Dato for udgivelse
23 May 2002 09:38
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25. februar 2002
SKM-nummer
SKM2002.272.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
18. afdeling, B-0059-98
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Grundværdi, salgsforbud, servitut, byrde, lov om Forskningscentret ved Hørsholm
Resumé

Sagen vedrører ansættelsen af grundværdien for arealer til brug for Den Selvejende Institution Forskningscenteret ved Hørsholm for årene 1992 - 1995. I loven om etableringen af Forskningscenteret er det bestemt, at Forskningscenterets arealer ikke kan sælges, og at ejendommen ved Forskningscentrets nedlæggelse vederlagsfrit skal overgå til staten. Landsretten fandt, at bestemmelserne om begrænsning af institutionens rådighed over ejendommens arealer i loven om etablering af Forskningscentret, ikke er byrder, der er knyttet til den ubebyggede grund. Der skal derfor ikke efter vurderingslovens § 13, stk. 2, tages hensyn til disse ved ansættelsen af grundværdien.

Landsretten fandt desuden, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at den ansatte grundværdi ligger uden for rammerne af det skøn, som det tilkommer vurderingsmyndighederne at udøve.

Reference(r)

Vurderingsloven § 13
Vurderingsloven § 16

Parter

Den Selvejende Institution Forskningscentret ved Hørsholm
(Advokat Lars Marcus Pedersen)

mod

Skatteministeriet
(Advokat Jesper Lett).

Afsagt af landsdommerne

Kallehauge, Linde Jensen og Niels Christian Baark (kst.)

Denne sag, der er anlagt den 7. januar 1998, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der er foretaget korrekt ansættelse af grundværdien for den ejendom, der tilhører sagsøgeren, Den Selvejende Institution Forskningscentret ved Hørsholm. Det er herunder et spørgsmål, i hvilket omfang lovbestemmelser om salgsforbud og om ejendommens overgang til staten ved nedlæggelse af Forskningscentret er byrder, som har indflydelse på ansættelsen af grundværdien.

Påstande.

Forskningscentret har nedlagt følgende påstande:

Principalt:

1) Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at grundværdien for den sagsøgeren tilhørende ejendom - således som den er fastsat ved Landsskatterettens kendelser af den 8. oktober 1997 - for 19. alm. vurdering pr. 1. januar 1992 nedsættes fra 99.582.600 kr. til 51.889.100 kr., årsomvurdering pr. 1. januar 1993 nedsættes fra 99.582.600 kr. til 51.889.100 kr., grundværdien pr. årsomvurderingen pr. 1. januar 1994 nedsættes fra 94.603,500 kr. til 51.889.100 kr. og at grundværdien pr. årsomvurdering pr. 1. januar 1995 nedsættes fra 94.599.100 kr. til 51.833.300 kr. og

2) Skatteministeriet tilpligtes, som konsekvens af påstand 1, at anerkende at være forpligtet til at tilbagebetale den for meget opkrævede og betalte grundskyld for årene 1992, 1993, 1994 og 1995 med tillæg principalt af renter 1% pr. måned fra Forskningscentrets betalingstidspunkt af grundskyld for de respektive vurderingsår, subsidiært med renter svarende til den til enhver tid værende procesrente fra Forskningscentrets betalingstidspunkt af grundskyld for de respektive vurderingsår og mere subsidiært svarende til procesrente fra sagens anlæg.

Subsidiært:

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at grundværdien for den Forskningscentret tilhørende ejendom - således som den er fastsat ved Landsskatterettens kendelser af den 8. oktober 1997 henholdsvis ved 19. alm. vurdering pr. 1. januar 1992 til 99.582.600 kr., årsomvurdering pr. 1. januar 1993 til 99.582.600 kr., årsomvurdering pr. 1. januar 1994 til 94.603.500 kr. og årsomvurdering pr. 1. januar 1995 til 94.599.100 kr. - nedsættes til en lavere grundværdi efter Landsrettens nærmere skøn.

Mere subsidiært:

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Landsskatterettens kendelser af 8. oktober 1992 vedrørende ansættelse af grundværdien ved 19. alm. vurdering pr. 1. januar 1991, årsomvurdering pr. 1. januar 1993, årsomvurdering pr. 1. januar 1994 og årsomvurdering pr. 1. januar 1995, hjemvises til fornyet behandling hos vurderingsmyndighederne.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om principalt frifindelse. Subsidiært har ministeriet tilsluttet sig Forskningscentrets mere subsidiære hjemvisningspåstand.

Sagens nærmere omstændigheder.

Forskningscentret ved Hørsholm blev oprettet af Danmarks teknisk-videnskabelige Forskningsråd i 1962 med det formål at være hjemsted for private og offentlige forskningsinstitutioner, som driver teknisk og dertil knyttet naturvidenskabelig og erhvervsøkonomisk forskning med henblik på forskningsresultaternes udnyttelse i privat eller offentlig virksomhed i Danmark.

Ved lov nr. 99 af 17. marts 1971 om Forskningscentret ved Hørsholm blev centret etableret som selvejende institution, dog uden selvstændig administration. Formålet med Forskningscentret var uændret i forhold til de tidligere gældende vedtægter. Ved loven stillede staten arealer og bygninger til rådighed for Forskningscentret, hvilke arealer i hovedsagen var de i denne sag omhandlede.

Ved den gældende lov om Forskningscentret - lov 84 af 8. marts 1978 - blev de arealer, der hidtil havde været stillet til rådighed for Forskningscentret, af staten overdraget til centret for et beløb svarende til anskaffelsesværdien på ca. 5,5 mio. kr. Samtidig blev der ydet Forskningscentret et rente- og afdragsfrit lån til dækning af købesummen. Som forudsat i forarbejderne til loven blev der samtidig udstedt et pantebrev til staten til sikkerhed for lånet. Det er herunder i forarbejderne anført, at pantsikringen i første række skulle tilgodese statens interesser i tilfælde af, at centret måtte blive nødlidende som følge af manglende betaling af rente og afdrag på lån, udstedt med sikkerhed i grunden eller en herpå opført bygning. Efter overdragelsen har Forskningscentret kunnet belåne ejendommen på sædvanlig måde, og centret har også i vidt omfang foretaget en sådan belåning.

Loven om Forskningscentret indeholder følgende bestemmelser om hvis betydning for ansættelsen af grundværdien, der er tvist:

"§ 5 Forskningscentret er ikke berettiget til at sælge grundarealerne eller bygningerne.

§ 6 Nedlægges Forskningscentret som selvejende institution, overgår centrets arealer, egne bygninger og anlæg samt formue i øvrigt til staten."

Midlerne til Forskningscentrets drift skal i henhold til loven hovedsageligt tilvejebringes gennem betaling for udlejning af centrets grundarealer, egne bygninger og anlæg samt for særlige tjenesteydelser til virksomheder m.v. på centrets arealer.

Det fremgår af de generelle lejevilkår for udlejning af grundarealer og bygninger, der er fastsat for Forskningscentret, at grundlaget for fastsættelsen af begyndelseslejen principielt er markedslejen for tilsvarende arealer i området, og at der ved fastsættelsen anvendes sagkyndig vurderingsmand.

Der blev den 17. januar 1990 vedtaget lokalplan for Forskningscentrets ejendom, der ophævede en tidligere gældende partiel byplanvedtægt med tilsvarende bestemmelser og formål.

Lokalplanen udlægger området til offentlige formål, og det er herunder bestemt, at bebyggelse inden for ejendommens område kun må anvendes til forskning og udvikling dog således, at der kan opføres fælles anlæg m.v., der har tilknytning til Forskningscentrets opgaver. Derudover er der i planen bestemmelser om blandt andet bebyggelsens omfang og placering, samt en maksimal byggemulighed svarende til en bebyggelsesprocent på 27 for ejendommen som helhed.

Ejendommens samlede areal var 970.946 m2 i perioden fra den 1. januar 1992 til den 31. december 1994. Efter den 1. januar 1995 har arealet været 970.021 m2, d.v.s. knap 100 ha.

Efter klage fra Forskningscentret har Landsskatteretten den 8. oktober 1997 afsagt kendelser om ansættelsen af ejendomsværdien og grundværdien for Forskningscentrets ejendom vedrørende henholdsvis 19. alm. vurdering pr. 1. januar 1992 og årsomvurderingerne pr. 1. januar 1993, pr. 1. januar 1994 og pr. 1. januar 1995. Kendelserne, der er enslydende bortset fra de talmæssige angivelser, stadfæster de vurderinger, som er foretaget af Skyldrådet for Frederiksborg Amts Østre Skyldkreds.

Det fremgår af kendelserne vedrørende ejendommens grundværdi blandt andet:

"...
Med hensyn til grundværdien har skyldrådet anset den for at være i overensstemmelse med handelsværdien på vurderingstidspunktet, bl.a. at der som anført vedrørende ejendomsværdien er virksomheder på grundarealet, som ikke udelukkende drives med forskningsformål. Grundværdien er derfor ansat som for andre erhvervsejendomme i området, også uagtet at grunden jf. servitutterne ikke kan sælges, idet der reelt er samme udnyttelsesmulighed for grunden som for andre erhvervsejendomme i området.

Subsidiært finder skyldrådet, at det er muligt at udnytte grunden økonomisk ved udleje med en forrentning, som ikke væsentligt adskiller sig fra andre erhvervsejendomme.

Forlods bemærker Landsskatteretten, at i henhold til vurderingslovens § 7 er visse nærmere angivne ejendomme undtaget fra vurdering, og at den påklagede ejendom ikke falder ind under denne bestemmelse, der i vurderingspraksis antages at være udtømmende.

...

Grundværdien ansættes ifølge [vurderingslovens] § 13, stk. 1, til grundens handelsværdi i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse.

Ved ansættelsen af [ . . . ] grundværdien skal der i medfør af [ . . . ] § 13, stk. 2, tages hensyn til de til den faste ejendom og grunden knyttede rettigheder og byrder af offentligretlig karakter.

Ifølge lovens § 16 skal grundværdien ansættes til det beløb, som efter de gældende handelspriser antages at kunne opnås for den pågældende ejendom i ubebygget stand ved salg til en efter samtlige forhold økonomisk god anvendelse, i hvilken henseende hensyn må tages såvel til ejendommens form og størrelse som til udstyknings- og omlægningsmuligheder.

Det er Landsskatterettens opfattelse at det forhold, at der i henhold til § 5 i Lov nr. 84 af 8. marts 1978 for Forskningscentret er forbud mod at afhænde ejendommen, ikke kan medføre, at grundværdien ikke skal ansættes til handelsværdien i medfør af ovennævnte lovbestemmelse.

Efter det foreliggende er det ligeledes Landsskatterettens opfattelse, at ovennævnte lovbestemmelse, om at Forskningscentret ikke er berettiget til at afhænde ejendommen, ikke kan anses at være en til den ubebyggede grund knyttet byrde, som der i medfør af vurderingslovens § 13, stk. 2, skal tages hensyn til ved vurderingen.

...

Vedrørende grundværdien bemærkes, at Landsskatteretten, under henvisning til ejendommens retlige udnyttelsesmulighed i henhold til lokalplanens bestemmelser samt dens beliggenhed og størrelse, ikke finder anledning til at tilsidesætte det af vurderingsmyndighederne udøvede skøn over grundens handelsværdi i ubebygget stand, og den påklagede grundværdi vil således også være at stadfæste.

..."

Der har under sagen været udmeldt syn og skøn, og skønsmændene har afgivet skønserklæring af 8. juli 1999 (spørgsmål 1) samt tillægserklæring af 6. november 2000 (spørgsmål 2-7). Der fremgår af skønsmændenes erklæringer bland andet:

"...

Spørgsmål 1:

Skønsmændene anmodes om at udtale sig om, hvad grundværdien i overensstemmelse med Vurderingslovens § 13 og § 16 i ubebygget stand for ejendommen matr. nr.:

[...]

[...]

alle beliggende Venlighedsvej 6, 2970 Hørsholm pr. 1.1.1992, 1.1.1993 og 1.1.1994 samt 1.1.1995 udgjorde. Skønsmændenes vurdering skal basere sig på Vurderingslovens regler for fastsættelse af grundværdien. Fra reglerne i vurderingsloven skal navnlig fremhæves, at der ved grundværdien forstås værdien af grunden (med grundforbedringer) i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en [i] økonomisk henseende god anvendelse. Ved ansættelsen af grundværdien skal der tages hensyn til de [til] grunden knyttede rettigheder og byrder af offentligretlig karakter. Ved fastsættelsen af grundværdien skal ses bort fra rettigheder og forpligtelser af privatretlig karakter, idet der ikke findes private servitutter af de i vurderingslovens § 13, stk. 3, første punktum, nævnte art. Grundværdien skal ansættes til det beløb, som efter de gældende handelspriser antages at kunne opnås for den pågældende ejendom i ubebygget stand ved salg til en efter samtlige forhold økonomisk god anvendelse i hvilken henseende hensyn må tages såvel til ejendommens form og størrelse som til udstyknings- og omlægningsmuligheder. Vurderingen skal foretages på grundlag af værdien i handel og vandel, såfremt købesummen skal erlægges kontant.

...

Svar:

...

Birkerød Kommune ansatte grundværdien pr. etagekvm. byggemulighed til følgende beløb i andre områder i Birkerød Kommune (tilsvarende ejendomstype):

1992 - kr. 500 - kr. 570

1993 - kr. 500 - kr. 570

1994 - kr. 475 - kr. 570

1995 - kr. 475 - kr. 570.

Den af Birkerød Kommune ansatte grundværdi for nærværende ejendom pr. 1.1. giver følgende værdi pr. etagekvm. byggemulighed:.

1992, ca.

kr. 432,00

1993, ca.

kr. 432,00

1994, ca.

kr. 410,00

1995, ca.

kr. 411,00

Under forudsætning af samme bebyggelsesprocent på tidspunktet for købet pr. 31.12.1978 vil ejendommen kunne bebygges med ca. 238,000 etagekvm. (27% af nettogrundarealet på 883.412 kvm.)

Anskaffelsessummen, jvf. regnskabet for 1979, vil da andrage ca. kr. 42,00 pr. etagekvm.

Jvf. vurderingen pr. 1.4.1977 kr. 56.701.200,00 (grundværdi) ville prisen pr. etagekvm. bebyggelse kunne ansættes til ca. kr. 238,00.

I henhold til lov om Forskningscentret ved Hørsholm er det alene forskningsrelaterede virksomheder der kan komme i betragtning ved areal-leje, hvilket medfører begrænsninger i udlejningen.

Modsætningsvis kan man opfatte det som en positiv faktor at denne type virksomheder samles på et sted, med heraf følgende positive muligheder for forskningsmiljøet.

Det har alene være muligt for skønsmændene at indhente oplysninger på et begrænset antal handler/vurderinger for ejendomme af tilsvarende karakter uden afhændelsesbegrænsninger.

I henhold til de indgåede areal-lejeaftaler ligger lejen på fra ca. kr. 29 - kr. 34 pr. kvm. grundareal (perioden 1990 - 1998) svarende ca. kr. 73 til kr. 85 pr. etagekvm. byggemulighed (perioden 1990 - 1998). De anførte lejepriser svarer udmærket til markedsprisen.

Ved køb af fast ejendom er et af mange beslutningsparametre at man investere i et værdifast aktiv og hvor investeringens værdi over tid følger inflationsudviklingen.

Da dette beslutningsparameter ikke optræder ved køb af den her omhandlede grund vil en forventet positiv prisudvikling ikke komme ejerne af nærværende grund tilgode. Ejendommens langsigtede værdistigning udebliver, såfremt det opretholdes at ejendommen ikke kan omsættes ved frit salg. Dette forhold optræder specielt ved fraflytning og genanskaffelse af anden grund uden afhændelsesbegrænsning, hvor man ved køb må betale markedsprisen.

På lang sigt vil fast ejendom, herunder grunde stige som prisudviklingen i samfundet. Jvf. bilag er prisudviklingen i perioden 1959-1971 og 20 år frem steget med i mellem 300% og 400%. I perioden 1972-1974 og 20 år frem med [imellem] 200% og 300% og i perioden 1975 -1977 imellem 150% og 200%.
Såfremt man antager at prisudviklingen over 20 år bør være parameter for en reducering i grundværdien med overnævnte begrænsning i salg, vil værdien kunne fastsættes som følger (afrundet), idet den seneste 20-årige prisstigningstendens 1977 -1997 ca. 155% er anvendt:

1.1.1992 kr. 51.889.100 (230.618 x 225)

1.1.1993 kr. 51.889.100 (230.618 x 225)

1.1.1994 kr. 51.889.100 (230.618 x 225)

1.1.1995 kr. 51.833.300 (230.370 x 225)

Det forudsættes at ejendommen ved bebyggelse ikke skal ekstrafunderes/piloteres og ejendommen ikke er forurenet.

Vurderingsmændene besvarer derfor spørgsmålet 1 i overensstemmelse med ovennævnte.

..."

"Spørgsmål 6

Skønsmændene bedes oplyse, hvorvidt de ved besvarelsen af spørgsmål 1 har tillagt det ved lovgivningen fastsatte videresalgsforbud nogen betydning.

Svar:

Skønsmændene har taget hensyn til at ejendommen ikke kan afhændes i fri handel, jvf. § 5 i lov nr. 89 af 08.03.1978.

Spørgsmål 7

Såfremt spørgsmål 6 besvarelse helt eller delvist bekræftende anmodes syns- og skønsmændene om at besvare spørgsmål 1 uden hensyntagen til det ved lovgivningen fastlagte videresalgsforbud eller øvrige restriktioner i lovgivningen.

Svar:

Som det fremgår af vor syn- og skønsrapport af 08.07.1999 har vi baseret vor vurdering på den højeste værdi pr. kvm. etageareal for tilsvarende ejendomstype i andre områder i Birkerød Kommune.

Såfremt vi havde fastsat værdien ud fra den laveste værdi og i øvrigt med samme forudsætninger ville værdien kunne fastsættes som følger:

01.01.1992 kr. 44.970.500 (230.618 x 195)

01.01.1993 kr. 44.970.500 (230.618 x 195)

01.01.1994 kr. 42.664.300 (230.618 x 185)

01.01.1995 kr. 42.618.500 (230.370 x 185)

Såfremt vi havde fastsat værdien ud fra den af vurderingsmyndighederne fastsatte værdi og i øvrigt med samme forudsætninger ville værdien kunne fastsættes som følger:

01.01.1992 kr. 39.205.100 (230.618 x 170)

01.01.1993 kr. 39.205.100 (230.618 x 170)

01.01.1994 kr. 36.898.900 (230.618 x 160)

01.01.1995 kr. 36.859.200 (230.370 x 160)

Såfremt der ikke tages hensyn til det i lovgivningen fastsatte videresalgsforbud eller øvrige restriktioner i lovgivningen vil værdien for det omtalte areal kunne ansættes som følger:

01.01.1992 kr.131.452.300 (230.618 x 570)

01.01.1993 kr.131.452.300 (230.618 x 570)

01.01.1994 kr.131.452.300 (230.618 x 570)

01.01.1995 kr.131.310.900 (230.370 x 570)

Da der er et betydeligt skønselement i fastsættelsen af værdien af det omtalte grundareal, vil vi fastsætte værdien, uden videresalgsforbud, jvf. ovenfor, som følger:

01.01.1992 kr.115.309.000,00 (230.618 x 500)

01.01.1993 kr.115.309.000,00 (230.618 x 500)

01.01.1994 kr.115.309.000,00 (230.618 x 500)

01.01.1995 kr.115.185.000,00 (230.370 x 500)

Det forudsættes at bebygelsesprocent er 27, ligesom det forudsættes at ejendommen ved bebyggelse ikke skal ekstrafunderes/piloteres og ejendommen ikke er forurenet.

..."

Forklaringer

PP har forklaret blandt andet, at han pr. 1. januar 1993 blev ansat som direktør for Forskningscentret. 50% af de virksomheder, som har lejemål hos Forskningscentret, beskæftiger sig med bioteknologi. De øvrige lejere er fortrinsvis virksomheder, der beskæftiger sig med IT (20%) og med miljøforskning (20%). Nogle virksomheder har ekspanderet kraftigt, mens de har været lejere hos Forskningscentret, for eksempel det børsnoterede selskab Pharmexa, der i starten havde 10-15 medarbejdere, og som i dag er et børsnoteret aktieselskab med 140 medarbejdere. Der er nu i alt 70 virksomheder med samlet over 3.000 medarbejdere. Den eneste virksomhed, der ikke er en egentlig forskningsvirksomhed, er DONG, som blev placeret i Forskningscentret i midten af 1980'erne. Vidnet har modsat sig udvidelse af DONG, for derigennem at fremskynde en fraflytning. Der er en del virksomheder, som opdeler deres funktioner, således at forskningsdelen lægges i Forskningscentret. Det er attraktivt for forskningsvirksomheder at etablere et lejemål i Forskningscentret, da centret kan opfylde virksomhedernes krav, herunder blandt andet til fleksibilitet vedrørende lejemålet, beliggenheden sammen med andre forskningsvirksomheder og prisen for lejemålet. Lejeomkostningerne fastsættes således, at Forskningscentret får en forrentning på 7-8% af byggeomkostningerne. Den produktion, som enkelte af virksomhederne har, er helt minimal. Han har afvist at etablere lejemål for virksomheder med for stor produktionsdel. Sådanne virksomheder bliver henvist til at etablere sig andet sted i Hillerød Kommune, for derigennem at være tæt på forskningsmiljøet i Forskningscentret. Det er ikke realistisk at forestille sig, at der vil blive givet dispensation fra videresalgsforbudet. Dette blev afklaret i forbindelse med, at der på et tidspunkt var overvejelser om at omdanne Forskningscentret til et aktieselskab.

Skønsmændene, John Lindgreen og Henning Schack, har vedstået skønsrapporterne og samstemmende supplerende forklaret blandt andet, at de i besvarelsen af spørgsmål 1 i skønsrapporten har fastsat værdien af ejendommen ud fra byggemulighederne under hensyn til den foreliggende lokalplan samt salgsforbudet og bestemmelsen i § 6 i loven om Forskningscentret. De har til brug for fastsættelsen undersøgt priserne i området, men salgsforbudet er en betydelig faktor, da man i investeringsøjemed ikke kan forvente den normale stigning i markedsværdien. Den normale prisudvikling i området har igennem en 20-årig periode været 155%, og den ansatte grundværdi pr. etage-m2 i området har i den omhandlede periode været 570 kr. Under hensyn til både salgsforbudet og lokalplanen er dette beløb tilbageregnet, hvorefter det i besvarelsen af spørgsmål 1 anførte skøn fremkommer. Ved besvarelsen af spørgsmål 7 i tillægserklæringen er der hverken taget hensyn til videresalgsforbudet eller lokalplanens indflydelse på grundprisen. Der er derfor i forbindelse med skønnet anvendt en pris på 570 kr. pr. etage-m2. Selvom det ikke er muligt nærmere at angive, hvilken indflydelse henholdsvis videresalgsforbudet og lokalplanen har på grundværdien, er det givet videresalgsforbudet, som er den faktor, der har den største negative indflydelse på værdiansættelsen.

Procedure

Forskningscentret har til støtte for sine påstande nærmere gjort gældende, at det med skønserklæringen af 8. juli 1999 er dokumenteret, at grundværdiansættelserne for årene 1992, 1993, 1994 og 1995 skal nedsættes, således som angivet i Forskningscentrets principale påstand.

Forskellen mellem de af vurderingsmyndighederne skønsmæssigt ansatte grundværdier, og de af skønsmændene ansatte grundværdier er meget væsentlig. Det af vurderingsmyndighederne udøvede skøn vedrørende grundværdiansættelserne for de i sagen omhandlede vurderingsår, er åbenbart urimeligt.

Det af vurderingsmyndighederne udøvede skøn er foretaget på et fejlagtigt grundlag, da der ved fastsættelse af grundværdierne skal tages hensyn til de offentligretlige byrder, der er pålagt Forskningscentrets ejendom, jf. vurderingslovens § 13, stk. 1 og stk. 2, jfr. § 16.

Lokalplanen for Forskningscenterets ejendom og de i loven om Forskningscenteret fastsatte begrænsninger er offentligretlige byrder, jf. vurderingslovens § 13, stk. 1 og stk. 2, og skal derfor indgå i værdiansættelsen af grundværdierne.

Særlig de i § 5 og § 6 i loven om Forskningscentret nævnte indskrænkninger, er så væsentlige offentligretlige byrder, at disse særskilt skal indgå i vurderingen af grundværdien, og medføre en væsentlig reduktion af grundværdierne i overensstemmelse med de af skønsmændene udarbejdede skønserklæringer. Det er Skatteministeriet, der har bevisbyrden for, at vurderingsmyndighedens grundværdiansættelser med føje er højere end skønsmændenes værdiansættelse, og ministeriet har ikke løftet denne bevisbyrde.

Plan- og Miljølovgivningen, Planloven, Naturbeskyttelsesloven og Miljøbeskyttelsesloven etc. betragtes som offentligretlige byrder, uagtet de er generelle. Når henses hertil, skal den offentligretlige rådighedsindskrænkning i loven om Forskningscenteret i særdeleshed medtages ved grundværdiansættelsen i overensstemmelse med vurderingslovens § 13, stk. 1. og stk. 2, da rådighedsindskrænkningen alene vedrører en enkelt ejendom.

Skatteministeriet er rette sagsøgte, idet lovgiver har bestemt, at skattesager, der har været gennemført i det administrative system, og som derefter anlægges ved domstolene, er førsteinstanssager mod Skatteministeriet.

Tilbagebetalingskravet skal derfor rettes mod Skatteministeriet, og kravet bliver aktuelt i det omfang, der afsiges dom overensstemmelse med skønsmændenes grundværdiansættelser.

Skatteministeriet har til støtte for sine påstande nærmere gjort gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Vurderingsmyndighedernes ansættelse af grundværdien for Forskningscentrets ejendom for årene 1992, 1993, 1994 eller 1995.

Vurderingsmyndighedernes fastsættelse af grundværdien ligger ikke udenfor rammerne af det skøn, der tilkommer vurderingsmyndighederne.

Vurderingsmyndighedernes skøn over grundværdien hviler endvidere ikke på et urigtigt grundlag. Der er herunder i den af vurderingsmyndighederne foretagne vurdering taget hensyn til den på ejendommen lyste lokalplan.

Videresalgsforbudet i § 5 og bestemmelsen i § 6 i loven om Forskningscentret er vilkår, der er fastsat som led i overdragelse af ejendommen fra Staten til Forskningscentret. Det er således alene bestemmelser, som regulerer forholdet mellem Staten og Forskningscentret, men ikke bestemmelser, der hviler som en byrde på grunden. Der skal derfor ikke i medfør af vurderingslovens § 13 tages hensyn til bestemmelserne ved fastsættelsen af grundværdien.

Begrænsningen i videresalgsmulighederne i henhold til § 5 og bestemmelsen i § 6 i loven om Forskningscentret er under alle omstændigheder alene at sidestille med private byrder, der ikke skal tages hensyn til ved fastsættelsen af grundværdien. Der er heller ikke foretaget lysning af bestemmelserne på ejendommen. Det vil endvidere uanset det fastsatte salgsforbud være i strid med Forskningscentrets formål, såfremt centret solgte ejendommen.

Begrænsningerne i loven om Forskningscentret gælder ikke for andre end Forskningscentret, og de er ikke til hinder for, at ejendomsretten til ejendommen overgår til tredjemand, for eksempel som følge af kreditorforfølgning eller insolvent bobehandling.

Vurderingsmyndighedernes fastsættelse af grundværdien er mindre end den værdi, syns- og skønsmændene har fastsat i tillægserklæringen af 6. november 2000 som besvarelse på spørgsmål 7.

Gennem det foretagne syn og skøn er rigtigheden af vurderingsmyndighedernes fastsættelse af grundværdien således understreget, selv om et syn og skøn ikke er tilstrækkeligt til en stillingtagen til det af vurderingsmyndighederne foretagne skøn over grundværdien.

Såfremt der ved fastsættelse af grundværdien for Forskningscentrets ejendom skal tages hensyn til begrænsningerne i loven om Forskningscentret, kan dette ikke medføre, at grundværdien ikke skal ansættes til handelsværdien. Da Landsskatteretten i sin kendelse lægger til grund, at der ved vurderingen ikke skal tages hensyn til bestemmelserne i loven om Forskningscentret, må sagen hjemvises til vurderingsmyndighederne til fornyet værdiansættelse, idet landsretten ikke selv kan sætte sit skøn i stedet for vurderingsmyndighedernes, og idet det under sagen foretagne syn og skøn ikke er afgørende for, hvorvidt vurderingsmyndighedernes skøn kan tilsidesættes og dermed for fastsættelsen af grundværdien. Der henvises herved til afgørelsen i UfR 2000, s. 1071 H.

Det er vurderingsmyndighederne, som i overensstemmelse med vurderingsloven fastsætter grundværdien. Vurderingsmyndighedernes skøn kan alene tilsidesættes, hvis det hviler på et urigtigt grundlag, eller såfremt det kan fastslås, at den af vurderingsmyndighederne fastsatte værdi ligger uden for rammerne for det skøn, der tilkommer vurderingsmyndighederne. Tilsidesættes vurderingsmyndighedernes skøn, må sagen hjemvises til disse myndighederne til fornyet behandling.

Uanset hvilken indflydelse bestemmelserne i lov om Forskningscentret måtte have på fastsættelse af grundværdien, kan grundværdien herefter ikke fastsættes af landsretten.

Til støtte for frifindelsespåstanden overfor Forskningscentrets principale påstand 2 gøres det gældende, at Skatteministeriet ikke er rette sagsøgte, da det ikke er Skatteministeriet, der opkræver grundskyld, men derimod kommunen.

Hertil kommer, at eventuel tilbagebetaling er reguleret i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 876 af 20. september 2000, § 29.

Videre gøres det gældende, at spørgsmålet om tilbagebetaling først bliver aktuel, når der foreligger en endelig fastsættelse af grundværdien. Tilbagebetaling bliver derfor ikke aktuel i forbindelse med landsrettens afgørelse i denne sag.

Landsrettens begrundelse og resultat

Forskningscentret har efter erhvervelsen af arealerne i overensstemmelse med centrets formål kunnet råde over disse ved udleje og pantsætning. Forskningscentret har i vidt omfang foretaget belåning med sikkerhed i ejendommen, og statens tilgodehavende hos Forskningscentret er sikret ved et tinglyst pantebrev.

Under hensyn til det i forarbejderne til loven om Forskningscentret anførte, hvorefter pantesikringen af statens tilgodehavende skulle tilgodese statens interesser i tilfælde af, at Forskningscentret skulle blive nødlidende, må det anses forudsat, at ejendommen kan overdrages i forbindelse med kreditorforfølgning.

På denne baggrund, og når henses til ordlyden af §§ 5 og 6 i loven om Forskningscentret sammenholdt med centrets lovbestemte formål som forskningsinstitution, findes bestemmelserne ikke at være byrder, der er knyttet til den ubebyggede grund. Der skal derfor ikke efter vurderingslovens § 13, stk. 2, ved fastsættelsen af grundværdien tages hensyn til salgsforbudet eller bestemmelsen om ejendommens overgang til staten ved Forskningscentrets nedlæggelse.

Det er ubestridt, at vurderingsmyndighederne under udgivelse af skønnet over ejendommens grundværdi har taget hensyn til blandt andet den foreliggende lokalplan på området. Herefter findes der ikke - uanset det i øvrigt fremkomne, herunder det af skønsmændene anførte - tilstrækkeligt grundlag for at antage, at den ansatte grundværdi ligger uden for rammerne af det skøn, som det tilkommer vurderingsmyndighederne at udøve.

Skatteministeriets frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet bemærkes, at Skatteministeriet har afholdt skønsomkostninger med 31.250 kr.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, Den Selvejende Institution Forskningscentret ved Hørsholm, betaler inden 14 dage fra denne doms afsigelse sagens omkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 180.000 kr.