Dato for udgivelse
22 Oct 2002 12:14
Resumé

Pressemeddelelse fra ToldSkat Sydsjælland om en kontrolaktion rettet mod restaurationer, pizzariaer og spillehaller mv.


Fredag aften blev der i Køge Politikreds gennemført en større kontrolaktion rettet mod restaurationer, pizzariaer, spillehaller mv.

I aktionen deltog medarbejdere fra Køge Politi, Arbejdsdirektoratet, ToldSkat Sydsjælland, Fødevaredirektoratet og Køge Kommune.

I løbet af fredag aften besøgte aktionsholdet 47 virksomheder, hvor 98 personers ansættelsesforhold blev nærmere undersøgt.

Allerede under besøgene kunne Arbejdsdirektoratet konstatere, at flere af de ansatte samtidig modtager dagpenge eller kontanthjælp. Efterfølgende vil et yderligere antal personers indkomstforhold blive nærmere undersøgt.

Fødevaredirektoratet besøgte 21 restaurationer o lign. I 12 tilfælde blev der givet indskærpelse om bedre rengøring, manglende hygiejneuddannelse og hygiejneforhold generelt. I enkelte tilfælde blev der fundet fødevarer, der omgående blev krævet kasseret.

I flere af virksomhederne blev der beskæftiget "sort arbejdskraft". Derudover kunne ToldSkat konstatere, at ikke alle anvender et lovpligtigt kasseapparat. En enkelt restauration valgte at opgøre den daglige omsætning efter antallet af kapsler. De manglende indtægtsregistreringer vil senere blive fulgt op med en nærmere kontrol. Til gengæld tyder det på, at sommerens vejlednings- og kontrolindsats overfor ulovlig salg af importerede colaer o lign har båret frugt, ligesom der kun blev fundet en mindre del ubanderoleret spiritus.

Spillemyndigheden måtte i 2 tilfælde give påtale om bl a korrekt skiltning på de gevinstgivende spilleautomater.

Politiet gennemførte almindelig restaurationskontrol, herunder kontrol af om der var ansatte uden ophold- og arbejdstilladelse. Der blev ikke truffet personer uden denne tilladelse. Derimod manglede en enkelt restauration bevilling til udskænkning af øl og spiritus, og der blev givet enkelte advarsler for salg af øl til mindreårige.