Østre Landsrets dom
af 1. maj 2001
7. afdeling, B-2712-97

Parter

Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen
(Kammeradvokaten v/advokat Boris Frederiksen)

mod

A
(advokat Wivi H. Larsen).

Afsagt af landsdommerne

C. Levy, Lyngesen og Arne Brandt).

Påstande

Under denne den 19. september 1997 anlagte sag, har sagsøgeren, Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen, påstået sagsøgte, A, dømt til betaling af principalt 2.733.358 kr., subsidiært 1.677.400 kr., og mere subsidiært 267.178 kr. og i alle tilfælde med procesrente fra sagens anlæg, og indtil betaling sker.

Sagsøgte har påstået frifindelse og sagsøgeren tilpligtet at erstatte indeholdt, ikke afregnet A-skat for selskabet, H1 ApS, nu H1 ApS under konkurs, for perioden medio juni 1993, og indtil aktiviteterne i selskaberne stoppede den 14. juli 1993.

Sagens nærmere omstændigheder er således:

Det er under sagen oplyst, at sagsøgte har været ejer af en række selskaber tilknyttet "H-gruppen" med virksomhed inden for vikarbureaubranchen.

Blandt selskaberne var H1 ApS, i det følgende kaldet H1. Anpartselskabet var en fortsættelse af et tidligere selskab ved navn H1-service ApS, i det følgende kaldet H1-service. Anpartselskabet var moderselskab (100% ejer) i en koncern med følgende 3 datterselskaber: H2 ApS, i det følgende kaldet H2, samt H3 ApS og H4 ApS.

H1-service/H1 havde regnskabsår 1. maj - 30. april, og selskabets regnskaber for 1989/90, 1990/91 og 1991/92 er afgivet i henholdsvis november 1990, september 1991 og oktober 1992.

Selskabets omsætning var i de 3 regnskabsår ca. 26 mio. kr., ca. 26 mio. kr. og ca. 19 mio. kr.

Selskabets resultatopgørelser har i de samme år udvist ca. -483.000 kr., ca. -1.641.000 kr. og ca. -4.220.000 kr.

Egenkapitalen er i de samme år angivet som henholdsvis ca. 3.370.000 kr, ca. 1.729.000 kr. og ca. -490.000 kr.

De samlede anlægsaktiver har i de 3 regnskabsår været henholdsvis ca. 980.000 kr., ca. 1.077.000 kr. og ca. 15.247.000 kr. Af sidstnævnte beløb hidrører ca. 14,1 mio. kr. fra goodwill (kundemasse), som H1 i dette regnskabsår købte af andet selskab i "H-gruppen".

Selskabets omsætningsaktiver var i de samme regnskabsår henholdsvis ca. 7,8 mio. kr., ca. 9,3 mio. kr. og ca. 1,1 mio. kr.

Selskabets kortfristede gæld var i de samme regnskabsår henholdsvis ca. 5,3 mio. kr., ca. 8,6 mio. kr. og ca. 8,6 mio. kr.

Selskabets gæld til pengeinstitut var i de 3 regnskabsår ca. 1,7 mio. kr., ca. 1,9 mio. kr. og ca. 1,9 mio. kr.

Selskabets ledelse har i årsberetningen for 1989/90 erklæret, at man forventer en positiv nettoindtjening i næste regnskabsår. I årsberetningen for 1990/91 har selskabets ledelse oplyst, at fremtidsudsigterne for selskabet på længere sigt er gode, men at selskabet og branchen for tiden er inde i en stagnationsperiode, som først forventes bedret i slutningen af 1992. I årsberetningen 1991/92 har selskabets ledelse betegnet resultatet som meget utilfredsstillende samt tilføjet, at man i regnskabsåret 1992/93 forventer et bedre driftsresultat, men ikke et tilfredsstillende resultat. Ledelsen budgetterer for næste regnskabsår med et underskud på ca. 2 mio. kr.

Selskabets revisorer har uden særlige bemærkninger afgivet revisionspåtegninger på de 2 første årsregnskaber. På det 3. årsregnskab har revisorerne anført bl.a., at aktiver og passiver i årsregnskabet er værdiansat under forudsætning af, at selskabet fortsætter sin drift, samt tilføjet: "Dette vil efter vor opfattelse - kun være muligt, såfremt der realiseres en positiv indtjening og/eller ydes den nødvendige finansielle støtte fra långivere/anpartshavere. Vi må derfor tage forbehold for værdiansættelsen af aktiverne og passiverne."

Af særlige posteringer i årsregnskaberne bemærkes, at der i det første regnskab er anført et tilgodehavende på ca. 4,4 mio. kr. hos H5 K/S, hvilket selskab efter det oplyste også tilhører "H-gruppen". I det følgende regnskab er dette tilgodehavende anført med 0 kr. I dette regnskab er anført et tilgodehavende på ca. 7 mio. kr hos H6 A/S, hvilket selskab ligeledes tilhører "H-gruppen". I regnskabet er H2 anført som kreditor med ca. 2,1 mio. kr og A personligt som kreditor med 2 mio. kr. I regnskabet 1991/92 er bl. a. oplyst, at der er langfristet gæld på ca. 8,1 mio. kr. til H5 K/S, og at gælden er opstået ved køb af goodwill fra H6 A/S. Selskabets tilgodehavende hos H6 A/S er oplyst at være 0 kr., og selskabets gæld til A personligt er ligeledes oplyst at være 0 kr. Selskabet gæld til H2 er steget til 3,5 mio. kr. Selskabet har i de seneste regnskabsår solgt en fast ejendom (sommerhus) for 256.900 kr.

Den 3. april 1992 fremsatte skatteministeren i Folketinget lovforslag vedrørende tilbagebetaling af ambi. Loven blev vedtaget den 22. maj 1992.

Ved 2 breve af 23. april 1992 til Told og Skat i København og i Århus fremsatte sagsøgte på vegne af henholdsvis H2 og H1 erklæring om modregning med selskabernes krav på tilbagebetaling af ambi. I skrivelsen vedrørende H2 er det anført, at modregning sker for så vidt angår en A-skatterestance for februar 1992 på ca. 272.000 kr. Modregningskravet var i begge breve opgjort til 1.239.441 kr. med tillæg af renter 244.720 kr. eller i alt 1.484.151 kr. I begge skrivelser henviste sagsøgte til, at selskaberne i breve af 30. januar 1992 havde krævet tilbagebetaling af ambi.

Skrivelsen af 23. april 1992 vedrørende H2 var vedlagt en transporterklæring af 13. april 1992, hvorefter sagsøgte på vegne H1-service transporterede de første 1,1 mio. kr. af selskabet krav på tilbagebetaling af ambi til H2.

Den 21. juli 1992 meddelte ToldSkat København, at transporten var noteret med nærmere forbehold bl.a., at et eventuelt tilgodehavende først kunne opgøres, når afgiftsangivelsen var godkendt af told- og skatteregionen og at udbetaling og modregning ville finde sted i henhold til momslovgivningens regler.

Den 24. juli 1992 indledtes udlægsforretning imod H1 til inddrivelse af selskabets restance vedr. A-skat på ca. 427.000 kr.

I et notat af 18. august 1992 fra selskabets revisor er det bl.a. oplyst, at revisoren i forbindelse med et møde den 31. juli 1992 hos Told- og Skattestyrelsen var blevet bekendt med tranporterklæringen. Revisoren meddelte sagsøgte, at H2 efter revisorens opfattelse måtte give afkald på transporten, da den havde forringet stillingen for kreditorerne i H1-service.

Den 13. oktober 1992 afviste ToldSkat modregningserklæringen fra H1 og meddelte, at man ville fortsætte inddrivelsen af H1's restancer, nu opgjort til ca. 991.000 kr.

Den 15. oktober 1992 skrev sagsøgte på vegne H1 blandt andet således til Told- og Skatteregion Ballerup:

"Vi anerkender modtagelsen af tilsigelse af 13 OKT med indkaldelse til udlægsforretning den 26 OKT 1992.

Vi fastholder, at vort brev med krav om tilbagebetaling af ulovligt opkrævet AMBI af 30 JAN 1992 (naturligvis) samtidig implicit indeholder et krav om modregning, såfremt regionen ikke reagerede på henvendelsen.

Vort brev til regionen af 23 APR er således en helt naturlig følge af regionens passivitet og vor skrivelse af 30 JAN 1992.

I øvrigt er vi af den klare opfattelse, at § 5 i den såkaldte modregningslov er i strid med EF traktatens artikel 5 og 171.

På dette grundlag ønsker jeg at forespørge regionen, om man stadig fastholder kravet om udlægsforretning.

....."

Den 12. november 1992 foretoges hos H1 udlæg for en restance på ca. 1,1 mio. kr. Sagsøgte oplyste under udlægsforretningen, at der ingen aktiver fandtes i selskabet bortset fra et rejseforskud på 6.000 kr. Sagsøgte begærede udlægget forelagt fogedretten.

Ved skrivelse af 15. marts 1993 opgjorde sagsøgte H1's krav på tilbagebetaling af ambi incl. renter til 2.607.792 kr. hvilket krav modregnedes i en moms- og A-skatterestance på 2.610.475 kr. Skrivelsen var vedlagt nærmere beregning af modregningskravet og restancen.

Den 29. april 1993 afsagde fogedretten kendelse, hvorefter udlægsforretningen ville være at fremme.

Ved skrivelse af 12. maj 1993 afviste Told- og Skattestyrelsen kravet om tilbagebetaling af AMBI.

Det hedder i skrivelsen bl.a.:

"De har på vegne H1-service ApS den 22. december 1992 fremsat krav om tilbagebetaling af arbejdsmarkedsbidrag (ambi) på 2.010.423 kr. vedrørende perioden 1. januar 1988 til 30. september 1991.

I kravet er der ikke foretaget reduktion med den modtagne kompensation for ATP og arbejdsskadeforsikring.

Kravet begrundes med, at virksomheden af konkurrencemæssige årsager ikke har anset det for muligt at overvælte ambien på priserne. Endvidere påberåber De Dem dansk rets almindelige regler om tilbagesøgning.

Efter lov nr. 389 af 20. maj 1992 om behandling af krav om tilbagebetaling af arbejdsmarkedsbidrag m.v. skal virksomhedens krav på tilbagebetaling afgøres efter dansk rets almindelige regler.

Tilbagebetaling efter disse regler forudsætter, at der ikke herved sker en ugrundet berigelse, dvs. en økonomisk fordel som virksomheden alt andet lige ikke ville have fået. I vurderingen heraf indgår blandt andet, i hvilket omfang der er sket overvæltning af ambi til næste omsætningsled.

EF-domstolen har i sin dom af 31. marts 1992 betragtet ambi som en omsætningsafgift (moms).

Den væsentligste forskel på ambi og traditionel moms var, at der ikke var pligt til at fakturere ambi særskilt.

Samtidig med indførelsen af ambi bortfaldt en række arbejdsgiverafgifter m.m. svarende til ca. kr. 10.300 pr. fuldtidsansat pr. år (incl. kompensation for ATP og arbejdsskadeforsikring). Disse besparelser sammenholdt med den manglende pligt til at fakturere ambi, skabte et tidsmæssigt sammenfald mellem de prissænkende effekter af de lavere arbejdsgiverafgifter og de prisforhøjende effekter af ambi. Ambien kunne således i almindelighed overvæltes, uden at det behøvede at give sig udslag i højere priser.

Der blev ikke samtidig med indførelsen af ambien indført prisstop eller lignende. Prisfastsættelsen i virksomhederne var således også efter ambiens indførelse et resultat af virksomhedens helt egen vurdering af, hvilken kombination af pris og omsætning, der maksimerer indtjeningen.

På grundlag af oplysningerne om kompensation for ATP og arbejdsskadeforsikring har antallet af ansatte i virksomheden kunnet opgøres periode for periode. Antal ansatte kan herefter opgøres til i gennemsnit 102 medarbejdere pr. år i registreringsperioden.

Efter styrelsens opfattelse har virksomheden som følge af sparede arbejdsgiverafgifter m.m. kunnet overvælte ambien fuldt ud i priserne, uden at det var nødvendigt at sætte priserne op.

Tilbagebetaling af den indbetalte ambi vil allerede på den baggrund indebære en ugrundet berigelse. Styrelsen kan derfor ikke imødekomme kravet om tilbagebetaling.

....."

Den 12. juli 1993 blev H1 afmeldt hos Told og Skat.

Fogedrettens kendelse blev stadfæstet af Østre Landsret den 9. august 1993.

Den 22. september 1993 indleverede Kammeradvokaten på vegne af ToldSkat konkursbegæring imod H1. Begæringen blev taget til følge den 18. januar 1994.

Ifølge kurators redegørelse i henhold til konkurslovens § 116 fandtes i selskabet ingen aktiver. Anmeldte krav blev oplyst at være ca. 6,6 mio. kr.

Ved anklageskrift af 29. november 1995 rejstes tiltale imod sagsøgte for overtrædelse af kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr. 2, for på nærmere angiven måde at have undladt rettidigt at indbetale indeholdte A-skatter i alt ca. 3,4 mio. kr.

I anklageskriftet var nedlagt påstand om erstatning, men erstatningspåstanden blev udskilt til særskilt søgsmål, jf. nærværende sag.

Ved byrettens dom af 16. december 1997 blev sagsøgte fundet skyldig i den rejste tiltalte og idømt en bøde på 200.000 kr. med forvandlingstraf af hæfte i 40 dage.

Straffedommen er anket til Østre Landsret. Ankesagens domsforhandling er berammet til august 2001.

Told- og Skattestyrelsens afslag på tilbagebetaling af ambi blev ved stævning indbragt for byretten. Da en begæring om at måtte forelægge præjudicielle spørgsmål for EF-domstolen blev afvist, hævede sagsøgte sagen i januar 1998.

Sagsøgeren har opgjort udviklingen i H1's A-skatterestance for tiden fra april 1992 til juli 1993. Restancen er i denne periode jævnt stigende fra i april 1992 at være ca. 110.000 kr. til i januar 1993 at være ca. 1,1 mio. kr og i juli 1993 at ende med at udgøre det principalt påstævnte beløb.

Sagsøgeren har opgjort den af H1 betalte ambi til ca. 1,2 mio. kr. De afgifter, som H1 blev fritaget for at betale, har sagsøgeren opgjort til ca. 3,3 mio. kr. Det fremgår endvidere af denne opgørelse, at H1 i årene 1988-90 havde 100-150 ansatte og i 1991 havde ca. 20 ansatte.

Forklaringer

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af sagsøgte, samt af funktionschef Jon Mikkelsen, Told- og Skatteregionen, TA og Jørn Preben Sørensen, Told- og Skattestyrelsen.

Sagsøgte har forklaret blandt andet, at han siden 1969 har beskæftiget sig med vikarbranchen. Han har tidligere været administrerende direktør i G1 A/S. Senere samarbejdede han med virksomheden gennem nogle selskaber, indtil han blev selvstændig indenfor branchen i 1982, hvor han opbyggede "H-gruppen", en koncern med en række selskaber, hvoraf nogle hver især beskæftigede sig med forskellige opgaver inden for vikarområdet. Disse selskaber var meget løntunge og havde ofte ikke aktiver af betydning udover de, der naturligt henhørte til medarbejdernes indsats. Indtjeningen gik derfor meget op og ned, afhængigt af de økonomiske konjunkturer i samfundet. I forbindelse med oliekrisen i 1973 indtraf der en omsætningsnedgang på 30% indenfor 6 måneder. I 1982 var der påny krise og det gentog sig i 1990-91. Det var helt normalt, at en krise påvirkede omsætningen i løbet af et ½ år, men opgangen indtraf ligeså hurtigt, nogle gange hurtigere. I 1991 var H1-service ApS i krise. Det var i et forsøg på at løse selskabets økonomiske problem, at han i april 1992 afgav transport- og modregningserklæringerne. Dispositionen var et led i et taktisk spil med det formål at få myndighederne til at anerkende kravet på ambi. Transporten var en skatteteknisk overvejelse, som hans revisor havde gjort sig. Transporten blev afvist af myndighederne i juli 1992. Herefter tilbagekaldte han transporten. Han ville imidlertid ikke lukke selskabet, fordi han troede på, at nedgangen ville vende. Det kan ikke udelukkes, at der også var prestige forbundet med denne beslutning. Han skar ned på omkostningerne og medarbejderstaben, som det også tydeligt fremgår af sagsøgerens opgørelse over selskabets sparede udgifter som følge af indførelse af ambi. Han modtog selskabets årsregnskab for 1991/92 i oktober 1992. Som det fremgår af årsberetningen forventede han en fremgang, der ville halvere underskuddet på de ca. 4,2 mill.kr. Den goodwill på godt 14 mill.kr., der er anført i regnskabet under aktiver, stammer fra et af hans andre selskaber. Revisor regnede med at reglerne for beskatning af goodwill ville blive ændret og derfor blev hans personlige gæld på 5 mill.kr. i det selskab udlignet og aktivet overført til dette selskab. I juli 1993 gik aktivet tilbage, fordi selskabet misligholdt aftalen. Han havde ikke selv midler til at indskyde i selskabet. Hans tilgodehavende på 2 mill.kr. i årsregnskabet for 1990/91 må bero på en mellemregning med et andet selskab. Han solgte det anførte sommerhus og anvendte provenuet til at dække skatte- og momsrestancer. De øvrige omsætningsaktiver siger ham ikke noget. I samme periode pågik der forhandlinger med selskabets bankforbindelse, nu Unibank A/S. Banken havde da et tilgodehavende på omkring 2 mill.kr. og det stod hurtigt klart, at banken ikke ønskede at tilføre yderligere kapital. Hans forhandlingsoplæg var at få forhøjet kassekreditten med 1 mill.kr. Hans revisor deltog i forhandlingerne og der forelå - foruden årsregnskabet - også budgetter. Han fik herefter kontakt med Sydbank, men også disse forhandlinger strandede. Banken hjalp ham med en renteberegning af ambi-kravet og i marts 1993 regnede han med gennem modregning at have udlignet tilgodehavende skat og moms med ambikravet incl. påløbne renter. I maj 1993 fik han kontakt til Bikuben. Han have flere møder med medarbejdere herfra og det så lovende ud. Banken modtog - ligesom Told og Skat - budgetter og der blev også udarbejdet månedsbalancer. Opsvinget var for alvor begyndt i marts 1993 og hen mod sommeren 1993 begyndte virksomheden at give overskud. Banken viste interesse for en factoringordning. Det sidste møde herom blev afholdt vistnok den 10. - 11. juni 1993. Omkring den 20. - 22. juni 1993 afviste Bikuben at gå ind i en finansiering af selskabet. Mulighederne var nu udtømte. Selvom selskabet da afregnede en betydelig del af det løbende moms- og skattetilsvar, var det ikke nok. I juli 1993 afmeldte han selskabet. Det var umuligt at fortsætte. Han fortsatte driften i et af de andre selskaber. Han har i 1998 afhændet dette sidste selskab. Det havde da en omsætning på omkring 100 mill.kr. Alene i perioden 1993-1995 har han i det selskab betalt skat og moms med godt 27 mill.kr. Han har i perioden indtil konkursen været enerådende i koncernen. Hans tidligere hustru B, som han blev skilt fra i 1987-88, erhvervede i forbindelse med bodelingen en mindre post anparter i selskaberne, hvis størrelse netop var fastsat således, at hun ikke havde bestemmende indflydelse. Han husker ikke, hvornår han købte hendes anparter. Hun havde intet med ledelsen at gøre. Hun koordinerede det daglige arbejde, ansatte medarbejdere og besøgte kunder.

Funktionschef Jon Mikkelsen, Told- og Skatteregionen, har vedstået den indenretlige forklaring, han afgav den 9. december 1999 under straffesagen mod sagsøgte, hvoraf blandt andet fremgår, at han var tilknyttet inddrivelsesafdelingen og at han i den forbindelse har talt med sagsøgte. Han erindrer intet om eventuelle møder med sagsøgte.

TA har forklaret blandt andet, at han i 1993 var erhvervschef i Bikubens filial i ..... Banken var interesseret i nye markante virksomheder og han var derfor meget interesseret, da sagsøgte henvendte sig. Fra annoncering og reklamer kendte han koncernen som betydende indenfor vikarbranchen. Henvendelsen var blevet sagsbehandlet på sædvanlig måde af hans medarbejdere inden han deltog i et møde med sagsøgte. Det var i maj-juni 1993. Der har givetvis foreligget sædvanlige papirer i form af regnskaber og budgetter, men han husker det ikke nærmere i dag. Man drøftede en factoringordning med virksomheden. Det var en tyndt kapitaliseret virksomhed uden en betydende egenkapital. Han afviste at deltage efter nøje overvejelser, fordi han var utryg ved de eventuelle indsigelser, som kunder kunne fremkomme med i en sådan ordning.

Jørn Preben Sørensen, Told og Skattestyrelsen, har vedstået den indenretlige forklaring, han afgav den 9. december 1999 under straffesagen mod sagsøgte, hvoraf blandt andet fremgår, at han husker et møde med sagsøgte, hvor spørgsmålet om ambi blev drøftet.. Han var tilknyttet inddrivelsesafdelingen og beskæftigede sig med at opkræve restancer, eventuelt gennem afdragsordninger. Han havde intet med virksomhedens fremtidige tilsvar at gøre.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for den principale påstand anført, at sagsøgte som direktør og hovedanpartshaver i H1 er erstatningspligtig for sagsøgerens tab som følge af, at sagsøgte ikke har afregnet indeholdt A-skat fra april 1992 til juli 1993. Selskabet, der pr. 30. april 1992 havde et negativt driftsresultat på ca. 2 mio.kr., havde ingen aktiver og en negativ egenkapital, som ifølge årsregnskabet var på ca. 500.000 kr., men reelt var væsentligt større. Sagsøgte, der var enerådig i selskabet, er ansvarlig for, at selskabet i den nævnte periode oparbejdede en stigende A-skattegæld. Selskabet afregnede heller ikke skyldig moms i denne periode. Selskabet havde ikke noget krav på tilbagesøgning af ulovlig opkrævet ambi, da selskabet i forbindelse hermed havde opnået en nettobesparelse ved bortfald af andre arbejdsgiverafgifter. Sagsøgte har endvidere først fremsat kravet om modregning den 23. april 1992, og efter lov nr. 389 af 20. maj 1992 har sagsøgte været afskåret fra at benytte det påståede krav til modregning. Efter almindelige retsgrundsætninger er en sådan modregning i øvrigt også udelukket. Sagsøgte indså eller burde have indset, at han ved at fortsætte driften af selskabet fra april 1992 til juli 1993 uden at afregne A-skat udsatte sagsøgeren for en nærliggende risiko for at lide et tab svarende til skattebeløbet, og sagsøgte er derfor erstatningspligtig herfor.

Sagsøgeren har til støtte for de subsidiære påstande anført, at sagsøgte er erstatningspligtig i hvert fald for perioden fra januar 1993 henholdsvis for det skattebeløb, der vedrører løn udbetalt til hans tidligere ægtefælle.

Sagsøgte, der ikke har bestridt opgørelsen af kravet, har anført, at han ikke har handlet culpøst, og at tabet ikke er en påregnelig følge. H1 var utvivlsomt insolvent i april 1992, men selskabet havde krav på tilbagebetaling af ulovlig opkrævet ambi, som kunne modregnes i den skyldige A-skat. Sagsøgte var derfor sikker på, at skattegælden var udlignet ved modregning. Sagsøgte hverken indså eller burde indse, at fortsat drift af selskabet kunne medføre tab for skattevæsenet. Selskabets omsætning var stigende, og sagsøgte havde grund til at forvente, at selskabets økonomiske stilling i løbet af kort tid ville blive væsentligt forbedret som følge af et økonomisk opsving. Dette har vist sig at være rigtigt, idet selskaberne siden fik overskud og har betalt et betydeligt million-beløb i skatter og moms. Der er heller ikke grundlag for at pålægge sagsøgte erstatningspligt som sagsøgeren har gjort gældende i forbindelse med de subsidiære påstande.

Landsretten skal udtale

Det er ubestridt, at sagsøgeren er blevet påført et tab som følge af, at H1 fra april 1992 til juli 1993 ikke har indbetalt indeholdt A-skat i et omfang svarende til det påstævnte beløb. Det fremgår af selskabets årsregnskab for perioden 1. maj 1991 til 30. april 1992, at selskabet havde et underskud på ca. 4,2 mio.kr., en negativ egenkapital på ca. 490.000 kr. og at selskabets ledelse budgetterede med et underskud på ca. 2 mio.kr. for det følgende regnskabsår. Af revisionspåtegningen til regnskabet fremgik, at en fortsættelse af selskabets drift kun ville være mulig, såfremt der blev realiseret en positiv indtjening og/eller ydet den nødvendige finansielle støtte fra långivere/anpartshavere. Under fogedforretningen i november 1992 oplyste A, at selskabet ikke havde aktiver udover et rejseforskud på 6.000 kr. Selskabet oparbejdede fra april 1992 til juli 1993 en stadig stigende gæld af ikke indbetalte A-skatter.

Det må efter det oplyste om selskabets økonomiske stilling lægges til grund, at selskabet var insolvent i hvert fald fra april 1992, og der er ikke grundlag for at antage, at selskabet havde et krav på tilbagebetaling af ambi, som kunne modregnes i skattegælden. Sagsøgte burde allerede i april 1992 have indset dette. Under disse omstændigheder burde sagsøgte, der var direktør, hovedanpartshaver og enerådig i selskabet, allerede fra april 1992 have indset, at det ikke var muligt at videreføre selskabet, og at manglende afregning af indeholdte A-skatter ville påføre sagsøgeren tab. Sagsøgte findes derfor at være erstatningspligtig for sagsøgerens tab som følge af den manglende betaling af A-skatter fra april 1992 til juli 1993.

Herefter tages sagsøgerens principale påstand til følge.

T h i  k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, A, skal betale 2.733.358 kr. med procesrente fra den 19. september 1997 til sagsøgeren, Skatteministeriet Told og Skattestyrelsen.

Sagsøgte skal betale 150.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgeren.

Det idømte skal betales inden 14 dage.