Østre Landsrets dom
af 17. september 1999
17. afdeling, B-1631-97

Parter

A
(Advokat Mogens Kühn)

mod

Skatteministeriet
(Ka. v/advokat Martin Simonsen).

Afsagt af landsdommerne

Brydensholt, Knud Knudsen og Michael Dorn)

Under denne sag, som er anlagt den 6. juni 1997, har sagsøgeren, A, påstået sagsøgte Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgers overskud for 1993 ansættes til kr. 131.885,00 samt overskud for 1994 ansættes til kr. 190.477,00, og at sagsøgte samtidig tilpligtes at anerkende tilsidesættelse af indkomstforhøjelse for 1993 med kr. 269.600,00 og for 1994 kr. 92.448,00, subsidiært, at sagsøgte tilpligtes at anerkende mindre overskud og forhøjelser efter landsrettens skøn og mest subsidiært, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne for indkomstårene 1993 og 1994.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse, subsidiært, at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for de omhandlede indkomstår hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Nærværende sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt skattemyndighederne som følge af sagsøgerens udførsel at pengebeløb til Pakistan har været berettiget til at forhøje sagsøgerens indkomst for indkomstårene 1993 og 1994 med yderligere overskud af egen virksomhed med henholdvis 269.600 kr. og 92.448 kr. Der er mellem parterne enighed om, at sagsøgerens regnskaber i de to indkomstår på grund af deres mangelfulde indhold med rette er blevet tilsidesat af skattemyndighederne. Landsskatteretten afsagde kendelse i sagen den 7. marts 1997.

Kendelsen har følgende ordlyd:

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsterne på følgende punkter:

"1993
Personlig indkomst
Yderligere overskud af virksomhed	269.600 kr.
1994
Personlig indkomst
Yderligere overskud af virksomhed	92.448 kr.

Sagen har været genstand for en forhandling med klageren på Landsskatterettens kontor.

Af de bl.a. ved denne lejlighed tilvejebragte oplysninger fremgår, at klageren den 3. december 1989 startede en kiosk. Den 1. oktober 1992 startede han endnu en kiosk. Disse drives af klageren og dennes hustru i fællesskab. Den væsentligste del af kioskernes omsætning hidrører fra salg af tips og lotto. Derudover sælges tobaksvarer, øl og spiritus, aviser og blade, samt andre varer.

Politiet har den 5. december 1995 foretaget en afhøring af klageren og ifølge politirapporten erkender denne, at have udført ca. 410.000 kr. til Pakistan, og at pengene hidrører fra udeholdt omsætning fra kioskerne.

Han foretog således ikke daglig kasseoptælling, men tog blot pengene fra kassen og samlede dem sammen for en uge ad gangen. Det var også helt tilfældigt, hvilke varer han ikke slog ind på kasseapparatet.

De stedlige skattemyndigheder forhøjede herefter klagerens indkomster for indkomstårene 1993 og 1994 med yderligere overskud af virksomhed 269.600 kr. og 92.448 kr. (ekskl. moms).

Klageren har herefter i skrivelse af 29, februar 1996 til myndighederne oplyst, at han har undersøgt pengeoverførslerne nøje og naturligvis også i Pakistan. Han mener herefter, at kunne bevise, at han kun har overført penge som følger:

Den 27. februar 1993	235.000 kr.
Den  3. september 1994	96.300 kr.
I alt	331.300 kr.

Af dette beløb stammer ca. 60.000 kr. fra ikke opgivet DataTips i 1992. Herudover mener klageren, at hans overskud i 92/93 har været stort nok til at dække resten af hans forbrug.

De stedlige skattemyndigheder har imidlertid henvist til, at ifølge Politiet har følgende pengeoverførsler fundet sted:

Indkomståret 1993
27/2	1.000.000	Rupees kurs 23,50 =	235.000 danske kroner.
27/3	300.000	Rupees kurs 23,00 =	69.000 danske kroner.
11/9	150.000	Rupees kurs 22,00 =	33.000 danske kroner.
I alt			337.000 danske kroner.
Indkomståret 1994
3/9	100.000	Rupees kurs 19,26 =	19.260 danske kroner.
3/9	500.000	Rupees kurs 19,26 =	96.300 danske kroner.
I alt			115.560 danske kroner.

Myndighederne har i øvrigt ikke lagt klagerens forklaring om, at han skulle havde sparet op til grund, fordi privatforbrugene i 1993 og 1994 er beskedne (44.304 kr. og 62.937 kr.). Til sammenligning udgjorde privatforbruget i 1992 207.971 kr. og dækkes bl.a. af et privat lån på 125.000 kr. Husstanden består af 2 voksne og 2 børn. I øvrigt anses klagerens forklaring ikke for dokumenteret eller sandsynliggjort. Myndighederne har herefter fastholdt de foretagne ansættelser, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a. I den forbindelse er klagerens regnskabsmateriale anset for uegnet til at danne grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse, fordi dette ikke opfylder kravene for bogførings- og regnskabspligtige, bekendtgørelse nr. 141 af 26. februar 1992.

For Landsskatteretten har klageren forklaret, at der af politi og toldvæsen samtidig foretoges en ransagning i hans to butikker og på hans bopæl. Politiet havde herefter ønsket, at han kom med på stationen, Han var modstræbende gået med hertil, idet han var bekymret for, hvorledes hans to børn skulle klare sig i mellemtiden. De har aldrig været i pasning hos fremmede. Afhøringen på stationen tog imidlertid længere tid end han havde forudset. På stationen havde man spurgt ham ud, om han havde sendt penge ud af landet og hvor mange. Politiet havde også nævnt nogle beløbsstørrelser. Han havde dog ikke sit regnskab hos sig til at kontrollere tallene. Samtidig var han meget urolig over børnenes skæbne. Han havde derfor ønsket, at få afhøringen afsluttet hurtigst muligt. Politiet ville ikke tro på, at pengene stammede fra private lån. Politiet havde først ment, at der var udeholdt 200 kr, om dagen fra forretningens omsætning. Dette var senere blevet forhøjet til 400 kr. om dagen for at kunne få beløbene til at passe. Da han ønskede, at få afsluttet afhøringen og snarest se sine børn igen, havde han føjet politimanden i dennes opfattelse. Han har ikke efterfølgende kontaktet politiet for at korrigere de således anførte oplysninger.

Hans egen familie bestod indtil oktober 1992 af tre personer. Herefter fik de et barn til, således at familien bestod af fire personer. En anden svigerinde var endvidere kommet tilrejsende fra Norge og havde boet hos ham i tidsrummet fra juli 1993 til maj/juni 1994, hvor hun indgik i familiens husførelse. Hun hjalp også til i forretningen. Hun betalte ikke for husleje og mad, lys etc. i perioden, hvori hun boede hos ham, har hun bidraget med 60.000 kr. til familiens privatforbrug. Hans familie lever spartansk og den hverken ryger eller drikker.

Klageren afviser, at han skulle have haft så stort et privatforbrug i 1992 som 207.000 kr. I 1993 - 1994 har han i øvrigt haft en forbrugsmulighed på 44.000 kr. og 62.000 kr. og de anførte 60.000 kr. fra svigerinden, hvilket efter hans opfattelse giver en rimelig forbrugsmulighed. Hans svigerinde modtog endvidere et beløb på 66.000 kr. fra Norge. De penge, der er sendt til Pakistan, vedrører derfor private lån. Den eneste udeholdelse, han kan erkende, er herefter et beløb på 60.000 kr. fra DataTips.

Klageren har endelig oplyst, at han har gennemgået sin mors bankkonto i Pakistan og ikke her har kunnet finde beløbene på 300.000 rupees den 27. marts 1993, 150.000 rupees den 11. september 1993, og den 3. september 1994 på 100.000 rupees. Han har givet de øvrige penge til en person ved navn FM til indsætning på kontoen. FM var en forretningsmand, som gav ham en kurs på 1 krone højere end ellers. Han er ikke i familie med ham og de kommer ikke fra samme by. Han fik ikke kvitteringer vedrørende de penge han overgav FM. De stolede på hinanden.

Landsskatteretten skal udtale

For at et regnskab, der er vedlagt selvangivelsen, skal kunne anses for tilstrækkelig dokumentation for størrelsen af den skattepligtige indkomst og formue, må det som udgangspunkt forudsættes, at regnskabet er udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab, i overensstemmelse med lovgivningens regler herom, jf. bogføringslovens samt den i medfør heraf udstedte bekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990 om erhvervsdrivende virksomheders bogføring, årsregnskab og opbevaring af regnskabsmateriale. De nærmere krav til regnskabsgrundlaget er fastsat i bekendtgørelse nr. 141 af 26. februar 1992.

Efter det om klagerens regnskabsføring oplyste, herunder at der kun har været foretaget ugentlige kasseafstemninger, og således ikke været foretaget jævnlige effektive kasseafstemninger, må retten være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at klagerens regnskabsmateriale ikke er egnet som grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse, idet de i bekendtgørelsen anførte krav til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt. Det er derfor med rette, at de stedlige skattemyndigheder har ansat indkomsten skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 2, stk. 2 og § 3, stk. 4.

Retten finder i øvrigt, at måtte lægge vægt på den af klageren oprindeligt til politirapporten afgivne forklaring. Da retten efter det om de til Pakistan overførte midler oplyste tillige finder, at der består usikkerhed om, hvorvidt samtlige overførsler måtte være sket til klagerens moders bankkonto, har retten herefter ikke efter de foreliggende oplysninger fundet grundlag for at tilsidesætte de udøvede skøn.

I relation til klagerens forklaring om, at privatforbruget for 1992 ikke udgjorde ca. 207.000 kr., som anført i selvangivelsen, og at han således ultimo 1992 lå inde med en ikke selvangiven kontant beholdning, bemærker retten videre, at der for en erhvervsdrivende i øvrigt består en formodning for at sådanne midler hidrører fra ubeskattede midler, medmindre det modsatte godtgøres.

De påklagede ansættelser stadfæstes derfor.

Herefter bestemmes

Der er for landsretten fremlagt udskrifter vedrørende sagsøgers bankkonto i Danmark og vedrørende en bankkonto i Pakistan, der efter det oplyste lyder på såvel sagsøgers som dennes moders navn, samt vedrørende den omhandlede pengeoverførsel fra Norge. Endvidere er fremlagt udskrifter af politirapporter vedrørende FMs forklaring vedrørende pengeoverførsler for sagsøgeren og nogle hos FM beslaglagte kalenderbøger med notater.

Forklaringer

Sagsøgeren A har forklaret bl.a. at han kom til Danmark fra Norge i 1989. Han passede kiosken i ....gade sammen med sin kone. I oktober 1992 købte han kiosken på ....vej. Sagsøgerens revisor fortalte ham, hvorledes han skulle lave regnskaber for kioskerne. Han førte kassebog daglig fra 1990 til og med 1993, hvor han fik sit andet barn. Han følte da, at han havde for meget arbejde med kioskerne og sin familie, og da revisoren accepterede ugentlige afstemninger, nøjedes sagsøgeren hermed fremover. Sagsøgeren blev i december 1995 anholdt og afhørt af politiet. Sagsøgeren har afgivet forklaring om omstændighederne i forbindelse hermed i Landsskatteretten.

Sagsøgeren havde hørt om FM gennem bekendte, der havde fortalt, at han sendte penge til Pakistan. Bortset fra udførsel af 100.000 og 300.000 rupees har sagsøgeren udført de i sagen omhandlede pengebeløb gennem FM til Pakistan. For så vidt angår de 235.000 kr, sendte han dog de 35.000 kr. 5-6 måneder efter at have udført 200.000 kr.

I 1992 modtog han som lån 125.000 kr. fra sin kones søster KA. Beløbet er tilbagebetalt i maj måned 1993 til KAs famille i Pakistan. Han er dog ikke sikker på, hvorvidt de 125.000 kr. gik med i købesummen i forbindelse med købet af den anden kiosk, idet han i den pågældende periode havde behov for penge både til købet af kiosken og til udførsel af penge til Pakistan. Han har ikke overfor politiet forsøgt at berigtige den af ham afgivne forklaring, idet han ikke var klar over, hvilken betydning politirapporterne havde. Sagsøgeren kender intet til de dagbogsnotater, som politiet har fundet hos FM.

KA har forklaret bl.a,, at hun i 1992 lånte sagsøgeren 125.000 kr., som hun fik i forbindelse med sin mands død. Sagsøgeren fortalte, at han manglede penge til køb af en kiosk. Hun fik pengene tilbage, idet hendes forældre nogle måneder efter muligt i maj måned 1993 ringede fra Pakistan og oplyste, at de havde modtaget pengere fra sagsøgeren.

Revisor LN har forklaret bl.a., at han har udarbejdet sagsøgerens årsregnskaber fra 1990 til 1994. I starten fik vidnet kasserapporter og bilag. I 1993 og 1994, hvor sagsøgeren havde en meget travl periode, accepterede vidnet, at sagsøgeren kun foretog ugentlige afstemninger, selvom dette var i strid med reglerne. Vidnet havde fortalt sagsøgeren, at kasseregnskabet ikke måtte være negativt. De i Københavns Kommunes skrivelse til indstævnte af 4. november 1997 nævnte negative kassebeholdninger anser vidnet ikke som store fejl. Vidnet mener, at sagsøgeren førte sine regnskaber bedre end adskillige andre kioskejere.

Procedure

Sagsøgeren har navnlig gjort gældende, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at sagsøgeren har overført beløb udover de af ham erkendte. Når henses til de 60.000 kr., der var udeladt i selvangivelsen fra 1992, lånet på 125.000 kr., som sagsøgeren fik af sin svigerinde i 1992, og de øvrige pengebeløb, som han modtog fra en anden svigerinde i 1994, har det selvangivne overskud været tilstrækkeligt til at financiers de af ham erkendte pengeoverførsler, uanset, at han i 1992 betalte ca, 200.000 kr. i forbindelse med købet af kiosken på Nygårdsvej.

Sagsøgte har navnlig gjort gældende, at der i en sag som den foreliggende, hvor der er enighed om, at regnskabet er tilsidesætteligt, og hvor skattemyndighederne derfor skal foretage en skønsmæssig ansættelse af sagsøgerens indkomstforhold, påhviler sagsøgeren en streng bevisbyrde for, at grundlaget for skattemyndighedernes skøn var været urigtigt eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat. Denne bevisbyrde er ikke løftet af sagsøgeren.

Landsretten skal udtale

Under hensyn til de af sagsøgeren og FM overfor politiet afgivne forklaringer, herunder FMs forklaring om de beslaglagte kalenderbøger sammenholdt med det i øvrigt fremkomne om sagsøgerens økonomiske forhold og sagens øvrige omstændigheder, finder landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over sagsøgerens indkomstforhold i 1993 og 1994.

Den af sagsøgte nedlagte frifindelsespåstand tages herefter til følge.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, betaler inden 14 dage 22.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.