Østre Landsrets dom
af 13. januar 2000
18. afdeling, B-1274-96

Parter

A
(Advokat Michael Harry Steffensen)

mod

Skatteministeriet
(Ka. v/advokat Steffen Sværke).

Afsagt af landsdommerne

Kallehauge, Linde Jensen og Torben Vistisen (kst.)

Denne sag, der er anlagt den 14. maj 1996, angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøger, A, ved opgørelse af sin skattepligtige indkomst i forbindelse med salg af aktier i et finsk aktieselskab er berettiget til at anvende en indgangsværdi (anskaffelsessum) svarende til handelsværdien af aktierne pr. 23. august 1978, hvor sagsøger blev skattepligtig i Danmark. Sagen angår videre spørgsmålet om, hvorvidt et rejst skattekrav for indkomståret 1986 er bortfaldet ved forældelse.

Påstande

Sagsøger har nedlagt følgende påstande:

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger ved opgørelsen af den særlige indkomst for indkomstårene 1984, 1986 og 1988 er berettiget til som anskaffelsessum for aktierne i H1 AB at anvende handelsværdien pr. 23. august 1978.

For indkomståret 1984 tilpligtes sagsøgte

 
 

at anerkende, at ansættelsen af særlig indkomst hjemvises til de stedlige skattemyndigheder, idet sagsøgeren ved opgørelsen af den skattepligtige, særlige indkomst for indkomstårene 1984 er berettiget til som anskaffelsessum at anvende værdien pr. 23. august 1978 af de på dette tidspunkt ejede aktier, som er tidspunktet, hvor sagsøgeren blev fuldt skattepligtig til Danmark.

                      

For indkomståret 1986 tilpligtes sagsøgte:

 

principalt

at anerkende, at sagsøgtes krav på særlig indkomstskat, som er afledt af ToldSkat Sydsjællands kendelse af 19. august 1992, er forældet i henhold til lov nr. 274 af 22. december 1908,

 

subsidiært

at anerkende, at ansættelsen af særlig indkomst hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne, idet sagsøgeren ved opgørelsen af den særlige indkomst for indkomståret 1986 er berettiget til som anskaffelsessum at anvende værdien pr. 23. august 1978 af de på dette tidspunkt ejede aktier, som er tidspunktet, hvor sagsøgeren blev fuldt skattepligtig til Danmark.

 

For indkomståret 1988 tilpligtes sagsøgte

 
 

at anerkende, at ansættelsen af almindelig og særlig indkomst hjemvises til de stedlige skattemyndigheder, idet sagsøgeren ved opgørelsen af den skattepligtige og særlige indkomst for indkomståret 1988 er berettiget til som anskaffelsessum at anvende værdien pr. 23. august 1978 af de på dette tidspunkt ejede aktier, som er tidspunktet, hvor sagsøgeren blev fuldt skattepligtig til Danmark

Sagsøgte, Skatteministeriet, har over for sagsøgtes påstande nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens omstændigheder

Sagens omstændigheder er under domsforhandingen forelagt opdelt i forhold til de påstande og hovedanbringender, som sagsøger har gjort gældende, og gengives derfor med samme systematik i denne dom.

Indledningsvis bemærkes at det om bopælsforholdene for sagsøger, der er finsk statsborger, og sagsøgers ægtefælle er oplyst, at de i 1976 til 1978 boede i ....., USA, at de fra den 23. august 1978 til den 10. januar 1991 boede i Danmark, at de herefter boede i ....., USA, indtil de den 10. juni 1996 flyttede tilbage til Finland.

1.

For så vidt angår sagens omstændigheder vedrørende spørgsmålet om indgangsværdi eller anskaffelsessum for sagsøgers aktier er oplyst følgende:

Sagsøger ejede, da hun flyttede til Danmark, 3.375 stk. aktier á nom. 300 FIM. i det finske selskab H1 AB. Aktierne var erhvervet som gave ultimo 1970 fra hendes fader, HE, der døde i 1973 . H1 AB er et finsk registreret selskab, som siden 1937 har produceret, beredt og forhandlet mink- og ræveskind. Ved en nytegning i 1981 erhvervede sagsøger yderligere 1.238 stk. aktier á nom. 300 FIM. Tegningen skete til kurs 100. Sagsøgers aktiebesiddelse i H1 AB udgjorde således pr. 1. januar 1982 i alt 4.613 stk. aktier. I 1984 afstod sagsøger 289 stk. aktier til sin datter, og i indkomståret 1986 afstod sagsøger 3.000 stk. aktier for 9 mio. FIM svarende til 13.788.000 kr. Sagsøger ejede herefter 1.324 stk. aktier i H1 AB. Ved udlæg fra faderens dødsbo erhvervede sagsøger i indkomståret 1988 1.192 stk. aktier i H1 AB og ejede herefter 2.516 stk. aktier i selskabet. Disse aktier blev i indkomståret 1988 solgt til henholdsvis hendes to brødre og to forsikringsselskaber for ialt 7.587.449 FIM svarende til 12.322.078 kr.

Af en af revisionsfirmaet R1, statsautoriserede revisorer, udarbejdet selvangivelse for sagsøger for 1986 fremgår bl.a. under pkt. 29, "Særlige oplysninger"

"Der er foretaget salg af nom. 3.000 stk. finske H1 aktier til kurs 3.000. Dette giver et provenue i FM på FM 9.000.000, omregnet til kurs pr. 31/12-1986 9.000.000 x 153,20 DK kr. 13.788.000. Provenuet er skattefrit idet:

1) Aktierne er ejet i mere end 3 år

2) Familien A er minoritetsaktionærer."

I skrivelse af 19. august 1992 gav ToldSkat Sydsjælland sagsøger meddelelse om, at sagsøgers skatteansættelser for indkomstårene 1984, 1986 og 1988 var blevet forhøjet. Afgørelsen blev påklaget til Landsskatteretten.

Ved Landsskatterettens kendelse af 19. februar 1996 stadfæstedes skatteregionens afgørelse. Af Landsskatterettens kendelse fremgår bl.a. følgende om sagsøgers argumentation:

"Det er endelig anført, at anvendelse af ordet "anskaffelsessum" i aktieavancebeskatningsloven ikke findes at være til hinder for en praksis, hvorefter der som anskaffelsessum anvendes værdien af aktierne på tilflytningstidspunktet. Det er herved anført, at der rent lovteknisk ingen forskel er på anvendelsen af ordene "anskaffelsessum" i afskrivningsloven og i aktieavancebeskatningsloven, og at praksis efter afskrivningsloven har fastsat et princip om værdiansættelse ved tilflytning, jf. eksempelvis Ligningsvejledningen for 1993, afsnit E.C. 1.1.4.

Det er i øvrigt anført, at flere forhold taler for en værdiansættelse ved tilflytningen. Det er herved anført, at de beskatningshensyn, der ligger bag principperne for beskatning af aktieavance, ikke gør sig gældende i tilflytningssituationen, at der ved anvendelse af handelsværdien på tilflytningstidspunktet undgås betydelige tabsfradrag, og at klageren i den konkrete sag yderligere er fraflyttet Danmark igen, efter kun at have boet her i en ganske kort årrække. Det er i denne forbindelse oplyst, at klageren i 1991 erhvervede ny bolig i ....., USA.

Vedrørende værdien på tilflytningstidspunktet er der fremlagt et af statsaut. revisor IJ udarbejdet notat af 27. december 1995, hvor de 3.375 stk. aktier indgår med en anskaffelsessum på tilflytningstidspunktet opgjort til 17.528.063 kr

....."

Om Landsskatterettens vurdering er anført følgende i kendelsen:

"Landsskatteretten finder, at det ved sagens afgørelse må lægges til grund, at de af sagen omhandlede aktieafståelser er omfattet af de dagældende regler i aktieavancebeskatningsloven, hvorved bemærkes, at klageren ifølge de foreliggende oplysninger flyttede til Danmark i 1978 og fortsat på tidspunktet for aktieafståelserne var bosiddende i Danmark.

Endvidere kan Landsskatteretten tiltræde ToldSkat Sydsjællands opfattelse, hvorefter klageren ved aktieafståelserne er anset som hovedaktionær i H1 AB i relation til de dagældende bestemmelser i aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2 og 3, således at fortjeneste/tab ved afståelserne skal opgøres efter de dagældende regler i lovens §§ 6 og 7. Det bemærkes herved, at klageren i henhold til oversigten over aktionærforholdene i H1 AB indenfor de seneste 5 år forud for salget tilsammen med børnene, moderen og dødsboet efter faderen har ejet mere end 25% af selskabets aktiekapital, at der ikke er fremkommet bemærkninger til oversigten, og at advokaten i øvrigt under sagens behandling for retten har frafaldet det synspunkt, at dødsboets aktier ikke skal medregnes ved fastlæggelsen af hovedaktionærkredsen.

Endelig findes der hverken på baggrund af de dagældende regler i aktieavancebeskatningslovens § 6, stk. 2 og 3, eller praksis at være grundlag for at imødekomme advokatens opfattelse, hvorefter de 3.375 stk. aktier i det finske selskab, H1 AB, som klageren havde erhvervet forinden tilflytningen her til landet den 24. juli 1978, kan anses som anskaffet til handelsværdien på tilflytningstidspunktet. Det bemærkes i denne forbindelse, at lov nr. 312 af 17. maj 1995 om ændring af forskellige skattelove (International beskatning), § 1, nr. 4 og § 2 nr. 8 først har virkning fra den 2. november 1994, jf. herved lovens § 11, stk. 3, samt at der i relation til aktier var tale om en praksisændring, jf. herved forarbejderne til de omhandlede bestemmelser.

På baggrund heraf, og idet de fremlagte oplysninger ikke giver tilstrækkeligt grundlag for at antage, at klagerens anskaffelsessummer for aktierne oversteg de anskaffelsessummer, som er lagt til grund ved opgørelserne af fortjeneste/tab, samt da der ikke er rejst indvendinger vedrørende opgørelserne af fortjeneste/tab i øvrigt, stadfæstes de påklagede ansættelser."

Under nærværende sags forberedelse for landsretten har Skatteministeriet, Departementet, i skrivelse af 4. november 1996 afgivet en redegørelse for praksis vedrørende indgangsværdier for aktier for personer og selskaber, der tilflytter Danmark. Konkluderende anføres i redegørelsen:

"På denne baggrund er det Departementets opfattelse, at hidtidig praksis har været, at det er den faktiske (historiske) anskaffelsessum for aktier, der skal anvendes, og at der først ved indføjelse af kildeskattelovens § 9 overhovedet er hjemmel til at anvende andet end den faktiske anskaffelsessum for aktier for tilflyttere. Mangelen på afgørelser herom synes også at tyde på, at der heller ikke har været tvivl om retstilstanden angående aktier, som i øvrigt har en væsentlig anden karakter end afskrivningsberettigede aktiver."

Det bemærkes, at sagsøger under nærværende landsretssag har oplyst, at sagsøger ikke vil bestride, at sagsøger ved aktieafståelserne er anset for hovedaktionær i H1 AB i relation til § 4 i den dagældende aktieavancebeskatningslov.

2.

For så vidt angår sagens omstændigheder vedrørende spørgsmålet om forældelse af sagsøgtes skattekrav for 1986 er oplyst følgende:

Som anført gav ToldSkat Sydsjælland i skrivelse af 19. august 1992 sagsøger meddelelse om, at sagsøgers skatteansættelser for indkomstårene 1984, 1986 og 1988 var blevet forhøjet. Under henvisning hertil og til, at skatteansættelserne indbragtes for Landsskatteretten, ansøgte sagsøgers advokat i skrivelse af 24. november 1992 skattemyndighederne i Kommunen om henstand med betalingen af de pålignede skatter for sagsøger og dennes ægtefælle. Ved skrivelse af 30. november 1992 imødekom skattemyndighederne ansøgningen på vilkår, "at der over for herværende kommunes opkrævningsmyndighed stilles betryggende sikkerhed for restancen", og at der betaltes en nærmere angiven forrentning. I skrivelse af 8. december 1992 påklagede sagsøgers advokat afgørelsen om sikkerhedsstillelse som vilkår for henstand, men i skrivelse af 25. marts 1993 meddelte ToldSkat Sydsjælland advokaten, at regionen ikke fandt anledning til at ændre den af Kommunen trufne afgørelse. I skrivelse af 22. april 1993 rykkede incassokontoret i Kommunen sagsøgers advokat for forslag til sikkerhedsstillelse under henvisning til skatteregionens afgørelse af 25. marts 1993. I skrivelse af 2. november 1993 til sagsøgers advokat rykkede Kommunens incassokontor for svar på skrivelsen af 22. april 1993. Det er ubestridt, at disse skrivelser fra Kommunen ikke blev besvaret hvorved bemærkes, at sagsøgers daværende advokat, KH, afgik ved døden den 2. marts 1993.

Som anført var sagsøger og dennes ægtefælle den 10. januar 1991 udrejst af Danmark og boede herefter i ....., USA. Den 10. juni 1996 flyttede de tilbage til Finland. Ifølge skatteforvaltningens interne notat, angiveligt baseret på en telefonsamtale med sagsøgers advokatkontor, blev de danske skattemyndigheder den 22. august 1996 orienteret om, at sagsøger var flyttet tilbage til Finland. Der blev i september 1996 hos skattemyndighederne i Kommunen iværksat sagsbehandling til inddrivelse af skattekravet, herunder ved anmodning om inddrivelse den 12. september 1996 til ToldSkat Sydjylland, der efter det oplyste forestår inddrivelse i udlandet. Under henvisning hertil fremsatte sagsøgers advokat, der var orienteret om inddrivelsesanmodningen, i skrivelse af 31. oktober 1996 indsigelse mod inddrivelse, herunder via de finske skattemyndigheder, af skattekravet for 1986, da dette var forældet. Det er ubestridt, at sagsøger den 31. december 1996 betalte hele sagsøgtes krav, herunder for 1986, idet der dog for 1986 toges forbehold for forældelse, ligesom det anførtes, at betalingen ikke kunne anses for sagsøgers accept af de danske skattemyndigheders krav over for sagsøger.

2. a.

For så vidt angår de danske skattemyndigheders viden eller burde viden om sagsøgers aktiebesiddelse er særligt oplyst følgende:

I skrivelse af 10. september 1986 ansøgte sagsøgers revisor amtsskatteinspektoratet om dispensation i henhold til den dagældende ligningslovs § 16 B, stk. 2, i forbindelse med salg af sagsøgers aktier i H1 AB. Det er ubestridt, at dette salg ikke blev gennemført, men i forbindelse med skattemyndighedernes sagsbehandling, blev der af skatteforvaltningen i Kommunen den 30. september 1986 afgivet udtalelse til amtsskatteinspektoratet ( senere ToldSkat Sydsjælland ). Af udtalelsen fremgår bl.a. følgende:

"Ifølge revisor skulle en søster for ca. 4 år siden have solgt sin aktiepost til 3.000 Fim pr. stk. Samtlige aktier i H1 ejedes ifølge revisor af A's moder, hendes 4 børn og børnebørnene, i alt skulle der være 22 aktionærer.

A, børnene og A's moder skulle tilsammen eje 23,4% af selskabets aktiekapital, hvorfor salget af aktierne til ca. 28 mill. kr. ikke vil udløse nogen beskatning, såfremt dispensation efter Ligningslovens § 16B, stk. 1 og 2, gives.

Revisor har oplyst, at H1 er verdens største producent af pelsdyr, og koncernen består af moderselskabet H1 og ca. 40 datterselskaber.

Man har herfra forsøgt at få tilsendt en kopi af selskabets sidste 3 års regnskaber, men A vil ikke udlevere disse - af hensyn til de øvrige aktionærer i selskabet (?).

.....

Man er herfra af den formening, at betingelserne for dispensation (ud fra revisors oplysninger) er til stede, men da man ikke på det foreliggende kan undersøge sagen nærmere, må det overlades til amtsskatteinspektoratet, om evt. yderligere oplysninger m.v. bør indkræves, forinden afgørelsen træffes.

Det bemærkes, at man pr. tlf. har kontaktet den finske ambassade, hvor det blev oplyst, at H1 ikke er børsnoteret.

Man vil herfra af hensyn til formueopgørelserne indkræve H1's regnskaber hos A for de seneste 5 år og ansætte formueværdien til 80% af aktiernes indre værdi, jfr. ligningslovens § 19.

Selvangivelserne for indkomstårene 1984 og 1985 vedlægges."

I skrivelse af 3. oktober 1986 anmodede skatteforvaltningen i Kommunen Statsskattedirektoratet om bistand til ved formueansættelserne for årene 1983-1985 for sagsøger at fremskaffe regnskaber for årene 1981-1985 for H1 AB. Under henvisning hertil tilsendte Statsskattedirektoratet i skrivelse af 17. november 1986 Kommunen det materiale, som var modtaget fra Skattestyrelsen, Finland. Det er ubestridt, at de modtagne regnskabsoplysninger ikke indeholdt angivelse af ejerforholdet for aktierne i H1 AB.

I skrivelse af 3. december 1986 sendte sagsøgers revisor under henvisning til skattemyndighedernes bebudede ændring af sagsøgers ægtefælles selvangivne formue for 1983, 1984 og 1985 efter ændret opgørelse af skattekursen på ægtefællens finske aktier et notat om beregningen af kurserne til skattemyndighederne og anmodede om, at " sidstnævnte kurser måtte blive lagt til grund for en regulering af formueopgørelserne".

Under domsforhandlingen er der i fortsættelse af det anførte fremlagt en af økonomidirektør SL, H1 AB, den 27. maj 1987 til de finske skattemyndigheder stilet "Komplettering av skattedeklaration 1986 samt dividendeutbetalning", der bl.a. indeholder angivelse af ejerforholdene for " Aktier och röster" ifølge protokollat ført ved H1 ABs ordinære generalforsamling den 21. maj 1987. Fortegnelsen gengives ikke i denne dom, da det for landsretten er ubestridt af sagsøger, at hun i 1986 måtte anses for hovedaktionær i selskabet.

I skrivelse af 27. oktober 1987 til sagsøgers ægtefælle anmodede skattemyndighederne i Kommunen om, at der til brug for behandlingen af ægtefællens selvangivelse for 1986 blev indsendt dokumentation for et foretaget fradrag på 162.517 kr. for formueadministration, og i skrivelse af 24. november 1987 rykkede skattemyndighederne for svar herpå. Under henvisning hertil fremkom sagsøgers og sagsøgers ægtefælles revisor i skrivelse af 5. december 1987 med en redegørelse for sin bistand til sagsøgers ægtefælle og sagsøger. I skrivelse af 25. januar 1989 anmodede skatteforvaltningen i Kommunen amtsskatteinspektoratet om for sagsøger og dennes ægtefælle at "gennemgå selvangivelsen for 1986 med hensyn til salg af aktier og fradrag for formueadministration". Af skrivelsen fremgår bl.a. følgende:

".....

På bagsiden af Bs selvangivelse er anført, at der er foretaget salg af nom. 3000 stk. finske H1 aktier til i alt D.kr. 13.788.000.

Skatteyder oplyser endvidere, at aktierne har været ejet i mere end 3 år og familien A er minoritetsaktionærer.

Skatteyders revisor har tidligere oplyst, at A, hendes moder og børn tilsammen skulle eje 23,40 af selskabets aktiekapital. Dette er der ingen dokumentation for.

Revisionsfirmaet R1 har tidligere indsendt andragende om dispensation i.h.t. LL § 163, stk. 2, men trukket andragendet tilbage."

Af skrivelsen fremgår endvidere, at der vedlagdes selvangivelser for sagsøger og dennes ægtefælle for 1985-1986 og for C, D og E for 1984-1986.

I skrivelse af 14. maj 1990 anførte Told- og Skattestyrelsen over for ToldSkat Sydsjælland under henvisning til det daværende amtsskatteinspektorats anmodning af 31. januar 1990 om oplysninger fra Finland vedrørende H1 AB, at styrelsen ved skrivelse af 14. februar 1990 havde anmodet de finske skattemyndigheder om bistand. Videre anførtes: "Ved skrivelse af 26. marts 1990 har Skattestyrelsen fremsendt de ønskede oplysninger, der herved fremsendes til videre foranstaltning". Den nævnte skrivelse af 26. marts 1990 fra Skattestyrelsen i Finland er ikke forelagt landsretten. Imidlertid fremgår det af en skrivelse af 20. marts 1990 fra Länsskatteverket til den finske Skattestyrelse, at länsskatteverket har besvaret ovennævnte anmodning af 14. februar 1990 fra de danske skattemyndigheder. Det er ubestridt, at der i det omhandlede materiale indgik oplysninger, der belyste ejerforholdet for aktierne med dertil hørende stemmeret, herunder for sagsøgers aktiebesiddelse, ifølge generalforsamlingsreferater for 1982-89, bortset fra 1985.

I skrivelse af 11. december 1990 anmodede ToldSkat Sydsjælland til brug for undersøgelse af selvangivelser og skatteansættelser for indkomstårene 1986, 1987 og 1988 sagsøger og hendes ægtefælle om nærmere oplysninger navnlig vedrørende aktieafståelse og den familiemæssige sammenhæng i ejerskab af aktier i H1 AB. I skrivelse af 7. maj 1992 fra ToldSkat Sydsjælland til sagsøgers advokat drøftedes et kommende møde om sagen, og den 9. juni 1992 afholdtes mødet. Det er oplyst, at der ikke foreligger et fælles referat fra mødet, men at en medarbejder i regionen med datering den 7. juli 1992 udarbejdede et internt notat fra mødet, hvoraf bl.a. fremgår, at der "herefter var enighed om, at en avance skulle beskattes efter aktieavancebeskatningslovens regler for hovedaktionærer".

2.b.

For så vidt angår skattemyndighedernes viden eller burde viden om sagsøgers formuekrav eller eventuelle formuekrav i henhold til en entreprisekontrakt med G1 A/S er særligt oplyst følgende:

Den 28. december 1987 blev der mellem sagsøger samt dennes ægtefælle og G1 A/S indgået en totalentreprisekontrakt vedrørende projektering og opførelse af en erhvervsbebyggelse på en grund ved et areal ved .... station, ...... Entreprisesummen var 5 mio. kr., og ved kontraktsindgåelsen betaltes 150.000 kr. Af kontraktens tidsplan fremgik bl.a., at grundkøb skulle finde sted ultimo 1988, og at "opstart projektering med henblik på myndighedsgodkendelse" skulle ske i januar 1989. Ibrugtagning var tidssat til december 1989. Af et tillæg af samme dato til entreprisekontrakten fremgik, at G1 A/S stillede "en sædvanlig bankgaranti på 150.000 kr. over for bygherre". Denne bankgaranti blev stillet over for sagsøger ved meddelelse herom fra Den Danske Bank den 29. december 1987. Mellem sagsøgers ægtefælle og G1 A/S blev der den 7. september 1989 indgået en slutseddel om køb af en parcel på ca. 3.330 m2 der udgjorde et byggefelt af en samlet parcel, der af G1 A/S var erhvervet af ..... kommune.

I skrivelse af 24. marts 1992 tilskrev Told- og Skattestyrelsen sagsøgers ægtefælles revisor i anledning af dennes ansøgning om fristforlængelse efter afskrivningslovens § 29 Q for sagsøgers ægtefælle, der i anledning af projektet havde foretaget skattemæssige fradrag i form af forskudsafskrivninger:

".....

Det fremgår af ansøgningen, at investorerne i et projekt, herunder Deres klient, i december 1987 indgik totalentreprisekontrakt med G1 vedrørende opførelse af en erhvervsbebyggelse på ca. 1.179 m2 på et areal ved ..... station, ...... Kontraktsprisen var kr. 5.000.000, og herpå blev forskudsafskrevet med 30% (af kr. 5.000.000 - kr. 700.000), fordelt med kr. 645.000 i hvert af årene 1987 og 1988.

..... kommune fik den 19. oktober 1988 vedtaget lokalplan for .....-områdets udnyttelse, og den 9. juni 1989 forelå tegninger fra G1.

..... kommune pressede meget på for at få en arealafståelse på plads, og ved slutsedler af henholdsvis 29.08.89, 07.09.89 og 11.07.90 erhvervede investorerne hver sin parcel for en grundkøbesum á kr. 919.875 + byggemodning. Byggemodningen, som forestås af kommunen, har trukket ud og nærmer sig først nu en afslutning.

Den enkelte investor har excl. byggelånsrenter investeret i projektet

Kontraktsrate, G1

150.000

Købesum for grund

919.875

Stempel m.v.

11.538

Salær til advokat

9.000

Geoteknisk rapport

4.000

Lokalplanarbejde

35.300

Advokatbistand

13.750

Ejendomsmægler

5.000

Arkitekt

       4.659

   

I alt

1.153.122

Det er endvidere oplyst, at byggemodningen, som forstås af kommunen, har trukket ud og først nu nærmer sig en afslutning, således at igangsætning af byggeriet tidligst kunne være påbegyndt medio 1991. Dette har medført en forsinkelse af byggeriet på ca. 1 1/2 år.

Det kan oplyses, at Ligningsrådet på denne baggrund har tiltrådt, at Deres ovennævnte klient fritages for regulering efter afskrivningslovens §§ 29 P, stk. 2-4, på betingelse af, at det omhandlede byggeri fuldføres senest med udgangen af indkomståret 1994

...."

Kommunen blev orienteret om afgørelsen ved fremsendelse af en følgeslip af 27. marts 1992, der henviste til cpr. nr. for sagsøgers ægtefælle.

I skrivelser af 31. august 1992 stilet til sagsøger og dennes ægtefælle på adressen, ......, USA, anmodede Kommunens skattemyndigheder om yderligere oplysninger til brug for selvangivelserne for indkomstårene 1988-1991, herunder for ægtefællen om " entreprisekontrakt H2 af 28-12 1987...".

Den 15. oktober 1992 afholdtes møde mellem sagsøgers og sagsøgers ægtefælles revisor og ToldSkat, hvorunder bl.a. H2-projektet blev nævnt og noteret fristforlænget for foretagne forskudsafskrivninger til udgangen af indkomståret 1994.

Det er ubestridt, at projektet ikke er blevet gennemført. I forbindelse med forberedelsen af nærværende landsretssag tilskrev sagsøgers advokat G1 A/S om entreprisekontrakten og den stillede bankgaranti m.v. Af den besvarende skrivelse af 18. juni 1998 fra G1s advokat fremgår bl.a. følgende:

".....

Spørgsmålene, De rejser, er ganske problematiske, for så vidt vi kan se, er der ikke sket noget siden 1992, hvor der var spørgsmål oppe vedrørende økonomien.

Jeg har undersøgt i ..... kommune, hvad der egentlig er sket, idet det meste af .....-området fortsat ligger hen som bar mark. Der er efter det for mig oplyste lavet købsaftaler mellem ..... kommune og de enkelte deltagere i projektet, og købesummerne for ejendommene er også betalt. Køberne har år for år betalt ejendomsskatter. Der er ikke sket udstykning, idet denne udgift påhviler køberne, og den har de ikke ønsket at afholde, førend man kunne lave noget på grundene. Man står altså i den noget usædvanlige situation, at der er en utinglyst ret til nogle allerede betalte grunde. Da sælger er en kommune, er det vel næppe et stort problem for køberne.

For så vidt angår G1, har man de facto afsluttet denne sag forlængst, da der har været fuld tavshed om sagen siden 1992. G1 har således måttet gå ud fra, at kontrakten er bortfaldet og indbyrdes afsluttet med de af deltagerne til G1 indbetalte beløb. Der var i 1992 en ikke faktureret restsaldo på ca. kr. 76.000 i den samlede deltagermasses favør før debitering af den af G1' ledelse forbrugte tid.

Der er stillet en garanti af G1, og den bedes venligst returneret til G1."

Om sagsøgers krav i henhold til entreprisekontrakten er der i tilslutning til ovenstående henvist til følgende skrivelse af 5. februar 1992 bilagt indtægts- og omkostningsopgørelse fra G1 A/S stilet til sagsøgers og sagsøgers ægtefælles revisor:

".....

Vedr.: H2-projektet

Tak for et positivt møde i F1-bank den 17.1.92.

Som drøftet på mødet er G1 A/S indstillet på at imødekomme et evt. ønske fra en eller flere af de i alt 5 investorer i ovennævnte projekt om at ophæve de indgåede totalentreprisekontrakter.

Vi har i denne forbindelse undersøgt sagens økonomiske stilling, og som det fremgår af vedlagte opstilling, var der. pr. årsskiftet en saldo på ca. 76 tkr., hvortil bemærkes, at tidsforbrug for MN og undertegnede samt kapacitetsomkostninger ikke er bogført på sagen.

På ovennævnte grundlag er vi ved evt. kontraktsophævelse nu indstillet på at tilbagebetale 15 tkr af den indbetalte 1. rate til hver investor.

Uafhængtigt heraf indgår vi som drøftet gerne nye og evt. justerede kontrakter af lignende art.

Vi håber, at ovennævnte besvarer Deres forespørgsel og står til rådighed for videre drøftelser."

Det fremgår af skrivelsen, at den til orientering tilsendtes bl.a. bankdirektør HN. Af den nævnte bilagte indtægts- og omkostningsopgørelse fremgår afsluttende: "Saldo pr. 31/12-91......76.716,95".

2.c.

For så vidt angår skattemyndighedernes viden eller burde viden om sagsøgers faste ejendom, .... by, ....., låneforholdet til sagsøgers søn C og sagsøgers bankindeståender her i landet er særligt oplyst følgende:

Sagsøger erhvervede i 1978 ejendommen matr. nr. 8b, ..... by, ......, beliggende ......, og solgte ejendommen den 18. oktober 1993. Købesummen var aftalt til 1.275.000 kr., der berigtigedes ved 160.000 kr. i udbetaling, 750.000 kr. som ejerskiftelån og 365.000 kr. som sælgerpantebrev. Det fremgår af tingbogsattesten, at skødet i anledning af ejendomsoverdragelsen blev tinglyst den 24. november 1993.

For sagsøgers søn, C, er fremlagt årsregnskaber for 1991-95 for "K1 v/C". Af årsregnskabet for 1991 fremgår bl.a., at der blandt passiverne var "Lån, A ... 2.276.701" ( 1990: 1.739 t.kr.), og at der tilsvarende for 1992 var "Lån, A ... 2.696.561" og for 1993 "Lån, A ... 2.696.561". Af den for sagsøger og sagsøgers ægtefælle af deres revisor udarbejdede "Indkomst- og formueopgørelse 1991" fremgår under " Samlet formueopgørelse pr. 31. december 1991", "Aktiver", " Andre tilgodehavender .... 2.276.701" ( 1990: 1.738 t.kr.). Det er ubestridt, at de sidstnævnte poster i formueopgørelsen for 1991 angår sagsøgers lån til C.

For sagsøgers bankindeståender på konto nr. .....1 med Den Danske Bank, hvor sagsøgers adresse ifølge kontoudskriften er angivet som henholdsvis ......, USA, og ......., Danmark, er oplyst følgende om sagsøgers indestående på kontoen pr.:

31. december 1992

64.494,09

31. december 1993

62.279,71

30. december 1994

64.630,34

29. december 1995

34.863,83

Det fremgår af sagsøgers selvangivelse for 1990, som modtaget af skattemyndighederne den 20. juni 1991, at sagsøgers "Indestående i pengeinstitutter, Postgiro m.v." var 162.064 kr. og af sagsøgers selvangivelse for 1991, som modtaget af skattemyndighederne i juni 1992, at det tilsvarende beløb var 18.995 kr.

Forklaringer

Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af sagsøger, A, dennes ægtefælle, B, sagsøgers søn, C, statsautoriseret revisor IJ samt bankdirektør HN.

A har forklaret, at hun med sin ægtefælle i forbindelse med dennes arbejde som ..... flyttede til Danmark i 1978. Da ægtefællens arbejde afsluttedes i 1991, flyttede de til USA. Hendes overvejelser om salg af aktier i det famlieejede selskab H1 AB pågik i årene 1984-1988, hvor hun og hendes søskende var medlem af bestyrelsen i selskabet. En broder var bestyrelsesformand og en anden broder, EE, administrerende direktør. Hun henvendte sig til statsautoriseret revisor IJ inden aktiesalget i 1986, idet hun ønskede revisorbistand, hvis et salg skulle gennemføres, både for så vidt angik forhandlinger med den øvrige ejerkreds og for så vidt angik spørgsmålet om beskatning. Hun, der er uddannet designer, har ikke selv nærmere indsigt i virksomhedsøkonomi, men hun og hendes ægtefælle gav revisor IJ alle de oplysninger, som de havde om selskabet, herunder regnskabsoplysninger i form af årsregnskaber, resultatopgørelser og balancer. Hun ved ikke, om IJ også fik fortegnelser over aktionærkredsen. Hun husker det ikke i dag. Men revisoren tog til Finland for at holde møde bl.a. med EE og selskabets økonomichef. Efter tilbagekomsten meddelte revisor IJ, at alt var i orden, og at hun ikke skulle beskattes ved aktiesalg. Derefter besluttede hun sig for at sælge. Hun og ægtefællen var flyttet til ....., USA, da de første gang hørte om, at de danske skattemyndigheder fremsatte krav om skat af aktiesalget. Hun blev chokeret, for det var helt imod det, som revisor IJ havde sagt. Det var IJ, der i det hele varetog kontakten til skattemyndighederne. Der var ingen sammenhæng mellem kravet om skattebetaling og det forhold, at de flyttede til USA. De havde tidligere, fra 1976 - 1978, boet i ....., USA.

H2-projektet var IJs forslag. Projektet blev anbefalet af revisoren snarere som en god pensionsopsparing end som en skattemæssigt begrundet investering. Det var ifølge revisoren ikke afgørende, om det var hende eller hendes ægtefælle, der skrev under på kontrakten, men et depositum på 150.000 kr. blev betalt af hendes midler. Hun var i det hele taget den, der tilvejebragte det økonomiske grundlag, herunder til køb af grunden til industribyggeriet, selv om det var hendes ægtefælle, der underskrev slutsedlen. Hendes ægtefælle modtog løn som .... i Finland, men han modtog alene et beskedent vederlag under opholdet i Danmark og ejer ingen formue. H2-projektet blev ikke gennemført, og trods forsøg er industrigrunden usolgt. Hun husker alene at have deltaget i et møde efter underskrivelsen af projektet, hvor IJ forklarede hende og ægtefællen om, hvorfor det ikke gik med projektet som forventet. Hun har rettet henvendelse til advokat i forbindelse med eventuelt ansvar over for revisor IJ i forbindelse med dennes rådgivning ved aktiesalget i 1986.

Det er korrekt, at hun har ydet et lån på 2,5 mio kr. til sin søn C. Grundet det nære familieforhold er der ikke oprettet lånedokument.

B har forklaret, at han sammen med sin ægtefælle, sagsøger, har opholdt sig i USA og Danmark som af ægtefællen forklaret. Hans opgave som ..... i Danmark afsluttedes i august 1990. Hverken han eller ægtefællen, hvis økonomiske forhold han er velbekendt med, kendte til de danske skatteregler, da de havde overvejelser om aktiesalg i 1986. De gav i realiteten revisor IJ fuldmagt til at disponere. Den korrespondance, som revisoren havde med skattemyndighederne, herunder en dispensationsansøgning i henhold til den daværende ligningslovs § 16 B, stk. 2, husker han ikke nærmere, men han og ægtefællen modtog kopi til orientering af revisorens skrivelser i deres sag. I forbindelse med IJs rejse til Finland skulle revisor dels finde ud af, til hvem aktierne kunne sælges, dels få fastlagt aktiernes værdi. Revisorens melding efter rejsen til Finland var, at aktierne kunne sælges skattefrit. Revisoren havde fået alle oplysninger, også om aktionærkreds, ejerforhold og om, at der fortsat bestod et dødsbo efter sagsøgers far, men han ved ikke, om revisor vidste, at boet også besad aktier i selskabet.

Det var ægtefællen, der finansierede deres deltagelse i H2-projektet. Projektet var IJs forslag. Han forstod derfor ikke, hvorfor alene han skulle stå som køber og skrive under på slutsedlen, men han og ægtefællen skrev begge under på entreprisekontrakten, og han så for så vidt heller ingen problemer i at skrive under alene. Han har deltaget i møder, næppe mere end to i alt, om projektet bl.a. med repræsentanter fra G1 A/S, men han husker ikke at have deltaget i møde om ophør af kontrakten. Han har ikke deltaget i møder, siden de flyttede til ....., USA. Hverken han eller ægtefællen har fået de 15.000 kr., der nævnes i skrivelsen af 5. februar 1992 fra G1 A/S. De har ikke foretaget sig videre over for dette selskab. De regnede med, at entreprisekontrakten var gældende indtil 1994, hvortil skattemyndighederne havde tilladt udsættelse med gennemførelse af projektet. Han ved ikke nærmere, om G1 A/S har yderligere krav. Han og hans ægtefælle har i det hele alene forsøgt at sælge grunden, men hidtil forgæves. De betaler stadig ejendomsskatter for denne grund.

C har forklaret, at han har modtaget et lån på 2,5 mio. kr. fra sin moder i forbindelse med indretning af et lydstudio og køb af inventar m.v. i forbindelse hermed. Der er tale om et lån, ikke gave, selv om der ikke er oprettet et lånedokument eller aftalt renter grundet det nære familieforhold.

Statsautoriseret revisor IJ har forklaret, at han ikke helt præcis kan huske, hvornår sagsøger og hendes ægtefælle blev hans klienter, men det har nok været fra omkring 1980. Han har i de følgende år, indtil de udrejste til USA i januar 1991, skrevet deres selvangivelser. Han fungerede tillige som deres investerings- og skatterådgiver.

I 1986 overvejede sagsøger at afhænde alle sine aktier i familieaktieselskabet H1 i Finland. I august 1986 udfærdigede han efter en grundig undersøgelse en vejledning til sagsøger om, hvilke salgsmuligheder der fandtes. Et eventuelt salg skulle respektere en aktionæroverenskomst, hvorefter salg skulle ske inden for familiekredsen. Han var bekendt med, hvem de øvrige aktionærer var, dels fordi sagsøger og hendes mand havde fortalt ham dette, dels fordi han havde været i Finland og her talt både med sagsøgers bror, EE, og selskabets advokat, VS. Han var også bekendt med, at dødsboet efter sagsøgers far var aktionær. Han fik imidlertid den opfattelse, "at familien da var løsrevet fra boet" og ikke skulle have yderligere arv i form af aktier. De overvejelser, som sagsøger i 1986 gjorde sig om at sælge sine aktier, udløste en ansøgning af 10. september 1986 til amtsskatteinspektoratet om dispensation fra aktieavancebeskatning. Han ønskede for en sikkerheds skyld at få bekræftet det, som var hans egen opfattelse, at der ville være tale om et skattefrit salg, fordi sagsøger sammen med sin mor og sine børn ikke var hovedaktionær. Salget blev imidlertid ikke til noget i 1986. Senere foretog sagsøger imidlertid et aktiesalg i 1988 . Dette skete, uden hun rådførte sig med ham og var en overraskelse for ham, da han skulle udfærdige selvangivelse vedrørende året 1988. Da skattevæsenet spurgte ham, hvor mange aktier sagsøger og hendes børn ejede, svarede han uden at være bekendt med, at der i 1988 var sket udlodning af yderligere en portion aktier fra faderens dødsbo.

Vedrørende ejendomsprojektet H2 havde han forbindelse med G1 A/S, som var interesseret i at stå for udvikling og opførsel af erhvervsejendomme på et areal ved ..... Stadion lidt uden for ...... Det var ham, der lavede de økonomiske og skattemæssige beregninger. Det var meningen, at fem investorer skulle købe hver sin del og hver eje en erhvervsejendom, som skulle udlejes. Der var ikke tale om en skattemæssig disposition, men om en langsigtet erhvervsinvestering, hvis afkast skulle tjene som pension til vedkommende investor. Bankdirektør HN, sagsøger, to andre investorer samt vidnet selv indskød hver 150.000 kr. i dette projekt. Aftalerne blev indgået sidst på året 1987. Det viste sig senere, at det var et uheldigt valgt investeringstidspunkt. Ejendomsmarkedet kom ind i en voldsom nedgangsperiode, og det var ikke muligt at finde lejere til de bygninger, der skulle opføres. Den 15. december 1991 indgav han ansøgning om fritagelse for regulering af de foretagne forskudsafskrivninger. Det er rigtigt, at denne ansøgning lyder på B. Hvorfor den gør det, kan han ikke forklare i dag, men der må have været en grund til, at dette projekt stod i Bs navn. Den 17. januar 1992 blev der afholdt et møde i F1-bank med G1 om dette projekt. Vidnet deltog i dette møde. Referatet i brevet af 5. februar 1992 fra G1 forekommer ham korrekt og dækkende. Han havde nogen tid forud for dette møde meddelt de andre fire investorer, at han anså sin rolle som koordinator for udspillet. Han mente ikke længere, at projektet var gennemførligt i dets oprindelige form, og nu måtte hver investor selv vælge, hvad han ville gøre. Mødet den 17. januar 1992 blev holdt for at få sagen afsluttet. Han havde tidligere fået tilladelse både fra G1 og fra ..... Kommune til at sælge hele projektet under eet. Hvor megen tid G1 havde brugt, eller hvor meget man fra G1 mente at have til gode, ved han ikke, men det endte med et tilbud om tilbagebetaling af 15.000 kr. til hver investor.

Det er rigtigt, at sagsøger har rejst et erstatningskrav imod ham på grund af dårlig rådgivning vedrørende aktiesalg. Der er ikke anlagt sag, men indgået en suspensionsaftale for at undgå forældelse. Han har anmeldt sagen til sit ansvarsforsikringsselskab.

Bankdirektør HN har forklaret, at han var en af de fem investorer i H2-projektet. Det viste sig efterhånden, at det ikke lod sig realisere. Det var i 1992 klart, at projektet måtte opgives. Han kan ikke huske, om han deltog i mødet den 17. januar 1992 med G1. Han ønskede på dette tidspunkt en endelig afklaring, og det kom der også. Hver investor skulle have 15.000 kr. tilbage. G1 har ikke noget til gode. Han indskød herefter selve projektet i et selskab. Det skete nok i 1992. Selskabet blev herefter likvideret. Han mener, at hans fordring på 15.000 kr. medgik til at dække salær til den advokat, som foretog likvidationen. Han har stadig grunden og betaler ejendomsskatter på denne.

Procedure

Parterne har under domsforhandlingen procederet sagen i det væsentlige i overensstemmelse med de afgivne påstandsdokumenter.

Sagsøger har i sit påstandsdokument til støtte for den nedlagte påstand om anvendelse af indgangsværdien, jf. sagsøgers påstande for indkomstårene 1984 og 1988 og for den subsidiære påstand for indkomståret 1986, navnlig anført,

at

sagsøger er berettiget til at anvende handelsværdien pr. 23. august 1978 for de af sagsøger på dette tidspunkt ejede aktier ved opgørelsen af den særlige indkomst for indkomstårene 1984, 1986 og 1988,

 

at

der ikke før ved lov nr. 312 af 17. maj 1995 i skattelovgivningen er fastsat regler om indgangsværdier for aktier,

 

at

det for så vidt angår afskrivningsberettigede aktiver var praksis, at disse blev fastsat til handelsværdien på tidspunktet for skattepligtens indtræden, jf. Revision og Regnskabsvæsen 1976.79 og Landsskatterettens meddelelser 1978.96,

 

at

det af Landsskatteretten anvendte princip må antages at gælde alle aktiver, hvorfor Revision og Regnskabsvæsen 1973 SM 11 (Skattedepartementets meddelelser 1973.4) ikke er udtryk for retstilstanden frem til den 17. maj 1995,

 

at

den af skatteministeriets departement i Revision og Regnskabsvæsen 1973 SM 11 (Skattedepartementer meddelelser 1973.4) anlagte fortolkning ikke er lovmedholdelig, idet der ikke har været grundlag for at opretholde en forskellig praksis med hensyn til aktier og afskrivningsberettigede aktiver,

 

at

Revision og Regnskabsvæsen 1973 SM 11 (Skattedepartements meddelelser 1973.4) er udtryk for en afgørelse, hvor Skatteministeriets Departement på baggrund af en forespørgsel har valgt at lægge sig på den sikre side, således at den danske stat sikres beskatningsretten til hele avancen,

 

at

der forinden nærværende sags afgørelse i Landsskatteretten kun er truffet en afgørelse i det administrative system om spørgsmålet om indgangsværdier for aktier ved tilflytning, nemlig RR 1973 SM 11 (Meddelelser fra skattedepartementet nr. 23, side 4, nr. 4),

 

at

det ved lov nr. 310 af 25. maj 1987 er præciseret, at skattepligten af aktieavancer er indskrænket til at vedrøre den værditilvækst, som kan henføres til den periode, hvor skattepligt til Danmark har bestået,

 

at

det for afskrivningsberettigede aktiver gældende princip om, at disse ved skattepligtens indtræden skal fastsættes til handelsværdien, må gælde alle aktiver,

 

at

den af skatteministeriets departement anlagte fortolkning ikke bliver mere rigtig af, at dels Ligningsrådet ved TfS 1987.136 med henvisning til Revision og Regnskabsvæsen 1973 SM 11 (Skattedepartementets meddelelser 1973.4), dels Landsskatteretten ved kendelse af 19. februar 1996 anlægger samme fortolkning som skatteministeriets departement, og

 
 at

TfS 1987.136 ikke kan udgøre et præjudikat i nærværende sag, idet Ligningsrådet i den nævnte afgørelse ikke eksplicit tager stilling til en anmodning om bindende forhåndsbesked om indgangsværdier for aktier for en tilflytter.

 

Sagsøger har videre til støtte for den nedlagte påstand om forældelse af skattekravet for 1986 navnlig anført,

 

at

den særlige indkomstskat for indkomståret 1986 er omfattet af 1908-lovens § 1,

 

at

den særlige indkomstskat i relation til 1908-loven forfaldt henholdsvis den 1. september, 1. oktober og 1. november 1987 med hver en tredjedel,

 

at

det offentlige ikke forinden den 2. november 1992 har sikret sig et særligt retsgrundlag for kravet,

 

at

det offentliges krav på særlig indkomstskat for dette indkomstår derfor er endeligt forældet den 2. november 1992,

 

at

anmodningen af 24. november 1992 om henstand ikke er en erkendelse af skattegælden, idet anmodningen om henstand alene må anses for at være en handling, hvorved sagsøgeren har forsøgt at undgå, at sagsøgte udøver en lovbestemt inddrivelsesret,

 

at

det offentliges krav på særlig indkomstskat ikke har været suspenderet i medfør af 1908-lovens § 3,

 

at

det alene beror på Kommunens forhold, at oplysningerne om aktiebesiddelserne i H1 ikke kom for dagen i 1986, hvorfor forældelsesfristen ikke har været suspenderet,

 

at

skattemyndighederne ikke har handlet i tillid til de meddelte oplysninger fra sagsøger og dennes revisor. Skattemyndighederne har derfor ikke lagt de afgivne oplysninger uprøvet til grund og kan derfor ikke antages at have været i utilregnelig uvidenhed om skattekravets eksistens. Da skatteforvaltningen ikke har handlet i tillid til de meddelte oplysninger, er der ikke indtrådt suspension,

 

at

Kommunen ved almindelig agtpågivenhed i forbindelse med indhentelsen af det finske selskabs regnskaber for perioden 1981 til 1985 kunne være kommet i besiddelse af oplysninger, der havde vist, at sagsøgeren var hovedaktionær omfattet af den dagældende aktieavancebeskatningslovs § 4,

 

at

skattemyndighederne har haft mulighed for at gøre skattekravet gældende for domstolene,

 

at

skatteforvaltningen i Kommunen har haft en nøje viden om, hvilke aktiver sagsøgeren ejede i Danmark,

 

at

sagsøgte derfor har udvist passivitet i forhold til sagsøgeren, og

 

at

såfremt det antages, at forældelsesfristen har været suspenderet frem til den 26. marts 1990, hvor Told- og Skattestyrelsen modtager oplysninger om ejerforholdene i H1 fra de finske skattemyndigheder, er der indtrådt forældelse 5 år senere, idet fristen ikke har været suspenderet i den mellemliggende periode.

 

Det bestrides:

 

at

der efter lov om særlig indkomstskat § 14, stk. 4, har været suspension af forældelsesfristen.

 

Det skal lægges til grund,

 

at

sagsøgeren frem til den 19. oktober 1993 har været ejer af ejendommen matr. nr. 8 b ......

 

at

sagsøgeren har haft indeståender på en bankkonto i Den Danske Bank, hvilke indeståender er meddelt skattemyndighederne i medfør af skattekontrollovens § 8 H,

 

at

sagsøgeren har haft et tilgodehavende hos sønnen C, hvilket tilgodehavende fremgår af sagsøgerens regnskab for 1991, og af sønnens regnskaber for 1991-1995, og

 

at

sagsøgeren har været part i totalentreprisekontrakten af 28. december 1987, og at denne kontrakt repræsenterede en værdi.

 

Det gøres således sammenfattende gældende vedrørende entreprisekontrakten:

 

at

entreprisekontrakten repræsenterede en værdi,

 

at

entreprisekontrakten tidligst bortfaldt på et tidspunkt efter den 26. marts 1995 og i realiteten bortfaldt den 17. januar 1997,

 

at

skattemyndighederne var vidende om, at sagsøgeren var part i den pågældende entrepriseaftale,

 

at

sagsøgte i øvrigt kunne have gjort udlæg i den af G1 A/S stillede garanti, og

 

at

såvel garantien som den indbetalte første rate på entreprisekontrakten kunne være genstand for udlæg.

 

Det bestrides:

 

at

den dagældende lov om særlig indkomst § 14, stk. 4, skal forstås således, at der skal være værneting efter retsplejelovens kapitel 22, og

 

at

som af sagsøgte hævdet, at entreprisekontrakten med H. G1 A/S er bortfaldet allersenest i januar 1994. Sagsøgtes bemærkninger på dette punkt er endvidere udtryk for en forkert retsopfattelse, idet totalentreprisekontrakten ikke bortfalder, bare fordi den frist, som skattemyndighederne har givet for opførelse og ibrugtagning af ejendommen, er udløbet.

 

Det gøres gældende:

 

at   

totalentreprisekontrakten repræsenterede en værdi, og at denne værdi har været til stede, indtil totalentreprisekontrakten må anses for bortfaldet på et tidspunkt i 1997. Der var i 1992 en ikke-faktureret restsaldo på ca. kr. 76.000,00 i den samlede deltagermasses favør før debitering af den af G1 A/S' forbrugte tid. Det bemærkes i den forbindelse, at kontraktgrundlaget mellem sagsøgeren og G1 A/S ikke tillader, at G1 A/S kan debitere forbrugt tid. Da der var fem deltagere i det pågældende projekt på ....., kan sagsøgerens andel opgøres til en femtedel af kr. 76.000,00 eller kr. 15.200,00. På denne baggrund er det godtgjort, at entreprisekontrakten havde en økonomisk værdi. Endvidere har G1 A/S stillet sikkerhed eller garanti i henhold til den indgåede totalentreprisekontrakt,

 

at

det ikke er afgørende, hvorvidt det var sagsøger eller sagsøgtes ægtefælle, der foretog forskudsafskrivninger. Ifølge kildeskattelovens § 25 A foretages opgørelsen af den skattemæssige indkomst hos den ægtefælle, der driver virksomheden, og ikke hos den ægtefælle, der ejer virksomheden. Der er således intet i vejen for, at en ægtefælles kreditorer kan gøre udlæg i den pågældende ægtefælles aktiver, selv om de pågældende aktiver tilhører en virksomhed, der drives af den anden ægtefælle, og

 

at

sagsøgers ægtefælle ikke er formuende og heller var det i perioden 1985 til dato, idet ægtefællen alene har haft indkomster ved sit job som ..... Det må således lægges til grund, at sagsøgeren har indbetalt det fulde beløb ifølge entreprisekontrakten og at sagsøgeren i 1992 i tilfælde af en ophævelse af entreprisekontrakten ville have haft et krav på kr. 7.500,-, idet dette beløb udgjorde halvdelen af det krav, som sagsøgeren og dennes ægtefælle kunne gøre gældende mod G1 A/S i tilfælde af ophævelse af entreprisekontrakten.

 

Det gøres gældende

 

at

sagsøgeren og dennes ægtefælle, i lighed med de øvrige investorer i H2-projektet, ikke gjorde noget krav gældende mod G1 A/S i foråret 1992 eller senere, skyldtes, at man fra sagsøgerens (og investorernes) side afventede, at det skulle blive gunstigt at bebygge parcellen. I den forbindelse bemærkes, at sagsøgerens ægtefælle ved skrivelse af 24. marts 1992, fik meddelelse om, at der fra Ligningsrådet side var givet frist til opførelse til og med udgangen af indkomståret 1994. På denne baggrund valgte sagsøgeren og dennes ægtefælle at se tiden an, og

 

at

sagsøger er part i kontraktforholdet, da denne er medunderskriver af entreprisekontrakten. Hvorledes sagsøgeren og dennes ægtefælle har selvangivet, er i den forbindelse uden betydning.

Sagsøgte har i sit påstandsdokument til støtte for påstanden om frifindelse vedrørende påstanden om aktiernes anskaffelsessum navnlig anført, at anskaffelsessummen efter den dagældende aktieavancebeskatningslovs § 6 er den faktiske anskaffelsessum for aktieposten - her gaveværdien på tidspunktet for gaveoverdragelsen i 1970. Efter en ordlydsfortolkning kan anskaffelsessummen alene være den faktiske anskaffelsessum, d.v.s. den værdi, som skatteyderen faktisk erhvervede aktierne til. Der er ikke udsagn i forarbejderne eller andet, der kan støtte, at den relevante værdi skulle være aktiernes værdi på tidspunktet for sagsøgerens tilflytning til Danmark i 1978. Sagsøgerens standpunkt i sagen savner således lovhjemmel. En sådan lovhjemmel blev først skabt ved indførelsen af kildeskattelovens § 9, stk. 1, ved lov nr. 312 af 17. maj 1995.

Ministeriets standpunkt er i overensstemmelse med fast administrativ praksis, jf. RR 1972, SM 162, RR 1993, SM 11, TfS 1987, 136 LSR samt forarbejderne til kildeskattelovens § 9, stk. 1 (Folketingstidende 1994/95, tillæg A, side 397, venstre spalte, næstsidste afsnit, sidste punktum).

Sagsøgte har til støtte for påstanden om frifindelse for sagsøgers påstand om forældelse navnlig anført, at skattemyndighedernes krav på særlig indkomstskat hidrørende fra indkomståret 1986 ikke var forældet på tidspunktet for sagsøgerens indbetaling den 31. december 1996.

Skattemyndighederne var frem til modtagelsen af oplysningerne fra de finske myndigheder om, at sagsøgerens faders dødsbo besad aktier i det relevante selskab, i utilregnelig uvidenhed om, at sagsøgeren var hovedaktionær, og at beskatning dermed skulle ske. Myndighederne havde ikke forud for dette tidspunkt grund til at mene, at oplysningen fra sagsøgeren og dennes revisor om aktiebesiddelsen skulle være urigtig, jf. sagsøgerens ægtefælles 1986-selvangivelse samt f.eks. revisors skrivelser af 10. september 1986 og 5. december 1987. Forældelsens løb var således suspenderet frem til den 26. marts 1990, jf. 1908forældelseslovens § 3.

Videre gøres det gældende, at skattekravet ikke kunne anses for forfaldent som følge af den på sagsøgerens begæring meddelte henstand med skattebetalingen ved skatteforvaltningens skrivelse af 30. november 1992, hvor forvaltningen meddelte henstand under forudsætning af, at sagsøgeren stillede betryggende sikkerhed. Der henvises til princippet i U89.1046 H. Subsidiært, jf. nedenfor, gøres det gældende, at forløbet omkring henstanden i hvert fald har bevirket en suspension i henhold til 1908-forældelseslovens § 3.

Hvis forløbet omkring den bevilgede henstand ikke har bevirket, at der løber en ny forældelsesfrist, gøres det gældende, at forældelsesfristens løb i medfør af § 14, stk. 4, i den dagældende lov om særlig indkomstskat var suspenderet fra den 19. oktober 1993, hvor sagsøgeren afhændede sin ejendom i ....., Danmark, til den 22. august 1996, hvor skattemyndighederne fik oplyst sagsøgerens nye adresse i Finland. Skattemyndighederne var p.g.a. sagsøgerens ophold i udlandet ude af stand til at gøre kravet om særlig indkomstskat gældende ved dansk domstol. Uanset at sagsøgeren havde aktiver, hvor der kunne foretages udlæg i perioden (tilgodehavende hos sønnen) frem til ultimo 1995), var forældelsesfristen alligevel suspenderet, idet myndighederne var i utilregnelig uvidenhed om eksistensen af sådanne aktiver. Det bestrides, at sagsøgeren havde et krav på G1 A/S i henhold til entreprisekontrakten, dels fordi det var hendes ægtefælle, der måtte have et eventuelt krav, dels fordi der ikke var noget krav overhovedet. Den af G1 A/S stillede garanti var uden værdi og kunne derfor ikke være genstand for udlæg.

Skattemyndighederne var ikke bekendt med og burde heller ikke være bekendt med sagsøgerens banktilgodehavender i Danmark. Det er ukorrekt og udokumenteret, når sagsøgeren gør gældende, at indeståender og rentetilskrivninger på denne konto var blevet indberettet til skattemyndighederne i medfør af skattekontrollovens § 8 H. Efter bestemmelsens stk. 6 beror indberetningspligten vedrørende personer, der er bosat eller opholder sig i udlandet, på de af skatteministeren nærmere fastsatte regler. Sådanne regler er ikke udstedt, hvorfor der ikke er pligt til indberetning vedrørende sagsøgerens kontoforhold.

Hvis landsretten ikke giver ministeriet medhold i synspunktet om, at den bevilgede henstand rykker forfaldstidspunktet, gøres det subsidiært gældende, at forholdene omkring henstanden i hvert fald har bevirket en suspension af forældelsesfristens løb. Det bemærkes, at myndighederne rykkede sagsøgerens rådgiver ved skrivelse af 2. november 1993. Suspensionen kan først anses for ophørt på det tidspunkt, hvor myndighederne helt sikkert måtte forvente, at sagsøgeren ikke ville tage initiativ til at stille sikkerheden. Henset til sagsøgeren og dennes rådgiveres hidtidige langsommelige sagsbehandling kunne myndighederne først være sikker herpå adskillige måneder senere.

Endelig gøres det gældende, at forældelsesfristens løb blev afbrudt ved sagsøgerens udtagelse af stævning den 15. maj 1996, og ikke først ved betalingen den 31. december 1996.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten tiltræder af de af sagsøgte herom anførte grunde, at der alene var hjemmel til at lægge den faktiske anskaffelsessum til grund efter § 6 i den dagældende aktieavancebeskatningslov, jf. lov nr. 295 af 10. juni 1981. Sagsøgte har ikke godtgjort, at der var en herimod stridende praksis, eller at skattemyndighedernes fortolkning og administration af bestemmelsen i sagsøgers sag i det hele ikke har været lovmedholdelig.

Der gives derfor sagsøgte medhold i de nedlagte frifindelsespåstande over for sagsøgers principale påstande vedrørende indkomstårene 1984 og 1988 og den subsidiære påstand vedrørende indkomståret 1986.

For så vidt angår sagsøgers påstand om forældelse af skattekravet for 1986 bemærkes, at der mellem parterne er enighed om, at sagsøgtes krav er omfattet af § 1, nr. 4, i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer, hvilket landsretten kan tiltræde.

Sagsøgtes krav om betaling af særlig indkomstskat for 1986 forfaldt som udgangspunkt den 1. september, den 1. oktober og den 1. november 1987. Det forhold, at sagsøgte ikke gjorde kravet gældende, skyldes imidlertid, at sagsøgte, grundet sagsøgers manglende oplysning herom, var uden kendskab til, at sagsøger måtte anses for hovedaktionær i det finske aktieselskab, H1 AB. Der findes ikke efter bevisførelsen for sagsøgte at have været særskilt anledning til at antage, at sagsøgers revisors oplysning om sagsøgers aktiebesiddelser var ukorrekt, og sagsøgte findes derfor at have været i utilregnelig uvidenhed om kravet, indtil skattemyndighederne den 26. marts 1990 fra de finske skattemyndigheder modtog oplysninger, der gav sagsøgte mulighed for at anlægge en vurdering, hvorefter sagsøger måtte anses for hovedaktionær.

Begyndelsestidspunktet for den periode, hvorfra den femårige forældelse må regnes, findes derfor at være den 26. marts 1990.

Landsretten lægger vægt på, at sagsøgte herefter kunne gøre sit krav gældende over for sagsøger indtil dennes udrejse til USA i januar 1991. Som udgangspunkt kunne sagsøgte videre gøre kravet gældende indtil tidspunktet for tinglysningen af salget af sagsøgers faste ejendom, matr. nr. 8b ......, den 24. november 1993. Imidlertid ansøgte sagsøgers daværende advokat i skrivelse af 24. november 1992 i anledning af årsopgørelserne for 1986 og 1988 for sagsøger og dennes ægtefælle, hvilke årsopgørelser angik salget af aktier i H1 AB, skattemyndighederne i Kommunen om henstand med de pålignede skatter under henvisning til, at sagen om beskatning af aktieafhændelsen var indbragt for Landsskatteretten. Den 30. november 1992 imødekom skattemyndighederne i Kommunen det ansøgte, dog betinget af sikkerhedsstillelse. Kravet om sikkerhedsstillelse blev påklaget til ToldSkat Sydsjælland, der den 25. marts 1993 stadfæstede de kommunale skattemyndigheders vilkår om sikkerhedsstillelse. Da sagsøger imidlertid ikke stillede sikkerheden, rykkede Kommunens skattemyndigheder sagsøgers daværende advokat for opfyldelse af vilkåret ved skrivelser af 22. april 1993 og 2. november 1993. Landsretten finder på denne baggrund, at forældelse af sagsøgtes krav efter princippet i forældelseslovens § 3, jf. § 2, må anses for suspenderet i perioden fra den 30. november 1992 og til udgangen af november 1993, idet bemærkes, at skattemyndighedernes rykkere forblev ubesvarede. Sagsøger må i denne forbindelse, når hun ikke selv reagerede, bære risikoen for, at det advokatkontor, hvortil hendes advokat var knyttet, ikke svarede på de breve, som skattemyndighederne har sendt til hendes advokat, som afgik ved døden den 2. marts 1993.

Ved vurderingen af, hvilken mulighed sagsøgte har haft for i overensstemmelse med § 2 i forældelsesloven at afbryde forældelsesfristen i tiden efter november 1993, lægger landsretten vægt på, at det efter bevisførelsen ikke kan anses for godtgjort, at skattemyndighederne havde tilstrækkelig anledning til at være opmærksom på, at sagsøger havde et eventuelt krav -muligt i størrelsesordenen 7.500 kr. til 15.000 kr. - på delvis tilbagebetaling af et beløb på oprindeligt 150.000 kr., som var blevet betalt ved indgåelsen af den siden ikke gennemførte entreprisekontrakt med G1 A/S. Det bemærkes herved, at dette eventualkrav ikke kan anses for at have fremstået som et krav, der kunne erkendes blot ved undersøgelse af entreprisekontrakten, men yderligere måtte forudsætte undersøgelser af spørgsmål om kontraktens fortsatte beståen, betydningen af, at kontrakten ikke blev gennemført, og muligt forholdet mellem G1 A/S og andre investorer i projektet.

Videre lægger landsretten vægt på, at hverken sagsøgers konto med Den Danske Bank, hvilken konto ikke var indberetningspligtig til skattemyndighederne, eller låneforholdet til sagsøgers søn, der i sagsøgers indkomst- og formueopgørelse for 1991 alene fremgik af fortegnelsen over aktiver som "Andre tilgodehavender .... 2.276.701", var erkendelig for skattemyndighederne efter sagsøgers egne oplysninger til sagsøgte.

Den dagældende lov om særlig indkomstskat, som ændret ved lov nr. 221 af 4. juni 1965, § 14, stk. 6, ( jf. senest lovbekendtgørelse nr. 539 af 20. juni 1994 § 14, stk. 4 ) indeholdt en bestemmelse om, at der ved beregningen af forældelsesfristen "bortses fra den tid, i hvilken skattemyndighederne på grund af den skattepligtiges ophold i udlandet har været ude af stand til at gøre kravet gældende ved dansk domstol". Bestemmelsen findes at måtte forstås som en specialregel, der supplerer suspensionsreglen i § 3 i 1908-forældelsesloven, jf. herved Folketingstidende 1964-1965, Tillæg B, spalte 1027 1029. Bestemmelsen ophævedes ved ophævelsen af lov om særlig indkomstskat, if. lov nr. 313 af 17. maj 1995, med virkning for indkomståret 1996 og senere indkomstår.

Landsretten finder herefter, at det følger af denne bestemmelse, sammenholdt med sagens omstændigheder, at forældelsesperioden suspenderedes i perioden fra den 1. december 1993 til og med den 31. december 1995, idet det lægges til grund, at skattemyndighederne som følge af sagsøgers ophold i udlandet ikke var i stand til at gøre kravet gældende i perioden, herunder ved foretagelse af udpantningsudlæg, hverken i entreprisekontrakten, i sagsøgers ejendom, ..... by, ......, i sagsøgers tilgodehavende hos sagsøgers søn, C, eller i sagsøgers bankindestående på konto i Den Danske Bank.

Sagsøgtes skattekrav for 1986 var herefter ikke bortfaldet ved forældelse den 31. december 1996, hvor sagsøger med forbehold for forældelse betalte kravet, idet den periode, hvori forældelse pågik, da samlet udgjorde 3 år og ca. 8 måneder.

Det bemærkes herved, at det er ubestridt for landsretten, at sagsøgtes krav efter artikel 18, stk. 2, i den indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem USA og Danmark af 6. maj 1948 ikke kunne gennemføres i USA, idet sagsøgte skattekrav, som påklaget til Landsskatteretten indtil dennes afgørelse den 19. februar 1996 og derefter i maj 1996 indbragt for landsretten, ikke var endeligt fastsat.

Det får herefter ikke selvstændig betydning for forældelsesspørgsmålet, at de danske skattemyndigheder den 22. august 1996 modtog oplysning om, at sagsøgerne nu havde bopæl i Finland.

Sagsøgte frifindes derfor tillige for sagsøgers principale påstand vedrørende indkomståret 1986.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for af de sagsøger, A, nedlagte påstande.

I sagsomkostninger betaler sagsøger 125.000 kr. til sagsøgte.

Det idømte betales inden 14 dage fra denne doms dato.