Københavns Byrets dom
af 14. april 1999
afdeling 4A, BS 4A-3795/97

Parter

Aps H1 under konkurs v/kurator advokat Erik Malberg

mod

A m.fl.

og

F1-Bank A/S,

 

Under denne sag, hvor dommen i henhold til retsplejelovens § 366 a, stk. 2, affattes uden fuldstændig sagsfremstilling, har sagsøger, Aps H1 under konkurs v/kurator advokat Erik Malberg A/S , påstået de sagsøgte A og F1 Bank A/S dømt til in solidum at betale 297.844,- kr. med sædvanlig procesrente fra den 21. april 1997. De sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagsøgte A har overfor sagsøgte 2 F1 Bank A/S nedlagt påstand om, at såfremt de sagsøgte måtte blive dømt, helt eller delvist, skal der i det indbyrdes forhold ske en fordeling af ansvaret jf. principperne i erstatningsansvarslovens § 25.

Sagsøgte 2 F1 Bank A/S har nedlagt påstand om, at såfremt sagsøgte 2 F1 Bank bliver dømt efter sagsøgers påstand, skal sagsøgte 1 A tilpligtes at friholde sagsøgte 2 for ethvert beløb inklusive renter og sagsomkostninger, som sagsøgte 2 måtte blive pålagt at udrede sagsøger.

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøger og vidneforklaring af revisor KJ og af bankdirektør NE.

Sagsøger har forklaret, at han, de sidste 10 år før han gik på pension, drev en emballagefabrik i anpartsselskabsform. Han har ikke haft andre selskaber. Som led i sin pensionering besluttede han i samråd med sin revisor KJ at sælge værdierne i selskabet, således at aktivet alene var en "pose penge". Selskabet havde vist pæne regnskaber. For at udskyde skatten udskudte de likvidationen af selskabet og likvidationsomkostningerne. En dag foreslog hans revisor, at han i stedet solgte selskabet. Sagsøger var forbavset, han havde indtil da troet, at det kun var underskudsselskaber, man kunne sælge. Sagsøger accepterede imidlertid forslaget, og den næste dag, fik han at vide, at selskabet var solgt for ca. 178.000 kr. udover egenkapitalen. Dette beløb svarede til 60% af skattekravet. Sagsøger har aldrig haft kontakt med køber. De formelle beslutninger m.v. foregik hos G2 i ....., hvor sagsøger også underskrev aftalen, køber var ikke tilstede. Det var revisor, der gav instrukser til banken, og det var banken, der skulle sørge for at sikre købesummen. To dage efter han havde underskrevet aftalen, fik han pengene på en check fra Nationalbanken. Enten fik han pengene direkte, eller også gik det via G2. Revisoren foreslog, at de skulle antage en advokat til at udfærdige/godkende aftalen, de valgte en advokat fra ..... Han gjorde sig ingen tanker omkring salget, før han nogle år senere hørte tale om fænomenet selskabstømning. Han har ikke været i kontakt med F1 Bank. Han kan ikke huske, om de håndskrevne tilføjelser på bilag 1 var påført, da sagsøger underskrev bilaget. Sagsøger forventede, at han ved transaktionen kunne spare likvidationsomkostningerne. Han stolede blindt på revisor. Sagsøger er uddannet snedker, og var selv ansat på en emballagefabrik, da han besluttede at etablere sig. Han og hans hustru investerede hele deres opsparing heri.

Revisor KJ har forklaret, at sagsøger har været hans kunde siden 1980, og det var vidnet, der rådgav omkring salget. I begyndelsen af 1992 var det meningen, at sagsøgers virksomhed skulle træde i likvidation, selskabet bestod af en pengetank og en skatteforpligtelse. Vidnet kontaktede sagsøger og fortalte om de to muligheder, salg og likvidation. Det var ham der rettede henvendelse til sagsøger om spørgsmålet. Sagsøger accepterede, at de skulle forsøge at sælge selskabet. Mæglervirksomheden AO fandt en køber, der ville give 60 % af skatten. Det var noget vidnet ordnede. Det var en beskeden sag, og det var vidnet, der sørgede for, at sagen forinden aftalen blev indgået, blev gennemgået af en advokat i .... Pengeoverførslen foregik via vidnet og G2 i ...... Vidnet har ikke haft møde med køber. En kurs på 60 var en god kurs for køber. Vidnet har bistået andre, men havde i 1993 kun en yderligere handel, han husker ikke det nøjagtige forløb. Han er af den opfattelse, at han gav sagsøgte A en forklaring, denne følte, han kunne stole på. Efter hans paradigma, vil en køber altid få en fortjeneste ved køb til kurs 60. De fik intet at vide om købers planer. Hvis købet skulle være tilfredsstillende for køber, skulle han have et underskud, der kunne opsuge skattegodtgørelse og udbytteskat. Likvidationsomkostningerne androg ca. 10 - 15.000 kr. Han gennemlæste ikke købsaftalen, det er dog ham, der på aftalen har påført ordet likvidation. Han gjorde sig ingen tanker herom, selv om man normalt ville forvente, at købers selskab havde en aktivitet. Men et selskab i likvidation kan træde ud af likvidation. Det var advokaten, der fik ændret bemærkningerne i aftalen om pengeoverførslen, således at selskabets midler ikke blev overført til købers konto, men til selskabets konto. Vidnet er bekendt med begrebet selvfinansiering, og er klar over, at man ikke må foretage udlodning, som det formentligt er angivet i aftalens punkt 5.3. Den gang havde han ikke mistanke om, at der var tale om selvfinansiering, men i dag ville han nok være af en anden opfattelse. Han er ikke klar over, om køber havde kapital nok til at købe selskabet. Det var advokat LJ, ...., der var advokat på sagen. Det var på daværende tidspunkt kommet frem, at der var brodne kar blandt køberne. Han fik kopien af korrespondancen mellem sagsøgte 2 F1 Bank A/S og G2 til orientering.

Bankdirektør NE har forklaret, at han på daværende tidspunkt var souschef og underdirektør. Banken kom i forbindelse med sagen, efter en henvendelse fra en kunde med en større formue. I primo marts forespurgte den pågældende, om banken ville deltage i nogle transaktioner, idet man kunne drage nytte af en skattegodtgørelsesmodel. Den pågældende havde forinden fortalt, at modellen var godkendt af en statsautoriseret revisor og af en advokat. Vidnet kontaktede revisoren, der bekræftede, at han havde godkendt modellen. Samme aften kontaktede vidnet og bankens direktør bankens bestyrelsesformand og fortalte om projektet.

Bestyrelsesformanden acceptererede, at banken foretog de ønskede transaktioner. Vidnet kom i kontakt med hr. RP og revisor AR i ...., kontakten gik til at begynde med via den pågældende kunde, siden overtog vidnet kontakten direkte. Kunden havde 8.5 millioner kr, og RP havde 2.5 millioner kr, hvilket beløb han først pantsatte til sikkerhed, men som han siden overførte direkte til G1 A/S i likvidation. RPs midler blev overført fra F3-banken. Den 11. marts 1992 gik de i gang med transaktionen. Kunden gav instrukser om morgenen og AR Consult.... supplerede. På baggrund heraf udfærdigede banken dokumenterne. De kontaktede det købte selskabs bank og fortalte, at nu kom pengene via Nationalbanken, og at det skete under forudsætning af, at det købte selskabs midler (likvide) blev indsat på det købte selskabs konto. I de fleste tilfælde var det noget sælger forlangte. RP var "idemanden". Vidnet havde en gang tidligere stødt på RP, det var på et kursus, hvori de begge deltog. Kunden havde planlagt at købe en stribe selskaber, men den 17.marts meddelte revisor, at nu skulle der ikke ske mere, idet nu udløb mulighederne for skattegodtgørelse. RP foreslog, at hans selskab G2 Aps købte sagsøgte As selskab. G2'konto havde 2,6 millioner kroner stående og derfor fandt vidnet, at banken ikke kunne afslå. Sagsøgte F1 Bank tog 1500 kr. for overførslen, og da der blev bevilget kredit, kostede det yderligere 5.000 kr. Vidnet kan ikke huske at have set side 52 i bilagshæftet, men han må jo have set det. Der var ingen binding af midler i denne sag, men pengene gik ind på en nyoprettet konto, der hed A. I de andre sager har den nævnte kunde meddelt, at nu havde der været afholdt generalforsamling i selskabet, hvor tilladelse til udlodning blev givet. Denne oplysning kontrollerede banken hos revisor LH. Men da det blev en sædvanlig situation, ophørte banken med at kontrollere oplysningerne, og derfor foretog banken heller ingen kontrol i denne sag. Vidnet kendte ikke noget til selvfinansieringsforbuddet, men her var der ingen problemer. I forbindelse med køb af selskabet G3 lånte banken RP 4,8 millioner, men mod sikkerhed, selv om de tidligere sager viste, at pengene hurtigt kom tilbage på kontoen. Det gik først op for banken, at der var noget galt, da børsen skrev om det. Den omhandlede kunde fik skattegodtgørelsen udbetalt. RP har vidnet ikke set siden. Kunden fik en gang i august 30 millioner kr. fra staten i skattegodtgørelse, så vidnet forestillede sig ikke, at der var noget galt. Den 30. marts 1992 afholdtes generalforsamling i selskaberne, og de blev afhændet til RP. Banken udarbejdede erklæring, som kunden underskrev. Herefter havde RP fuldmagt til at skrive under. Deres eget finanstilsyn skrev i februar 1994, og bad banken om en redegørelse for forholdet. Vidnet har tilføjet, at selskabet G2 selv havde penge på selskabets konto. Vidnet havde spurgt RP, hvad han fik ud af selskaberne, han havde da oplyst, at han udnyttede overskuddet og fik skattegodtgørelse. De 2.050.000 kr. blev overført fra F3-banken til G3, der var et selskab oprettet og kontrolleret af RP. Selskabet skulle bruges af den nævnte kunde, men siden fik de ordre til at flytte midlerne til G2. Handlerne foregik fra den 11. marts til den 18. marts, og der var yderligere to handler den 20. marts.

Overfor sagsøgte 1

Sagsøger har gjort gældende, at sagsøgte 1 i forbindelse med salget af selskabet H1 Aps har pådraget sig erstatningsansvar overfor sagsøgeren og dermed skattevæsenet, idet sagsøgte 1 ved salget af selskabet på uforsvarlig måde har tilsidesat skattevæsenets interesser. Om begrundelsen herfor henvises til Højesterets dom i Satair sagen og Østre landsrets domme i Klercke- og Rivasagen. Ansvaret skal bedømmes efter dansk rets almindelige erstatningsregel, jf. herved den dagældende anpartsselskabslovs § 110, idet sagsøgte 1 var eneanpartshaver og dermed faktisk ledelse i selskabet. Sagsøgte hæfter tillige for sine rådgivers fejl. Der må ved ansvarsbedømmelsen især lægges vægt på, at sagsøgte 1 aftalte og gennemførte den samtidige udveksling af selskabets betydelige pengebeholdning med købesummen for selskabet, og at sagsøgte 1 i forbindelse hermed ingen undersøgelser foretog af køberens mulighed for at betale købesummen for selskabet. Under hensyn til den risiko for selvfinansiering, som var forbundet hermed, påhvilede der sagsøgte1 en særlig omsorgspligt overfor selskabets kreditorer. Denne omsorgspligt var særlig streng i forhold til skattevæsenet, der som eneste kreditor ved overdragelsen var tvunget til at give usikret kredit for det skattetilsvar på godt kr. 297.000,-, som forfaldt til betaling den 20. november 1992 henholdsvis 20. november 1993.

Ved ansvarsbedømmelsen må endvidere lægges vægt på, at formålet med sagsøgtes salg af overskudsselskabet var at undgå betaling af skat, hvorfor salget ikke havde karakter af en sædvanlig forretningsmæssig disposition.

I forhold til hvad der ville være kommet til udbetaling ved en likvidation, opnåede sagsøgte 1 et merprovenue svarende til 60 procent af selskabets skattetilsvar. Også som følge heraf havde sagsøgte 1 en særlig anledning til at være opmærksom på tilsidesættelse af skattevæsenets interesser.

Navnlig som følge af den aftalte samtidige udveksling af købesummen og selskabets midler måtte sagsøgte 1 indse, at der bestod en nærliggende risiko for, at hele købesummen ville blive betalt af selskabets egne midler, hvilket også rent faktisk skete.

Sagsøgte 1 måtte hermed også indse, at der bestod en væsentlig risiko for, at de skyldige skatter hverken ville blive betalt eller udskudt/elimineret.

Sagsøgte 1 foretog imidlertid ingen undersøgelser af køberens forhold og hensigter med erhvervelsen af overskudsselskabet, og sagsøgte 1 tog heller ingen andre skridt til at afværge skattevæsenets risiko. Herved tilsidesatte sagsøgte 1 på uforsvarlig måde skattevæsenets interesser.

Skattevæsenets tab er forårsaget af de sagsøgtes ansvarspådragende forhold, idet overskudsselskabet, der forud for det uforsvarlige salg havde rigelige midler til betaling af afsatte skatter, som følge af salget blev ude af stand til at betale de skyldige skatter.

Det er endvidere åbenbart, at tabet er en adækvat følge af sagsøgte 1's uforsvarlige salg af selskabet.

Det bestrides, at sagsøgte 1's ansvar kan nedsættes eller bortfalde i medfør af den dagældende anpartsselskabslovs § 113.

Overfor sagsøgte 2

Sagsøgte 2 har pådraget sig erstatningsansvar for skattevæsenets tab ved i forbindelse med anpartsoverdragelsen at medvirke til, at overskudsselskabets midler i strid med den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2, blev stillet til rådighed for bankens kunde, G2 Aps. At sagsøgte 2 handlede uforsvarligt, understreges videre af, at banken ved sin bistand til køber overtrådte generalklausulen i bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6.

Sagsøgte 2 vidste eller burde have vidst, at banken medvirkede ved køb af et selskab, og at G2 Aps i strid med § 84, stk. 2, i forbindelse med anpartserhvervelsen ville hæve overskudsselskabets midler fra selskabets nye konto i banken. Desuagtet bistod sagsøgte 2 G2 Aps med at overføre købesummen fra G2 Aps'konto med sagsøgte 2 til sagsøgte 1's pengeinstitut på betingelse af, at banken samtidig modtog selskabets midler, hvorefter banken udbetalte alle selskabets midler til G2 Aps.

Sagsøgtes 2's bistand ved og viden om den ulovlige selvfinansiering skal også bedømmes i lyset af, at banken både før og efter sagsøgtes 1's salg af anparterne har bistået ved en lang række andre selvfinansierede selskabserhvervelser.

Sagsøgte 2 indså eller burde på denne baggrund have indset, at banken ved sin bistand til købers overtrædelse af selvfinansieringsforbuddet i anpartsselskabslovens § 84, stk. 2, på uforsvarlig måde påførte selskabets kreditorer herunder skattevæsenet - en urimelig tabsrisiko. Da banken intet gjorde for at afværge denne tabsrisiko handlede banken herved uforsvarligt overfor skattevæsenet.

Sagsøgte 2 havde ikke noget grundlag for at mene, at udbetalingen af selskabets midler til G2 Aps var andet end det den fremstod som, nemlig en overtrædelse af selvfinansieringsforbuddet. Bevisbyrden for at banken havde grundlag for at mene andet, påhviler i givet fald banken. Skattevæsenets tab er forårsaget af, at selskabet - der før overtrædelsen af selvfinansieringsforbuddet havde rigelige midler til betaling af skyldige og latente skatter - ved de ulovlige udbetalinger af selskabets midler til G2 Aps blev ude af stand til at betale selskabets skyldige skatter. Hele tabet er endvidere en adækvat følge af tilsidesættelsen af selvfinansieringsforbuddet.

Sagsøgte 1 har gjort gældende, at det bestrides, at selskabet blev tømt for midler i forbindelse med sagsøgtes salg af selskabets anparter, at købesummen er betalt med selskabets midler, idet der alene var tale om en normal udveksling af ydelser, at sagsøgte har overtrådt den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2, at der foreligger et ansvarsgrundlag, idet sagsøgte hverken kendte eller burde kende købers senere transaktioner og hensigter. Sagsøgte 1 har endvidere gjort gældende, at sagsøgte på tidspunktet for overdragelsen, ikke havde anledning til at nære betænkeligheder ved salg af selskabets anparter, fremfor en solvent likvidation. Det forhold, at selskabet blev solgt til en pris, der oversteg selskabets indre værdi, bevirker ikke, at sagsøgte burde have indset, at salget kunne medføre tab for selskabets kreditorer. Dispositionen fremtrådte som en sædvanlig forretningsmæssig handel, hvor der var mulighed for gevinst, der ikke forekom usædvanlig. Det bestrides, at sagsøgte kan gøres ansvarlig for købers senere dispositioner. Der foreligger hverken årsagsforbindelse eller adækvans, og såfremt retten måtte mene dette, bør erstatningsansvaret nedsættes eller helt bortfalde i henhold til den tidligere anpartsselskabslovs § 113. Det bestrides, at salget alene havde til formål at undgå betaling af selskabets skyldige og latente skatter. Det bestrides, at udveksling af ydelserne, i forbindelse med overdragelse af selskabets anparter, var usædvanlige. Det bestrides, at sagsøgte kunne have handlet anderledes for at afværge skattevæsenets tabsrisiko, idet han på daværende tidspunkt intet kendte til, at en sådan mulighed kunne opstå eller ville være nærliggende.

Sagsøgte 2 har gjort gældende, at sagsøger ikke har påvist, at der foreligger ulovlig selvfinansiering, at det tværtimod er påvist fra sagsøgte 2's side, at der ikke foreligger ulovlig selvfinansiering, det er køber, der selv har finansieret handlen, at sagsøgte 2 ikke har ydet hverken sælger eller køber rådgivning, at sagsøgte 2 alene har foretaget normale bankforretninger, at sagsøgte 2 ingen berigelse har opnået, at sagsøgte 2 ikke har deltaget i nogen tømning af selskabets midler, og at sagsøgte 2 ingen mulighed har haft for at vurdere, at en såkaldt selskabstømning efterfølgende ville finde sted.

Sagsøgte 2 har vedrørende en passivitets indsigelse anført, at sagsøger har været bekendt med sagen siden i hvert fald september 1993, at alt materiale har været tilgængeligt for sagsøger gennem Told- og Skattestyrelsen samt de respektive Told- og Skatteregioner, hvilket ubestridt fremgår af materiale fra aktindsigten, hvor Told og Skat løbende har været i forbindelse med sagsøger og forsynet denne med materialet, at et eventuelt krav over for sagsøgte 2 alene af den grund er bortfaldet, idet der er sket forældelse på grund af passivitet, når henses til at stævningen først blev udtaget i marts 1997.

Forholdet til sagsøgte 1

Sagsøgte 2 har gjort gældende, at sagsøgers krav skal fradrages det beløb, som sælgerne har betalt for meget i aktieavanceskat, dersom sagsøgers krav mod sælger gennemføres helt eller delvist. I mangel af anden oplysning gøres det gældende, at denne nedsættelse udgør minimum 25% eller mere af sagsøgers krav mod sælger inkl. omkostninger. Herved skal medregnes både de sagsomkostninger, sælger bliver pålagt at betale, og sælgers egne omkostninger ved salget og ved nærværende retssag. Dette baseres på dansk rets almindelige erstatningsregler.

I relation til sagsøgte 1 gøres gældende, at sagsøgte 1 i det indbyrdes forhold mellem sagsøgte 1 og sagsøgte 2 må friholde sagsøgte 2 for et hvilket som helst beløb, denne måtte blive pålagt at betale, eftersom der i modsat fald vil være en uberettiget berigelse for sagsøgte 1 på sagsøgte 2's bekostning, og idet den skyld, der måtte kunne henføres til sagsøgte1, langt overstiger den skyld, som måtte kunne henføres til sagsøgte 2, hvorfor der i det indbyrdes forhold mellem de sagsøgte alene kan være tale om skyld fra sagsøgtes 1's side. Der skal under alle omstændigheder tages hensyn til sagsøgte 1's overkurs på skatten med tillæg af gennemsnitlig rente i perioden samt tillæg af sparede likvidationsomkostninger, rådgiversalærer m.v.

Rettens bemærkninger

Efter det foreliggende finder retten at kunne lægge til grund, at købesummen for anparterne i selskabet H1 Aps androg af 1.734.785 kr, at selskabets aktiver ved salget bestod af likvide midler, og at den eneste kreditor i selskabet var skattevæsenet med et krav på 297.844 kr. Købesummen blev fastsat til egenkapitalen med tillæg af 60 % af skattekravet. Det findes endvidere godtgjort, at det blev aftalt, at samtidig med, at købesummen blev erlagt, skulle selskabets kapital på kr. 1.853.923 overføres til en nyoprettet konto i selskabets navn hos sagsøgte 2, og at sælger samtidig med købers underskrift på aftalen gav køber eller ordre fuldmagt til at disponere over selskabets konti m.v. i enhver henseende. Dispositionerne blev foretaget den 20. marts 1999.[1992.RED]

Af et fremlagt kontoudtog m.v.vedrørende det købende selskabs konto ( konto nr. 1 ) hos sagsøgte 2 fremgår, at der på saldoen den 20. marts 1992 var 0 kr, og at der s.d. blev indsat 2.050.000 kr., at det solgte selskabs midler på kr. 1.853.923 blev overført fra selskabets egen konto til købers konto, og at købesummen på 1.734.785 kr. blev hævet, at der herudover blev foretaget en række transaktioner, bl.a. vedrørende køb af et andet selskab G3 Aps, der blev købt for 6.830.225lkr., hvilket beløb blev hævet på kontoen, medens 6.812.684 kr. udgørende de likvide midler i G3 Aps blev overført til kontoen, således at kontoen den pågældende dag endte med at have et indestående på 58.640.07 kr. Det fremgår endvidere, at anparterne i H1 u.æ.t. Aps H1 ligeledes den 20. marts 1992 blev videre solgt til K1 Aps. De skyldige selskabsskatter blev ikke betalt, og selskabet blev den 28. september 1993 taget under konkursbehandling.

Herefter, og under henvisning til den af direktør NE afgivne forklaring om den række af transaktioner banken foretog efter anmodning af direktør i den købende selskab RP, findes sagsøgte 2 at have fuld indsigt i, hvorledes købesummen blev tilvejebragt. Det må ligeledes lægges til grund, at revisor efter de af køber afgivne instruktioner, burde have været opmærksom på, at købet blev finansieret af selskabets egne midler. Efter det af sælger forklarede, må det herudover lægges til grund, at sælgers salg af virksomheden ikke var nogen normal forretningsmæssig disposition, idet sælger ved aftalen modtog en overpris for selskabet, og at denne overpris blev betalt af køberen med henblik på at udnytte mulighederne for at undgå eller udskyde betalingen af selskabets latente skatter. Overprisen oversteg klart de udgifter, der kunne være begrundet i sparede omkostninger for køberen.

Sælgeren, der er ansvarlig også i tilfælde, hvor en skadegørende handling er forårsaget af rådgivers indstilling, burde indse, at der ved salg af overskudsselskabet gennem selvfinansiering forelå en risiko for, at den skyldige skat ikke ville blive betalt. Sælgeren og dennes rådgiver har herved på uforsvarlig måde tilsidesat skattevæsenets interesser og har herved pådraget sig et erstatningsansvar.

Sagsøgte 2, F1 Bank, der efter det foreliggende dels må have været bekendt med selvfinansieringen, og dels med at selskabets midler blev stillet til rådighed for køberselskabets direktør RP, gjorde intet for at afværge den herved opståede risiko for, at skattegælden ikke blev betalt. Også F1 Bank har herved, solidarisk med sælgeren og i samme omfang, pådraget sig et erstatningsansvar over for skattevæsenet.

Herefter, og idet sagsøger ikke findes at have forspildt sin ret ved passivitet, vil der være at give sagsøger medhold i den af ham overfor de sagsøgte nedlagte påstand.

I det indbyrdes forhold mellem sagsøgte A og sagsøgte F1 Bank, findes sagsøgte A at burde dække 250.000 kr svarende til den opnåede gevinst, og sagsøgte 2 F1 Bank resten 47.844 kr.

T h i   k e n d e s  f o r   r e t

Inden 14 dage betaler de sagsøgte, A og F1 Bank A/S, in solidum til sagsøger, Aps H1 under konkurs, 297.844 kr.

med tillæg af procesrente fra den 21. april 1997 til betaling sker.

I det indbyrdes forhold bærer A heraf 250.000 kr. og F1 Bank A/S 47.844 kr med procesrente som anført.

I sagsomkostninger betaler A og F1 Bank in solidum inden samme frist til Aps H1 under konkurs, 33.900 kr.

I det indbyrdes forhold betaler hver af de dømte halvdelen heraf.