Dato for udgivelse | 5. februar 2002 |
Resumé | Told Skat har et nyt tilbud til skatteyderne:
Indtast kontonummer og befordringsfradrag på www.toldskat.dk til og med den 20. februar og få evt. overskydende skat hurtigere tilbage.
|
Told Skat har et nyt tilbud til skatteyderne:
Indtast kontonummer og befordringsfradrag på www.toldskat.dk til og med den 20. februar og få evt. overskydende skat hurtigere tilbage.
I perioden 5. - 20. februar 2002 kan skatteyderne benytte sig af 2 nye tiltag fra ToldSkats Tast·Selv-løsninger:
Ved at indtaste bankkontonummer i Tast·Selv udbetales overskydende skat og andre skatteudbetalinger hurtigere - bl.a. fordi det ikke længere er nødvendigt at gå i banken for at indløse en check.
Desuden kan der nu indtastes befordringsfradrag til selvangivelsen for 2001 i Tast·Selv, hvilket giver følgende fordele:
- Befordringsfradraget vil være fortrykt på selvangivelsen, når den sendes ud.
- Hvis befordringsfradraget er den eneste tilføjelse til selvangivelsen, vil årsopgørelse og eventuel overskydende skat blive sendt ud 1-3 uger tidligere end normalt (ægtepar må dog som normalt afvente ægtefællens selvangivelse)
- Det er meget vigtigt, at vi aflaster skatteyderne og virksomhederne mest muligt for administrativt bøvl, siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).
- Derfor vil vi løbende tage initiativ til at forenkle reglerne og til at udnytte den nye teknologi, slutter skatteminister Svend Erik Hovmand.
Der er også lettelser for aktieejere!
Hidtil har skatteydere opført aktieindkomst på selvangivelsen, hvis den var over 5.000 kr. (10.000 kr. for ægtefæller). Der er ca. 1,2 mio. skatteydere, der ejer aktier og/eller investeringsforeningsbeviser, heraf ejer flere og flere udenlandske aktier.
Fra i år bliver oplysninger om aktieudbytter af såvel danske som udenlandske aktier i dansk depot og udlodninger fra certifikatudstedende investeringsforeninger opført på selvangivelsen. Et stort antal skatteydere undgår herved selv at skulle selvangive udbytterne. Det betyder, at flere skatteydere kan få en årsopgørelse samtidig med selvangivelsen. Det betyder også, at skatteydere, der ejer udenlandske aktier i dansk depot, ikke længere skal udfylde den udvidede selvangivelse og selvangivelse for udenlandsk indkomst, men kan benytte den almindelige fortrykte selvangivelse.
Som hjælp til skatteyderens egen kontrol bliver udbytter mv. specificeret i aktieudbytter og udlodninger fra investeringsforeninger.
Udenlandske udbytter bliver specificeret på de enkelte lande, hvis skatteyderen har aktier i flere lande.
Skatteydere skal fortsat selvangive udbytter og udlodninger fra aktier og investeringsforeningsbeviser, der enten er unoterede eller ikke er i dansk depot, samt fortjeneste/tab ved salg af sådanne aktier mv.
Information fra Told Skat
Skatteyderne kan fremover modtage information fra ToldSkat om Tast· Selv via e-mail.
For at få adgang til Tast·Selv indtastes personnummer og Tast·Selvkoden, som står på forskudsopgørelsen for 2002.
Der kan også indtastes kontonummer, e-mailadresse og rettelser/tilføjelser til selvangivelsen, når selvangivelsen er udsendt. Men så benyttes Tast·Selvkoden fra selvangivelsen.
Få mere information på www.tastselv.toldskat.dk