Dato for udgivelse
16 apr 2002 16:46
Resumé

En række danske importører af fisk fra Norge er kommet i den situation, at de efterfølgende er blevet stillet over for et krav om betaling told af de importerede fisk, fordi de norske toldmyndigheder ikke har kunnet bekræfte, at fiskene var norske.


En række danske importører af fisk fra Norge er kommet i den situation, at de efterfølgende er blevet stillet over for et krav om betaling told af de importerede fisk, fordi de norske toldmyndigheder ikke har kunnet bekræfte, at fiskene var norske.

ToldSkat har bedt de norske toldmyndigheder om at undersøge oprindelsen af de importerede fisk. Men de norske myndigheder har ikke svaret på alle ToldSkat's forespørgsler inden for den 10 måneders frist, der er fastsat i EU's præferenceaftale med Norge.

Det følger af reglerne i præferenceaftalen, at der skal ske efteropkrævning i tilfælde, hvor der ikke foreligger positivt svar på en anmodning om oprindelse inden for en frist på 10 måneder, medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder.

ToldSkat har nu modtaget nye oplysninger fra de norske toldmyndigheder. Oplysningerne bekræfter - for en eksportvirksomheds vedkommende - oprindelsen på et væsentligt antal leveringer, der er omfattet af den nyligt udløbne 10-måneders frist i henhold til EU's præferenceaftale. På baggrund af disse nye oplysninger finder Told Skat, at der foreligger sådanne ekstraordinære omstændigheder, at der er grundlag for at stille sagsbehandlingen af de sager, der er omfattet af 10-måneders fristen, i bero indtil videre. Dette er meddelt de berørte virksomheder.

ToldSkat ønsker at understrege, at der alene er tale om at stille sagsbehandlingen i bero i de sager, hvor der ikke - inden for 10-måneders fristen - er modtaget svar om oprindelsen fra de norske toldmyndigheder. Såfremt Told Skat modtager oplysninger fra Norge om, at leveringer af fisk ikke har oprindelse, vil sagsbehandlingen i forbindelse med efteropkrævning blive genoptaget.

Sagsbehandlingen af de sager, hvor ToldSkat har fået svar fra Norge, fortsætter.

Det er således ikke korrekt, som det har været fremme i dagspressen, at fristen for indbetaling af told er udsat på ubestemt tid og for alle sager.

ToldSkat er i kontakt med de norske toldmyndigheder for at få deres vurdering af det videre forløb for så vidt angår de verifikationsanmodninger, der endnu ikke er besvaret. Herefter vil ToldSkat vurdere om sagerne fortsat skal være stillet i bero.