Dato for udgivelse | 18. august 1998 |
Resumé | Told- og Skattestyrelsens statistik over ejendomsvurderingen for 1998 viser, at landets ejendomme generelt er vurderet for lavt i forhold til de faktiske handelspriser. Derfor forventer Told- og Skattestyrelsen, at de fleste ejendomsvurderinger vil stige fra 1998 til 1999, uanset om ejendomspriserne rent faktisk stiger i løbet af 1998. |
Ejendomsvurderingerne for 1998 er for lave
Told- og Skattestyrelsens statistik over ejendomsvurderingen for 1998 viser, at
landets ejendomme generelt er vurderet for lavt i forhold til de faktiske handelspriser.
Derfor forventer Told- og Skattestyrelsen, at de fleste ejendomsvurderinger vil
stige fra 1998 til 1999, uanset om ejendomspriserne rent faktisk stiger i løbet
af 1998.
En sammenligning af handelspriserne i 1. kvartal 1998 med de tilsvarende ejendommes
vurdering pr. 1. januar 1998 viser, at handelspriserne for enfamiliehuse, sommerhuse
og ejerlejligheder på landsplan ligger henholdsvis 14, 13 og 28 pct. over ejendomsværdierne.
Især for ejerlejligheder er vurderingerne altså væsentligt lavere
end handelspriserne.
Geografisk er det ikke mindst i Københavns og Frederiksberg kommuner, at vurderingerne
er for lave. Her ventes de fleste vurderinger at stige en del fra 1998 til 1999,
ikke mindst for ejerlejlighederne.
De nævnte afvigelser mellem handelspriser og vurderinger er gennemsnitstal
og dækker over, at der er forskel på, hvor meget den enkelte ejendom er
vurderet for lavt. Nogle ejendomme er således vurderet tættere på
handelsprisen, mens andre er vurderet endnu lavere end gennemsnitstallene viser.
Ligningsrådet har på dets møde den 18. august 1998 besluttet, at
de lave vurderinger ikke skal ændres generelt med virkning for 1998, men at
vurderingsniveauet til gengæld skal rettes op ved 1999-vurderingen.
Det betyder, at de fleste ejendomsvurderinger vil stige fra 1998 til 1999, uanset
om ejendomspriserne rent faktisk stiger i løbet af 1998. Boligejerne vil få
meddelelse om 1999-vurderingen i maj 1999.
At vurderingerne for 1998 er for lave skyldes bl.a., at Told- og Skattestyrelsen
på det tidspunkt, hvor vurderingsniveauet for 1998 skulle fastlægges,
skønnede at stigningen i ejendomspriserne var ved at flade ud. Vurderingsniveauet
for 1998 blev fastlagt på et tidspunkt, hvor statistikken over ejendomspriserne
viste en afdæmpet tendens.
Efterfølgende viste det sig, at ejendomspriserne tværtimod fortsatte med
at stige, bl.a. fordi renten faldt. Derfor blev vurderingerne pr. 1. januar 1998
for lave.
For ejerlejlighederne var der desuden en edb-mæssig fejl i Told- og Skattestyrelsens
kontrolsystem, som betød, at styrelsen ikke i tide blev advaret om, at vurderingen
af ejerlejligheder ville blive lavere end forventet.
Evt. yderligere oplysninger kan fås hos afdelingschef Flemming Paludan, tlf.
35 29 21 17.