Østre Landsrets dom
af 5. maj 2000
7. afdeling, B-2084-96

Parter

A
(advokat Jørgen P. Olsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Morcensen)

Afsagt af landsdommerne

Vagn Rasmussen, Lyngesen og Kristian Lind Jensen (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 13. august 1996, har sagsøgeren, A, påstået sagsøgte Skatteministeriet tilpligtet at anerkende, at sagsøgeren i sin personlige indkomst for 1991 kan fradrage 1.472.158 kr., og i sin personlige indkomst for 1992 kan fradrage tab på debitorer med 386.365 kr. Sagsøgeren har subsidiært påstået ansættelsen af sin personlige indkomst for indkomstårene 1991 og 1992 hjemvist til fornyet behandling ved den stedlige ligningsmyndighed.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse. Sagsøgte har subsidiært taget bekræftende til genmæle over for sagsøgeren subsidiære påstand.

Sagens omstændigheder

Den 14. maj 1996 afsagde Landsskatteretten to kendelser vedrørende de omtvistede indkomstår. I kendelserne er sagsøgeren betegnet som klageren.

Det hedder i kendelsen vedrørende indkomståret 1991:

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Sagen har været forhandlet med klageren på Landsskatterettens kontor.

Det er oplyst, at klageren har drevet revisionsvirksomhed, indtil han ved dekret af 26. august 1994 blev taget under konkursbehandling. Boet blev afsluttet den 30. november 1995 efter konkurslovens § 143.

Det fremgår af sagens materiale, at kurator ved skrivelse af 25. juli 1995 har oplyst, at alt regnskabsmateriale, der ligger forud for 1994 er udleveret til klageren. Kurator har ved skrivelse af 15. august 1995 oplyst, at der ikke foreligger nogen som helst tvivl om, at klageren har fået udleveret det personlige regnskabsmateriale for de år, der ligger forud for 1994, idet kurator alene har medtaget regnskabs- og bogføringsmaterialet for 1994. Det øvrige materiale, som klageren ikke har ønsket at afhente - og kurator bemærker, at han og klageren adskillige gange har mødtes ude på klagerens kontor - er destrueret.

Endelig fremgår det, at klageren ved skrivelse af 19. august 1995 har indgivet klage til advokatsamfundets kredsbestyrelse, over kurator. Advokatnævnet har ved skrivelse af 19. oktober 1995 afvist klagen i medfør af nævnsbekendtgørelsens § 9, stk. 2, 2. pkt., idet klagen henhører under skifterettens kompetance.

Der er videre oplyst, at virksomhedsregnskabet er udfærdiget som et driftsøkonomisk regnskab, hvor igangværende arbejder ultimo er medregnet i indkomsten. Til og med indkomståret 1990 har klageren ikke medregnet igangværende arbejder i den skattepligtige indkomst. Ved opgørelsen af det skattepligtige overskud af virksomheden har der derfor hvert år været foretaget en regulering, hvor igangværende arbejder primo er tillagt indkomsten, medens igangværende arbejder ultimo er fratrukket indkomsten. Ved opgørelsen af den skattepligtjge indkomst for indkomståret 1990 har klageren imidlertid foretaget følgende regulering:

I virksomhedsregnskabet er der på kapitalkontoen en udgiftspost på 1.472.157,92 kr., som er benævnt "Regulering, tidligere år". På den edb-udskrevne afslutningsbalance optræder beløbet som en efterpostering i debet på kapitalkontoen, hvorimod modposten ikke umiddelbart kan ses. Klageren har over for skattemyndighederne oplyst, at modposterne fremgår af et posteringsark, men klageren har trods skattemyndighedernes anmodning herom ikke indsendt posteringsarket.

Fra og med indkomståret 1991 har klageren skiftet princip, således at igangværende arbejder ultimo medregnes i den skattepligtige indkomst. Klageren har ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1991 ikke tillagt igangværende arbejde primo, 233.173,15 kr., eller det afgangsførte beløb på 1.472.157,92 kr. Klageren har under sagens behandling ved de stedlige skattemyndigheder erkendt, at beløbet på 233.173 kr. skal medregnes som skattepligtig indkomst i indkomståret 1991.

Endelig fremgår det af klagerens regnskabsmateriale, at der i regnskaberne for 1990 og 1991 som en særskilt post er fratrukket "Tab på varedebitorer m/moms, konstateret" med henholdsvis 202.444,27 kr. og 45.410,07.

Klageren har ved skrivelse af 1. juli 1994 (retteligt den 1. juli 1993) til den kommunale skattemyndighed anført, at beløbet på 1.472.158 kr. vedrører følgende:

De stedlige skattemyndigheder har ved afgørelsen forhøjet klagerens indkomst vedrørende afgangsført igangværende arbejde/debitorer primo, i alt 1.472.158 kr. Skattemyndighederne har ved afgørelsen bemærket, at det omhandlede beløb ved opgørelsen af indkomsten er reguleret sammen med igangværende arbejder primo og ultimo samt at posten blot er benævnt "Afgangsført"og nettobeløbet af de tre poster er ført ud til regulering af virksomhedens overskud. Posten "Afgangsført" må efter myndighedernes opfattelse således forstås som igangværende arbejder, som klageren har valgt ikke at medtage i den skattepligtige indkomst efter reglerne for liberale erhverv, og således at den skal medregnes som skattepligtig indkomst i lighed med posten på 233.173 kr.

De stedlige skattemyndigheder har ved afgørelsen endvidere anført, at når klageren påstår, at afgangsført igangværende arbejder aldrig er faktureret og heller aldrig bliver det, burde beløbet have været fratrukket sammen med posten "Tab på debitorer m/moms, konstateret". Da der ifølge klageren ikke findes en specifikation af, hvilke klienter, der ikke har fået faktura, er der ikke mulighed for at foretage en vurdering af fordringens værdi, hvorfor der allerede som følge heraf ikke er grundlag for at indrømme fradrag som tab på debitorer. Skattemyndighederne har i denne forbindelse bemærket, at det forekommer usandsynligt, at der udføres så meget arbejde, hvor der ikke udskrives fakturaer, og hvor klageren ikke forsøger at inddrive pengene. Henset endvidere til, at klageren ikke har kunnet dokumentere de foretagne posteringer og sammenhæng i bogføringen, har de stedlige skattemyndigheder forhøjet klagerens indkomst for indkomståret 1991 med 1.472.158 kr.

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om at den foretagne forhøjelse på 1.472.158 kr. nedsættes til 0.

Klageren har til støtte herfor anført, at den del af omsætningen, som ønskes beskattet var et fiktivt beløb, der alene skulle indikere, hvor stor omsætningen rettelig skulle have været såfremt de timer, som der var personale til, kunne være blevet debiterbare timer. Det fiktive beløb har aldrig været registreret i timesagsregnskabet over debitorer eller lignende, ligesom denne omsætningsandel aldrig ville udmønte sig i et specifikt krav mod nogen, hvorfor det er klagerens klare opfattelse, at et sådant beløb ikke er indkomstskattepligtigt. Virksomhedsårsregnskabet er således opskrevet med en beregnet omsætning.

Klageren har endvidere anført, at han gik konkurs i august 1994 , og ved den lejlighed fik kurator udleveret alt regnskabsmaterialet for 1994 og tidligere år, samt at kurator destruerede alt regnskabsmateriale i boperioden. Klageren har videre anført, at kurator påstår, at en del af regnskabsmaterialet skulle være udleveret ham, hvilket under ingen omstændigheder er tilfældet. Kurator har da heller ikke kunnet dokumentere dette, skønt kurator op til flere gange er anmodet om dette. Klageren har i denne forbindelse bemærket, at kurator er Told-og Skattestyrelsens egen advokat, dvs. Kammeradvokaten, der må formodes at være bekendt med krav om opbevaringspligten, samt at kurator har opbevaringspligten i boperioden, men at kurator desuagtet har destrueret materiale i denne periode.

Klageren har videre anført, at han har kvittereret, når han fik udleveret materiale m.v fra kurator, men kurator har imidlertid ikke kunnet fremlægge klagerens kvittering på, at det i sagen omhandlende regnskabsmateriale er udleveret. Klageren har i denne forbindelse bemærket, at kurator har undladt at kommentere det fremsatte dokumentationskrav.

Klageren har herefter gjort gældende, at han ikke har mulighed for at dokumentere de fremsatte påstande som følge af at kurator har destrueret regnskabsmaterialet, samt at ansættelsen for indkomståret 1991 som følge heraf må nedsættes i overensstemmelse med det selvangivne.

Landsskatteretten bemærker, at kontoen for igangværende arbejde for 1990 er afskrevet en række større beløb, at klageren ved skrivelse af 1. juli 1993 har oplyst, at beløbet bl.a. vedrører igangværende arbejder med 1.094.401 kr. og debitorer med 391.581 kr., at klageren ved skrivelse af 12. januar 1994 har oplyst, at beløbet på 1.472.158 kr. fremkommer ved, at der i omsætningen for 1990 er medregnet 1.144.716 kr. for meget, samt at der er tilbageført 327.442 kr. fra igangværende arbejder, der hidrører fra tidligere år samt at klageren i klagen til Landsskatteretten har anført, at beløbet aldrig har været registreret i timeregnskabet over debitorer eller lignende.

Landsskatteretten bemærker endvidere, at det omhandlende beløb ved opgørelsen af indkomsten er reguleret sammen med igangværende arbejder primo og ultimo samt at posten blot er benævnt "Afgangsført" og nettobeløbet af de tre poster er ført ud til regulering af virksomhedens overskud.

Retten finder herefter, at må være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at posten "Afgangsført" i mangel af nærmere dokumentation må forstås som igangværende arbejder, som klageren har valgt ikke at medtage i den skattepligtige indkomst efter reglerne for liberale erhverv, og således at den skal medregnes som skattepligtig indkomst i 1991 i lighed med posten på 233.173 kr. Henset til at klageren ikke har fremlagt dokumentation for, at det omhandlede beløb ikke har baggrund i udført, men ikke afregningsmodent arbejde for klienterne pr. 31. december 1990, vil den påklagede ansættelse være at stadfæste.

Herefter bestemmes

Kendelsen vedrørende indkomståret 1992 er i vidt omfang enslydende med kendelsen vedrørende indkomståret 1991. Særligt vedrørende indkomståret 1992 hedder det:

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Sagen har været forhandlet med klageren på Landsskatterettens kontor.

...........

Det fremgår af klagerens års- og skatteregnskab for indkomståret 1992, at der ved indkomstopgørelsen er fratrukket tab på debitorer med 386.365 kr. inkl. moms.

...........

De stedlige skattemyndigheder har ikke godkendt det af klageren selvangivne tab på debitorer, i alt 386.691 kr. Skattemyndighederne har ved afgørelsen henset til, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for, at tabet er konstateret. Skattemyndighederne har bemærket, at klageren har oplyst, at regnskabsmaterialet for 1992 er bortkommet i forbindelse med konkursbehandlingen. Skattemyndighederne har til den manglende tilstedeværelse af regnskabsmaterialet anført, at klageren ikke har opfyldt pligten til at opbevare regnskabsmateriale, jf. bogføringslovens § 2, stk. 2. Af nævnte bestemmelse fremgår det, at forretningsbøger skal opbevares i 5 år regnet fra udgangen af det regnskabsår, i hvilket den sidste notering er foretaget. Løsblade, kort eller lignende samt i et af handelsministeren nærmere bestemt omfang de til bogføringen hørende bilag, skal opbevares i 5 år fra udgangen af vedkommende regnskabsår.

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at fradrag for tab på debitorer godkendes som selvangivet.

...........

Klageren har herefter gjort gældende, at han ikke har mulighed for at dokumentere det selvangivne tab på debitorer som følge af at kurator har destrueret regnskabsmaterialet, samt at ansættelsen for indkomståret 1992 som følge heraf må nedsættes i overensstemmelse med det selvangivne.

Klageren har videre anført, at beløbet på 386.365 kr. er eksl. moms uanset teksten i regnskabet. Klageren har endelig anført, at nogle af fordringerne kunne henføres til debitorers konkurs eller gældssanering, samt at beløb over 3.000 var forsøgt inddrevet via advokat. Fordringer under 3.000 kr. udgjorde maksimalt 10.000 kr. af det samlede beløb på 386.365 kr.

Landsskatteretten skal udtale

Efter kursgevinstlovens § 4, 1. pkt., medregnes tab på fordringer erhvervet som vederlag i næring ved indkomstopgørelsen efter statsskattelovens § 6. Egentlige pengeudlån er ikke omfattet af vederlagsnæringsbegrebet.

Tab på forretningsdebitorer kan herefter fratrækkes i det indkomstår, hvor tabet er konstateret og kan gøres endeligt op. Kun under særlige omstændigheder - herunder i tilfælde af debitors indtrådte konkurs, betalingsstandsning, akkord, likvidation på grund af insolvens, debitors forsvinden eller lignende - kan det, f.eks. i form af en erklæring fra bobestyrelsen, anses for sandsynliggjort, at fordringen eller en væsentlig del heraf er tabt. Således kan tabsfradrag foretages, selv om uerholdeligheden ikke er konstateret ved forgæves udlæg eller andre retsskridt. Med hensyn til kravene til konstateringen af et tab på debitorer eller til sandsynliggørelsen af et forventet tab på debitorer skal disse være opfyldt i det indkomstår, hvor tabet ønskes fratrukket.

Landsskatteretten finder herefter ikke grundlag for at godkende det af klageren selvangivne fradrag for tab på debitorer. Der er herved henset til at, at der ikke er fremlagt en specifikation af og dokumentation for det selvangivne tab på de enkelte debitorer. Der foreligger således ikke dokumentation for, at den enkelte fordrings uerholdelighed er konstateret eller sandsynliggjort gennem forgæves udlæg eller andre retsskridt foretaget i det omhandlede indkomstår, eller at der på statustidspunktet den 31. december 1992 har foreligget sådanne særlige omstændigheder for den enkelte debitor, at det kan anses for sandsynliggjort, at fordringen eller en væsentlig del heraf måtte anses for tabt på dette tidspunkt.

Landsskatteretten bemærker, at de stedlige skattemyndigheder har forhøjet klagerens indkomst med 386.691 kr. vedrørende tab på debitorer med 386.365 kr., svarende til en difference på 326 kr., hvormed ansættelsen vil være at nedsætte.

Herefter bestemmes

Personlig indkomst
Ikke godkendt fradrag for tab på debitorer, 386.691 kr., nedsættes til	386.365 kr."

I forbindelse med sagens behandling ved de stedlige ligningsmyndigheder bad Y1-by Kommune ved skrivelse af 19. april 1993 sagsøgeren om inden 30. april 1993 at fremsende forskelligt materiale/oplysninger. Således blev sagsøgeren vedrørende indkomståret 1990 (forhøjelsen af den personlige indkomst for indkomståret 1991) bedt om at fremsende

"12. Dokumentation af andre kapitaludgifter kr. 109.585,29.

13. Dokumentation og specifikation af afgangsførte igangværende arbejder/reguleringer tidligere år
kr 1.472.157,92."

Sagsøgeren besvarede henvendelsen ved skrivelse af 1. juli 1993 som refereret i Landsskatterettens kendelse. Sagsøgeren fremsendte ikke bilag eller anden dokumentation til skattemyndighederne.

I en skrivelse af 12. januar 1994 til Skatteankenævnet anførte sagsøgeren vedrørende indkomståret 1991 bl.a.:

"For så vidt angår indtægtsførslen af kr. 1.472.158 fremkommer denne ved, at der i omsætningen for 1990 er medregnet kr. 1.144.715,88 for meget samt at der er tilbageført kr. 327.442,12 fra igangværende arbejder, der hidrører fra tidligere år."

Sagsøgeren har bl.a. forklaret, at han har været i revisionsbranchen siden 1970. Han blev selvstændig - som kompagnon - i 1979, siden 1980/81 i Y1-by, hvor han fra 1985/86 indtil konkursen i 1994 var eneindehaver. Forretningen ekspanderede fra en årlig omsætning på ca. 350.000 kr. i starten til ca. 2,9 mio kr. i 1990.

Vedrørende regnskabet tor 1990 har sagsøgeren forklaret, det omtvistede beløb, 1.472.158 kr., kan opgøres som anført i Landsskatterettens kendelse. De 1.094.401,51 kr. er fiktiv, ikke-eksisterende omsætning. Der er tale om en post, der viser, hvad omsætningen ville have været, hvis alle medarbejderne havde opfyldt forventningerne til andelen af medarbejderens debiterbare timer i forhold til medarbejderens samlede antal arbejdstimer. Det er udtryk for "internt tidsforbrug". Han gennemgik samtlige medarbejdere, og beløbet er den totale sum. Opgørelsen er foretaget på et regneark, der var blandt det materiale, som kurator har destrueret. Beløbet er medtaget i omsætningen, for at regnskabet kunne se "pænere" ud, idet han var presset af bl.a. sin bank. Beløbet 391.580,79 kr. benævnt "debitorer" i opgørelsen er uerholdelige debitorer. Det er primært hans egen vurdering af debitorernes betalingsevne, der lægger til grund for tabsopgørelsen. Hans vurdering er bl.a. baseret på baggrund af debitorernes regnskaber. På grund af forretningens økonomiske forhold var man ikke interesseret i at afskrive flere debitorer end allerhøjst nødvendigt. Kom der alligevel betalinger fra afskrevne debitorer, blev de bogført som ekstraordinære indtægter. Også opgørelserne over posten "debitorer" er bortkommet i kurators varetægt. Posten "Tab v/salg af ejendom" hidrører fra salg af en udlejningsejendom, han ejede sammen med 4-5 andre personer. Det er tilfældigt, når posten "afgangsført" er anført i tilknytning til posterne vedrørende igangværende arbejder. Der er ingen sammenhæng, men det kunne godt være bedre forklaret i regnskabet. Omsætningen i regnskaberne for 1991 og 1992 er udtryk for den reelle omsætning.

Om regnskabet for 1992 har sagsøgeren forklaret, at opgørelsen af posten "tab på debitorer" for dette år er foretaget også på baggrund af oplysninger fra advokat om debitorernes akkord, konkurs el.lign. Dokumentationen herfor er ligesom alle andre bilag gået tabt i kurators varetægt.

Om sine regnskabsbilag har sagsøgeren nærmere forklaret, at alle virksomhedens bilag var på hans kontor. Kurator fik samtlige bilag i sin varetægt. Sagsøgeren var ikke inddraget i konkursbehandlingen bortset fra, at han 4-5 gange bistod kurator med at udlevere regnskabsmateriale til sine klienter. Han har ikke spurgt kurator om udlevering af sine egne bilag, og kurator har ikke rettet henvendelse til ham herom. Han havde indtryk af, at det var kurator, der skulle opbevare bilagene og forventede, at bilagene ville blive udleveret igen i forbindelse med afslutningen af konkursbehandlingen. Han fik ikke kendskab til makuleringen af bilagene før brevvekslingen mellem kurator og kommunen.

Udspurgt af sagsøgtes advokat har sagsøgeren bl.a. forklaret, at han ikke kan huske, hvorfor han ikke fremsendte dokumentation, da kommunen bad om dette ved skrivelsen af 19. april 1993, hvor han stadig var i besiddelse af sit dokumentationsmateriale . Den dokumentation, der er tale om vedrørende de forskellige poster, er bl.a. regneark, håndskrevne opgørelser, posteringsark, timesagsregnskab, debitorlister m.m. Om regnskabet for 1990 har sagsøgeren forklaret, at det er rigtigt, at den del af det afgangsførte beløb, der udgøres af tab på debitorer, burde have været posteret sammen med de øvrige tab på debitorer, men opdelingen skyldes bl.a. at nogle er "konstaterede", mens andre "ikke er l00% konstaterede". For så vidt angår tabet ved ejendomshandlen, har han ikke forsøgt at indhente en tabsopgørelse fra nogen af medejerne. Han ved ikke, hvorfor han ikke tidligere har reageret over for kurator om udlevering af bilag i forbindelse med kommunens henvendelser. Det er kun i 1990, at omsætningen er "pustet op". Han er enig i, at teksten "afgangsført" er misvisende, men det var en "standard-tekst", som han brugte.

Parternes procedure

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande vedrørende indkomståret 1991 gjort gældende, at 1.094.402 kr. - betegnet som "igangværende arbejder" - af det omtvistede beløb ikke skal medregnes til sagsøgerens indkomst, idet der ikke er tale om omsætning/indtægt. Beløbet er alene en registrering af den for virksomheden samlede forventede produktive tid fratrukket den faktisk produktive tid, og er således et fiktivt tal. De 391.580 kr. er en korrekt opgørelse over tab på debitorer, og beløbene 67.614 kr. og 28.146 kr. er ligeledes fradragsberettigede som henholdsvis rejseudgifter og tab ved salg af fast ejendom. For indkomståret 1992 har sagsøgeren gjort gældende, at beløbet 386.365 kr. er en korrekt opgørelse over tab på debitorer. For begge indkomstår gælder, at dokumentationsmaterialet uberettiget er makuleret af den af sagsøgte valgte kurator, således at sagsøgers eneste bevismulighed er forklaringen for retten. Risikoen for bortkomsten af sagsøgerens regnskabsmateriale må under disse omstændigheder påhvile sagsøgte.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at det påhviler sagsøgeren at godtgøre berettigelsen af de omstridte fradrag i indkomsten, og at sagsøgeren ikke har løftet denne bevisbyrde. For så vidt angår indkomståret 1991 har det formodningen imod sig, at sagsøgeren skulle have medtaget et så betydeligt beløb som fiktiv omsætning. Da det omstridte beløb indgår som en regulering af indkomsten sammen med igangværende arbejder primo og ultimo under benævnelsen "afgangsført" og derved har nedbragt det skattepligtige overskud, må beløbet vedrøre igangværende arbejder, som sagsøgeren har valgt ikke at medtage i den skattepligtige indkomst i 1990, hvorfor beløbet som sket skal medtages ved indkomstopgørelsen for 1991. For så vidt angår indkomståret 1992 bemærkes, at sagsøgeren ikke har dokumenteret at have lidt et fradragsberettiget tab på debitorer på det omtvistede beløb. For begge indkomstår gøres det gældende, at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at han er afskåret fra at dokumentere rigtigheden af de omstridte fradrag som følge af, at kurator i sagsøgerens konkursbo skulle have destrueret sagsøgerens regnskabsmateriale, og uanset om dette måtte være tilfældet, påhviler risikoen for bortkomsten af regnskabsmaterialet sagsøgeren og ikke sagsøgte.

Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgte gjort gældende, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling ved de stedlige ligningsmyndigheder, såfremt landsretten måtte finde, at sagsøgeren er berettiget til et delvist fradrag.

Landsrettens bemærkninger

Landsretten lægger efter bevisførelsen vægt på, at sagsøgeren i sit skatteregnskab for 1990 i opgørelsen af overskuddet af virksomheden, sammen med "igangværende arbejder" har "afgangsført" det omtvistede beløb 1.472.157,92 kr., at sagsøgeren, da han ved kommunens skrivelse af 19. april 1993 blev bedt om at fremsende dokumentation vedrørende denne post, havde såvel anledning til som mulighed for over for skattemyndighederne at fremkomme med den dokumentation, han måtte være i besiddelse af, men undlod dette, at sagsøgeren - i strid med sin nuværende opfattelse - i sit svar af 1. juli 1993 til skattemyndighederne fastholdt, at der var tale om igangværende arbejder, at sagsøgeren ikke idag kan dokumentere rigtigheden af den i hans skrivelse af 1. juli 1993 skete opsplitning iøvrigt af beløbet, bl.a. i tab på debitorer, at sagsøgeren i sin skrivelse af 12. januar 1994 til Skatteankenævnet fremkom med en anden forklaring på beløbet end den i den nævnte skrivelse af 1. juli 1993 fremsatte forklaring, at sagsøgeren ikke kan dokumentere tab på debitorer på 386.365 kr. for indkomståret 1992, og at opgørelsen af størrelsen af tabet efter sagsøgerens forklaring også for 1992 bl.a. er baseret på sagsøgerens egen vurdering af debitorernes betalingsevne.

Landsretten kan på denne baggrund ikke tillægge sagsøgerens forklaring vægt, hvorfor sagsøgeren hverken for indkomstårene 1991 eller 1992 findes at have godtgjort eller sandsynliggjort rigtigheden af de af ham påberåbte fradrag. Herefter er det uden betydning, at sagsøgerens regnskabsbilag måtte være bortkommet.

Af de af sagsøgte anførte grunde er det således korrekt, at sagsøgerens indkomst for indkomstårene 1991 og 1992 forhøjes som sket med henholdsvis 1.472.158 kr. og 386.365 kr., hvorfor sagsøgte frifindes.

Med hensyn til fastsættelsen af sagens omkostninger er der taget hensyn til følgende omstændigheder: Sagen var berammet til domsforhandling den 2. juni 1999. Sagsøgeren gav møde og anmodede om udsættelse af domsforhandlingen, idet hans advokat netop var udtrådt af sagen. Sagsøgte ville efter omstændighederne ikke protestere imod udsættelsen. Sagen blev på ny domsforhandlet den 9. februar 2000.

Thi kendes for ret

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, A, i sagsomkostninger 75.000 kr. til sagsøgte.