Aalborg Byrets dom
af 1. maj 2001
BS 11-2211/1999:

Parter

Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen

mod

1) A
2) F1-Bank

Denne sag drejer sig om, hvorvidt de sagsøgte i forbindelse med salget af selskabet HX ApS, nu H1 ApS under konkurs, reg.nr. ApS....1, har pådraget sig et erstatningsansvar overfor skattemyndighederne i anledning af tab vedrørende manglende indbetaling af selskabskat.

Påstande

Under sagen, hvori stævning er modtaget den 14. juli 1999, har sagsøgeren, Skatteministeriet, krævet de sagsøgte, A og F1-Bank, dømt til principalt til sagsøgeren en for begge og begge for en at betale 165.588,00 kr. med sædvanlige renter fra 21. februar 1999 for sagsøgte 1's vedkommende, og fra den 3. april 1999 for sagsøgte 2's vedkommende til betaling sker, og subsidiært at de sagsøgte tilpligtes til H1 ApS under konkurs v/kurator advokat Erik Malberg en for begge og begge for en at betale 165.588,00 kr. med renter som foran anført.

De sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagsøgte 2 F1-Bank har overfor sagsøgte 1 krævet, at denne er forpligtet til at friholde sagsøgte 2 for ethvert beløb incl. renter og omkostninger, som sagsøgte 2 måtte blive tilpligtet at betale til sagsøgeren.

Overfor denne påstand har sagsøgte 1 påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb end fuldstændig friholdelse.

Sagens omstændigheder

Det solgte selskab var ved overdragelsen et såkaldt overskudsselskab, hvis oprindelige erhvervsmæssige aktivitet var ophørt. Det eneste aktiv var en pengebeholdning, og den eneste gældsforpligtelse var en skatteforpligtelse. En fjernelse af midlerne fra selskabet ville derfor umuliggøre berigtigelse af skatteforpligtelsen.

Sagsøgte 1 - A - solgte til overtagelse 1. august 1991 samtlige anparter i HX ApS til G1 A/S for 427.420,00 kr. Købesummen var i aftalen fastsat til selskabets egenkapital med et tillæg på 55 % af det pågældende års beregnede skatter. Af aftalen fremgik, at selskabet på overdragelsestidspunktet var uden driftsaktivitet, at selskabets aktiver bestod af en pengebeholdning eller lignende midler, og at passiverne i selskabet ud over egenkapitalen, der udgjorde 334.407,00 kr., alene bestod i selskabsskatter.

Købets berigtigelse:

Ved skrivelse af 23. juli 1991 til A fremsendte F1-Bank A/S, Jylland Afdeling, en oversigt over selskabernes nyoprettede konti i F1-Bank, herunder konto nr. ....1 tilhørende selskabet (bilag 2).

Den 30. juli 1991 fremsendte A en "oversigt over clearingsbeløb ved salg af anparter" til RP. Heraf fremgår bl.a., at selskabets egenkapital pr. 31. juli 1991 udgjorde 337.607,00 kr., at selskabets skyldige skatter udgjorde 174.247,00 kr. samt, at købesummen udgjorde 433.443 kr. (bilag 3).

Ved skrivelse af 31. juli 1991 anmodede RP F1-Bank A/S, København afdeling, om at overføre købesummen 433.443,00 kr. til konto nr. 236-57-03879 med sælgeren (bilag 4).

Den 31. juli 1991 udskrev F1-Bank en fiktiv opgørelse af selskabets konto nr. ....1 (bilag 5).

Af kontoudtog for konto nr. ....2 med F1-Bank A/S tilhørende G2 ApS fremgår, at købesummen den 1. august 1991 blev hævet på kontoen (bilag 6).

Ved skrivelse af 8. august 1991 til F1-Bank A/S, Jylland Afdeling, anmodede RP F1-Bank om at opgøre selskabets konto nr. ....1 og overføre beløbet til konto nr. ....3 med F1-Bank A/S, København, tilhørende køberen (bilag 7) .

Af kontoudtog for køberens konto nr. ....4 med F1-Bank A/S, København fremgår, at selskabets likvide midler 513.086,01 kr. blev indsat på køberens konto den 13. august 1991 (bilag 8).

Forklaringer

Under sagen er afgivet forklaring af sagsøgte 1) A og vidneforklaringer af erhvervskundechef ST, sagsøgte 2's Jylland afdeling, og ML, tidligere erhvervsrådgiver i sagsøgte 2's København afdeling.

Sagsøgeren har under sagen endvidere dokumenteret kontoudskrifter og korrespondance vedrørende RPs overtagelse af G3 ApS i likvidation. Overtagelsen fandt sted den 1. juli 1991. Pengeoverførslerne fandt sted mellem F2-Bank og sagsøgte 2's Københavns afdeling. Ifølge kontoudskriften hævedes 59.844.700,00 kr. den 1. juli 1991, hvilket bragte kontoen i negativ saldo med 59.808.507,80 kr., hvorefter der samme dato er indgået 61.376.700,00 kr.

Sagsøgte A har bl.a. forklaret, at han forud for juli 1991 dels i det solgte selskab og dels i selskaber, hvis øvrige deltagere var venner og bekendte, drev virksomhed med valutaterminsforretninger. Meningen var, at selskaberne efter 3 år skulle ophæves og kapitalen udbetales til deltagerne, hvilket efter de dagældende skatteregler var tilladt. Imidlertid blev skattereglerne ændret. Han overtog efterhånden anparterne i de øvrige selskaber fra sine venner og bekendte således, at han til sidst kontrollerede alle selskaber. Han overvejede en fusion, men kom tilfældigt i forbindelse med RP, vist nok gennem sin revisor, GJ. Det var vist nok RP, som kontaktede ham. Han kendte i øvrigt RP af navn. Hans rådgivere rådede ham til salg, idet det ville være en bedre forretning. Han fik ikke nogen fornemmelse af, at der skulle være noget forkert heri. I forbindelse med salget fik han at vide, at RP ville indkøbe forskellige aktiver med henblik på leasing-operationer i Tyskland. Han kendte ikke til anparts- og selskabslovgivningens forbud mod selvfinansiering ved køb. RP tilbød en kurs på 55 af det pågældendes års beregnede skatter ud over egenkapitalen, og hans rådgivere anbefalede salg på dette grundlag. Aftalen blev underskrevet hos ham privat i 2 eksemplarer. Det væsentlige for ham var, at aftalen blev honoreret. Nogle af selskaberne havde obligationer og andre aktiver, og han realiserede aktiverne sådan, at der i hvert selskab alene var kontante indeståender. Oversigten over clearingsbeløb ved salg af anparter, sagens bilag 3, blev udarbejdet af, hans revisor JJ. Oversigten blev forevist for RP. Han sendte vist nok kopi af aftalen vedrørende salget til F1-Bank. Han skulle som sælger modtage salgssummen, inden RP modtog anparterne. Han kendte i forvejen ST, som vist nok modtog kopi af samtlige overdragelsesaftaler. Han fik også kopi af generalforsamlingsprotokolatet af 1. august 1991 vedrørende RPs overtagelse af selskaberne. Han havde ikke selv kontakt til F1-Banks København afdeling. Han vil mene, at ST var inde i sagen før aftalernes underskrift. Der var ikke nogen aftale eller tilkendegivelse fra RP om, at han ville disponere over pengene. Selskaberne havde oprindeligt haft forskellige pengeinstitutter afhængigt af, hvor deltagerne i selskaberne boede, og i forbindelse med salget blev aktiverne overført til F1-Bank. Han fik derfor faxet en oversigt over selskabernes nye konti (sagens bilag 2), og han faxede opgørelsen tilbage med sine håndskrevne tilføjelser. Han kan ikke forestille sig, at han ikke på forhånd havde spurgt ST om, om det nu var måden at gøre det på. Aftalen blev udarbejdet af RP og var ens for alle selskaber.

ST har som vidne blandt andet forklaret, at han som erhvervskundechef i sagsøgtes 2's Jylland afdeling jævnligt havde kontakt med A. På et tidspunkt ringede A og sagde, at han havde solgt selskaberne. Han havde tidligere nævnt overfor vidnet, at han ville søge at få midlerne i selskaberne fri. Der var imidlertid ikke tale om nogen forudgående rådgivning fra vidnets side. A fortalte, at selskaberne var blevet solgt godt. Flere af selskaberne havde konti i andre pengeinstitutter, og de blev flyttet til F1-Bank fra blandt andet F3-Bank og F4-Bank. De blev samlet i hans afdeling. Sagens bilag 2 - opgørelse over kontiene - blev ikke sendt til andre end A. Han fik ingen papirer vedrørende salget. Han mente, at han ikke modtog kopi af aftalen. Hans grundlag var de telefoniske drøftelser. Han kendte ikke RP på dette tidspunkt. Han har aldrig set oversigten over clearingsbeløb ved salg af anparterne (sagens bilag 3). Han talte ikke med A om, hvordan de indestående midler i selskaberne skulle disponeres. A bad om fiktive opgørelser på selskabernes konti og bad om, at de blev faxet til RP. Han vidste ikke, at F1-Banks København afdeling var indblandet og blev ikke adviseret derfra. Han sendte en kontooversigt til RP (sagens bilag 18). Den var muligvis en reaktion på den kontooversigt, som han havde sendt til A, hvor denne havde anført sine korrektioner. Han spurgte A, om RP kunne disponere. Han var ikke bekendt med instruktionen af 31. juli 1991 til ML i Københavns afdelingen fra RP om overførsel af 1.392.516,00 kr. fra kontoen ....2 (sagens bilag 4). Da han modtog RPs skrivelse af 8. august 1991 om ophævelse af kontiene og overførsel til kontoen tilhørende G1 A/S, hentede han instruktion. Som han husker det i dag, var der ikke forbindelse mellem ham og RP inden skrivelsen. Han er sikker på, at han fik accept fra A vedrørende disponeringen. Han kan ikke huske at have modtaget udskrift af den ekstraordinære generalforsamling fra 1. august 1991 i selskabet, men han vil ikke afvise, at han har set den tidligere.

Som vidne har ML forklaret, at RP havde været kunde i afdelingen i lang tid, og at han i øvrigt havde været kunde i F1-Bank i lang tid forud.

RP disponerede over indlånskonti i selskabsregi. De vidste godt, at han handlede med overskudsselskaber. På et tidspunkt nedsatte RP sig som selvstændig, og de havde et møde med ham. Han havde ingen kreditter i afdelingen. Han sendte typisk en telefax, hvor han bad om overførsel til andre konti. De modtog ikke detaljer om salgene og sikrede sig blot den nødvendige legitimation. De kunne således ikke se, hvad baggrunden for en given overførsel var. Forevist sagens bilag 4 - RPs skrivelse af 31. juli 1991 - vedrørende overførelse af et beløb til F5-bank og F1-Bank siger bilaget hende intet i dag, men hun kan huske kontonummeret, der tilhørte RPs selskab. Der var tale om en helt sædvanlig anmodning. RP kunne godt finde på at ringe i forvejen om, at der nu var kommet penge på kontoen, der skulle betales videre. De havde ikke kontakt til det modtagende pengeinstitut. Vidnet mindes ikke at have set kopi af overdragelsesdokumenterne. RP bad en gang om et lån til et selskabskøb, men han fik efter forelæggelse for direktionen afslag. Hun kender ikke grunden hertil. Der var altid penge på kontoen, når hun skulle overføre penge. Hun kontrollerede på forhånd, at det var tilfældet. Det gjorde hun også i forbindelse med udbetalingen den 1. juli 1991 på 59.844.700,00 kr. Forevist udskrift af kontoen (sagens bilag 6) har vidnet forklaret, at de i afdelingen efterfølgende undersøgte, hvad der var sket. Det viste sig, at beløbet på 61.376,700,00 kr. tidsmæssigt var indgået på kontoen før anmodningen om udbetaling samme dag. Kontoen var således ikke negativ, hvis man søgte på bogføringstidspunktet. RP ville som regel ringe og sige, at der kom nogle penge, og at der kom en fax med instrukser, som de derefter effektuerede. Det var altid vigtigt med datoen, og ekspeditionen skulle ske samme dag. Han brugte som regel sin egen selskabskonto og som legitimation anmeldelsen til Erhvervs- og selskabsstyrelsen. Pengene kom oftest via Nationalbanken. Dette indebar, at det var bankens hovedafdeling, som registrerede bevægelsen på kontoen.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført:

Til støtte for såvel den principale som den subsidære påstand gøres det gældende, at sagsøgte 1 ved salget af overskudsselskabet på uforsvarlig måde tilsidesatte skattevæsenets interesser og derfor er erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab, jf. højesterets domme i UfR 1997.364 (Satair), UfR 2000 365 (Thrane, UfR 2000.1332 (Bethien og UfR 2001.138 (Baark) samt fast landsretspraksis.

Til støtte for at sagsøgte 1 er erstatningsanvarlig for skattevæsenets tab skal sagsøgeren navnlig fremhæve, at sagsøgte 1 ved salget af overskudsselskabet opnåede en merpris i forhold til selskabets indre værdi af 93.013,00 kr., der var fastsat til 55% af indeværende årsberegnede skatter, jf. sagens bilag 1. Det gøres derfor gældende, at salget ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition, og at sagsøgte 1 måtte være klar over, at køberen betalte merprisen med henblik på at udnytte muligheder for at undgå eller udskyde betalingen af selskabets latente skatter.

Det gøres derfor gældende, at sagsøgte 1 ved salget havde en særlig anledning til at være opmærksom på tilsidesættelse af skattevæsenets interesser.

Det gøres endvidere gældende, at skattevæsenets tabsrisiko fremstod for sagsøgte 1 som særlig stor som følge af, at der ved salget var risiko for, at selskabserhvervelsen ville blive finansieret med selskabets egne midler.

Det gøres gældende, at sagsøgte 1 ikke gjorde noget reelt for at afværge skattevæsenets tabsrisiko.

Til støtte for påstanden over for sagsøgte 2 gøres det gældende, at sagsøgte 2 ved salget på uforsvarlige måde medvirkede til den ulovlige selvfinansiering, jf. Højesterets domme i UfR 2000.365 (Thrane), UfR 2001.138 (Baark) og SKM2001.85.HR samt fast landsrets praksis.

I den forbindelse gøres det gældende, at sagsøgte 2's onde tro skal bedømmes i lyset af, at sagsøgte 2 forud for denne handel har medvirket ved køb af andre selvfinansierede selskabshandler. Det gøres gældende, at det i sig selv var uforsvarligt over for overskudsselskaberne og deres kreditorer at fortsætte engagementet med RP uden at undersøge og sikre sig, at RP ikke på ny erhvervede overskudsselskaber i strid med selvfinansieringsforbudet.

Det gøres gældende, at sagsøgte 2 ikke gjorde noget for at afværge skattevæsenets tabsrisiko ved den ulovlige selvfinansiering.

Sagsøgte A har til støtte for sin frifindelsespåstand anført:

at	sagsøgte A ikke indså eller burde have indset, at overdragelsen i øvrigt ville medføre risiko for, at køberen, G1 A/S eller til den, til hvem G1 A/S videreoverdragede selskabet, ville forvolde det solgte selskab og selskabets kreditorer tab,
at	sagsøgte A var bekendt med, at handelens gennemførelse fandt sted via et velrenommeret pengeinstitut, nemlig F1-Bank,
at	sagsøgte A ikke på nogen måde deltog i selve disponeringen af selskabets midler efter salget af selskabet den 01.08.1991,
at	A ikke indså eller burde have indset, at køber erhvervede anparterne i selskabet for selskabets egne midler,
at	det bestrides som værende udokumenteret, at selskabet skulle være blevet erhvervet for selskabets egne midler,
at	sagsøgte A ikke har begået fejl eller udvist forsømmelser, eller på anden måde udvist ansvarspådragende adfærd, der kan medføre erstatningsansvarspligt overfor sagsøger,
at	sagsøgte A ikke har truffet eller opretholdt dispositioner, der er i strid med den dagældende ApS lovs § 84, stk. 2, og derfor ikke på dette grundlag er pligtig at betale selskabsskatten, idet selskabets midler ved anpartsoverdragelsen medfulgte selskabet,
at	sagsøgte A ikke har været bekendt med at dispositionerne foretaget efter anpartsoverdragelsen er i strid med gældende ret,
at	dispositionen med overførsel af selskabets midler først fandt sted på et tidspunkt, hvor sagsøgte 1 ikke var eneanpartshaver og/eller formel eller reel leder af selskabet,
at	sagsøgte A endvidere ikke var bekendt med, at der bestod en risiko for at køberne ikke ville eller kunne udskyde eller eliminere de selskabet påhvilende skatter,
at	der foreligger egen skyld fra sagsøgers side

Det bestrides i øvrigt, at salget af selskabet alene havde til formål at undgå betaling af skat, og at salget ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition.

Sagsøgte F1-Bank A/S har til støtte for sin frifindelsespåstand anført:

at	det i sagen omhandlede selskab ikke er erhvervet ved hjælp af dets egne midler,
at	såfremt dette bedømmes alligevel at være tilfældet, at sagsøgte 2 hverken vidste eller burde vide dette,
at	sagsøgte 2 ikke har handlet uforsvarligt eller ansvarspådragende overfor sagsøgeren,
at	sagsøgte 2 hverken vidste eller burde vide, at der i forbindelse med de af sagsøgte 2 foretagne beløbsoverførsler bestod en risiko for, at sagsøgeren ville lide tab i forbindelse med transaktionerne,
at	sagsøgte 2 ikke har bistået med at tilvejebringe købesummen for selskabet,
at	køberen var i besiddelse af midler til dækning af købesummen uafhængigt af det overdragne selskabs midler,
at	der ikke er nogen sammenhæng imellem overførslen af købesummen og disponeringen af det købte selskabs midler,
at	sagsøgte 2's afdelinger i henholdsvis Jylland og København i relation til de foretagne ekspeditioner og viden må betragtes som 2 uafhængige parter, således den viden, man måtte have det ene sted, ikke også dermed betragtes som værende kendt det andet sted,
at	det forhold, at sagsøgte 2 tidligere måtte have været involveret i forbindelse med beløbsoverførsler vedrørende køb af selskaber, ikke kan begrunde et ansvar i forbindelse med nærværende sag, idet ansvaret må bedømmes ud fra den konkrete viden og de konkrete handlinger i den enkelte sag, samt
at	der ikke er fornøden årsagsforbindelse eller adækvans imellem sagsøgte 2's handlinger og det lidte tab.
Overfor sagsøgte 1 gøres det gældende,
at	denne i modsætning til sagsøgte 2 var bekendt med, at der var tale om et salg af selskaber og baggrunden herfor,
at	sagsøgte 1 modtog en købesum for selskabet, der oversteg dettes egenkapital,
at	sagsøgte 1 i samarbejde med køberen af selskabet tilrettelagde overdragelsen af selskabet og de hermed forbundne beløbsoverførsler,
at	sagsøgte 1 som ejer og ledelse i det overdragne selskab i modsætning til sagsøgte 2 havde en forpligtelse til at påse, at der ikke blev lidt tab i forbindelse med de omhandlede transaktioner, samt
at	sagsøgte 1 på baggrund af dennes rolle i sagen og kendskab til selskabets forhold er nærmere end sagsøgte 2 til at bære et eventuelt ansvar i sagen.

Rettens bemærkninger

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at sagsøgte 2 i dennes Jylland afdeling og Københavns afdeling sad inde med sådanne oplysninger om mønsteret i RPs transaktioner vedrørende købet af selskaber, blandt andet G3 ApS, at disse oplysninger måtte give denne sagsøgte anledning til særlig opmærksomhed. Efter vidnet STs forklaring må det videre lægges til grund, at A godkendte, at det pågældendes selskabs konto blev ophævet og provenuet overført til G1 A/S, der var kontrolleret af RP. Det findes efter bevisførelsen herefter godtgjort, at det måtte have stået denne sagsøgte klart efter betalingsforløbet, at selskabet blev overtaget i strid med reglerne om selvfinansierede køb, jf. den dagældende anpartsselskabslov § 84. Retten under herved, at det må lægges til grund, at der var aftalt samtidig udveksling af købesummen og selskabets midler.

Retten finder, at de sagsøgte ved deres handlemåde har været årsag til, at skattevæsenet blev påført en betydelig tabsrisiko, der siden har vist sig at blive realiseret.

De sagsøgte findes derfor at være ansvarlige for sagsøgerens tab, og sagsøgerens påstand tages til følge som nedenfor bestemt.

I det indbyrdes forhold mellem de sagsøgte fordeles erstatningsbeløbet som nedenfor bestemt. Retten har herved lagt vægt på den berigelse som sagsøgte 1 har opnået, men har i øvrigt fundet, at der ved fordelingen af det resterende beløb bør ske ligedeling mellem sagsøgte 1 som sælger og sagsøgte 2 som købers bank.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

De sagsøgte, A og F1-Bank, betaler en for begge og begge for en til sagsøgeren, Skatteministeriet, inden 14 dage 165.588,00 kr. med sædvanlig renter fra den 21. februar 1999 for sagsøgte As vedkommende og fra den 3. april 1999 for sagsøgte F1-Banks vedkommende.

I deres indbyrdes forhold betaler sagsøgte A af det idømte beløb 129.864,81 kr. med procesrenter fra den 21. februar 1999, og sagsøgte F1-Bank 35.723,19 kr. med procesrente fra den 3. april 1999.

I sagsomkostninger skal sagsøgte A og F1-Bank inden 14 dage fra denne dom en for begge og begge for en til sagsøgeren, Skatteministeriet, betale 22.500 kr. incl. moms. I det indbyrdes forhold bærer A 15.000 kr. heraf og F1-Bank 7.500 kr.