A A/S’s klage skyldes, at toldcentret har opkrævet told og importmoms, i alt 47.196 kr., af det selskabet vedrørende indførsel af et parti støvler.

Det fremgår af sagens oplysninger, at det klagende selskab driver virksomhed som speditør. Den 8. januar 2001 indgav selskabet fortoldningsangivelse af et parti varer til fri omsætning/frit forbrug her i landet med angivelse af B som varemodtager. Angivelsen omfattede 164 kartonnager mærket C indeholdende 2.634 par støvler. Toldpositionen blev angivet som 6401 91 10 00, og toldværdien blev angivet til 102.046 kr. Som dokumentation var angivelsen blandt andet vedlagt:

• faktura udstedt af D Ltd., Hong Kong, til C, Danmark
• GSP-certifikat, form A, udstedt af en virksomhed i Kina til C
• Bill of Lading og
• fragtbrev udstedt af det klagende selskab til C.

Fortoldningsangivelsen blev antaget, og varerne blev frigivet på det foreliggende grundlag, uden udtagelse til kontrol.

Toldcentret debiterede herefter B det i forbindelse hermed skyldige told- og importmomsbeløb, i alt 47.196 kr.

Den 15. juni 2001 anmodede B toldcentret om regulering (kreditering) af det skyldige told- og importmomsbeløb, idet beløbet efter virksomhedens opfattelse fejlagtigt var debiteret virksomhedens konto. B anførte, at de pågældende varer var bestilt af C hos den udenlandske leverandør. Varerne var ligeledes af C bestilt til befragtning hos det klagende selskab. B anførte videre, at virksomheden ikke på noget tidspunkt har bemyndiget det klagende selskab til at fortolde varerne i B’s navn.

Toldcentret rettede herefter henvendelse til det klagende selskab med anmodning om indsendelse af dokumentation for, at selskabet var bemyndiget til at fortolde de pågældende varer på B’s vegne. Toldcentret har oplyst, at det klagende selskab ikke har indsendt dokumentation herfor.

Toldcentret har ved den påklagede afgørelse debiteret det klagende selskab for det omhandlede told- og importmomsbeløb, i alt 47.196 kr. Beløbet er samtidigt krediteret B’s konto. Som begrundelse for afgørelsen har toldcentret anført, at efter reglerne om repræsentationsforhold i toldkodeksens artikel 5, stk. 4, anses en person, der handler i en anden persons navn eller for en anden persons regning, uden at være i besiddelse af en fuldmagt, for at handle i eget navn og for egen regning. Endvidere fremgår af artiklens stk. 5, at toldmyndighederne kan afkræve vedkommende repræsentant dokumentation for en sådan fuldmagt. Toldcentret har anført, at det klagende selskab ikke har fremlagt fornøden dokumentation for at have været i besiddelse af fuldmagt fra B til på dennes vegne at bringe den omhandlede sending støvler i fri omsætning/frit forbrug her i landet. Selskabet må derfor anses for at have handlet i eget navn og for egen regning, jf. toldkodeksens artikel 5, stk. 4. Toldcentret har herefter betragtet det klagende selskab som debitor efter reglerne om toldskylds opståen i toldkodeksens artikel 201, stk. 3, jf. definitionen i toldkodeksens artikel 4, litra 18. Toldcentret har endvidere som følge heraf anset det klagende selskab som debitor for det importafgiftsbeløb, der ifølge momslovens § 12 skal betales af varer, der indføres til Danmark fra steder uden for EU, jf. momslovens § 26, jf. § 61.

Det klagende selskab har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den foretagne opkrævning hos selskabet af told og importmoms bør ophæves, idet selskabet ikke er debitor for beløbet. Som begrundelse herfor har selskabet anført, at der er tale om en sag, hvor de to parter C og B er i konflikt med hinanden, og hvor det klagende selskab er kommet i klemme i konflikten.

Om hændelsesforløbet har det klagende selskab oplyst:

• Den 13. november 2000 afskibede et kinesiske firma et parti støvler til C.
• Den 29. november 2000 fremsendte det klagende selskab ankomstadvis, med referencenummer ….. , til C. Forventet e.t.a. (estimated time of arrival) var 14. december 2000.
• Den 14. december 2000 havde det klagende selskab ikke modtaget det originale Bill of Lading, hvorfor selskabet ikke kunne udlevere varepartiet til modtageren. Selskabet bad om en bekræftelse på, at der ville blive indestået for varepartiet. C sendte pr. telefax en bekræftelse på dette, og fik også B til at kvittere på denne fax. Det klagende selskab modtog fra C efterfølgende dokumenter til indfortoldningen, og fik besked på, at sendingen skulle registreres til SE-nr. xxx. Dette viste sig at være B’s SE-nr. Det klagende selskab fik oplyst, at  C og B har et samarbejde og blandt andet deler lager. Det klagende selskab leverede herefter varepartiet på B/C’s lager.
• Den 21. december 2000 udstedte det klagende selskab faktura til modtageren C. Forfaldsdato var 5. januar 2001. Det klagende selskabs bogholderi rykkede herefter flere gang  C/B for beløbet.
• Den 12. februar 2001 modtog det klagende selskab, efter at have meddelt at kravet ville blive overgivet til inkasso, et brev fra C, hvori denne meddeler, at han ifølge aftale med B har aftalt, at det klagende selskab skal afregne med B. C genbekræfter ligeledes, at fortoldningen skal ske til B.
• Den 16. februar 2001 afregnede det klagende selskab beløbet hos B og krediterede samtidig C for beløbet, således som C skriftligt havde bedt om.

Derefter gik der et længere tidsrum, hvori det klagende selskab forsøgte at mægle mellem de to parter, der er i åbenbar konflikt med hinanden.

Den 27. august 2001 modtog det klagende selskab en telefax fra C, hvori denne oplyser, hvilke advokater, der er involveret i den generelle sag mellem B og C.

Endvidere har det klagende selskab oplyst, at selskabet gennem længere tid gennem et inkassofirma har forsøgt at inddrive beløbet.

Det klagende selskab har fremlagt kopi af konnossement, adkomstadvis, faktura samt telefax af 14. december 2000, brev af 12. februar 2001 og brev af 27. august 2001 fra C.

Det klagende selskab har anført, at toldcentret efter selskabets opfattelse skal opretholde kravet om betaling af told og importmoms over for C, idet denne ifølge dokumentationen er modtager af varepartiet, og idet han ligeledes har modtaget varepartiet på hans adresse. Det klagende selskab har oplyst, at selskabet har til hensigt at anmode inkassofirmaet om at udtage stævning mod C.

Afslutningsvis har det klagende selskab anført, at selskabet er uforstående over for overførslen af B’s udestående til det klagende selskabs SE-nr., hvorfor selskabet anmoder om, at beløbet bliver tilbageført.   

Toldcentret har i anledning af klagen over for Landsskatteretten udtalt, at det af de fremsatte bemærkninger fremgår, at der fortsat er uenighed mellem de to virksomheder om, hvem der burde have været angivet som importør. Toldcentret har anført, at toldcentret ikke betragter det som sin opgave at tage del i den indbyrdes diskussion mellem C og B om importørforholdet. Toldcentret har alene lagt til grund, at B ifølge det oplyste ikke på noget tidspunkt har bemyndiget speditionsselskabet (det klagende selskab) til at fortolde varerne i virksomhedens navn. Toldcentret har herved bemærket, at det klagende selskab ikke har fremlagt nogen form for dokumentation for at have haft bemyndigelse hertil. Toldcentret har som følge heraf fundet, at det klagende selskab i medfør af reglerne i toldkodeksens artikel 5, stk. 4, må anses for at have handlet i eget navn og for egen regning.

Det klagende selskabs direktør har som kommentar hertil anført, at han den 8. februar 2002 har talt med de involverede parter. Begge har bekræftet, at B har overtaget det omhandlede parti ridestøvler. C har ved brev af 14. december 2000 aftalt med B, at sidstnævnte pr. 1. december 2000 overtager varegrupperne for stald- og ridestøvler, hvilket B har bekræftet ved kvittering på det pågældende brev. Direktøren har henvist til den fremlagte kopi af dette brev.

Det klagende selskabs direktør har videre anført, at C ved forsendelsens ankomst til Danmark meddelte, at sendingen skulle indfortoldes og leveres til B, hvilket det klagende selskab gjorde, og B kvitterede for modtagelsen.

Endvidere har direktøren anført, at B er af den opfattelse, at virksomheden har købt de pågældende ridestøvler af C, og at der har været tale om en ren dansk handel mellem de to virksomheder. Told og importmoms skulle derfor have været betalt af C. C er derimod af den opfattelse, at B allerede før forsendelsens ankomst bekræftede, at virksomheden overtog ridestøvlerne, jf. brevet af 14. december 2000. Dette underbygger C endvidere med, at de pågældende varer aldrig er blevet udfaktureret imellem parterne.

Direktøren har videre anført, at brevet af 14. december 2000 bekræfter, at B har importeret det pågældende parti støvler. Det er dermed B, der skal betale told og toldmoms. Hvis der derimod foreligger en faktura mellem  C og B på varepartiet, er C importør af partiet. I så fald er det denne virksomhed, der skal betale det skyldige told- og importmomsbeløb.

Endelig har direktøren anført, at det klagende selskab er et transportselskab og ikke importerer varer til eget brug eller med videresalg for øje. Det klagende selskab bør derfor ikke belastes med told og importmoms for et parti støvler, der for længst, ifølge oplysninger fra B, er videresolgt med passende fortjeneste. Det klagende selskab er ikke retmæssig importør af det omhandlede parti støvler.

Landsskatteretten skal udtale:

Toldkodeksens (Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 med senere ændringer) artikel 5, stk. 4, har følgende ordlyd:

”Repræsentanten skal erklære at handle på den persons vegne, der repræsenteres, angive, hvorvidt det drejer sig om direkte eller indirekte repræsentation og være i besiddelse af en fuldmagt.

Den person, der ikke erklærer, at han handler i en anden persons navn eller for en anden persons regning, eller som erklærer, at han handler i en anden persons navn eller for en anden persons regning, uden at være i besiddelse af en fuldmagt, anses for at handle i eget navn og for egen regning.”

Artiklens stk. 5 har følgende ordlyd:

”Toldmyndighederne kan afkræve enhver person, der erklærer, at han handler i en anden persons navn eller for en anden persons regning, dokumentation for hans fuldmagt.”

Landsskatteretten bemærker, at det klagende selskab ikke har fremlagt dokumentation for at have været i besiddelse af fuldmagt fra B til at fortolde de omhandlede varer i sidstnævntes navn.

Landsskatteretten finder herefter, at toldcentret med rette har anset det klagende selskab for debitor for det pågældende told- og importmomsbeløb, jf. toldkodeksens artikel 5, stk. 4, jf. artikel 201, stk. 3, samt momslovens § 12, jf. § 26, jf. § 61. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.