Østre Landsrets dom
af 14. april 2000
7. afdeling B-3191-96:

Parter

A
(Advokat Richard Petersen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ advokat Kaspar Lehmann Bastian)

Afsagt af landsdommerne

Vagn Rasmussen, Ulla Langholz og Niels Boesen

Under denne sag, der er anlagt den 5. december 1996, har sagsøger, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgers bådudlejningsvirksomhed med båden "BB" for indkomstårene 1988-92, subsidiært for et eller flere af indkomstårene, havde erhvervsmæssig karakter, og at sagsøgeren derfor er berettiget til fradrag for virksomhedens underskud.

Sagsøgte har påstået frifindelse:

Sagens omstændigheder er følgende

Den 5. september 1996 afsagde Landsskatteretten sålydende kendelse:

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkter:

Indkomståret 1988
Personlig indkomst
Ikke godkendt fradrag for underskud ved virksomhed med bådudlejning	156.507 kr.
Indkomståret 1989
Personlig indkomst
overskud vedrørende virksomhed med bådudlejning ansat til	4.415 kr.
Indkomståret 1990
Personlig indkomst
Ikke godkendt fradrag for underskud ved virksomhed med bådudlejning	114.840 kr.
Indkomståret 1991
Personlig indkomst
Ikke godkendt fradrag for underskud ved virksomhed med bådudlejning	155.770 kr.
Indkomståret 1992
Personlig indkomst
Ikke godkendt fradrag for underskud ved virksomhed med bådudlejning	190.141 kr.

Sagen har været forhandlet telefonisk med klagerens revisor, der tillige har anmodet om adgang til at udtale sig for rettens medlemmer i et retsmøde.

I henhold til bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 27, stk. 3, kan retten undlade at imødekomme en begæring om retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses for åbenbart overflødig.

Under henvisning hertil har Landsskatteretten ikke imødekommet begæringen om retsmøde, idet retten har anset sagen for tilstrækkeligt oplyst på det foreliggende grundlag.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren ved slutseddel af 14. oktober 1986 indgik en aftale med F1 Boats A/S, ..., vedrørende køb af en båd af mærket ... til påregnet levering i foråret 1987 ved Adriaterhavet. Købesummen udgjorde 668.994 kr. ekskl. moms, eller 810.013 kr. inkl. moms. Købet af båden blev finansieret ved optagelse af et udlandslån.

Samtidig med slutsedlens underskrivelse indgik klageren den 14. oktober 1986 såvel en administrationsaftale som en serviceaftale med F2 Boat A/S, vedrørende udlejning af båden. Ifølge administrations- og serviceaftalerne skulle F2 Boat A/S for ejerens regning og erhvervsmæssige risiko formidle udlejning af båden samt varetage samtlige servicefunktioner i forbindelse med bådens udlejning og vedligeholdelse, herunder vinteroplægning og forårsklargøring. Aftalerne var gældende fra bådens levering og indtil den 10. oktober 1987, i hvilken periode ejeren i intet tilfælde kunne benytte båden. Ejeren skulle betale F2 Boat A/S henholdsvis et vederlag på 20% af bådens omsætning for den aftalte administration og et vederlag på 40% af bådens omsætning for den aftalte service. Det fremgår af tillæg til administrations- og serviceaftalerne, at F2 Boat A/S forpligtede sig til at indgå 5 på hinanden ligegældende administrations- og serviceaftaler i årene 1987 til og med 1991, og at ejeren kunne opsige aftalerne hvert år til en sæsons udløb. Båden skulle indgå i en indtjeningspulje sammen med andre både af samme type på samme destination. Ejeren kunne leje båden på samme vilkår som andre lejere, og klageren lejede i perioden fra den 14. oktober til den 21. oktober 1989 en båd af samme type for 1.638 kr. og i perioden fra den 13. oktober til den 20. oktober 1990 en båd af mærket ..., navn BB, for 748 DEM.

F1 Boats A/S og F2 Boat A/S udarbejdede i forbindelse med købs- og udlejningsaftalernes indgåelse en likviditetsbeskrivelse over bådudljeningsprojektet for årene 1986-1991 inkl. Ifølge likviditetsberegningen ville der for alle årene være et likviditetsmæssigt overskud efter skat og renter. Der blev for årene 1987 - 1991 inkl. budgetteret med en årlig nettolejeindtægt på henholdsvis 40.000 kr., 42.400 kr., 44.944 kr., 47.641 kr. og 50.499 kr. og en årlig renteudgift på henholdsvis 47.448 kr., 48.397 kr., 49.364 kr., 50.352 kr. og 51.359 kr. Der blev ud over skattemæssige afskrivninger, renter og kursregulering ikke budgetteret med driftsomkostninger.

F2 Boat A/S fik i 1990 økonomiske problemer, som medførte, at klageren ikke modtog afregning for samtlige lejeindtægter, og som førte til, at selskabet i 1992 blev erklæret konkurs.

Klageren hjemtog ultimo 1991 båden til Danmark, og i vinteren 1991/92 blev båden, der ved hjemkomsten var i en dårlig vedligeholdelsesstand, istandsat hos F4 Service.

Klageren indgik herefter den 14. april 1992 en administrationsaftale med F3 ApS vedrørende udlejning af båden af typen...., navn BB, i perioden fra den 1. april til den 15. november 1992, i hvilken periode F3 ApS fik overdraget rådigheden over båden. F3 ApS skulle som vederlag for den aftalte administration oppebære en provision på 30% af bruttoudlejningsprisen. Båden var udlejet i 7 uger i perioden fra den 23. maj til den 29. august 1992.

Klageren har for indkomstårene 1987 - 1992 inkl. foretaget skattemæssige saldoafskrivninger med henholdsvis 20%, 26%, 0, 16%, 30% og 30 % .

Det selvangivne resultat af bådudlejningsvirksomheden for indkomstårene 1987 - 1992 inkl. kan specificeres således:

År	Nettolejeindtægter	Resultat primærdrift	Overskud/underskud efter afskrivninger før renter
1987	4.329 kr.	-14.520 kr.	-131.487 kr.
1988	27.172 kr.	313 kr.	-154.769 kr.
1989	23.428 kr.	-6.339 kr.	-6.339 kr.
1990	40.225 kr.	-5.221 kr.	-96.766 kr.
1991	30.017 kr.	-23.366 kr.	-167.549 kr.
1992	39.671 kr.	-55.522 kr.	-168.369 kr.

I selvangivelsen for indkomståret 1991 har klageren aktiveret debitorer med 30.017 kr., og klageren har i selvangivelsen for indkomståret 1992 foretaget fradrag for tab vedrørende F2 Boat ApS med 30.017 kr.

For indkomstårene 1987 - 1992 inkl. har klageren foretaget fradrag for renteudgifter vedrørende virksomhed med bådudlejning med henholdsvis 119.748 kr., 118.289 kr., 145.287 kr., 166.467 kr., 173.027 kr. og 55.661 kr.

Skatteankenævnet har som begrundelse for ikke at godkende fradrag for underskud ved bådudlejningsvirksomhed anført, at bådudlejningsvirksomheden ikke kan anses for etableret med økonomisk forsvarlig drift for øje, og at båden, uanset at udlejning gennem bureauer efter praksis anses for normale udlejningsbestræbelser, og uanset at der ikke er påvist privat benyttelse af båden, ikke kan anses for anskaffet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje. Skatteankenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at klageren ikke har godtgjort at have haft udsigt til at opnå indtægter, der ville stå i et rimeligt forhold til den kapital, der var investeret i båden, at der set samlet over hele perioden har været underskud på den primære drift, og at driften har været baseret på klagerens øvrige indtægter. Skatteankenævnet har endvidere bl.a. henvist til Højesterets domme af henholdsvis 18. juni 1984 og 23. maj 1991, Vestre Landsrets dom af 6. marts 1990, Østre Landsret dom af 14. marts 1994, Vestre Landsrets domme af 20. maj 1994 og 22. juni 1994 samt Landsskatterettens kendelser af henholdsvis 3. december 1990 og 11. november 1993.

Skatteankenævnet har endvidere bl.a. anført, at udgifter til transport og duelighedsbevis på henholdsvis 9.631 kr. og 3.073 kr. ikke kan anses for fradragsberettigede i indkomståret 1988, og at udgifter til skrivemaskine på 2.455 kr. ikke kan anses for fradragsberettigede i indkomståret 1989, idet omkostningerne ikke kan anses for afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, samt at omsætningen for indkomståret 1990, som klageren har selvangivet til 40.225 kr., ifølge bilag alene har udgjort 14.671 kr.

Klagerens revisor har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klageren for indkomstårene 1988, 1990, 1991 og 1992 indrømmes fradrag for underskud efter afskrivninger ved virksomhed med bådudlejning med henholdsvis 152.169 kr., 122.320 kr., 167.549 kr. og 198.386 kr ., og at overskud efter afskrivninger for indkomståret 1990 ansættes til 1.960 kr.

Revisoren har til støtte for påstanden gjort gældende, at bådudlejningsvirksomheden må anses for erhvervsmæssig, hvorfor klageren er berettiget til at foretage fradrag for de med virksomhedens drift forbundne underskud. Revisoren har herved bl.a. anført, at klageren i 1985 påbegyndte sine undersøgelser i forbindelse med påtænkte investeringer i bådudlejningsvirksomhed, at klageren i 1985 og det meste af 1986 undersøgte markedet og udarbejdede adskillige budgetter bl.a. i forbindelse med de virksomheder, som udbød udlejningsbåde, og at klageren, der i en årrække havde investeret i anpartsselskaber med skibsvirksomhed, driftsmidler samt ejendomme, ønskede at deltage i en mere aktiv investeringsform. Forinden indgåelsen af aftalerne med F1 Boats A/S og F2 Boat A/S foretog klageren de nødvendige beregninger og gennemgik det forelagte budgetmateriale, herunder likviditetsberegningen, og klageren fandt, at de økonomiske beregninger var underbygget i tilstrækkelig grad, at investeringen ville blive rentabel, og at han derfor havde foretaget de nødvendige undersøgelser før købet. Det fremgår af likviditetsberegningen, at investeringen gennem hele perioden fra 1986 til og med 1991 ved en lejeindtægt på 40.000 kr. ville give et likviditetsmæssigt overskud efter fradrag af renteudgifter, og at der ved udgangen af 1991 kun ville være en restgæld på 299.189 kr. Da båden på dette tidspunkt måtte anses for at have en langt større værdi, fandt klageren, at der var tale om en god og fornuftig investering, og at der var tale om en god forrentning af den investerede kapital. Klageren lagde ved aftaleindgåelsen endvidere vægt på, at F1 Boats A/S var det største og dermed mest seriøse og professionelle bådudlejningsfirma, der på daværende tidspunkt producerede mere end 200 både, der alle blev placeret til udlejning på velkendte turiststeder, at båden skulle indgå i en pulje af udlejningsbåde, således at en eventuel risiko ville blive fordelt på samtlige bådejere, og således at den optimale sikkerhed for investeringen blev opnået, og at båden skulle placeres til udlejning på et velkendt og stort turiststed i udlandet, således at udlejningen havde intens og professionel karakter. Virksomhedens drift har endvidere ikke været baseret på indtægter fra klageren, da det klart fremgår af likviditetsberegningen, at klageren, til trods for at lejeindtægten ikke løb op i 40.000 kr., opnåede et likviditetsmæssigt overskud efter renter og afskrivninger, der kunne betale forrentningen af lånene og omkostningerne. Det forhold, at der efter kontraktens indgåelse indtrådte begivenheder, som klageren ikke kunne være vidende om på købstidspunktet, kan ikke komme klageren til last. Klageren kunne således ikke være vidende om, at udlandslånets rente skulle stige voldsomt, at lejeindtægterne trods indtjeningspuljen blev relativt lave, at der ville udbryde uroligheder i Jugoslavien med deraf følgende svigt af turister og dermed lejeindtægter, at F2 Boat A/S ville gå konkurs, og at der i 1991 ville udbryde krig i Jugoslavien med deraf følgende store omkostninger i forbindelse med hjemtagning af båden. Båden har endvidere ikke været benyttet til private formål, da båden blev placeret til udlejning i en pulje af udlejningsbåde i Adriaterhavet, og da båden fuldt ud blev stillet til disposition for udlejer, og båden har alene været anvendt erhvervsmæssigt. Umiddelbart efter anskaffelsen af båden, opnåede klageren endvidere duelighedsbevis inden for søfart, hvorfor han straks opnåede de nødvendige færdigheder for at drive virksomheden. Revisoren har endvidere henvist til Landsskatterettens kendelser af henholdsvis 26. januar 1989, 15. august 1989 og 14. december 1989 samt Østre Landsrets dom af 17. december 1993.

Revisoren har endvidere anført, at klageren for at sikre, at investeringen og udlejningsbestræbelserne var i overensstemmelse med forventningerne, besigtigede investeringen, hvorfor klageren bør indrømmes fradrag for de med besigtigelsen forbundne transportomkostninger på 9.631 kr. i 1988. Klageren anskaffede endvidere i 1989 en skrivemaskine til brug for de mange skrivelser, som blev foretaget i forbindelse med bådudlejningen og i forbindelse med de problemer, der har været ved bådudlejningen. Da skrivemaskinen aldrig har været anvendt til private formål, og da den udelukkende har været benyttet erhvervsmæssigt, bør klageren for indkomståret 1989 indrømmes fradrag for udgifterne til skrivemaskinen på 2.455 kr. Revisoren har endvidere anført, at omsætningen for indkomståret 1990 udgjorde 40.225 kr., og at omsætningen ikke bør nedsættes med beløbet stort 25.554 kr., som klageren på grund af F2 A/S's konkurs ikke fik udbetalt, da fradrag for manglende lejeindtægter normalt først kan foretages, når det er konstateret, at der ikke bliver udlodning fra konkursboet.

Landsskatterettens bemærkninger

Retten lægger til grund, at den pågældende båd har været velegnet til udlejning, og at der har været foretaget normale udlejningsbestræbelser.

Ved vurderingen af, om anskaffelsen og driften af båden har været erhvervsmæssig forsvarlig, må det tillægges betydning, at der i den af F1 Boats A/S og F2 Boat A/S udarbejdede likviditetsberegning blev budgetteret med en årlig nettolejeindtægt for årene 1987 - 1991 inkl. på henholdsvis 40.000 kr., 42.400 kr., 44.944 kr., 47.641 kr. og 50.499 kr., og at de selvangivne lejeindtægter for indkomstårene 1987 - 1991 inkl. har udgjort henholdsvis 4.329 kr., 27.172 kr., 23.428 kr., 40.225 kr. og 30.017 kr. Det må endvidere tillægges betydning, at der i likviditetsberegningen ikke - ud over skattemæssige afskrivninger, renter og kursreguleringer - blev budgetteret med driftsomkostninger, og at der i hele perioden har været betydelige driftsomkostninger. Det må således tidligt i udlejningsperioden have stået klageren klart, at nettolejeindtægterne var for højt budgetteret, og at det budgetterede omkostningsniveau var for lavt budgetteret. Det må endvidere tillægges betydning, at der i likviditetsberegningen blev budgetteret med en årlig renteudgift på henholdsvis 47.448 kr., 48.397 kr., 49.364 kr., 50.352 kr. og 51.359 kr.

Det må endvidere tillægges betydning, at der i hele perioden - bortset fra indkomståret 1988 - ifølge klagerens selvangivelser har været et underskud på den primære drift, at der gennem hele perioden har været betydelige renteudgifter, at periodens samlede driftsresultat har udvist et underskud efter renter og driftsbetingede afskrivninger, og at klageren efter F2 Boat A/S's konkurs efter det oplyste fortsatte udlejningen i 1992 gennem F3 ApS på grundlag af en uændret budgettering, selv om de tidligere regnskabsresultater viste, at der ikke var grundlag herfor.

Da klageren herefter - heller ikke på længere sigt - kan antages at have haft udsigt til, at udlejningen af båden kunne ske erhvervsmæssigt forsvarligt, finder retten ikke grundlag for i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og afskrivningslovens afsnit III at indrømme klageren fradrag for underskud ved bådudlejningen og afskrivninger på båden ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomstårene 1988 - 1992 inkl. Det af revisoren anførte findes ikke at kunne føre til et andet resultat.

De påklagede ansættelser for indkomstårene 1988 - 1992 inkl. stadfæstes derfor.

Herefter bestemmes

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomstårene 1988 - 1992 inkl. anses klageren ikke for berettiget til at foretage fradrag for underskud ved bådudlejningen og afskrivninger på båden."

Sagsøger har til brug for sagen udarbejdet en rentabilitetsoversigt (realiserede tal) for "BB" i perioden 1987-1991 baseret på regnskaberne for de pågældende år:

R E N T A B I L I T E T
(Realiserede tal)
Jævnfør bilag 5:	1987	1988	1989	1990	1991
Omsætning	65.673	59.584	58.705	66.695	30.000
Driftudgift, ordinær	42.588	38.365	39.883	52.019	32.610
DB1	23.085	21.219	18.822	14.676	-2.610
Renteudgifter,netto	-29.610	-14.705	-18.800	-22.511	-13.523
Afskrivning
Skattemæsig værdi	134.869	100.677	73.997	53.752	37.791
Ejers resultat	134.344	107.191	74.019	45.917	21.658

Udover de ordinære driftsudgifter for 1991 var der en ekstraordinær udgift på 28.490 kr. til hjemtransport af båden.

Sagsøgte har udarbejdet en oversigt over de faktiske driftsresultater for "BB" i perioden 1987-1992 tillige baseret på sagsøgers regnskaber for de pågældende år:

De faktiske driftsresultater.*

*)De faktiske driftsresultater fremgår af regnskaberne for 1987-1992

Sagsøgte har endvidere udarbejdet en oversigt over de budgetterede driftsresultater baseret på den likviditetsberegning sagsøger fik udleveret ved sit første besøg på F2 Boat forud for købet:

De budgetterede driftsresultater

Der er under sagen dokumenteret en ikke-underskreven lejekontrakt af 18. september 1990, hvor sagsøger fremstår som lejer af båden "BB" i perioden 13. oktober 1990 til 20. oktober 1990 for ialt 748 DM. Endvidere har sagsøger dokumenteret en skrivelse af 27. februar 1975 fra Statens Ligningsdirektorat til advokat CH, hvorefter udlejning af både med hjemsted i .... havn i ... fra F2boat under nærmere angivne omstændigheder anerkendes som erhvervsmæssigt med deraf følgende fradragsret for underskud, herunder skattemæssige afskrivninger. Sagsøger har endvidere dokumenteret skrivelse af 25. juni 1982 fra Statsskattedirektoratet, hvor direktoratet bekræfter, at den praksis, der er beskrevet i brevet af 27. februar 1975 fortsat er gældende, idet spørgsmålet om, hvorvidt underskud ved en virksomhed er fradragsberettiget, må bero på en vurdering af, om virksomheden i det konkrete tilfælde har været drevet erhvervsmæssigt.

Endelig har sagsøgte udarbejdet en oversigt over det faktiske driftsresultat for perioden 1993-1996 udvisende et underskud på ialt 343.297 kr.

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøger.

Forklaringer

Sagsøger har forklaret, at han er uddannet som ingeniør og merkonom. I 1985-86 var han produktionschef i en entreprenørvirksomhed. I dag har han egen entreprenørvirksomhed. Virksomheden beskæftiger sig ikke med båddrift. I 1975 begyndte han at investere i anparter, og i perioden frem til 1984 havde han 34-35 forskellige anparter i 17 forskellige selskaber, hvoraf de 12 havde med skibe at gøre. Han var medlem af bestyrelsen i Lindingerkoncernen samt i 5 andre selskaber. I dag er han medlem af bestyrelsen i DIFKO ... Han betragter sig selv som erfaren indenfor anpartsvirksomhed, og hans investeringer har givet et samlet overskud gennem årene. Han har altid foretaget grundige undersøgelser af de projekter, som han har investeret i. Mulighederne for afskrivning har altid haft betydning for hans vurdering af et projekt.

I 1986 besluttede han sig for at drive egen virksomhed, og han besøgte F2 Boat i ..... Han ønskede at anbringe afkast fra sine andre investeringsprojekter i en båd med henblik på at tjene penge. Han fik udleveret en del brochurer -også vedrørende Marinaprojekterne i Adriaterhavet. Han fik også udleveret den i landsskatterettens kendelse anførte likviditetsberegning. Han sammensatte selv finansieringen af båden via G1s Bank. Til sikkerhed for et lån blev deponeret et skibspantebrev samt nogle 12% obligationer. Der var tale om et overfinancieringsdepot. Desuden tilvejebragte han selv 300-400.000 kr. til sikkerhed for lånet samt til betaling af renter på udlandslånet. Han har overfinansieret i mere end halvdelen af de projekter, som han har deltaget i. I forhold til likviditetsberegningen regnede han med en rentesats på 5,75% - og ikke 7,20% - og han forudsatte, at projektet skulle løbe længere end 5 år, hvilket samlet ville give et bedre resultat. Da han endvidere selv havde lagt 300-400.000 kr. i projektet, ville der tillige være en renteindtægt, der yderligere ville gavne resultatet. I et af ham selv udarbejdet støttebilag vedrørende resultat- og likviditetsberegningen for ... til brug for landsretssagen fremgår det, at et akkumuleret overskud i årene 1987-1992 på 755.434 kr. var tilstrækkeligt til at indfri restgælden på 659.000 kr. på udlandslånet. Dette på trods af, at budgettet ikke holdt.

Efter at han havde foretaget sine beregninger vedrørende investeringen, underskrev han slutsedlen den 14. oktober 1986. Han besigtigede efterfølgende båden 2 gange for at sikre sig, at der skete udlejning i overensstemmelse med de indgåede aftaler, og for at sikre sig bådens tilstand. Lejekontrakten af 18. september 1990 - med ham selv som lejer - blev alene indgået som en formalitet, således at han var sikker på, at båden var tilstede ved en besigtigelse. Han benyttede ikke selv båden.

Udlejningen af "BB" begyndte at gå dårligt i 1989. Dels var der politiske overvejelser om indgreb overfor anpartsprojekter, dels var der uro - og siden i 1990-91 krig - i Jugoslavien. Adriaterhavet blev et farligt område at sejle i. Han hentede derfor båden hjem til Danmark og lagde den på værft. Hans båd var i bedre stand end de andre både af samme type, der blev anvendt til udlejning i Adriaterhavet. Efter opholdet på værft, blev båden lagt til udlejning i ....., men markedet var "mættet" i Danmark. Der var desuden ingen markedsføringsfaciliteter.

Udlandslånet blev indfriet i 1992, bl.a. med midler fra depotet i G1 Bank. I 1996 refinansierede han båden via Søfinans, og han opsagde kontrakten med firmaet i .... og lejede selv båden ud. Han er selv i stand til at sejle båden.

Til den af sagsøgte udarbejdede oversigt over det faktiske driftsresultat har sagsøger forklaret, at oversigten ikke indeholder renteindtægter fra hans sikkerhedsdepot i G1 Bank. Den i oversigten anførte renteindtægt relaterer sig til indtægter fra skattebesparelser. I oversigten er endvidere medtaget ekstraordinære udgifter, og når henses til disse forhold, er der egentlig tale om et positivt resultat.

Den likviditetsberegning, som sagsøger fik udleveret af F2 Boat inden handlen, har sagsøger ikke anvendt som grundlag for sine økonomiske vurderinger af projektet. Han har selv korrigeret i overensstemmelse med sine individuelle forudsætninger for finansieringen. Sagsøgte har ikke forstået sagsøgers financiering af projektet, og han fik ikke lejlighed til at fremføre dette for landsskatteretten. Sagsøger havde ikke inden købet i 1986 set skrivelserne af 27. februar 1975 og 25. juni 1982 fra skattemyndighederne.

I løbet af årene 1986-1992 er der blevet justeret på de budgetterede tal, men sagsøger var jo bundet af kontrakten. Der er ikke undervejs udarbejdet reviderede budgetter.

Procedure

Sagsøger har til støtte for sin påstand - udover det for landsskatteretten anførte - indledningsvis henvist til, at nærværende sag adskiller sig fra de øvrige for domstolene eller landsskatteretten afgjorte sager om investering i bådprojekter, idet sagsøger havde et indgående kendskab til skibe som anpartsinvestor i skibsanparter. Sagsøger har således deltaget i 17 selskaber og siddet i bestyrelsen for en række af dem. Der har således været en naturlig sammenhæng til sagsøgers øvrige erhvervsaktiviteter. Hertil kommer, at sagsøger selv deltog professionelt i finansieringen via sit sikkerhedsdepot i G1 bank. Han foretog endvidere overfinansiering, hvilket han også havde gjort i andre af sine projekter. Derved opnåede han en tilfredsstillende forrentning også under hensyntagen til de skattemæssige fordele, og udlejningen skulle strække sig længere end 5 år. Der var således ikke tale om køb af en "færdigpakke", hvad der ellers er typisk for dårlige projekter. Projekter af tilsvarende karakter var i øvrigt godkendt af skattemyndighederne i 1975 og 1982, hvorfor sagsøger havde en forventning om, at hans projekt ville blive godkendt.

Den i sagen omhandlede båd er anskaffet udelukkende med erhvervsmæssig udlejning for øje, og der er udfoldet alle sædvanlige og professionelle markedsførings- og udlejningsbestræbelser med professionelle rådgiveres mellemkomst. Sagsøger har aldrig selv anvendt båden, og der er via F2boat ApS gennemført en normal og sædvanlig drift af aktivet.

Som det fremgår af oversigten vedrørende rentabiliteten, har den primære drift igennem årene givet overskud, idet bemærkes, at det må være relevant at medtage de skattemæssige afskrivninger. Den af sagsøger valgte overfinansieringsmodel medførte tillige, at sagsøger kunne indfri udlandslånet i 1992. At resultatet af udlejningsvirksomheden ikke blev som budgetteret, skyldtes tilfældigheder og udefra kommende begivenheder (krig i Jugoslavien, overvejelser om anpartsindgreb mv.).

Sagsøger har endvidere gjort gældende, at skattemyndighederne i 1975 og 1982 har godkendt tilsvarende projekter om udlejning af både, og at sagsøger derfor har haft en retmæssig forventning om, at også hans projekt ville blive godkendt som erhvervsmæssigt. De godkendte projekter har haft tilsvarende karakter som sagsøgers. Som følge af det foran anførte skal sagsøger indrømmes fradragsret for driftsunderskud for bådudlejningsvirksomheden i de berørte indkomstår i medfør af statsskattelovens § 6 A.

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at virksomheden med bådudlejning havde erhvervsmæssig karakter, hvorfor sagsøger er afskåret fra fradragsret for driftsunderskud og skattemæssige afskrivninger. Sagsøgte bestrider, at der er grundlag for at antage, at den manglende rentabilitet skyldes ekstraordinære upåregnelige årsager, ligesom det bestrides, at sagsøgeren som følge af skattemyndighedernes tilkendegivelser kunne påregne, at sagsøgerens virksomhed med bådudlejning ville blive anerkendt erhvervsmæssigt. Sagsøger skal endvidere ikke have medhold på baggrund af lighedsbetragtninger.

Sagsøgte har nærmere gjort gældende, at virksomhedens overskud på den primære drift skal stå i rimeligt forhold til investeringen for at virksomheden kan betragtes som erhvervsmæssig. Virksomheder, der alene drives for at opnå en skatte- eller momsfordel, kan ikke anses som erhvervsmæssige.

Selve projektet omkring udlejning af "BB" var velegnet, og der blev foretaget normale udlejningsbetræbelser. Rammerne var således i orden. Det faktiske driftsresultat over perioden 1987 til 1992 udviste imidlertid et samlet underskud på 73.727 kr. før afskrivninger og 175.727 kr. efter afskrivninger. Disse tal beror på sagsøgers egne regnskaber og må således lægges til grund ved sagens afgørelse. Investeringen har således ikke været rentabel, og regnskabstallene for den efterfølgende periode 1993-1996 viser en fortsat manglende rentabilitet. Der skal ikke tages højde for de skattemæssige besparelser. Sagsøgers oplysninger om, at der i regnskabet ikke er taget højde for renteindtægter fra hans sikkerhedsdepot - den såkaldte overfinansiering - må afvises som ganske udokumenterede. Sagsøger kunne heller ikke ved købet i 1986 have en formodning om, at driften ville blive rentabel, jf. resultatet af det budgetterede driftsresultat udvisende et underskud på 21.436 kr. Sagsøger kan endvidere ikke påberåbe sig bl.a. urolighederne i Jugoslavien som begrundelse for et dårligere resultat end budgetteret. Således viser oversigten over de faktiske driftsresultater for perioden 1987-1990 (incl.) en årlig bruttolejeindtægt på 59.000-66.000 kr. - mod det budgetterede på mellem 40.000-47.000 kr. Det af sagsøger under landsretssagen udarbejdede støttebilag udvisende et akkumuleret overskud over årene 1987-1992 på 755.434, der skulle dække indfrielse af udlandslånet på 659.000 kr. må forkastes, idet sagsøger ved købet i 1986 alene havde de af F2boat udarbejdede likviditetsberegninger.

Sagsøger har endvidere ikke undervejs udarbejdet reviderede budgetter, hvilket viser, at rentabiliteten ikke har været afgørende for sagsøger. Den under sagen fremlagte lejeaftale viser i øvrigt, at sagsøger selv har brugt båden i perioden.

Sagsøger er uddannet ingeniør og merkonom, og han arbejder i dag i sit eget entrepenørfirma. Hans deltagelse i en lang række skibsanpartsprojekter - hvilke i øvrigt er ganske udokumenterede - har således ingen som helst sammenhæng med hans erhvervsmæssige forhold, hvorfor hans anskaffelse af båden heller ikke af den grund kan anses som for sket med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje.

Sagsøger kan endvidere ikke påberåbe sig forventningsprincippet. Således har sagsøger ikke inden købet set skrivelserne af 27. februar 1975 og 25. juni 1982 fra skattemyndighederne, der iøvrigt er stilet til andre end sagsøger, og desuden er sagerne ikke sammenlignelige.

Som følge af det anførte, er sagsøger således afskåret fra fradragsret for driftsunderskud og skattemæssige afskrivninger i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, for de omhandlede indkomstår.

Retten skal udtale

Det lægges ved sagens afgørelse indledningsvis til grund, at båden "BB" var velegnet til udlejning, og at der fra sagsøgerens side blev foretaget normale og professionelle markedsførings- og udlejningsbestræbelser, samt at sagsøgeren ikke selv benyttede båden i udlejningsperioden.

Sagsøger havde i perioden 1987 - 1990 (incl.) en årlig bruttolejeindtægt på mellem ca. 59.000 kr. og ca. 66.000 kr. Bruttolejeindtægten var for de samme år budgetteret til at blive mellem 40.000 kr. og ca. 47.000 kr. Det er således ikke godtgjort, at urolighederne i Jugoslavien og den senere krig har haft afgørende indflydelse på det samlede driftsresultat for denne del af perioden.

Den af F1 Boats A/S og F2 Boat A/S ved aftalernes indgåelse foretagne likviditetsberegning sammenholdt med de af sagsøgte på grundlag heraf udarbejdede driftsbudgetter for årene 1986-1991 viser et forventet samlet underskud for hele perioden på 21.436 kr. før afskrivninger. Herefter finder retten ikke, at sagsøger i 1986 har haft en berettiget forventning om, at udlejningsvirksomheden i sig selv ville kunne drives erhvervsmæssigt forsvarligt/rentabelt. Den af sagsøger påberåbte overfinanciering, der i øvrigt ikke er dokumenteret, findes ikke at kunne tillægges betydning ved vurderingen af bådudlejningsvirksomhedens forventede rentabilitet.

Det faktiske driftsresultat for perioden 1987 - 1992 udviser et underskud på henholdsvis 73.727 kr. og 175.727 kr. før og efter afskrivninger. Heller ikke investeringens forløb har således kunnet give sagsøger en berettiget forventning om at denne ville blive rentabel.

Efter de af sagsøger givne oplysninger om hans erhvervsforhold findes bådudlejning, uanset om sagsøger måtte have deltaget i en række anpartsprojekter, ikke at have nogen naturlig sammenhæng med sagsøgers hovederhverv.

Idet de efter retspraksis opstillede betingelser om forventninger og sammenlignelighed endvidere ikke findes at være tilstede, har sagsøger således ikke krav på fradrag i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og sagsøgtes frifindelsespåstand tages herefter til følge.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage fra dato skal sagsøgeren, A, i sagsomkostninger til sagsøgte betale 27.000 kr.