Dato for udgivelse
11 Jun 2002 07:52
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26. november 2001
SKM-nummer
SKM2002.299.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
11. afdeling, B-2439-97
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse + Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Selskabstømning, selvfinansiering, erstatning, sikring, skatter, utilstrækkelig, regresfordeling
Resumé

Nogle sælgere, der havde afstået et overskudsselskab, som derefter blev dømt, havde i et vist omfang bl. a. ved formuleringen af salgsaftalen og ved deponering af de forfaldne selskabsskatter bestræbt sig for at varetage skattevæsenets interesser. De blev alligevel solidarisk med den bank, der på køber siden havde medvirket ved overdragelsen, hvor købesummen blev tilvejebragt af selskabets midler, pålagt erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsregler og dømt til at erstatte de tabte selskabsskatter, idet bestræbelserne fandtes utilstrækkelige.

I det indbyrdes forhold mellem sælgerne og banken blev ansvaret fordelt efter retningslinierne i Thrane-sagen (TfS 1999,897 HD) Landsretten fordelte endvidere regresansvaret mellem en række adciterede.

Reference(r)

Dansk rets almindelige erstatningsregel (Culpa-reglen)
Anpartsselskabsloven § 84, stk. 2 (dagældende)

Parter

B-2439-97
(hovedsagen)

H1 ApS under konkurs ved kurator, advokat Bo Vadt Christensen
(Kammeradvokaten ved advokat Mads Lund, København)

mod

1)A

2) B

3)C

4)D
(alle advokat HJ. Kaptajn, Sæby)

og

5)F1 Bank (tidligere "F1" Bank A/S)
(advokat Anne Almose Videsen)

og

B-2750-97
(adcitationssagen)

F1 Bank (tidligere "F1"bank A/S)
(advokat Anne Almose Videsen)

mod

1)A

2) B

3)C

4)D

5)Advokatfirmaet KM A/S

6)advokat KH

7)R1 A/S

8)statsautoriseret revisor KP

9)RO

og

10)FF
(selv).

Afsagt af landsdommerne

Hanne Kildal, Torben Geneser og Henriette Frölich (kst.)

Hovedsagen vedrører spørgsmålet, om A, B, C og D som sælgere af et overskudsselskab og F1 Bank, der deltog i handlen som køberens pengeinstitut, er erstatningsansvarlige for det tab, som skattevæsenet led som følge af, at selskabet efter overdragelsen blev tømt for midler.

Adcitationssagen vedrører spørgsmålet om et eventuelt erstatningsansvar for F1 Bank kan videreføres til sælgernes rådgivere, til RO, som på købersiden gennemførte handlen, og til FF, som i egenskab af selskabets revisor efter overdragelsen afgav erklæring om, at skatterne var udlignet ved ligningsmæssige fradrag. Adcitationssagen vedrører herudover det indbyrdes forhold mellem de adciterede.

Der er umiddelbart forud for domsforhandlingen indgået procesaftale mellem på den ene side F1 Bank og på den anden side sælgernes rådgivere, advokatfirmaet KM A/S (nu KH A/S), advokat KH, R1 A/S samt statsautoriseret revisor KP.

Ved procesaftalen forpligter parterne sig til på nærmere aftalte vilkår at lade landsrettens afgørelse i hovedsagen danne grundlag for adcitationssagen mellem dem. Endvidere har parterne aftalt en indbyrdes fordeling af et eventuelt ansvar og sagsomkostninger.

Som konsekvens af procesaftalen hævede F1 Bank den 21. august 2001 sagen mod sælgernes rådgivere.

Parternes påstande

I hovedsagen, der er anlagt den 15. oktober 1997, har sagsøgeren, H1 ApS under konkurs ved kurator, advokat Bo Vadt Christensen, påstået de sagsøgte, A, B, C, D og F1 Bank, dømt til in solidum at betale 2.296.631 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker.

Beløbet på 2.296.631 kr. svarer til selskabets opgjorte skyldige skattetilsvar.

Sælgerne har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det påstævnte.

Sælgerne har i forhold til F1 Bank påstået banken tilpligtet at friholde sælgerne for ethvert beløb, de måtte blive dømt til at betale sagsøgeren, herunder renter og omkostninger, subsidiært for en af retten fastsat skønsmæssig andel af det beløb, de måtte blive dømt til at betale sagsøgeren, herunder renter og omkostninger.

F1 Bank har i forhold til sagsøgeren taget bekræftende til genmæle.

F1 Bank har i forhold til sælgerne påstået frifindelse.

I adcitationssagen, der er anlagt den 18. november 1997, har F1 Bank i forhold til sælgerne påstået disse tilpligtet at friholde banken for ethvert beløb, som banken måtte blive dømt til at betale til sagsøgeren i hovedsagen udover 78.856 kr. med tillæg af procesrenter.

F1 Bank har i forhold til RO og FF påstået disse tilpligtet at friholde banken for ethvert beløb, som banken måtte blive dømt til at betale til sagsøgeren i hovedsagen, herunder 78.856 kr. tillige med procesrenter og omkostninger.

Sælgerne har i forhold til F1 Bank påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det påstævnte.

Sælgerne har i forhold til RO og FF, påstået disse tilpligtet at friholde sælgerne for ethvert beløb, subsidiært et af retten fastsat skønsmæssigt beløb, som de måtte blive dømt til at betale sagsøgeren i hovedsagen og/eller F1 Bank, herunder renter samt sagens omkostninger.

Sælgerne har i forhold til FFs friholdelsespåstand påstået frifindelse.

RO er udeblevet under domsforhandlingen.

FF har i forhold til F1 Bank påstået frifindelse.

FF har i forhold til de øvrige adciterede påstået disse tilpligtet at friholde ham for ethvert beløb, som han måtte blive dømt til at betale.

Over for FFs friholdelsespåstand har sælgernes rådgivere påstået frifindelse.

R1 A/S har til brug for sagen udarbejdet en beregning af sælgernes likviditetsfordel ved salg af overskudsselskabet frem til den 15. oktober 1997, der er datoen for hovedsagens anlæg. Ved beregningen er der taget udgangspunkt i en overkurs ved salget på 1.643.995 kr. Beregningen viser, at sælgernes samlede berigelse i form af overkurs og likviditetsfordel, der indbefatter merskatter, der ikke var afsat ved salget, er 2.138.919 kr. Det i F1 Banks påstande nævnte beløb på 78.856 kr. fremkommer ved, at kravet i hovedsagen på 2.296.631 kr. er fratrukket den beregnede berigelse på 2.138.919 kr., hvorefter restkravet er delt med halvdelen, eller 78.856 kr., til F1 Bank og halvdelen til sælgerne og disses rådgivere. Beregningen er foretaget med udgangspunkt i de principper, som Højesteret i dom af 24. november 1999 har lagt til grund i Thrane-sagen (Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 365) .

Sagens nærmere omstændigheder

C sendte den 2. oktober 1992 en telefax til Advokatfirmaet FP, hvori han tilkendegav at være interesseret i et tilbud på køb af et overskudsselskab. Skrivelsen indeholder regnskabsmæssige oplysninger om selskabet, herunder oplysninger om selskabsskatten for regnskabsåret 1990/91 - Det fremgår endvidere af skrivelsen, at det i tilfælde af en handel var et ufravigeligt krav, at købesummen blev afregnet kontant og clearet over Nationalbanken til sælgers pengeinstitut.

Af overdragelsesaftalen, der er underskrevet henholdsvis den 4. og 6. januar 1993, fremgår det, at sælgerne pr. overtagelsesdagen den 8. januar 1993 overdrog den fulde indskudskapital på nominelt 80.000 kr. i "H1" ApS (nu H1 ApS under konkurs) til køberen, advokat FP eller ordre. Det fremgår af sagen, at den reelle køber var G2 ApS. Købesummen var 14.895.724,20 kr. og bestod af selskabets egenkapital på 13.251.729 kr. med tillæg af 80% af den afsatte selskabsskat på 2.054.994 kr., eller 1.643.995,20 kr. Købesummen skulle betales kontant til sælgernes pengeinstitut, F2 Bank A/S, ....., til indsættelse på en konto, som skulle forsynes med påtegning om, at beløbet udgjorde købesummen for indskudskapitalen i selskabet, og at købesummen først kunne frigives til sælger, når F2 Bank A/S kunne afregne selskabets kontante indestående i banken på 15.306.723 kr., med fradrag af et beløb på 2.054.994 kr., der skulle deponeres til betaling af selskabsskatter.

For perioden 1. oktober 1991 til 30. september 1992 var afsat 1.194.896 kr. i selskabsskat, medens restbeløbet 860.098 kr. vedrørte det indeværende regnskabsår.

Om beløbet på 2.054.994 kr. fremgår:

"...

5.3.  

Køber foranlediger at skyldig skat deponeres på særskilt konto i selskabets pengeinstitut, indtil skatten betales, eller til selskabets statsautoriserede revisor, eller registrerede revisor overfor sælgers statsautoriserede revisor erklærer, at skattebyrden er udlignet ved ligningsmæssige fradrag.

...."

Frigivelse til sælger kunne ifølge aftalen ske, når F2 Bank A/S afregnede selskabets kontante indestående til et af køber anvist nyt pengeinstitut for selskabet.

Foruden betaling af købesummen var det en betingelse for frigivelse af selskabets kontante indestående, at køber havde afholdt generalforsamling, hvor selskabets ledelse og revisor var blevet udskiftet, og selskabets navn og vedtægter ændret, og at de ledelsesmæssige ændringer var anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

RO, der var direktør i G2 ApS, anmodede ved brev af 6. januar 1993 købers pengeinstitut, "F1" (nu F1 Bank), om at gennemføre de nødvendige pengetransaktioner i overensstemmelse med overdragelsesaftalens bestemmelser herom.

Den 8. januar 1993 blev købesummen på 14.895.724,20 kr. overført til F2 Bank og samme dag overførte F2 Bank 15.306.723 kr. til "F1".

Af en skrivelse af samme dato fra F2 Bank til "F1" fremgår blandt andet:

".....

Af beløbet skal overføres
til spærret konto til betaling af selskabsskat, jvf. købekontrakten, .......§ 5 stk. 3.
Kontoen skal bære påtegning om, at beløbet kun kan udbetales, når de i købsaftalens § 5 stk. 3 anførte betingelser er opfyldt.

kr.

 2.054.994,00

 

Af beløbet skal overføres
til spærret konto lydende på "H1" APS., med følgende spærringspåtegning:
"Kontoen kan kun frigives og udbetaling må kun finde sted med samtykke af advokat KH, ...., eller når det overfor "F1" dokumenteres, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har registreret de af advokat KH anmeldte ledelsesmæssige ændringer i selskabets forhold".

kr.

 13.251.729,00

....."

I overensstemmelse hermed blev selskabets midler den 11. januar 2001?? [1993.red] deponeret på 2 konti i "F1".

Samme dag overførtes 13.251.729 kr. til Finansieringsselskabets konto i "F1".

Samme dag indtrådte RO i selskabets direktion, ligesom bestyrelsen blev udskiftet. Registreret revisor FF indtrådte endvidere som selskabets revisor. Ændringerne blev offentliggjort i Statstidende den 27. januar 1993.

Den 29. januar 1993 afgav revisor FF følgende erklæring:

"R1 A/S
Statsaut. revisorer
....
....
.....
Att: hr. statsaut. rev KP

Vedr: "H1" APS & G2 ApS

I overensstemmelse med handelsaftalen § 5 skal vi hermed, på vegne vor klient G2 ApS, afgive følgende

E R K L Æ R I N G

- den i overdragelsesbalancen af 08.01.1993 for "H1" ApS afsatte beregnede skat kr. 2.054.994 er udlignet ved ligningsmæssige fradrag.

Denne erklæring er fremsendt gennem advokat FP, .....

.... den 29.01.93
FF HD
registreret revisor FRR"

Efter anmodning fra RO overførte "F1" den 1. februar 1993 på grundlag af en kopi af denne erklæring skattebeløbet til Finansieringsselskabets konto i banken.

Selskabet blev den 28. februar 1995 af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sendt til opløsning, og det blev erklæret konkurs den 5. maj 1995.

I 1995 anmodede skattemyndighederne sælgerne om nærmere oplysninger vedrørende salget af selskabet, og advokat KH forespurgte ved skrivelse af 29. marts 1995 "F1" om det deponerede skattebeløb.

"F1" besvarede henvendelsen ved at fremsende en kopi af revisorerklæringen med oplysning om, at det deponerede beløb var blevet frigivet, da dokumentationskravet i henhold til overdragelsesaftalens § 5, stk. 3, var opfyldt over for banken.

Ved skrivelse af 5. juli 1995 meddelte skattemyndighederne konkursboet, at man agtede at ændre selskabets skattepligtige indkomst for skatteåret 1994/95 fra 0 kr. til 2.837.941 kr. Baggrunden var, at skattemyndighederne ikke kunne godkende et fradrag for kurstab på et zero-bond obligationslån, da tabet først ville blive realiseret ved indfrielsen i 2023.

Det fremgår i øvrigt af sagen, at registreret revisor FF den 16. august 1993 søgte Gentofte kommune om skattemæssig omlægning af regnskabsperioden til 1. april - 31. marts. Regnskabsåret blev aldrig omlagt.

Forklaringer

C har forklaret, at det i 1992, i forbindelse med at hans datter kom ind i firmaet, blev besluttet at stifte et nyt selskab og gennemføre en solvent likvidation af selskabet. Han havde kendskab til salg af overskudsselskaber, blandt andet fra advokat FPs avisannoncer. Han havde endvidere solgt et overskudsselskab i 1991 i forbindelse med, at en af hans sønner kom ind i firmaet. Han sendte en telefax til FP i oktober 1992, hvori han tilkendegav, at han var interesseret i at modtage et købstilbud på selskabet. Han var fra sine rådgivere, advokat KH og revisor KP, bekendt med forbudet mod selvfinansiering, og han gjorde allerede i henvendelsen til FP klart, at det var en forudsætning for en handel, at købesummen blev afregnet kontant. I forbindelse med handlen forsøgte man at sikre sig bedst muligt ved at bestemme, at såvel købesummen som den skyldige skat skulle deponeres. Han vidste, at skatten før eller siden skulle betales, og at køberen agtede at foretage investeringer med henblik på at eliminere skatten. Ved at deponere skattebeløbet søgte man at sikre såvel skattevæsenet som sig selv. Han fik først kendskab til telefaxen fra revisor FF i 1995, da han blev kontaktet af skattemyndighederne. Han ved, at revisor KP ikke har modtaget erklæringen. Han var klar over, at revisorerklæringen var en forudsætning for, at det deponerede skattebeløb kunne frigives, og han var overbevist om, at skattebeløbet stadig stod på deponeringskontoen.

Advokat KH har forklaret, at han tillige medvirkede som rådgiver ved salget af overskudsselskabet i 1991. Forinden salget i 1991 havde han sammen med selskabets daværende revisor og en revisor fra R1 drøftet, hvorledes skatten kunne elimineres. I relation til selvfinansieringsproblematikken mente han, at han skabte den fornødne afstand mellem købesummen og selskabets midler ved at forlange, at købesummen og den forfaldne skat blev deponeret. Ved salget i 1993 forlangte han derudover, at også den latente skat skulle deponeres. Han vidste, at køberen ville søge at eliminere skatten. FP havde forklaret ham, at han ville investere i afskrivningsberettigede aktiver, uden dog at omtale konkrete planer. Han mente ikke, at det var nødvendigt at kontakte FP for at høre nærmere om de planlagte investeringer. Han vurderede, at der var penge nok i selskabet til at foretage disse investeringer. Han overvejede, hvem der bedst kunne kontrollere, at skatten blev betalt, og mente, at købers revisor var nærmest til at afgive erklæringen. Erklæringen skulle afgives over for sælgernes revisor, der ville være i stand til at vurdere, om der var grundlag for at frigive skattebeløbet. I 1995 blev han kontaktet af sælgerne, der havde fået en henvendelse fra skattemyndighederne, og han skrev umiddelbart herefter til "F1".

Registreret revisor FF har forklaret, at han først fik kendskab til handlen få dage før, han afgav sin erklæring. FP bad om erklæringen, og han udformede den, så den kunne sendes til sælgernes revisor. Erklæringen er afgivet af ham i egenskab af generalforsamlingsvalgt revisor. Når erklæringen er formuleret som afgivet på vegne finansieringsselskabet, skyldes det alene, at finansieringsselskabet var hans hvervgiver. Han havde ikke fantasi til at forestille sig, at FP ikke videresendte erklæringen. FP, VH og RO var på daværende tidspunkt direktører i G2 ApS. På det tidspunkt sagde finansielle rådgivere på højt niveau god for zero-bond modellen, hvorefter kurstabet ved køb af en zero-bond obligation kunne fratrækkes allerede i det regnskabsår, hvori obligationen blev købt. Det havde hele tiden været meningen, at skatten skulle udlignes ved køb af en zero-bond obligation. Det var nødvendigt at omlægge regnskabsåret, og det var meningen, at FP skulle ansøge herom. På det tidspunkt var der ingen problemer med omlægning af et selskabs regnskabsår, blot omlægningen skete inden for det regnskabsår, der skulle omlægges til. Da han senere blev bekendt med, at det ikke var sket, søgte han den 16. august 1993 herom. Da han afgav erklæringen, havde han fået at vide, at FP havde ansøgt om omlægningen. Han var endvidere i besiddelse af købsaftalen, en kopi af zero-bond obligationen og dokumentation for, at låneprovenuet var indsat på kontoen. VH var ansvarlig for køb af zero-bond obligationer. En handel med disse obligationer kunne gennemføres på 5-6 dage. Hvis proceduren var blevet fulgt og skatteåret omlagt, så havde skatten været udlignet, da han afgav erklæringen. Han var ansvarlig for journaliseringen af sagerne. Det var udelukket at tage nogen form for forbehold i erklæringen. Senere viste det sig, at skattemyndighederne først ville godkende fradrag for kurstabet, når tabet var realiseret - på indfrielsestidspunktet. Hans samarbejde med FP startede den 18. marts 1992, og han har været revisor for ialt 147 "H"-selskaber. I 3-5 af handlerne med overskudsselskaber er der sket deponering af skatten.

Statsautoriseret revisor KP har forklaret, at han var medindehaver af R1 A/S i ....., indtil han fratrådte i september 1994. Han udarbejdede overskudsselskabets perioderegnskab, hvoraf blandt andet skattetilsvaret frem til overdragelsesdagen fremgik. Det var almindelig kendt, at formålet med at opkøbe overskudsselskaber var at forsøge at eliminere skattetilsvaret. Han gik ud fra, at det også var formålet med købet af sælgernes selskab. Bestemmelsen i overdragelsesaftalens § 5 skulle sikre, at der lå reelle dispositioner bag elimineringen af skatten. Han var ikke betænkelig ved, at det var købers revisor, der skulle afgive erklæringen, for han var klar over, at der var tale om komplicerede investeringstransaktioner, som købers revisor bedst kunne bedømme. Han ser ofte, at revisorer afgiver erklæringer som den, revisor FF afgav. Han er næsten sikker på, at han ikke har set revisorerklæringen, inden han fratrådte i 1994. Han ville i så fald have reageret, da erklæringen ikke er afgivet af revisoren, men på vegne af køber. Han ville nok have drøftet erklæringen med advokat KH for at være sikker på, at den opfyldte betingelserne i overdragelsesaftalens § 5, stk. 3. Han ved ikke, hvornår han havde ventet, at revisorerklæringen kom. Det var nødvendigt at omlægge regnskabsåret for at kunne udligne skatten. Behandling af en ansøgning herom tager normalt et par måneder.

Parternes procedure

Der er mellem parterne i hovedsagen enighed om, at selvfinansieringsforbudet i den dagældende anpartsselskabslov § 84, stk. 2, blev overtrådt ved købet af selskabet. Der er endvidere enighed om, at sælgerne hæfter såvel for egne fejl som for fejl begået af deres rådgivere. Der er endelig enighed om, at sælgerne måtte indse, at der ved salget af selskabet bestod en ikke ubetydelig risiko for, at den latente skattebyrde ikke ville kunne udskydes eller elimineres, og at risikoen herfor og for tab for skattevæsenet ville være særlig stor, hvis købesummen blev betalt med selskabets egne midler, samt at sælgerne derfor havde særlig anledning til at være opmærksom på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sælgerne ikke har gjort noget reelt for at afværge skattevæsenets risiko for tab i tilfælde af, at køberens planer ikke kunne realiseres og/eller godkendes skattemæssigt. Der er ingen reel forskel på bestemmelsen om revisorerklæring i overdragelsesaftalen og den tilsvarende bestemmelse i Satair-sagen, hvor køberens revisor skulle bekræfte, at selskabet havde "modtaget uigenkaldeligt købstilbud på leasingaktiver, der dannede grundlag for nødvendige afskrivninger". I Satair-sagen fandt Højesteret ikke, at sælgerne havde gjort noget reelt for at afværge den risiko, der var, for at investeringerne ikke blev gennemført. I denne sag har sælgerne gjort gældende, at man ikke modtog revisorerklæringen, som skulle danne grundlag for frigivelse af det deponerede skattebeløb. Sælgerne vidste imidlertid, ligesom i Satair-sagen, at der skulle foretages afskrivningsberettigede investeringer, og den omstændighed, at sælgerne intet gjorde for at følge op herpå, må medføre, at sælgerne ifalder ansvar. Skattevæsenets tab er en adækvat følge af sælgernes adfærd, og sælgerne er derfor erstatningsansvarlige for selskabets, og dermed skattevæsenets tab. Vedrørende kravets størrelse har sagsøgeren gjort gældende, at de sagsøgte er ansvarlige for hele skattevæsenets krav.

Sælgerne har til støtte for deres principale påstand gjort gældende, at de ikke har bidraget til den ulovlige selvfinansiering. Tværtimod forsøgte man fra sælgerside reelt at sikre skattevæsenets krav ved at forlange, at selskabets midler skulle deponeres, indtil de ledelsesmæssige ændringer var registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og ved ikke at meddele fuldmagt til køber, den nyvalgte ledelse eller andre til at disponere på selskabets vegne. Endelig forlangte man, at såvel den forfaldne som den latente skat blev deponeret, indtil skatten blev betalt, eller selskabets revisor erklærede, at skattebyrden var udlignet ved ligningsmæssige fradrag. Dette krav afveg fra lignende bestemmelser i andre sager om salg af overskudsselskaber, hvor revisorerklæringen skulle afgives om planlagte investeringer. Det er heller ikke tidligere set, at sælgerne har taget skridt til at deponere skatten. Det var ikke påregneligt for sælgerne, at selskabets registrerede revisor afgav en direkte urigtig erklæring, ligesom det ikke var påregneligt, at F1 Bank frigav det deponerede beløb i strid med deponeringsvilkårene. Til støtte for den subsidiære påstand overfor sagsøgeren har sælgerne gjort gældende, at erstatningskravet ikke kan overstige den skyldige skat på salgstidspunktet, 2.054.994 kr. Indkomstskatten for 1993/94 skal derfor alene betales med de afsatte 34%, og der skal ikke betales et rentetillæg på 11,75% for indkomståret 1994/95.

Sælgerne har til støtte for deres påstand over for F1 Bank gjort gældende, at F1 Bank - foruden sit erkendte medansvar for overtrædelse af selvfinansieringsforbudet - ifalder et selvstændigt ansvar over for sælgerne ved at have frigivet det deponerede beløb uden at sikre sig, at betingelserne herfor var opfyldt. Den eneste, der kunne træffe bestemmelse om at frigive skattebeløbet, var sælgers revisor, som ikke har set revisorerklæringen. F1 Bank burde have foretaget en reel bedømmelse af erklæringen og herunder sikret sig, at erklæringen også var kommet frem til sælgers revisor. F1 Bank havde som professionel aktør en skærpet pligt til at påse, at betingelserne for at frigive det deponerede beløb var opfyldt, navnlig da vilkårene i denne sag adskilte sig fra de overdragelser, F1 Bank i øvrigt har medvirket til i forbindelse med overdragelse af overskudsselskaber. F1 Bank må derfor friholde sælgerne for det beløb, som de måtte blive dømt til at betale sagsøgeren. F1 Bank må i det indbyrdes forhold bære det fulde ansvar, subsidiært hovedansvaret, jf. erstatningsansvarslovens § 25.

F1 Bank har til støtte for sin påstand over for sælgerne gjort gældende, at banken ikke har handlet selvstændigt ansvarspådragende. Ifølge overdragelsesaftalen var det afgørende for, om skattebeløbet kunne frigives, at selskabets revisor erklærede, at skattebyrden var udlignet ved ligningsmæssige fradrag. Banken havde ikke anledning til at betvivle hverken indholdet af erklæringen fra den generalforsamlingsvalgte revisor, eller at erklæringen blev sendt til sælgers revisor, som den var stilet til. Banken kan derfor ikke ifalde ansvar ud over, hvad der følger af ansvaret for medvirken til den ulovlige selvfinansiering. Sagen er, med undtagelse af deponeringsklausulen, identisk med Thrane-sagen, og der er ikke grundlag for at fravige udgangspunktet for fordeling af ansvaret, som beskrevet i Højesterets præmisser. F1 Bank skal derfor udrede halvdelen af det beløb, der overstiger sælgernes berigelse - 78.856 kr. Særligt for så vidt angår sagsomkostninger, har F1 Bank gjort gældende, at sælgerne bør bære den største del af disse, idet F1 Bank forgæves har søgt at forlige sagen i forhold til sælgerne.

I adcitationssagen har F1 Bank til støtte for sin påstand over for RO gjort gældende, at han skal dømmes som udebleven i overensstemmelse med bankens påstand.

Over for FF har F1 Bank gjort gældende, at denne ifalder ansvar i henhold til den dagældende anpartsselskabslov § 84, stk. 4 og 5, subsidiært efter dansk rets almindelige erstatningsregel, ved at have afgivet en bevidst urigtig erklæring, som han vidste eller burde have vidst skulle forevises F1 Bank til brug for frigivelse af det deponerede skattebeløb. FF skal derfor friholde F1 Bank for ethvert krav, som banken måtte blive tilpligtet at betale til sagsøgeren og/eller sælgerne.

Sælgerne har til støtte for deres påstand over for RO gjort gældende, at han er erstatninsansvarlig efter den dagældende anpartsselskabslov § 84, stk. 4 og 5, idet han har disponeret over selskabets midler til køb af selskabet.

Til støtte for deres påstand over for FF har sælgerne gjort gældende, at han er erstatningsansvarlig som følge af, at han har afgivet en bevidst urigtig erklæring.

FF har til støtte for sin påstand over for F1 Bank og de øvrige adciterede gjort gældende, at han ikke kan drages til ansvar for, at selskabets skatter ikke blev betalt. Erklæringen blev afgivet i god tro, da skattemyndighederne først senere traf afgørelse om, at kurstabsfradraget indtræder ved indfrielsestidspunktet. Flere skatteeksperter sagde endvidere god for zero-bond modellen. Han havde ikke grund til at betvivle, at FP havde søgt skatteåret omlagt. Det ville være i strid med god revisorskik, hvis han som generalforsamlingsvalgt revisor havde afsendt erklæringen uden direktørens accept.

Sælgernes rådgivere har til støtte for deres påstand om frifindelse over for FF gjort gældende, at FF afgav erklæringen på egen hånd, og uden at rådgivernes forhold havde indflydelse på afgivelse af erklæringen.

Landsrettens begrundelse og resultat

Hovedsagen

Det lægges som ubestridt til grund, at købet af selskabet blev finansieret af selskabets egne midler, hvorved forbudet i den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2, blev overtrådt. F1 Bank har erkendt at have pådraget sig et erstatningsansvar over for konkursboet i den anledning.

Med hensyn til bedømmelsen af sælgernes ansvar er det ubestridt, at disse og deres rådgivere måtte indse, at der ved salget af overskudsselskabet bestod en ikke ubetydelig risiko for, at den latente skattebyrde ikke ville kunne udskydes eller elimineres, og at risikoen herfor og for tab for skattevæsenet ville være særlig stor, hvis købesummen blev betalt med dettes egne midler, og at sælgerne derfor havde særlig anledning til at være opmærksom på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser.

Spørgsmålet er derfor, hvorvidt sælgerne og deres rådgivere gjorde noget reelt for at afværge skattevæsenets risiko.

Ifølge aftalen kunne selskabets midler først frigives, når køberne havde afholdt generalforsamling og foretaget de ledelsesmæssige ændringer, og når disse ændringer var anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Dette afstedkom, at midlerne først kunne frigives den 11. januar 1993 - 3 dage efter deponering af beløbet i F1 Bank. I den foreliggende sag har der til trods herfor via F1 Bank været skabt mulighed for, at købesummen for selskabet direkte eller indirekte blev betalt med selskabets egne midler, og landsretten finder, at sælgerne også under disse omstændigheder burde have indset risikoen for tab for skattevæsenet.

Sælgerne foranledigede endvidere den fulde forfaldne skat og den fulde beregnede skat deponeret i F1 Bank. Beløbet kunne ifølge aftalen frigives, hvis skatten blev betalt, men sælgerne var klar over, at dette næppe ville blive aktuelt.

Beløbet kunne også frigives, når der forelå en revisorerklæring med et nærmere beskrevet indhold. Landsretten finder, at sælgerne efter formuleringen af den erklæring, der blev afgivet af registreret revisor FF den 29. januar 1993, har været forpligtet til at frigive det deponerede beløb, også selv om erklæringen blev afgivet kort tid efter salget af selskabet.

Heller ikke efter formuleringen af bestemmelsen i aftalen om frigivelse af det deponerede beløb finder landsretten, at sælgerne har gjort tilstrækkeligt for at afværge skattevæsenets risiko. Selv om sælgerne forlangte, at erklæringen blev afgivet af selskabets nye revisor, og således måtte antage, at denne revisor i hvert fald sikrede sig, at der rent faktisk blev foretaget investeringer, finder landsretten ikke, at sælgerne herved tillige sikrede sig mod, at investeringerne ikke ville blive godkendt som grundlag for skattemæssige fradrag.

Selv om der således har været udfoldet nogen bestræbelser på at sikre skattevæsenets interesser, finder landsretten, at sælgerne ved salget af selskabet på uforsvarlig måde tilsidesatte skattevæsenets interesser og derfor er erstatningsansvarlige for skattevæsenets tab.

Det tab, som kan kræves erstattet, er det samlede skattekrav, således som det er opgjort af sagsøgeren.

Sælgerne og F1 Bank er herefter solidarisk erstatningsansvarlige, og sagsøgerens påstand tages derfor til følge over for disse sagsøgte.

Den indbyrdes fordeling af ansvaret mellem sælgerne og banken afgøres efter erstatningsansvarslovens § 25, hvorefter fordelingen mellem flere solidarisk ansvarlige skal foretages efter en rimelighedsvurdering, og i øvrigt efter retningslinierne i Højesterets dom af 24. november 1999 (Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 365).

Sælgerne skal derfor forlods bære deres berigelse i form af overkurs og likviditetsfordel, som ubestridt andrager 2.138.919 kr.

Udgangspunktet er herefter, at restbeløbet skal deles ligeligt mellem sælgerne og F1 Bank. Det fremgår af sagen, at banken var i besiddelse af overdragelsesaftalen, at der i ROs anmodning til banken om at frigive skattebeløbet henvises til aftalens bestemmelser herom, og at anmodningen var vedlagt kopi af registreret revisor FFs erklæring af 29. januar 1993. Som anført finder landsretten, at sælgerne efter formuleringen af denne erklæring har været forpligtet til at frigive det deponerede beløb. Under disse omstændigheder giver det forhold, at F1 Bank frigav skattebeløbet på baggrund af ROs henvendelse, ikke tilstrækkeligt grundlag for at fravige udgangspunktet.

I det indbyrdes forhold mellem sælgerne og F1 Bank skal sælgerne derfor betale 2.217.775 kr. og banken 78.856 kr.

Adcitationssagen

Da RO, trods lovligt tilsagt, ikke har givet møde under domsforhandlingen, gives der i forhold til ham dom efter F1 Banks påstand, der findes begrundet i sagsfremstillingen og det i øvrigt fremkomne, jf. retsplejelovens § 362, jf. § 360, stk. 3.

I forhold til FF finder landsretten det godtgjort, at han afgav en bevidst urigtig erklæring om, at de skyldige selskabsskatter var udlignet, og at erklæringen blev afgivet med det formål at formå F1 Bank til at frigive skattebeløbet. FF har derved pådraget sig et erstatningsansvar over for banken.

Efter det foreliggende skal FF og RO solidarisk - og indbyrdes lige - friholde F1 Bank.

Efter de foreliggende oplysninger var det RO, der på købers vegne foretog blandt andet betalingstransaktionerne i forbindelse med købet. Det var på grundlag af FFs erklæring, at det deponerede skattebeløb blev frigivet og skattevæsenet led sit tab. Under disse omstændigheder skal RO og FF solidarisk - og indbyrdes lige - friholde sælgerne.

Der findes ikke grundlag for at give FF medhold i hans friholdelsespåstand over for de øvrige adciterede, hvorfor de frifindes herfor.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

A, B, C, D og F1 Bank skal solidarisk til H1 ApS under konkurs betale 2.296.631 kr. med procesrente fra den 15. oktober 1997.

I det indbyrdes forhold bærer A, B, C og D heraf 2.217.775 kr. og F1 Bank 78.856 kr., begge beløb med procesrente fra den 15. oktober 1997.

I sagsomkostninger skal A, B, C, D og F1 Bank solidarisk til H1 ApS under konkurs betale 130.000 kr. I det indbyrdes forhold bærer A, B, C og D 120.000 kr. heraf og F1 Bank 10.000 kr.

RO og revisor FF skal solidarisk friholde henholdsvis A, B, C, D og F1 Bank for, hvad disse i erstatning, renter og sagsomkostninger betaler til H1 ApS under konkurs. Herudover skal de in solidum i sagsomkostninger til A, B, C og D betale 40.000 kr. og til F1 Bank 70.000 kr. I deres indbyrdes forhold skal de hver især bære halvdelen.

I øvrigt frifindes Advokatfirmaet KM A/S, advokat KH, R1 A/S og statsautoriseret revisor KP.

I øvrigt skal ingen af parterne betale sagsomkostninger til nogen anden part.

Det idømte skal betales inden 14 dage.