Dato for udgivelse | 11 Oct 2002 14:31 |
Resumé | Pressemeddelelse fra ToldSkat Østjylland om afsløring af salg af bl.a. dåseøl, sodavand mv. fra personer, der hverken var registreret for salget eller afregnede afgifter mv. |
ToldSkat Østjylland har skærpet kontrollen af personer, der sælger dåseøl, sodavand, vin, spiritus og tobak i det østjyske område. Varerne hentes i pallevis i de tyske grænsekiosker og sælges i garager o.l., uden at personen er registreret herfor og uden angivelse af indtægterne og punktafgifterne.
I den første sag udløste samarbejdet imellem ToldSkat Østjylland og Århus Politi, at en person i Århus kommune blev afsløret i at have hentet en meget stor mængde dåseøl i de tyske grænsekiosker siden februar 2000. Bagmanden blev varetægtsfængslet i 2 uger.
I en anden sag afslørede ToldSkat Østjylland et stort lager af dåsesodavand, dåseøl, vin og spiritus i Hjortshøj. Ejeren af lageret hentede pallevis af varer i Tyskland, der blev solgt fra en stor garage på hans privatadresse. Der venter bagmanden et moms- og afgiftskrav på mere end 200.000 kr.
I september blev der i Langå kommune fundet et større lager af dåseøl, spiritus og tobak. Bagmanden vil blive afkrævet mere end 100.000 kr. i moms og afgifter.
Endelig førte oplysninger fra offentligheden til, at ToldSkat Østjylland kunne afsløre et større lager af øl, vin, sodavand og spiritus i Purhus kommune. Ejeren af lageret havde gennem længere tid hentet varerne lige syd for grænsen. Også i denne sag venter der bagmanden et moms- og afgiftskrav på mere end 100.000 kr. I forbindelsen med kontrollen blev der fundet ulovligt fyrværkeri og diverse tyvekoster, som blev meddelt til Kriminalpolitiet i Randers. Bagmanden blev varetægtsfængslet i 4 uger.
I alle fire sager venter der bagmændene større bøder, og ToldSkat Østjylland vil nedlægge påstand om frihedsstraf.
ToldSkat Østjylland vil også i den kommende tid have fokus på indsmugling og uregistreret salg af dåseøl, vin, spiritus, vin og sodavand.