Dato for udgivelse | 28 Jan 2002 15:47 |
Resumé | Den udvidede selvangivelse er allerede on-line. |
Baggrund
Under overskriften "Forenkling af skattelove vil give mere rådgivning" bringer Berlingske Tidende i dag en artikel. I den foreslår Henrik Friis fra Foreningen af Registrerede Revisorer administrative forenklinger, som kan sænke omkostningerne og mindske besværet ved skattesystemet.
Som eksempel på forenklinger nævnes, at de selvstændige burde have samme mulighed for at kunne rette via Tast·Selv i forskudsskema og selvangivelse som lønmodtagerne:
"Hvis selvstændige erhvervsdrivende kunne ændre f.eks. overskud af virksomhed, opsparet overskud, kapitalafkast og rentekorrektion on-line, så ville der være store rationaliseringsgevinster at hente for selvstændige og skattemyndighederne."
Den udvidede selvangivelse er allerede on-line
Selvstændigt erhvervsdrivende med en udvidet selvangivelse kunne allerede sidste år lave deres selvangivelse over internettet. Det vil sige, at de kan indberette overskud af virksomhed, kapitalafkast, rentekorrektion og indkomst til virksomhedsbeskatning mv. on-line. De selvstændigt erhvervsdrivende kan også ændre forskudsopgørelsen on-line.
Flere administrative forenklinger
Selvstændigt erhvervsdrivende skal dog samtidig indsende regnskab og evt. kapitalforklaring på papir. For landbruget er der imidlertid fundet en løsning, som betyder, at LEC (Landbrugets Edb Central) kan klare det elektronisk for landmændene.
ToldSkat samarbejder med Finansministeriets TaskForce og Erhverv- og Selskabsstyrelsen om en elektronisk løsning for de øvrige selvstændigt erhversdrivende.
ToldSkat erkender, at der er behov for yderligere administrative lettelser for selvstændige erhvervsdrivende.On-line indberetning af lønsumsafgift og punktafgifter var planlagt til i år, men det er på grund af budgetsituationen udskudt indtil videre.