Dokumentets dato
11 Apr 2002
Dato for offentliggørelse
11 Apr 2002 11:11
Cirkulærets nummer
2002-13
Ansvarlig fagkontor
Retsafdelingen + Retsafdelingen; Punkt- og Miljøafgiftskontoret
Sagsnummer
99/00-322-00026
Resumé

Tilbagebetaling af uretmæssig opkrævet vinafgift for forsvundne banderoler.

Overordnede emner
Afgift
Redaktionelle noter

Ophævet.

Link til Retsinformation: http://www.retsinfo.dk/_GETDOC_/ACCN/C20020003309-regl

1. Landsskatterettens kendelse

Landsskatteretten har den 21. december 2001 truffet afgørelse i en sag om betaling af afgift for nogle forsvundne banderoler efter øl- og vinafgiftsloven.

Sagen vedrører en virksomhed, der har tilladelse fra ToldSkat til at lade vin aftappe og banderolere hos andre virksomheder, herunder i udlandet, og som efter tilladelsens betingelser er blevet afkrævet vinafgift af banderoler, der manglede ifølge virksomhedens kvartalsvise opgørelse.

Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at der hverken i øl- og vinafgiftsloven eller i EU-cirkulationsdirektivet (92/12) er hjemmel til at opkræve afgift på grundlag af en opgørelse af bortkomne banderoler, når der ikke samtidig er påvist et hertil svarende ikke-fradragsberettiget svind i beholdningen af varer.

2. Nye retningslinier

Som følge af den trufne afgørelse ændres praksis således, at der ikke skal opkræves vinafgift alene på grundlag af en konstateret banderolemanko. Det gælder uanset, om der er tale om manko vedrørende virksomhedens banderoleringer i egen virksomhed eller banderoleringer ifølge en tilladelse til banderoleringer og aftapninger hos andre virksomheder, herunder i udlandet.

De nye retningslinier gælder tilsvarende for banderoler efter lov om afgift af spiritus m.m. og prismærker efter lov afgift af bekæmpelsesmidler.

3. Tilbagebetaling

Virksomheder, der er registreret efter de respektive afgiftslove, og som efter ovenanførte har betalt for meget i vinafgift, spiritusafgift eller bekæmpelsesmiddelafgift, kan få afgiften tilbagebetalt.

Det er en betingelse for tilbagebetaling, at virksomheden kan dokumentere eller godtgøre, fx via prislister e.l., at afgiftsbeløbet ikke er overvæltet på kunderne.

Tilbagebetalingskravet forældes efter lov om forældelse af visse fordringer (1908-loven). Forældelsesfristen, der er på 5 år, regnes fra den 21. december 2001 (kendelsens dato).

Tilbagebetalingsbeløbet forrentes efter cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forretning af visse tilbagebetalingsbeløb (rentecirkulæret).

Tilbagebetalingskravet kan kun omfatte selve punktafgiften. Krav om godtgørelse for andre tab behandles efter de almindelige erstatningsretlige principper.

Anmodning om tilbagebetaling skal indgives til den lokale told- og skatteregion.

Told- og skatteregionerne er anmodet om af egen drift at genoptage de sager, som de har kendskab til.

4. Gyldighed

Cirkulæret træder i kraft ved offentliggørelsen og bortfalder med udgangen af 2002.

Ole Kjær

/Per Hvas