arbejdet i et ansættelsesforhold således udføres dels her i landet og dels i udlandet, omfatter den begrænsede skattepligt i medfør af § 2, stk. 1, litra a, alene den del af lønindtægten, der kan henføres til det udførte arbejde i Danmark.

Efter de foreliggende oplysninger findes det alene godtgjort, at klageren har været koncernchef og bestyrelsesmedlem i selskabet, H2 A/S, og modtaget de omtvistede honorarer dels for arbejde udført fortrinsvis i dette selskab med hjemsted i ...., Danmark, og dels for arbejde udført som ..... i det tyske datterselskab, H2 GmbH, Y2-by, Tyskland. Landsskatteretten finder herefter, at betingelserne for at statuere begrænset skattepligt i henhold til § 2, stk. 1, litra a er opfyldt . ..........

Vedrørende fordelingen af beskatningsretten mellem kildelandet og domicillandet fremgår det af den dansk-engelske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 11. november 1980 artikel 15, stk. 1, at gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun kan beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført der, kan det vederlag, som oppebæres herfor, beskattes i denne anden stat, jf. tilsvarende bekendtgørelse nr. 7 af 22. januar 1992 af protokol af 1. juli 1991.

Når henses hertil finder Landsskatteretten, at beskatningsretten til omhandlede indkomst, der i henhold til Kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a tilkommer Danmark efter overenskomstens artikel 15, stk. 1, behandles som begrænset skattepligtig indkomst for så vidt arbejdet er udført i Danmark.

Herefter bestemmes

Klageren anses skattepligtig af omhandlede honorarindtægter i medfør af Kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a i det omfang arbejdet er udført i Danmark. Det skal anerkendes, at artikel 15, stk. 1, i den dansk-engelske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 11. november 1980 - efter de retningslinier, retten har angivet - giver Danmark beskatningsretten til de omhandlede honorarindtægter. Den talmæssige opgørelse vil blive foretaget af den kommunale skattemyndighed."

Det fremgår af sagen, at der den 28. august 1989 blev afholdt ekstraordinært bestyrelsesmøde i H2 A/S på kontoret i Y1-by, Danmark. Deltagere var EE (formand), EH (næstformand), BB og MR. Det fremgår, at bestyrelsen enstemmigt besluttede at ansætte A som koncernchef og CL som administrerende direktør pr. 1. september 1989. Protokoludskriften er underskrevet af de fire mødedeltagere.

Den 20. august 1990 har H2 A/S ved NB fra ledelsessekretariatet over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anmeldt, at bestyrelsen som nyt direktionsmedlem havde ansat koncernchef A. Selve anmeldelsesblanketten er dateret 6. juli 1990 og underskrevet af de fire deltagere i mødet den 28. august 1989, men ikke tillige af sagsøgeren.

Det i Landsskatteretskendelsen nævnte "prospekt" er rettelig personalebladet i H2 A/S. I en artikel med overskriften "Parløb i forreste række af H2" hedder det blandt andet:

" ....

Efter to norske direktører, AP og BT, køres der nu parløb i toppen af rederiet.

A er koncernchef og CL administrerende direktør . ...

-    

... Vi kører et meget tæt løb, hvor vi hele tiden vender problemerne med hinanden. To tænker bedre end en, men vi har naturligvis delt arbejdsopgaverne imellem os.

   
-

A er i Y1-by, Danmark tre dage om ugen, mens han de øvrige to dage holder styr på tingene i Y2-by, Tyskland. Han har bla. medarbejderpleje som en af sine kæpheste, men har også mange gode kontakter både nationalt og internationalt.

   
-

A er indtrådt i H2s ledelse i en ikke fastlagt periode for at være med til at få det private rederi rettet helt op.

..."

En artikel i fortsættelse af den ovenfor citerede bærer overskriften "Medarbejderne har rettet H2 op" og fremstår som skrevet af koncernchef A.

Det hedder i artiklen blandt andet:

"H2 A/S har en god solid medarbejderskare.

.....

Det er den medarbejderskare, der har været med til at rette H2 op. Selv om vi startede virksomheden i september 1989 med at afskedige 150 medarbejdere, er vi blevet så positivt modtaget, at det har været i et spændende samspil med de ansatte, vi har arbejdet videre.

Vi er ikke ved målet endnu, men vi er kommet et stort skridt væk fra afgrunden, og jeg føler mig helt tryk ved fremtiden. Der er meget at tage fat på, meget at ændre, men det bliver gjort på en positiv måde.

.....

Jeg føler allerede nu, at den gamle "H2-ånd" er vendt tilbage til rederiet. Medarbejderne har kampgejsten, hvor alle er parate til at yde det ekstraordinære, har inspiration og tør komme frem med både ideer og problemer.

....."

På den følgende side i bladet er optegnet et diagram af H2s ledelse. I diagrammet står "Koncernchef A" anført sideordnet med bestyrelsen og den administrerende direktør, CL. I en særskilt kasse betegnet "Lederteam" står sagsøgeren anført først, efterfulgt af CL m.fl.

H1 (U.K.) Ltd. har den 26. marts 1991 udstedt to fakturaer til H2 A/S. Af fakturaerne fremgår:

"To:

1) Salary costs of A for
12 Months to 31st December, 1990

78,198.57

 

2) Interest on above salary

5,909.89

 

3) Administration Fee - Nominal

     600.00

 

GBP 84,708.46

..."

Herefter er med håndskrift på denne faktura anført:

"BOGFØRT PÅ HONORARKTO.

 

DKK 844.536,-

 

703.781,00

 

BOGFØRT PÅ OMBYGN.KTO. M/F H3

140.755,00

 

..."

"TO:-

1)Salary costs of A for
3 Months to 31st March, 1991

£ 19,549.65

2)Administration fee - Nominal.

     150.00

 

£ 19,699.65

..."

Herefter er med håndskrift på denne faktura anført:

"BOGFØRT PÅ HONORARKTO. =

DKK 211.134,00

 ..."

Ved kendelse af 19. november 1997 ansatte skatteforvaltningen i Sydfalster kommune sagsøgerens indkomst for 1990 til 787.887 kr. og for 1991 til 403.720 kr. I mangel af andre holdepunkter benyttede skatteforvaltningen ved ansættelsen selskaberne i Y1-by, Danmark og Y2-by, Tysklands omsætningstal for de pågældende år til fordeling af sagsøgerens indkomst til beskatning i henholdsvis Danmark og Tyskland.

Kendelsen blev af sagsøgeren påklaget til Skatteankenævnet, der ved afgørelse af 19. marts 1998 besluttede ikke at imødekomme klagen, idet ankenævnet nærmere anførte:

"Skatteankenævnet er enig med Deres advokat i, at De kun skal beskattes af den del af vederlaget, der kan henføres til Deres arbejde i Danmark. Imidlertid er det skatteankenævnets opfattelse, at det er uden betydning for beskatningen, hvor meget De har modtaget fra det engelske selskab, idet man er enig med skatteforvaltningen i, at der alene skal henses til de af H2 A/S udbetalte honorarer.

Det er således alene den indtægt, der kan henføres til Deres beskæftigelse som ..... for selskabet H2 GmbH i Y2-by, Tyskland, der ikke hidrører fra virksomhed udført her i landet, idet Deres arbejde udført i tredielande (Sverige, England m.v.) anses for at være arbejde og forretningsrejser i egenskab af koncernchef for H2, Y1-by, Danmark.

Skatteankenævnet anser ikke de af advokaten fremsendte dagbøger for egnede til at danne grundlag for bedømmelse af antal dage med arbejde for henholdsvis H2 GmbH, Y2-by, Tyskland, og H2 A/S, Y1-by, Danmark, da det ikke fremgår klart af dagbøgerne, hvornår der har været tale om arbejde for H2 GmbH i Y2-by, Tyskland og H2 A/S i Y1-by, Danmark, ligesom dagbøgerne også anses for at indeholde aftaler fra andre selskaber, som De tillige har arbejdet for i den pågældende periode.

Da de ovennævnte dagbøger ikke kan danne grundlag for en bedømmelse af antal arbejdsdage i henholdsvis Y1-by, Danmark og Y2-by, Tyskland, er det skatteankenævnets opfattelse, at der skal ske en kvalitativ vurdering af Deres arbejde i de to virksomheder, da der er en markant forskel på den danske og den tyske virksomhed.

Det er således skatteankenævnets opfattelse, at Deres arbejde som koncernchef og bestyrelsesmedlem i alt overvejende grad relaterer sig til Deres beskæftigelse i Y1-by, Danmark.

Da dagbøgerne ikke anses for at kunne danne grundlag for en fordeling af indkomsterne, har skatteankenævnet besluttet, at den af skatteforvaltningen foretagne fordeling fastholdes."

Nævnets kendelse blev af sagsøgeren ved klageskrift af 15. juni 1998 indbragt for Landsskatteretten. Da der ikke var truffet afgørelse inden 6 måneder, anlagde sagsøgeren i medfør af skattestyrelseslovens § 31, stk. 2, direkte sag ved Østre Landsret.

Det fremgår af en efterfølgende korrespondance mellem sagsøgte, Skatteministeriet, og det engelske skattevæsen, at dette fastholder den skete beskatning i England af sagsøgerens indtægter fra H1 (U.K.) Ltd. for perioden 1. januar 1990 - 31. marts 1991.

Sagsøgeren har til brug for landsretssagen udarbejdet en oversigt over fordelingen af sagsøgerens arbejdstid i 1990 og 1991 i henholdsvis Danmark og udlandet (bilag 2b).

Under denne sag, hvor de to sager anlagt henholdsvis den 14. oktober 1997 (B-2990-97) og den 9. juli 1999 (B-2015-99) er kumuleret, har sagsøgeren påstået sagsøgte tilpligtet at anerkende

principalt, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1990 nedsættes fra 841.487 kr. til 4.000 kr. og for indkomståret 1991 fra 417.720 kr. til 4.000 kr.,

subsidiært, at i det omfang, sagsøgeren er skattepligtig til Danmark af det af H2 A/S til H1 (U.K.) Ltd. udbetalte vederlag, har England beskatningsretten i henhold til den dansk/engelske dobbeltbeskatningsoverenskomst og

mere subsidiært, at den talmæssige opgørelse skal ansættes efter sagsøgerens oplysninger i sagens bilag 2b vedrørende fordelingen af sagsøgerens arbejdstid henholdsvis i Danmark og i udlandet.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse, subsidiært at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1990 og 1991 hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Sagsøgeren bemærkede under sagens forelæggelse under domsforhandlingen, at en del af udbetalingerne fra H2 A/S i perioden januar - marts 1991 er udlægsrefusioner, som ikke skal beskattes.

Efter at sagsøgte havde protesteret mod, at et sådant anbringende blev gjort gældende under domsforhandlingen, erklærede sagsøgeren, at ovennævnte ikke gøres gældende som et selvstændigt anbringende, men at det gøres gældende, at sagsøgeren kun kan beskattes af sine lønudbetalinger.

Forklaringer

Der er under domsforhandlingen afgivet partsforklaring af sagsøgeren samt vidneforklaring af statsautoriseret revisor LA, direktør CL og chefkaptajn NE.

Sagsøgeren har forklaret blandt andet, at han har taget første del af polyt. studiet og siden haft forskellige jobs, herunder på maskinmesterskolen og B&W, indtil han i 1979 købte G1 i København. Han solgte hotellet pr. 1. august 1986 og emigrerede pr. 6. oktober 1986 til England, hvor han i de følgende 3 år arbejdede som bestyrelsesformand i G2 Ltd. De to første år arbejdede han gratis som en vennetjeneste, men det sidste år fik han udbetalt løn. Aflønningen hos G2 kan udledes af oplysningssedlen for 1989 ved at trække Gross Pay £ 17.700 fra Gross Pay £ 21.865.

I England mødte han EE, der var aktionær i HX AB. EE bad ham bistå med indretning af to luksusfærger, der skulle indsættes på ruten Y3-by, Sverige/Y4-by, Tyskland. Han slog det hen, men blev medio august 1989 på ny kontaktet af EE, der havde "brug for en, der siger sin mening". På det tidspunkt rejste han for meget og ville derfor gerne forlade formandsposten i G2. Da arbejdet for EE hovedsageligt ville bestå i papirarbejde, som kunne udføres fra bopælen, modtog sagsøgeren tilbuddet. Han blev ansat i H1 (U.K.) Ltd., hvor også EE var ansat som "chief operation officer". Sagsøgeren skulle arbejde både for H1 og EE. Det var H1, der aflønnede ham, men EE, der var hans direkte chef. Sagsøgeren tiltrådte omkring den 20. august 1989 - det var i hvert fald før 1. september 1989. EE bad ham selv definere arbejdsområdet, der skulle rumme forskellige ad hoc opgaver. Ved ansættelsen fik han fire sæt visitkort - et for hvert selskab. Han var "owners representative" og traf beslutninger for ejerens regning og risiko. Det var efter hans opfattelse ejeren, dvs. H1, der bar risikoen og hæftede for eventuelle fejl, som sagsøgeren måtte begå, men han har ikke drøftet dette spørgsmål nærmere med EE. Han refererede direkte og udelukkende til EE, således at ingen andre kunne give ham instruktioner. Han kunne også træffe beslutninger på de øvrige selskabers vegne, men først efter at have sikret sig rygdækning fra EE. I begyndelsen havde han daglig kontakt med EE, men siden afholdt de et ugentligt "rapportmøde". De talte dog stadig dagligt sammen i telefonen, og det var muligt at træffe EE døgnet rundt. Der kunne opstå behov for at handle hurtigt, som dengang de havde et skib på et værft, der gik konkurs. Han udlagde selv havnegebyr m.v. for at få skibet ud af havnen, inden underleverandørerne forhindrede dette. Han foreslog selv EE en månedsløn på £ 5.500, så han ikke skulle leve af sin formue, men fik £ 5.900. H1 fremsendte hvert år en oplysningsseddel vedrørende hans lønforhold til det engelske skattevæsen. Af oplysningssedlerne fremgår også, hvor meget han blev trukket i skat og "social security". Han kan bekræfte oplysningerne for 1990 og 1991. Der gik nogle måneder, inden han fik den første lønudbetaling. Han mener, at det var i november 1989 med løn tilbage fra 15. august eller 1. september 1989. Når det af oplysningssedlen for 1990 fremgår, at han har fået udbetalt £ 41.300 fra H1, svarer det til 9 måneders løn á £ 5.900. Han kan derfor ikke have fået løn for august måned 1989.

Da BT skulle fratræde som direktør for H2 A/S, foreslog sagsøgeren på EEs forespørgsel CL som ny direktør. Han deltog ikke selv i forhandlingerne mellem EE og CL. På det tidspunkt var sagsøgeren beskæftiget med den nævnte Y3-by, Sverige/Y4-by, Tyskland rute. CL var ikke god til budgetopfølgning o.lign., og EE mente, at "det må A så klare". H2 havde et katastrofalt underskud, og sagsøgeren deltog blandt andet ved møder vedrørende personalereduktionerne i rederiet. BT havde også haft en "hjælper". Det var EEs daværende "højre hånd" fra Sverige. Han ved ikke, hvad hverken BT eller CL fik i løn. CL havde en kombineret løn, da han var direktør i både H2 og H8. Han kender heller ikke fordelingen af CLs løn på de to selskaber.

Personalebladet "H2" blev skrevet af en journalist på Folketidende. Det i sagen fremlagte eksemplar er formentlig fra oktober/november 1989, da den nye rute til Y5-by, Tyskland er nævnt. Det er i hvert fald fra før 1990, på hvilket tidspunkt han mener, at bladet skiftede navn. Journalisten har formentlig telefonisk stillet ham nogle spørgsmål, inden journalisten skrev artiklerne. Sagsøgeren har ikke set artiklerne inden offentliggørelsen, men nok efterfølgende læst bladet. Han har næppe talt med journalisten efter at have set bladet, men kan dog godt have drøftet indholdet med CL. Det er formentlig journalisten, der har udarbejdet oversigten over H2s ledelse til bladet. Når sagsøgeren i artiklen er benævnt koncernchef, betyder det, at han var EEs "højre hånd" i koncernens ledelse. CL var administrerende direktør og havde den daglige ledelse i H2, der på det tidspunkt havde ca. 776 ansatte. Arbejdsdelingen mellem ham og CL var som anført i bladet i ca. 3 uger. Derefter blev sagsøgeren flyttet igen.

Han rejste en del for at besigtige skibe, blandt andet i Grækenland. Når koncernen havde solgt et skib, skulle der findes et nyt. Han fik af skibsmæglerne oplyst, hvor der lå relevante skibe, som han først besigtigede alene og dernæst sammen med en eller flere sagkyndige, blandt andre kaptajn EN. Han har også besøgt et klasseselskab i Frankrig i forbindelse med klassificering af skibene. Skibene blev købt af enten H6 Ltd. eller H7 Ltd., som derefter udchartrede dem. H2 havde ejet et enkelt skib, som var blevet solgt i august 1989. Herefter sejlede rederiet med to indchartrede skibe fra søsterselskabet i Gibraltar. Det var forskelligt, hvor ofte han var i Y1-by, Danmark og Y2-by, Tyskland. Oftest ankom han aftenen før møderne. Opholdene fremgår af hans dagbøger. Når han var i Danmark, boede han enten på hotel eller på G1 i København. Der blev afholdt en del møder i København, men de fleste bestyrelsesmøder blev holdt uden for Danmark - typisk i Stockholm eller London hvor det nu passede bedst. Da personkredsen i de forskellige selskabers bestyrelser var sammenfaldende, holdt man ofte bestyrelsesmøderne samlet i kontinuation af hinanden. Han havde en del arbejde med ruterne Y3-by, Sverige/Y2-by, Tyskland, Y1-by, Danmark/Y2-by, Tyskland og Y3-by, Sverige/Y4-by, Tyskland. Da de etablerede ruten i Y4-by, Tyskland, skulle der både bygges en terminal og flyttes en bro. Han brugte det meste af sin tid på den nye H3. I forbindelse med afskedigelserne i H2 havde han dog en del møder med fagforeningerne. Man ville ikke foretage så omfattende afskedigelser, uden at der var mulighed for kontakt med en ledelsesrepræsentant. Som repræsentant for ejerne deltog han også i tre årlige møder i H2s lederteam, hvor man drøftede budgetlægning og -opfølgning. Da den tidligere ..... i Y2-by, Tyskland fratrådte, overtog sagsøgeren dennes kontor og arbejdsområde, der var salg af persontransport og reklame i Tyskland. Han overvågede også driften i et nyoprettet supermarked, hvis daglige drift blev varetaget af en købmand. Der skete ingen afskedigelser af personale i Tyskland.

Han kender intet til bestyrelsesmødet den 28. august 1989, hvor han blev ansat som koncernchef i H2 A/S. Det må have været et "papir-bestyrelsesmøde". Han har heller ikke underskrevet anmeldelsen til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og vidste ikke, at han den 20. august 1990 var blevet anmeldt som direktionsmedlem. Sagsøgeren havde helt fra begyndelsen udtrykkeligt sagt til EE, at han ikke ville "have rod med at drive virksomhed i Danmark, Sverige eller andre steder". Han har aldrig modtaget hverken løn eller honorar fra H2. Han kan ikke udtale sig om koncernregnskabets angivelse af vederlag og løn til bestyrelse og direktion i H2. De i koncernbalancen anførte "Tilgodehavender hos søsterselskaber" vedrører formentlig erstatningskrav. Når skibe gik i stykker, blev udlejers erstatningspligt indført på en mellemregningskonto, der blev opgjort ved regnskabsårets afslutning. Indeståendet på kontoen kunne i årets løb være væsentlig større, end det fremgår af regnskabet. H2 koncernen havde en samlet årlig omsætning på 300-400 millioner kroner. Han har først i forbindelse med sagen set de to fakturaer af 26. marts 1991 fra H1 til H2 og har ikke tidligere hørt om faktureringen. Han ved ikke, hvorfor H2 angiveligt skulle have betalt hans løn, som for så vidt angår 1991 er overfaktureret. Han var ophørt i H1 ca. 14 dage før fakturadatoen, og CL var heller ikke længere direktør i H2. En mulig forklaring på faktureringen kan være, at direktøren i HX var syg, og at EE derfor kun var sporadisk til stede i H1. H3 var et gammelt skib, der blev indchartret i H2 fra oktober 1990. Et beløb bogført af H2 på ombygningskontoen for H3 er formentlig viderefaktureret over HX til enten H6 eller H7, da både købesum og øvrige omkostninger ved skibskøb blev belastet skibets ejer. Der er intet til hinder for, at omkostninger først faktureres til et selskab og siden viderefaktureres til et andet. Det er den sædvanlige procedure i alle rederier. Der er formentlig tale om en efterregning. Det er "80 % sikkert", at hans løn på de to fakturaer er blevet videredebiteret. Da han arbejdede med ombygningen af H4, ved han, at samtlige omkostninger blev videredebiteret. Det samme må gøre sig gældende med H3. De fremlagte rejse- og repræsentationsbilag er standardblanketter, som han udfyldte, når han havde haft udlæg under rejser for H2. Øverst på bilagene står, hvem der har deltaget i rejserne, og i de nedenstående kolonner de afholdte udgifter i den anvendte valuta. Han kan ikke huske præcist, hvilke rejser der er foretaget på de i bilagene anførte "diverse rejser og opholdsudgifter". Typisk gik rejserne til London eller Stockholm. Alle rejser blev købt i London. Når han skulle til Y1-by, Danmark, betalte det firma, der havde sendt ham derned. Han har også købt billetter til medarbejdere, der f.eks. var strandet i London og skulle hjem. Han kan ikke nærmere redegøre for udgifterne, når han ikke har set underbilagene. Det var hovedsageligt ansatte i H2, der var med på rejsen til Grækenland. Skibet skulle købes af H7, og alt blev konsolideret i hovedsædet i Stockholm. Han ved ikke, hvorfor omkostningerne ved rejsen er bogført på honorarkontoen i H2. Han lagde ud for de andre og købte også et kamera. Efter sin fratræden har han haft yderligere udlæg til to bestyrelsesmøder, et budgetmøde og en generalforsamling i HX, som EE havde bedt ham deltage i. Han fik i den forbindelse refunderet en del udlæg. En udbetaling den 3. december 1991 på 22.353,05 kr. fra H2 må være refusion af rejse- og opholdsudgifter. Han så kun de overordnede budgetter for H2 og ved derfor ikke, hvordan udgifterne blev bogført internt. De beløb, han i 1990 har fået udbetalt fra H2 via honorarkontoen, er udelukkende refusion af videredebiterede omkostninger. Det samme gør sig gældende for en stor del af beløbene i 1991. Da han ikke var ansat i H2, havde han heller ingen kreditkort vedrørende dette selskab. Omkostninger, der skulle bæres af H2, afholdt han derfor over sit personlige kreditkort og fik efterfølgende refunderet udlæggene. Det danske skattekrav modtog han tidligst i november 1991, hvorefter han betalte under protest. Han har siden fået tilbagebetalt et beløb i skat, efter at kommunen havde foretaget en "fintælling".

Statsautoriseret revisor LA har forklaret blandt andet, at han var revisor for H2 i både 1990 og 1991 og har underskrevet årsregnskaberne efter at have gennemgået dem og sikret at love og regler var overholdt. Han har drøftet regnskabstallene med de skiftende direktører, DT, BT og CL, men husker ikke at have drøftet tallene med A. De har nok snarere drøftet regnskabernes betydning for koncernens fremtidsudsigter, navnlig den stramme likviditet. Han husker hverken, hvor ofte han har talt med A, eller de specifikke drøftelser. Han har aldrig talt med A alene, men kun under bestyrelsesmøderne, hvor A var til stede som bestyrelsesmedlem. Selskabet havde i de fleste år en anstrengt likviditet, som vidnet oprindelig drøftede med BT og efter dennes fratræden med direktionen. Han har også af og til drøftet likviditetsproblemerne med EE, når denne var til stede ved bestyrelsesmøderne. Selskabets fremtidsudsigter er blevet drøftet både i direktionen og på bestyrelsesmøderne. De i årsregnskaberne anførte "Tilgodehavender hos søsterselskaber" er omkostninger afholdt til reparation, vedligehold og forbedring af skibe tilhørende søsterselskaber. Omkostningerne blev viderefaktureret til søsterselskaberne, og han ved, at omkostningsfordelingen mellem koncernens selskaber har været drøftet. Det er ikke usædvanligt, at der i koncerner faktureres til et forkert selskab, som så blot viderefakturerer til rette selskab. Faktura af 26. marts 1991 fra H1 til H2 på As løn for 1990 er delvis bogført på ombygningskontoen for H3, da man formentlig har skønnet, at en del af udgiften var relateret til ombygningen. Foreholdt de i regnskaberne anførte "Vederlag og løn til bestyrelser og direktioner", mener han ikke, at der er blevet udbetalt bestyrelseshonorarer i koncernen.

Direktør CL har forklaret blandt andet, at han den 10. januar 1976 blev ansat på Y1-by, Danmark/Y2-by, Tyskland-linjen, hvor han var ansat til den 31. december 1990. Ca. 6 måneder inden den store personalereduktion indledte EE og BT forhandlinger med ham om direktørposten i H2, og den 1. september 1989 blev han udnævnt. Han husker ikke, om direktør BT også var bestyrelsesmedlem, men det er ikke sædvanligt, at en administrerende direktør også er bestyrelsesmedlem. Han var eneansvarlig for den daglige ledelse i H2 og foretog alle ansættelser og afskedigelser. Det var også ham, der blev tilkaldt, når der skete uheld med skibene eller opstod andre overordnede problemer. Selskabets økonomi styrede han sammen med økonomichef Steen Wæver. Da han tiltrådte, var økonomien i H2 meget anstrengt, men man havde endnu ikke overvejet personalereduktioner. Efter ca. 3 måneders forløb begyndte man at drøfte afskedigelser og informerede medarbejderne herom. Man endte med at opsige 125 ud af ca. 500 medarbejdere, og han forestod selv opsigelserne.

Sagsøgeren havde igennem mange år været en af rederiets forretningsforbindelser, idet rederiet var G1s største kunde. Selv havde han kendt sagsøgeren siden 1976, og det var ham, der havde foreslået sagsøgeren som afløser for den tidligere koncernchef, der i en periode vist også havde været bestyrelsesformand i rederiet. Sagsøgeren blev koncernchef og medlem af bestyrelsen som "owners repræsentative". Sagsøgeren havde som bestyrelsesmedlem det overordnede ansvar, men havde ikke ansvar for den daglige drift, herunder ansættelser og afskedigelser. Han optrådte ad hoc efter egen nærmere bestemmelse og gennemså blandt andet budgetudkastene. Sagsøgeren deltog også i 1989 i forhandlingerne om driftsomlægningen fra Y2-by, Tyskland til Y5-by, Tyskland. Det er ikke muligt at svare på, hvor ofte sagsøgeren var til stede i H2, idet han ikke havde faste opgaver. Han rejste sædvanligvis fra England via København til Y1-by, Danmark, hvor han typisk opholdt sig et par timer, inden han tog videre til Y2-by, Tyskland. Sagsøgerens ophold i Y1-by, Danmark var ikke skemalagt, men inden han tog af sted, fortalte han altid, hvornår han ville komme tilbage. Det var som oftest i løbet af 1-2 uger. Vidnet overhørte en del af sagsøgerens daglige samtaler med EE, da sagsøgeren benyttede vidnets kontor under sit arbejde i Y1-by, Danmark. Samtalerne drejede sig typisk om skibsombygning, brugt tonnage og renovering. Sagsøgeren var endvidere ....., dvs. administrerende direktør, i et datterselskab i Y2-by, Tyskland, hvor der var et repræsentationskontor og et supermarked. Supermarkedet udgjorde den væsentligste del af omsætningen, hvis størrelse han ikke kender. Sagsøgeren havde intet at gøre med selve skibsdriften i Y2-by, Tyskland. Vidnet vidste ikke, at sagsøgeren var en del af direktionen i Y1-by, Danmark, og ham bekendt har sagsøgeren aldrig underskrevet kontrakter for H2. Sagsøgerens stillingsbetegnelse kunne efter sit indhold have været "konsulent", men det ville ikke have givet ham den fornødne pondus, hverken i forhold til de ansatte eller udadtil. Det var svært at finde en passende titel, men "koncernchef" lå nærmest for, selv om titlen derved fik et nyt indhold, da den tidligere koncernchef havde været chef for hele den svenske koncern. De grinede lidt af, at det ikke var nærmere defineret, hvilken koncern sagsøgeren var chef for.

EE havde udstedt et direktiv om, at ansatte i koncernen ikke måtte oppebære bestyrelseshonorar, såfremt de i forvejen var aflønnet i et af koncernens selskaber, og vidnet er sikker på, at sagsøgeren hverken har oppebåret løn, vederlag eller bonus fra H2. Da vidnet var fratrådt, inden årsregnskabet for 1991 blev udarbejdet, kan han ikke udtale sig om det i regnskabet anførte bestyrelseshonorar. Sagsøgeren har udelukkende fået dækket sine rejseafregninger og øvrige udlæg, herunder et udlæg på 3-400.000 kr. til et konkursramt skibsværft, for at få et skib ud. Det var sagsøgeren, der havde købt skibet i Piræus og havde med ombygningen at gøre. Skibets kaptajn havde derfor ringet til sagsøgeren, der kom og indløste skibet. Vidnet havde ikke selv haft med ombygningen at gøre. Han ved ikke, hvor sagsøgerens udlæg oprindelig blev bogført, men det kan godt havde været i H2. Udlægget blev siden viderefaktureret til H7. Der kom en del rejseafregninger til H2, som benyttede sig af den ekspertise, der fandtes i koncernen, hvor man ikke gik "i små sko" med hensyn til den slags omkostninger.

Det var vidnet selv, der i sin tid startede personalebladet, der udkom ret uregelmæssigt. Bladet blev skrevet af en journalistisk freelance medarbejder, der i perioder også stod som ansvarlig redaktør. I forbindelse med en fejl i et tidligere blad havde han meddelt journalisten, at han ville se bladet, inden det gik i trykken. Det er sket, at han har censureret journalistens artikler, inden bladet blev trykt. Det i sagen fremlagte blad udkom kort efter vidnets tiltræden i 1989. Bladet kan dog være udkommet først i 1990, da afskedigelserne, der påbegyndtes ca. 3 måneder efter hans tiltræden, er nævnt i bladet. Den anførte arbejdsfordeling for sagsøgeren med to dage i Y2-by, Tyskland og tre dage i Y1-by, Danmark var ikke rigtig, men "noget skulle der stå". I koncernen havde man ingen informationspolitik - ingen kodeks. Man var klar over, at personalebladet kom rundt i den vide verden. Man skrev, hvad man syntes, hvilket kunne være mere eller mindre sandt, men det var ikke således, at man "skønmalede" i bladet og handlede anderledes. Det er ikke ham, der har udarbejdet ledelsesdiagrammet i bladet, og hvis han havde set det inden trykningen, ville han have ændret det til en pyramideorganisation. Diagrammet er formentlig lavet af journalisten i forening med direktionssekretæren. Han husker ikke præcist dette blad og heller ikke, om han har set det inden trykning. Han mener at kunne genkende bladets opsætning af artiklerne fra lokalavisen. Han har formentlig selv givet en del oplysninger til journalisten. Han husker ikke nu, hvad han for ca. 12 år siden har fortalt en journalist, som han talte med ca. en gang om ugen. Han husker dog, at lokalavisen gjorde en del ud af, at både han og rederiet havde kendt sagsøgeren gennem mange år. Oplysningerne til personalebladet kan være kommet fra både ham og sagsøgeren, men han ved ikke, hvor oplysningerne om arbejdsdagenes fordeling og medarbejderplejen er kommet fra. Det er ikke ham, der har udtalt sig sådan, for han ved, at sagsøgeren ikke havde medarbejderpleje som sin kæphest. Han ved heller ikke, hvor oplysningen om sagsøgerens indtræden i H2s ledelse er kommet fra. Oplysningen om, at det var medarbejderne, der havde reddet rederiet, stammer nok fra vidnets egne udtalelser til lokalavisen. Han har aldrig set sagsøgeren skrive en artikel til personalebladet, og kan heller ikke forestille sig, at sagsøgeren selv skulle havde skrevet artiklen. Det kan sagtens være journalisten, der på egen hånd har skrevet artiklen, selv om den fremtræder som skrevet af sagsøgeren selv. Det ville være usædvanligt, hvis der i bladet skulle være optaget artikler skrevet af andre end journalisten. Der blev af og til optaget læserbreve, men sædvanligvis udtalte man sig blot til bladet.

Alle skibe i koncernen tilhørte datter- og søsterselskaber i den svenske koncern, og H2 ejede ingen skibe. Skibene H4 og H3, som var indchartret af H2, var begge ejet af H7. Han kender i øvrigt intet til koncernopbygningen for så vidt angår datter- og søsterselskaberne. EE handlede impulsivt ved skibskøb, så der var ikke altid folk fra H2 med inden købene. Når man fandt et egnet skib, blev restaurationschef, taxfreechef m.fl. sendt ud at besigtige skibet. Han husker ikke, om der var ansatte fra H2 på besigtigelse af H3 inden købet. Koncernen opkøbte brugte skibe, byggede dem om og solgte dem igen. Sagsøgeren og kaptajn NE var som regel til stede under ombygningerne. Ved nybygninger var der typisk også en kaptajn og en maskinchef til stede for at kontrollere, om nybygningen overholdt specifikationerne. Lønnen til de pågældende blev afholdt af skibets ejer i den periode, de fulgte om- eller nybygningerne, som kunne strække sig over flere år. Han kender intet til de to fakturaer af 26. marts 1991 fra H1 til H2. De er kommet efter hans fratræden, men han ville have protesteret, hvis han havde set dem. Han har aldrig hørt, at H2 skulle belastes økonomisk for sagsøgerens hjælp, og der har ikke været budgetteret med et sådant krav. Sædvanligvis blev udgifter afholdt for søsterselskaber udlignet mellem selskaberne. Fakturaerne er dog kommet efter hans fratræden, så han ved ikke, om H3 kontoen var blevet udlignet forinden. Da H2 ikke ejede H3, kan fakturaen vedrørende aflønning af sagsøgeren i 1990 ikke være bogført på skibets ombygningskonto. Alt, hvad der havde med skibstilsyn at gøre, foregik i hovedsædet i Stockholm, der også bestemte, hvor meget de forskellige selskaber skulle belastes økonomisk. H2 har af og til fået tilsendt fakturaer, som ikke skulle belastes dette selskab. Der har været tale om flere hundrede tusinde kroner, måske op til en million kroner.

Chefkaptajn NE har forklaret blandt andet, at han er uddannet navigatør, styrmand og skibsfører. Han har været ansat ca. 30 år i rederiet, hvorfra han blev pensioneret i 1994. I 1990-1991 var der ca. 450 ansatte i rederiet, hvor CL var direktør. Direktøren skulle sørge for, at rederiet kørte og herunder kontrollere budgetter og koordinere ledelsen i de forskellige afdelinger. Sagsøgeren var koncernchef og assisterede direktøren i større spørgsmål, f. eks. i forbindelse med rationaliseringerne. Koncernchefen spændte efter vidnets opfattelse over flere områder end direktøren. Sagsøgeren beskæftigede sig også med ombygning af skibe og rejste en del på besigtigelser. Vidnet har rejst temmelig meget med sagsøgeren, blandt andet adskillige gange til Grækenland for at købe skibe. De har også været sammen i England for at se på skibe og i Tyskland for at følge ombygningen af skibe. Endelig har de rejst sammen til moderselskabet i Stockholm. Et skib købt i Grækenland lå til ombygning på et engelsk værft i 4 måneder. Det var ham og hans besætning, der sammen med sagsøgeren forestod ombygningen, men han ved ikke, hvem der betalte for den. Rederiet havde ca. 10-12 ansatte boende i England under ombygningen, og sagsøgeren opholdt sig også meget i England i den periode. Hans egne økonomiske beføjelser sluttede ved 50.000 kr., så udgifter derover skulle forelægges sagsøgeren, ligesom denne deltog ved møder med værftet. Da værftet gik konkurs, kunne man ikke få frigivet skibet uden først at betale værftet skyldig dokleje. Han ringede derfor fredag kl. 10.00 til sagsøgeren, der kl. 14.00 havde lagt pengene ud fra en privatkonto i London, så skibet kunne komme ud. HX ejede både H2 og H7, der ejede skibene. Der var mange selskaber i koncernen. Han mener, at også H4 var ejet af H7, men han gik ikke så meget op i ejerforholdene. Skibet blev ombygget i Hamborg over en periode på ca. 5 uger, og sagsøgeren var en del til stede under ombygningen. Han var ikke sammen med sagsøgeren, da denne i Canada købte et skib til Y1-by, Danmark/Y2-by, Tyskland-overfarten. Dybgangen var for stor, så skibet kom aldrig til Y1-by, Danmark, men blev i stedet overtaget af HX. Når vidnet ikke var ude at rejse, sad han på land som inspektør eller sejlede på Y1-by, Danmark/Y2-by, Tyskland-overfarten. I 1990-1991 rejste han en del og var blandt andet 4 måneder i England. Han var derfor ikke så meget i Y1-by, Danmark, men når han var der, sad han "på land". Han fulgte ikke med i sagsøgerens kalender, men ved, at sagsøgeren af og til var i Y1-by, Danmark - dog aldrig i længere tid ad gangen. Vidnet blev selv aflønnet af H2, men ved ikke, om lønnen blev viderefaktureret. Det i sagen fremlagte blad er det gamle personaleblad, "Skruen", der skiftede navn, da overfarten blev overtaget af HX. Han mindes ikke at have set det i sagen fremlagte blad. Det kan godt være, at der i begyndelsen var en arbejdsfordeling på to dage det ene sted og tre dage det andet, men sagsøgeren var ikke kun i Y1-by, Danmark og Y2-by, Tyskland.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for de nedlagte påstande gjort gældende, at der ikke i kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a, sammenholdt med § 43, stk. 1, og § 44 er hjemmel til i Danmark at beskatte sagsøgeren, der var ansat af H1 (U.K.) Ltd., der hverken havde fast driftssted eller hjemting i Danmark, og fra hvem sagsøgeren har fået sin løn udbetalt. Kildeskattelovens bestemmelse om begrænset skattepligt kan ikke ved en analogislutning udstrækkes til at omfatte udbetaling fra en udenlandsk arbejdsgiver, som ikke har fast driftssted eller hjemting i Danmark. Det er ikke gennem to artikler og et diagram i et personaleblad dokumenteret, at sagsøgeren også var ansat i H2 A/S. Efter de afgivne forklaringer må det lægges til grund, at sagsøgeren var "owners representative", der udførte arbejde for flere forskellige selskaber i koncernen og kun var underlagt EEs instruktionsbeføjelse. De to fakturaer fra H1 (U.K.) Ltd. til H2 A/S kan heller ikke udgøre et ligningsgrundlag efter de afgivne forklaringer om fakturering på kryds og tværs i koncernen. Sagsøgte har ikke løftet bevisbyrden for, at lønomkostningerne er endeligt afholdt af H2 A/S. Efter bekendtgørelse nr. 6 af 12. februar 1981 af overenskomst af 11. november 1980 med Storbritannien til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår skatter på indkomst og kapitalvinding (den dansk-engelske dobbeltbeskatningsoverenskomst) art. 15 er der endvidere ikke mulighed for at gennemføre en dansk beskatning, idet overenskomstens bestemmelse fører til, at sagsøgerens domicilland - England - har retten til at beskatte sagsøgerens lønudbetalinger fra dennes arbejdsgiver i England, H1 (U.K.) Ltd., således som det også er sket og fastholdt af de engelske skattemyndigheder. Sagsøgte har ikke godtgjort, at sagsøgerens løn er endeligt afholdt af H2 A/S, da der i vidt omfang skete viderefakturering inden for koncernens selskaber. Der er ikke i kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra b, sammenholdt med § 43, stk. 2, litra a, eller andet steds hjemmel til at fiksere et beløb som bestyrelseshonorar til sagsøgeren ved at omkvalificere en del af sagsøgerens almindelige lønudbetaling som bestyrelseshonorar. Ifølge årsregnskaberne er der ikke udbetalt bestyrelseshonorar i 1990 og kun et mindre bestyrelseshonorar i 1991. Efter sagsøgerens forklaring, der bestyrkes af både CL og LAs forklaringer, blev der ikke udbetalt bestyrelseshonorarer i koncernen. En opgørelse af en eventuel skattepligtig indtægt for sagsøgeren skal tage udgangspunkt i den del af arbejdet, der er udført her i landet, og således bygge på sagsøgerens fysiske tilstedeværelse i Danmark, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a.

For så vidt angår sagsøgerens mere subsidiære påstand er sagsøgeren enig med sagsøgte i, at sagen i givet fald bør hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at det af H2 A/S udbetalte honorar er begrænset skattepligtig lønindtægt for sagsøgeren efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a, sammenholdt med § 43, stk. 1, idet H2 A/S og ikke H1 (U.K.) Ltd. var sagsøgerens reelle arbejdsgiver. Der er ikke belæg for sagsøgerens påstand om, at han ikke reelt skulle have været direktør i H2 A/S. Han var tilmeldt Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som direktør og bestyrelsesmedlem, og i personalebladet omtales han som koncernchef. Både i referatet fra det ekstraordinære bestyrelsesmøde den 28. august 1989 og i anmeldelsesskrivelsen af 20. august 1990 til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen betegnes sagsøgeren som ansat i H2 A/S som koncernchef, ligesom han i personalebladet fremstår som ansat som koncernchef. Det må afvises som usandsynligt, at journalisten skulle have konciperet tekster og diagrammer uden forelæggelse for selskabets ledelse. Hertil kommer, at hele det honorar, som H2 A/S har udbetalt, herunder fuldt honorar i sagsøgerens sygeperioder, er tilgået sagsøgeren, og at H1 (U.K.) Ltd. således ikke har opnået nogen fortjeneste på arrangementet. Det logiske er, at H1 (U.K.) Ltd.'s viderefakturering af hele sagsøgerens vederlag til H2 A/S er den endelige videredebitering i koncernen. Det fremgår af fakturaerne, at de er bogført i H2 A/S, hvorimod det ikke er godtgjort, at der skulle være sket en viderefakturering. Da arbejdsvederlag efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens art. 15 skal beskattes i arbejdsstaten, skal beskatning således ske i Danmark. Fordelingen af sagsøgerens vederlag for arbejde for H2 A/S og for H2 GmbH må i mangel af sikkert bevis nødvendigvis foretages skønsmæssigt. Da sagsøgeren ikke har dokumenteret omfanget af dage, han har arbejdet for henholdsvis det danske og det tyske selskab, kan ansættelsen heraf alene ske skønsmæssigt. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere skatteankenævnets skønsudøvelse, hvorefter sagsøgerens vederlag er blevet fordelt relativt efter omsætningen i de to selskaber. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at myndighedernes skønsudøvelse skal tilsidesættes som urigtig eller åbenbart urimelig.

Til støtte for hjemvisningspåstanden er anført, at sagsøgeren i hvert fald skal beskattes af den del af honoraret, som er ydet for arbejdet i H2 A/S' bestyrelse, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra b, sammenholdt med § 43, stk. 2, litra a, hvorefter skatteministeren til A-indkomst efter sin nærmere bestemmelse kan medregne godtgørelse for medlemskab af en bestyrelse, hvilken hjemmel skatteministeren har udnyttet ved udfærdigelsen af bekendtgørelse om opkrævning m.v. af indkomst- og formueskat. Uanset om de øvrige bestyrelsesmedlemmer, som oplyst af sagsøgeren, ikke måtte have modtaget bestyrelseshonorar, må en del af det til sagsøgeren udbetalte vederlag under alle omstændigheder anses som udbetalt for bestyrelsesarbejdet.

Særligt for så vidt angår spørgsmålet om omkostningsrefusion har sagsøgeren i sin procedure anført, at der ikke er hjemmel til at beskatte udbetalinger, der ikke er løn.

Sagsøgte har fastholdt, at synspunktet om omkostningsrefusion er et anbringende, som først er fremsat under domsforhandlingen, og derfor ikke bør tages under påkendelse, jf. retsplejelovens § 363, stk. 1. Spørgsmålet om omkostningsrefusion, som knytter sig til sagsøgerens mere subsidiære påstand, har været fremme under skriftvekslingen i sagen, men har aldrig været fremført som et egentligt anbringende. Tværtimod har sagsøgeren flere gange i sit processkrift II af 21. december 2001 anført, at de af H2 A/S til H1 (U.K.) Ltd. overførte beløb vist nok svarede til eller sandsynligvis ikke var meget forskellige fra sagsøgerens bruttoløn fra H1 (U.K.) Ltd. Et anbringende om omkostningsrefusion er heller ikke indeholdt i sagsøgerens påstandsdokument af 30. juli 2002.

Landsrettens bemærkninger

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at sagsøgeren ved et ekstraordinært bestyrelsesmøde den 28. august 1989 blev ansat som koncernchef i H2 A/S og ved anmeldelse underskrevet af blandt andre EE den 6. juli 1990 fremsendt ved skrivelse af 20. august 1990 til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen blev anmeldt som direktionsmedlem i selskabet under stillingsbetegnelsen koncernchef. Sagsøgerens ansættelse som koncernchef findes endvidere bekræftet gennem karakteren og detaljeringsgraden af de i personalebladet "H2" optagne artikler og diagrammer, hvorved bemærkes, at det forekommer usandsynligt, at oplysningerne i bladet, som efter bevisførelsen forekommer korrekte, skulle være bragt uden ledelsens accept eller indforståelse. Når der endvidere henses til, at sagsøgeren efter sin forklaring alene var underlagt bestyrelsesformanden i H2 A/S, EEs, instruktionsbeføjelser og deltog både i budgetlægning og -opfølgning samt i afskedigelse af personale i selskabet, findes det godtgjort, at H2 A/S og ikke H1 (U.K.) Ltd. i den omhandlede periode var sagsøgerens reelle arbejdsgiver.

Landsretten finder det endvidere godtgjort, at det vederlag, som sagsøgeren havde fået udbetalt af H1 (U.K.) Ltd. for 1990 og januar-marts 1991, den 26. marts 1991 af H1 (U.K.) Ltd. blev faktureret H2 A/S, endog for perioder, hvor sagsøgeren havde været syg. Det findes derimod ikke dokumenteret, at der fra H2 A/S skete en viderefakturering, hvorfor vederlaget i det hele findes at være endeligt afholdt af H2 A/S. Da vederlaget må betragtes som løn, kan det ikke tillægges betydning, at der ikke af årsregnskabet fremgår betaling af bestyrelseshonorar.

Den af sagsøgeren fra H2 A/S oppebårne lønindtægt hidrører således fra virksomhed udført her i landet for et selskab med hjemting her i landet og er derfor begrænset skattepligtig lønindtægt her i landet efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a, sammenholdt med § 43, stk. 1. Betingelsen i art. 15 i den dansk-engelske dobbeltbeskatningsoverenskomst for at lade beskatningsretten tilkomme England er derfor ikke opfyldt.

Det af sagsøgeren anførte om, at skattemyndighederne ved fastsættelsen af den skattepligtige udbetaling i perioden januar - marts 1991 uberettiget har inkluderet omkostningsrefusion, er ikke fremført over for skattemyndighederne i de forløbne 10 år og ses ikke gjort gældende som et egentligt anbringende under sagens forberedelse, ligesom sagsøgeren ikke retligt har kvalificeret synspunktet som et anbringende under domsforhandlingen til trods for, at sagsøgeren har anført, at han alene kan beskattes af sine lønudbetalinger. På den baggrund og under hensyn til, at sagsøgerens synspunkt vedrørende omkostningsrefusion ikke kan indeholdes i sagsøgerens mere subsidiære påstand, er betingelserne i retsplejelovens § 363, stk. 1, for at tage refusionsspørgsmålet under påkendelse ikke opfyldt.

Herefter, og da sagsøgeren ikke har godtgjort, at skattemyndighedernes skønsudøvelse for så vidt angår fordelingen af sagsøgerens vederlag for arbejdet i henholdsvis det danske og det tyske selskab er foretaget på et urigtigt grundlag eller er åbenbart urimelig, tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage til sagsøgte, Skatteministeriet, betale 100.000 kr. i samlede sagsomkostninger for begge sager.