Dato for udgivelse | 15. december 1999 |
Resumé | Ligningsrådet kunne på sit møde den 14. december 1999 konstatere, at landets kommuner har opfyldt måltallene i højere grad end nogensinde. |
Ligningsrådet kunne på sit møde den 14. december 1999 konstatere,
at landets kommuner har opfyldt måltallene i højere grad end nogensinde.
Landets kommuner skulle opfylde 2 antalsmåltal fastsat af Ligningsrådet
- disse måltal er over de seneste år blevet skærpet, men på
trods af det, er der i år flere kommuner end nogensinde tidligere, der har
nået måltallene.
De 2 måltal vedrører ligningen af hovedaktionærer og personligt erhvervsdrivende.
Af hovedaktionærer skulle kommunerne kontrollere mindst 31% (1998/1999) - sidste
periode var måltallet 30%. Det har 227 kommuner kunnet leve op til i 1998/1999
(1997/1998: 187) - og det er det højeste tal siden målingerne startede
i 1992.
Der er kontrolleret i alt 14.564 hovedaktionærselvangivelser - mod 13.143 i
1997/1998.
Kommunerne skulle derudover kontrollere 30% af de personligt erhvervsdrivende -
i sidste periode (1997/1998) skulle der kontrolleres 28%. Det har 252 kommuner klaret
(1997/1998: 227) - og det er også det højeste tal siden 1992!
Der er kontrolleret i alt 139.978 selvangivelser fra personligt erhvervsdrivende
- mod 131.875 i 1997/1998.
Kun 10 kommuner har ikke kunnet opfylde nogen af måltallene - det er også
et historisk lavt tal, idet der sidste år var 22 kommuner i denne kategori.
Grunden til den manglende opfyldelse fra disse 10 kommuner var typisk ressourceproblemer
- f.eks. mangel på skatterevisorer eller sygdom. Flere af kommunerne var -
på trods heraf - dog tæt på at opfylde måltallene.
Tallene viser, at kommunerne virkelig har opprioriteret ligningen, hvilket jeg kun
kan være særdeles tilfreds med, siger formand for Ligningsrådet Ole
Bjørn.