Østre Landsrets dom
af 27. januar 2000
20. afdeling, B-0816-98

Parter

A
(Advokat Preben Gundersen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ advokat Martin Simonsen).

Afsagt af landsdommerne

Otto Werner, Engler og Hans Martin Mikkelsen (kst.)

Parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 16. marts 1998, har sagsøgeren, A, påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at .... Kommunes Skatteforvaltnings ansættelse af sagsøgerens indkomst for indkomståret 1992, hvorved indkomsten forhøjes med 719.688 kr., er ugyldig, samt at gældsnedskrivningen på 719.688 kr. ikke er skattepligtig for sagsøgeren.

Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1992 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Sagens omstændigheder

Sagsøgeren var indehaver af firmaet "H1 Huse", der fra 1982 opførte nogle andelsboliger for "Andelsboligforeningen ....". Byggeriet blev finansieret ved, at 80 % af byggeomkostningerne blev dækket ved optagelse af kreditforeningslån. Resten blev finansieret ved, at de enkelte andelshavere betalte 20.000 kr. kontant samt ved, at sagsøgeren ydede hver af andelshaverne et lån på ca. 90.000 kr. Til sikkerhed for sagsøgerens tilgodehavender udstedte andelshaverne omsætningsgældsbreve til sagsøgeren. Sagsøgeren transporterede sine rettigheder i følge gældsbrevene til Amtssparekassen .... A/S, som tillige fik gældsbrevene i håndpant til sikkerhed for et lån, som sagsøgeren havde optaget i amtssparekassen.

Den 14. juni 1988 indgik Andelsboligforeningen .... og sagsøgeren ved Østre Landsret et forlig, i følge hvilket andelsboligforeningen havde et krav på sagsøgeren på 1 mio. kr. som følge af mangler ved de opførte andelsboliger.

Den 5. marts 1992 indgik andelsboligforeningen og amtssparekassen et forlig ved Østre Landsret, hvorved andelsboligforeningen tog bekræftende til genmæle over for amtssparekassens påstand om, at andelsboligforeningen ikke havde ret til at foretage modregning i det fra sagsøgeren til amtssparekassen transporterede krav i følge omsætningsgældsbrevene med tilgodehavendet hos sagsøgeren, som nu opgjordes til 1,1 mio. kr.

Under retssagen havde de fleste af andelshaverne indbetalt de forfaldne ydelser på en spærret konto. Andelshaverne ønskede, at en del af det deponerede beløb skulle overdrages til andelsboligforeningen/andelshaverne til udbedring af mangler ved boligerne.

Amtsparekassens samlede krav mod andelshaverne udgjorde 2.187.688 kr., og i juni 1992 indgik amtssparekassen og andelshaverne et forlig om betalingen. Amtssparekassen afgav saldokvittering mod at få indbetalt 1.468.000 kr. Den eftergav således differencen på 719.688 kr. Omsætningsgældbrevene blev kvitteret som fuldt og endeligt indfriet.

Amtssparekassen afskrev 719.688 kr. som tab på sagsøgeren og nedskrev sagsøgerens gæld til sparekassen med beløbet.

Ved skrivelser af 10. oktober 1994 meddelte skatteforvaltningen i .... Kommune sagsøgeren, at forvaltningen agtede at ændre sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 1992 og 1993. For 1992 drejede det sig om ændring som følge af amtssparekassens gældseftergivelse, som ansås for omfattet af reglerne om underskudsbegrænsning.

Ved skrivelser af 3. april 1995 ændrede skatteforvaltningen sagsøgerens skatteansættelser for 1992 og 1993. Der blev foretaget ændringer vedrørende gældseftergivelsen fra amtssparekassen for indkomståret 1993 og ikke for indkomståret 1992, som ellers anført i skattevæsenets skrivelse af 10. oktober 1994.

Om baggrunden for gældseftergivelsen har amtssparekassen i skrivelse af 23. juni 1995 til sagsøgerens advokat anført blandt andet:

".....

Det anførte beløb blev nedskrevet på vort krav/engagement med A med et notat om, at der ikke fra Amtssparekassens side nogensinde kan gøres krav for dette beløb overfor A.

Dette forhold skyldtes, at Amtssparekassen dels som største kreditor og dels som administrator af gældsbrevene har forhandlet og efterfølgende accepteret indfrielserne/forliget. Hverken A eller udlægs- og panthaverne har været inddraget i forligsforhandlingerne, ligesom der ikke efterfølgende har været tiltag for indhentelse af disse[s] accept af forliget.

Med tabsafskrivning af det anførte beløb, som Amtssparekassen reelt reducerede As krav mod gældsbrevsdebitorerne med, reducerede vi samtidigt det krav, som de førnævnte udlægs- og panthavere skal respektere. Udlægs- og panthavernes stilling og krav på A er derfor på ingen måde forringet ved indgåelse af det nævnte forlig.

Det skal for god ordens skyld bemærkes, at den anførte tabsafskrivning fremgår af kontoudskrift gældende for daværende løbende konto tilhørende A nr. 834-01-50557 under dato 08.09.1992 med tekst tabsafskrivning.

Fotokopi af kontoudskriften var vedlagt det fra os i brev af den 15.09.1994 fremsendte materiale til Revision Hatting ApS.

....."

Sagsøgeren klagede over skatteansættelsen til Skatteankenævnet i ...., som gav sagsøgeren medhold. I ankenævnets skrivelse af 19. oktober 1995 hedder det blandt andet:

"Vedr. Deres klage over skatteansættelsen for indkomståret 1993.

Kendelse

Deres klage har været behandlet i skatteankenævnet, som har truffet følgende afgørelse:

Ikke udnyttet underskud i skattepligtig indkomst fra 1988	kr.	99.018
Ikke udnyttet underskud i skattepligtig indkomst fra 1992	kr.	393.911
Underskud ialt, fremført til indkomståret 1993	kr.	492.929

Godkendes fratrukket som selvangivet.

Skatteankenævnet har således ændret ligningsmyndighedens ansættelse og har ved sin afgørelse alene vurderet ovennævnte forhold.

....."

I sagsfremstillingen til Skatteankenævnets kendelse er under ankenævnets bemærkninger og vurderinger anført blandt andet:

" .....

Som sagen ligger oplyst for skatteankenævnet, angår klagen, hvorvidt der skal ske begrænsning i det fremførte underskud, som følge af gældsnedskrivelsen fra Amtssparekassen.

.....

Amtssparekassen har foretaget en "tabsafskrivning" på kr. 719.689, hvilket svarer til at der er sket en nedskrivning på Amtssparekassens tilgodehavende på 9,25 % og en nedskrivning på 7,05 % af den samlede gæld. En så forholdsmæssig beskeden nedskrivning af gælden finder skatteankenævnet ikke kan opfattes som en samlet ordning, der har betydning for adgangen til at fremføre underskud, jf. personskattelovens §13, stk. 4, [skal formentlig være § 13 a, stk. 4,] og derfor vil nævnet foreslå, at der ikke skal ske begrænsning i retten til at fremføre underskud og at De således får medhold i Deres klage.

....."

I Skatteankenævnets fremsendelsesskrivelse af 19. oktober 1995 til sagsøgeren er anført:

"Hermed sendes kendelse fra skatteankenævnet, der giver Dem fuld medhold i Deres klage over skatteansættelsen for indkomståret 1993.

Jeg skal ikke undlade at bemærke, at sagen er tilbagesendt til den kommunale skattemyndighed, med henblik på ligningsmæssig behandling af de dispositioner der påvirker Deres indkomstansættelse for indkomståret 1992."

Den 9. november 1995 meddelte Told- og Skatteregion .... i medfør af § 1, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 1176 af 22. december 1994 .... Kommunes Skatteforvaltning tilladelse til efter udløbet af ligningsfristen at ændre den ansatte indkomst for indkomståret 1992.

Skatteforvaltningen meddelte ved skrivelse af 15. november 1995, at forvaltningen agtede at ændre sagsøgerens skatteansættelse for 1992 med 719.688 kr., idet gældsnedskrivningen ansås for en skattepligtig erstatning, jf. statsskattelovens 4. Ved skrivelse af 1. december 1995 ændrede skatteforvaltningen sagsøgerens skatteansættelse for 1992 i overensstemmelse hermed.

Ved kendelse af 27. juni 1996 stadfæstede Skatteankenævnet i .... skatteforvaltningens afgørelse af 1. december 1995. Skatteankenævnet fandt, at sagsøgeren var indkomstskattepligtig af det beløb, hvormed sparekassen havde nedskrevet sit tilgodehavende hos sagsøgeren. Der blev ved afgørelsen henset til, at nedskrivningen af gælden under hensyn til amtssparekassens redegørelse over for sagsøgerens advokat om baggrunden for gældsnedskrivningen måtte anses for en erstatning, der var skattepligtig efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a.

Sagsøgeren indbragte kendelsen for Landsskatteretten, der i sin kendelse af 17. december 1997 anførte blandt andet:

" Vedr. formalitetsspørgsmålet:

.....

"Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den af skatteforvaltningen foretagne skatteansættelse for indkomståret 1992 er ugyldig.

Advokaten har til støtte herfor anført, at tilladelsen fra regionen er givet på falske forudsætninger, hvorved der henvises til, at det ikke har været oplyst over for regionen, at dispositionen har været genstand for skattemyndighedens ansættelse en gang, at der ikke foreligger nye oplysninger, i hvilken forbindelse advokaten henviser til skrivelse af 15.9.1994 fra Amtssparekassen, samt at det er ukorrekt, at man tidligere har nedsat ansættelsen.

Klagerens advokat har til støtte for påstanden om ugyldighed endvidere anført, at skattemyndigheden ikke har haft kompetence til at omligne den foreliggende disposition, idet denne allerede har været behandlet af de stedlige myndigheder en gang. Advokaten har i den forbindelse anført, at der ikke fremkommer nye eller ændrede oplysninger i forhold til de, der ligger til grund for den første behandling af dispositionen, ligesom han har anført, at klageren ikke skal acceptere gentagne omligninger, indtil skatteforvaltningen har held til at ramme den rigtige argumentation for ligningen.

Landsskatteretten bemærker, at det af bekg. nr. 230 af 6. april 1990 (bekendtgørelse om de kommunale skattemyndigheders foretagelse af skatteansættelser efter udløbet af ligningsfristen) § 1, stk. 2, fremgår, at der kræves forudgående godkendelse fra vedkommende told- og skatteregion til en forhøjelse af ansættelsen efter udløbet af ligningsfristen, i det omfang den kommunale skattemyndighed forud herfor har nedsat skatteansættelsen.

Retten finder herefter, at forudgående godkendelse fra den stedlige told- og skatteregion efter nævnte bekendtgørelses § 1, stk. 2, ikke har været påkrævet, idet der ikke har foreligget en nedsættelse af skatteansættelsen forud for forhøjelsen. Retten finder allerede derfor, at forhold vedrørende regionens godkendelse ikke er egnede til at påvirke gyldigheden af skatteforvaltningens afgørelse.

Landsskatteretten bemærker endvidere, at efter skattestyrelseslovens § 3, stk. 3, kan den kommunale skattemyndighed ikke foretage eller ændre en skatteansættelse i det omfang, hvor en anden skattemyndighed har taget stilling til ansættelsen.

I det her behandlede tilfælde har skatteankenævnet forud for skatteansættelsen for 1992 imidlertid alene taget stilling til skatteansættelsen for 1993, og den nævnte bestemmelse har således ikke været til hinder for den her behandlede skatteansættelse.

Herefter, og da der ikke i øvrigt foreligger forhold, der er egnede til at påvirke den påklagede ansættelses gyldighed, finder Landsskatteretten, at den påklagede ansættelse er gyldig.

.....

Vedr. beskatning af gældsnedskrivning:

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at gældsnedskrivningen ikke er skattepligtig for klageren. Han har til støtte herfor anført, at gældseftergivelse ud fra et juridisk synspunkt er forskellig fra erstatning, som efter dansk ret alene ydes såfremt en skadevolder ifalder erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsretlige regler. Advokaten har endvidere anført, at hovedbegrundelsen for sparekassens disposition ikke har været ønsket om at yde en erstatning, men ønsket om ikke at forringe klagerens øvrige kreditorers stilling, samt at der ikke har været rejst erstatningskrav fra klagerens side. Advokaten har tillige anført, at klageren ikke skattemæssigt skal stilles anderledes, end hvis han selv havde indgået forlig med andelsboligforeningen, og sparekassen efterfølgende foretog en nedskrivning af hans gæld. Advokaten har endelig anført, at der er tale om en ensidig gældseftergivelse, der ikke bør kunne få skatteretlige konsekvenser, og han har i den forbindelse henvist til Vestre Landsrets kendelse af 18.6.1990. Advokaten har ikke ønsket at gøre gældende, at tab i forbindelse med afgivelse af saldokvittering over for debitorerne ifølge gældsbrevene er fradragsberettiget.

Landsskatteretten finder efter de i sagen foreliggende oplysninger, at gældsnedskrivningen må anses som ydet som en kompensation eller godtgørelse for den forringelse af klagerens stilling, der har fundet sted ved sparekassens afgivelse af saldokvittering på gældsbreve, som sparekassen havde i hænde som panthaver. Der er herved henset [til], at Amtssparekassen ved afgivelse af saldokvittering reelt reducerede klagerens krav mod gældsbrevsdebitorerne. Det forhold, at gældsnedskrivningen har haft en afledet virkning for klagerens kreditorer, findes ikke at kunne føre til et andet resultat.

Landsskatteretten bemærker videre, at den således modtagne godtgørelse skal behandles som det tab, den dækker. Da den samlede godtgørelse på 2,1 mio. kr. bl. a. dækker tab på gældsbreve, som klageren har modtaget som vederlag i næring, er den modtagne godtgørelse i form af gældseftergivelse skattepligtig efter kursgevinstlovens § 4. Denne del beskattes som personlig indkomst efter personskattelovens §  3, medens den del af godtgørelsen, der vedrører renter, skal beskattes som kapitalindkomst efter personskattelovens § 4 .

....."

Sagsøgerens forklaring

Sagsøgeren har forklaret, at han var indehaver af firmaet "H1 Huse", der fortrinsvis havde specialiseret sig i opførelse af andelsboliger. De i sagen omhandlede gældsbreve blev ansat til en kurs og overdraget amtssparekassen til sikkerhed for et af virksomheden optaget lån i sparekassen. Virksomheden gik fallit efter opførelsen af boligerne for andelsforeningen og var således ikke i stand til at udbedre manglerne ved byggeriet. Han har ikke deltaget i forhandlingerne mellem amtssparekassen og andelsboligforeningen, og han blev ikke informeret om resultatet af disse forhandlinger. Det var amtssparekassens advokat, der førte forhandlingerne. Kontoudtogene fra amtssparekassen blev fremsendt direkte til revisionsfirmaet Hatting ApS, som førte virksomhedens bogholderi. Han havde derfor ikke bemærket, at det skulle fremgå af kontoudskrift vedrørende den daværende løbende konto i amtssparekassen, at beløbet var afskrevet den 8. september 1992. Revisionsfirmaet havde heller ikke gjort ham opmærksom herpå. Han hørte først i 1994 om amtssparekassens aftale med andelshaverne og om nedskrivningen af hans gæld til sparekassen. Han har i dag en gæld på ca. 10 mio. kr.

Procedure:

Sagsøgeren har vedrørende sagens formalitet anført, at den kommunale skattemyndighed ikke havde den fornødne kompetence til at ændre sagsøgerens skatteansættelse for 1992. Tilladelsen fra Told- og Skatteregion .... til, at den lokale skattemyndighed kunne omligne skatteansættelsen for indkomståret 1992 efter ligningsfristens udløb, er meddelt under hensyn til, at indkomsten tidligere var nedsat, jf. § 1, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 1176 af 22. december 1994. Tilladelsen er imidlertid meddelt under urigtige forudsætninger, idet sagsøgerens indkomst for 1992 ikke tidligere havde været nedsat, og der forelå ikke nye oplysninger vedrørende amtssparekassens ensidige disposition. Det var ikke oplyst over for regionen, at amtssparekassens gældsnedskrivning tidligere havde været genstand for skattemyndighedernes ansættelse.

Det følger af skattestyrelseslovens § 3, stk. 3, at den kommunale skattemyndighed ikke kan foretage eller ændre en skatteansættelse i det omfang, hvor en anden skattemyndighed har taget stilling til ansættelsen. Skatteankenævnets afgørelse af 19. oktober 1995 for indkomståret 1993 vedrørende sparekassens gældsnedskrivning har således retskraft i forhold til .... Kommunes skatteforvaltnings senere behandling af samme formueretlige disposition.

Sagsøgeren har endvidere anført, at den stedlige skattemyndigheds skatteansættelse for 1992 er i strid med et skatteretligt forventningsprincip, idet Skatteankenævnets afgørelse havde skabt en beskyttelsesværdig forventning hos sagsøgeren om en bestemt retsstilling med hensyn til de skattemæssige konsekvenser af amtssparekassens gældsnedskrivning.

Som følge af det anførte er den kommunale skattemyndigheds efterfølgende skatteansættelse for 1992 ugyldig.

Hvad angår sagens realitet har sagsøgeren anført, at amtssparekassens ensidige gældseftergivelse over for sagsøgeren ikke har skatteretlige konsekvenser. Gældseftergivelsen blev ikke ydet som en erstatning til sagsøgeren. Den skal alene ses som et forsøg fra amtssparekassens side på ikke at blive mødt med indsigelser fra andre kreditorer, der havde sekundært håndpant i sagsøgerens omsætningsgældsbreve samt indsigelser fra sagsøgerens side om, at han ikke havde haft indflydelse på forligsforhandlingerne. Amtssparekassens eftergivelse har endvidere ikke tilført sagsøgeren nogen økonomisk nytteværdi af skattemæssig relevans, idet amtssparekassens fordring mod sagsøgeren reelt er uden værdi.

Sagsøgte har til støtte for sin principale påstand anført, at den kommunale skatteforvaltning havde den fornødne kompetence til at ændre sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 1992, jf. § 1, stk. 1, 1. punktum, i bekendtgørelse nr. 1176 af 22. december 1994 om den kommunale skattemyndigheds adgang til at foretage skatteansættelser efter udløbet af ligningsfristen. Den forudgående godkendelse fra Told- og Skatteregion .... har således ikke været påkrævet, idet den ændrede skatteansættelsen ikke er omfattet af undtagelserne i bestemmelsen.

Såfremt afgørelsen er behæftet med en formalitetsfejl, kan der efter en konkret væsentlighedsvurdering af fejlens betydning for sagens afgørelse ikke blive tale om ugyldighed. Den forudsatte kompetencefejl er i øvrigt afhjulpet af Skatteankenævnet og Landsskatteretten.

Det bestrides, at Skatteankenævnets afgørelse af 19. oktober 1995 har bevirket en berettiget og beskyttelsesværdig forventning hos sagsøgeren om de skatteretlige konsekvenser af gældsnedskrivningen, allerede fordi afgørelsen vedrører indkomståret 1993 og spørgsmålet om, hvorvidt sparekassens gældsnedskrivning kunne medføre begrænsning i sagsøgerens adgang til at fremføre underskud efter reglerne om underskudsbegrænsning. Det er heller ikke godtgjort, at ankenævnets afgørelse har øvet indflydelse på sagsøgerens dispositioner.

Den efterfølgende skatteansættelse er således ikke ugyldig.

Vedrørende sagens realitet har sagsøgte anført, at amtssparekassen nedskrev sin fordring på sagsøgeren med 719.688 kr i forbindelse med, at sparekassen som led i et forlig med Andelsboligforeningen .... eftergav 719.688 kr. i forbindelse med saldokvittering på gældsbrevene med sagsøgeren som kreditor, og som sparekassen havde i hænde som panthaver. Sparekassen reducerede således uden sagsøgerens medvirken sagsøgerens tilgodehavende på andelsboligforeningens medlemmer og kompenserede sagsøgeren herfor i kraft af nedskrivningen af dens tilgodehavende hos sagsøgeren. Kompensationsbeløbet for forringelsen af sagsøgerens stilling over for gældsbrevsdebitorerne er skattepligtig indkomst for sagsøgeren, if. statsskattelovens § 4, idet der er tale om en fordring, som sagsøgeren ubestridt erhvervede som led i næring.

Sagsøgte har til støtte for sin subsidiære påstand anført, at en eventuel formalitetsfejl, som kan afhjælpes, ikke kan begrunde en ophævelse af afgørelsen, men alene en hjemvisning til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Landsrettens bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at den ændrede skatteansættelse af sagsøgerens indkomst for 1992 gyldigt har kunnet foretages af .... Kommunes skatteadministration den 1. december 1995 efter udløbet af ligningsfristen, idet den er truffet inden for fristerne i § 1, stk. 1, 1. punktum, i bekendtgørelse nr. 1176 af 22. december 1994 om den kommunale skattemyndigheds adgang til at foretage skatteansættelser efter udløbet af ligningsfristen, og idet den ikke er omfattet af undtagelserne i denne bestemmelse, hvorved bemærkes, at der ikke var tale om en forhøjelse vedrørende et forhold i en skatteansættelse, der tidligere var nedsat i forhold til det selvangivne, jf. § 1, stk. 1, nr. 2.

For så vidt angår spørgsmålet, om skatteadministrationen herved har ændret en ansættelse, som en anden skattemyndighed har taget stilling til, jf. skattestyrelsesloven § 3, stk. 3, bemærkes, at Skatteankenævnet i ....s kendelse af 19. oktober 1995 dels vedrører et andet indkomstår, nemlig 1993, dels angår spørgsmålet, om Amtssparekassen ....s nedskrivning af tilgodehavendet hos sagsøgeren med 719.688 kr. kunne medføre begrænsning i adgangen til at fremføre underskud, jf. personskatteloven § 13 a, stk. 4. Af den til grund for kendelsen liggende sagsfremstilling fremgår, at sparekassen har været anset for hovedkreditor, og at nedskrivningen ikke kunne anses for en samlet ordning, der havde betydning for adgangen til at fremføre underskud. I overensstemmelse hermed godkendtes ved kendelsen de af sagsøgeren foretagne fradrag af underskud. I kendelsen tilføjes udtrykkeligt, at Skatteankenævnet ved sin afgørelse alene har vurderet dette forhold.

Da Skatteankenævnets kendelse således ikke blot angår dispositionens betydning for skatteansættelsen for et andet indkomstår, men også dens betydning for anvendelse af andre skatteretlige regler, idet den ikke tog stilling til, om beløbet var indkomstskattepligtigt men alene, om det var til hinder for fremføring af underskud fra tidligere år, findes ankenævnets kendelse ikke at have været til hinder for, at den kommunale skattemyndighed den 1. december 1995 foretog ændring af sagsøgerens skatteansættelse for 1992 som sket.

Ved Skatteankenævnets skrivelse af 19. oktober 1995, hvormed kendelsen, der gav sagsøgeren medhold, fremsendtes til ham, anførtes udtrykkeligt, at sagen var tilbagesendt til den kommunale skattemyndighed med henblik på ligningsmæssig behandling af de dispositioner, der påvirkede sagsøgerens indkomstansættelse for 1992.

Under hensyn hertil samt til den korte tid, der forløb inden den ændrede skatteansættelse for 1992 forelå den 1. december 1995, findes der ikke ved kendelsen at være skabt en sådan beskyttelsesværdig forventning hos sagsøgeren om, at amtssparekassens disposition var uden skattemæssig betydning for ham, at den ændrede skatteansættelse af den grund skulle være ugyldig. Det bemærkes herved, at der ikke foreligger oplysning om, at sagsøgeren skulle have foretaget dispositioner eller på anden måde indrettet sig i tillid til en sådan forventning.

Herefter findes skatteansættelsen ikke at være ugyldig af formelle grunde.

Vedrørende den disposition, hvorved amtssparekassen krediterede sagsøgerens konto i sparekassen med 719.688 kr., bemærkes dels, at den var ledsaget af en erklæring fra sparekassen om, at den aldrig ville gøre krav mod sagsøgeren på dette beløb, dels at dispositionen havde direkte sammenhæng med det forlig, som sparekassen efter en retssag indgik med medlemmerne af andelsboligforeningen om eftergivelse af et beløb af samme størrelse på deres gæld ifølge de omsætningsgældsbreve til sagsøgeren, som sparekassen havde i håndpant, mod medlemmernes betaling til sparekassen af resten af gælden, således at sparekassen derefter kvitterede gældsbrevene som indfriet.

Sparekassens godskrivning af sagsøgerens konto med de 719.688 kr. må på denne baggrund anses for en godtgørelse for det tab, som sparekassen ved forliget påførte sagsøgeren, idet dennes tilgodehavende hos gældsbrevsdebitorerne blev tilsvarende reduceret. Idet der er tale om tab på gældsbreve, som sagsøgeren ubestridt har modtaget som vederlag i sin næring, er godtgørelsen med rette anset som skattepligtig indkomst, hvorfor sagsøgtes frifindelsespåstand tages til følge.

T h i  k e n d e s   f o r  r e t

Skatteministeriet frifindes.

Inden 14 dage skal A betale 30.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.