Dato for udgivelse | 30. maj 2002 |
Resumé | EU-kommissionen har konstateret en mulig omgåelse af bestemmelserne for import i EU af farvefjernsyn fra Tyrkiet.
|
Import af farvefjernsyn fra Tyrkiet
EU-kommissionen har konstateret en mulig omgåelse af bestemmelserne for import i EU af farvefjernsyn fra Tyrkiet.
Problem
Ved fremstillingen af farvefjernsyn i Tyrkiet anvendes dele, herunder billedrør, der ikke er fremstillet i Tyrkiet. Disse dele kan udgøre en så stor del af varens samlede værdi, at oprindelsen flyttes til det land, hvorfra delen/delene stammer.
Hvis oprindelsen således henføres til et af de lande, fra hvilke import af farvefjernsynsmodtagere er belagt med antidumpingtold (Malaysia, Folkerepublikken Kina, Republikken Korea, Singapore og Thailand), opkræves antidumpingtold efter de gældende regler.
Det kan vejledningsvis oplyses, at den sats, hvorefter antidumpingtold beregnes af varens samlede værdi, typisk andrager mellem 22% og 45%.
EU’s svigsbekæmpelsesenhed - OLAF - er i øjeblikket i gang med en undersøgelse af problemets omfang i hele EU. ToldCSkat medvirker ved disse undersøgelser, men kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvor meget der eventuelt skal efteropkræves hos danske virksomheder i disse sager.
Importørernes kontrol
Importører af farvefjernsyn fra Tyrkiet tilrådes - inden varernes overgang til fri omsætning i EU - at gøre sig bekendt med disse regler.
Yderligere orientering kan fås ved henvendelse til det lokale toldcenter.