Rubrik 67 - Gevinst/tab på aktier, ikke optaget til handel på reguleret marked, samt udbytte der ikke er indeholdt udbytteskat i. Tab angives med minus

Rubrikken omfatter:

  • Indkomstårets nettogevinst/tab på aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked. Tab på aktier, der i din ejertid har været optaget til handel på et reguleret marked, skal dog skrives i rubrik 66.

  • Udbytte og udlodninger fra aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked, hvor der ikke er indeholdt udbytteskat, for eksempel maskeret udbytte.

  • Den del af en udlodningsandel fra en dansk kontoførende investeringsforening, der er aktieindkomst, og som stammer fra danske aktier, hvis der ikke er indeholdt udbytteskat.
  • Gevinst og tab på investeringsbeviser, der ikke er omsættelige og dermed ikke optaget til handel på et reguleret marked, hvis beløbene er aktieindkomst.

Hvis du har fået erstatning fra for eksempel dit pengeinstitut som følge af dårlig rådgivning, skal erstatningssummen betragtes som en (yderligere) salgssum. Det er ikke sikkert, at erstatningen bliver indberettet som en salgssum af dit pengeinstitut. Du skal derfor selv sørge for, at den gevinst eller det tab, der står på årsopgørelsen, er korrekt.

Rubrikken omfatter ikke:

  • Gevinst og tab på aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked (rubrik 66)

  • Tab på aktier, der i din ejertid har været optaget til handel på et reguleret marked (rubrik 66)

  • Udbytte og udlodning af danske aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked, hvis der er indeholdt udbytteskat (rubrik 64 eller 65)

  • Den del af en udlodningsandel fra en dansk kontoførende investeringsforening, der er aktieindkomst, og som stammer fra danske aktier, hvor der er indeholdt udbytteskat (rubrik 65)

  • Udlodningsandele, der stammer fra udenlandske aktier eller udenlandske investeringsforeninger/-selskaber