A A/S klage vedrører det forhold, at skattemyndigheden har ændret hans afskrivningsgrundlag vedr. driftsbygningerne på en landbrugsejendom med virkning for de skattemæssige afskrivninger.

Skattemyndigheden har derved henvist til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, litra 2 samt cirkulæret til loven pkt. 4.3. og ved den fornyede beregning af afskrivningsgrundlaget anvendt de "tekniske værdier" for driftsbygningerne.

Skatteankenævnet, der har stadfæstet ansættelserne på dette punkt, har som begrundelse herfor anført følgende:

"Vedrørende ændring af afskrivningsgrundlaget:

Det er skatteankenævnets vurdering, at af de ovennævnte domme m.v. kan TfS 1995 nr. 469 anvendes: I denne fastslås det, at hvis afskrivningsgrundlaget beror på en beregning kan afskrivningsgrundlaget ændres uden begrænsninger i tid, men selve indkomstansættelserne kun kan ændres 3 år tilbage.

Skatteankenævnet fastholder skatteadministrationens afgørelse på dette punkt.

…….

I Deres klage af 20. april 2001 oplyser De, at kommunen har godkendt afskrivningsgrundlaget for 1992 og anfører, at afskrivningsgrundlaget af den grund ikke efterfølgende kan ændres.

Det er skatteankenævnets vurdering, at sagen af kommunen er godkendt på et forkert grundlag idet praksis er beskrevet i Ligningsvejledningen 1997 afsnit E.C.4.1.9.3.

Skatteankenævnet kan tiltræde Skatteadministrationens begrundelser og henvisning på dette punkt.

Imidlertid er denne godkendelse sket på et forkert grundlag, hvilket ikke udelukker en efterfølgende ændring, jf. afgørelse fra Østre landsret af 7/9 1994, TfS 1994.640, hvor Landsretten udtalte, at det kunne ikke efter lighedsgrundsætningen føre til et andet resultat, at en underordnet myndighed i en anden tilsvarende sag havde truffet en fejlagtig afgørelse.

Klager havde påstået, at beskatning ikke kunne finde sted, idet andre tilsvarende sager ikke var blevet beskattet.

Skatteankenævnet er af den opfattelse at der ikke er tale om der er opstået en retsbeskyttelse på grund af at kommunen tidligere har godkendt afskrivninger og afskrivningsgrundlaget.

Ligningsvejledningen 1999 afsnit A.H.4.1.1.6. omtaler tilkendegivelser fra kommunale myndigheder, her kan der ikke uden videre støttes ret på en forkert tilkendegivelse.

Lovregler skattestyrelsesloven § 35.

Skatteankenævnet har ved sin kendelse alene behandlet de påklagede forhold"

Klagerens revisor påstår over for Landsskatteretten, at det i 1992 selvangivne afskrivningsgrundlag ikke kan ændres, da afgørelsen beror på et skøn, jf skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 2.

Landsskatteretten skal indledningsvis bemærke, at skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, litra 2, er en videreførsel af den tidligere retstilstand, jf. eksempelvis TfS 1995.469 (LSR).

Landsskatteretten må efter de foreliggende oplysninger lægge til grund, at klageren erhvervede en andel på 50 % af den pågældende ejendom i 1992 og samme år vedlagde selvangivelsen en opgørelse af afskrivningsgrundlaget.

Den selvangivne opgørelse af afskrivningsgrundlaget for driftsbygningerne blev foretaget efter sædvanlig praksis, hvorved der ved fordelingen af anskaffelsessummen i forholdet til den offentlige vurdering pr. 1/1 1992 toges hensyn til grundværdien, stuehusets værdi og værdien af driftsmidler og installationer.

En sådan selvangiven opgørelse har stedse i praksis anset at være udtryk for et faktisk skøn.

Det må videre lægges til grund, at klagerens daværende bopælskommune ved en påtegning på blanket R 75 godkendte afskrivningsgrundlaget og meddelte klageren dette.

De stedlige skattemyndigheder har derfor ikke haft hjemmel i § 35, stk. 1, litra 2, til at foretage en ændring af det tidligere skønsmæssigt selvangivne afskrivningsgrundlag, der tilmed er godkendt ved ligningen.

Da der heller ikke efter de foreliggende oplysninger er grundlag for at anse tilfældet som faldende ind under "suspensionsreglen" i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, litra 6, vil der være at give medhold i påstanden.