Dato for udgivelse | 20. juli 1999 |
Resumé | En fejl i oplysningerne om kontonumre fra Sparekassernes edb-central (SDC) medfører, at en del modtagere af børnefamilieydelse ikke vil have beløbet til rådighed på den bankkonto, som de forventer beløbet skulle være indgået på den 20. juli 1999. |
Fejl i udbetaling af børnefamilieydelsen
En fejl i oplysningerne om kontonumre fra Sparekassernes edb-central (SDC) medfører,
at en del modtagere af børnefamilieydelse ikke vil have beløbet til rådighed
på den bankkonto, som de forventer beløbet skulle være indgået
på den 20. juli 1999.
Beløbet vil i stedet normalt være indgået på en anden konto,
som modtageren har i BG-Bank, Lån & Spar Bank eller sparekasse.
Told·Skat udsendte den 14. juli 1999 et meddelelsesbrev til ca. 100.000 modtagere
af børnefamilieydelse, hvor der var sket ændring i overførselsoplysningerne
- f.eks. ændring af kontonummer. Sådanne breve bliver udsendt op til hver
udbetaling af børnefamilieydelse.
I brevet opfordres beløbsmodtagerne til at henvende sig til den kommunale socialforvaltning,
hvis oplysningerne er forkerte. Det har mange benyttet sig af.
Men der er stadig en risiko for, at nogle modtagere ikke har opdaget fejlen og rettet
henvendelse til kommunen - f.eks. p.g.a. sommerferie, og at disse derfor ikke modtager
beløbet på den rigtige konto den 20. juli 1999.
Det er ikke muligt præcist at opgøre hvor mange beløbsmodtagere,
der berøres af fejlen, men efter en skønsmæssig vurdering anslåes
at det kan dreje sig om 2-4.000 beløbsmodtagere.
- Det er en meget beklagelig fejl, der er sket, siger vicedirektør Preben Kristiansen,
Told- og Skattestyrelsen, der samtidig oplyser, at styrelsen har taget kontakt til
SDC for derigennem at gøre de berørte pengeinstitutter opmærksom
på fejlen. SDC har også kontaktet landets øvrige bogføringscentraler,
så beløbsmodtagere, der har skiftet bank, er sikret, at deres bank også
er underrettet.
- Dermed håber vi, at ferierende beløbsmodtagere, der bliver ramt af fejlen,
møder den rette forståelse i deres pengeinstitut, så beløbet
kan blive overført til den rigtige konto, siger Preben Kristiansen.
Hvis man ikke har modtaget sin børnefamilieydelse med posten (check) eller
via sin bankkonto (eventuelt anden konto i et andet pengeinstitut) senest den 20.
juli 1999, skal man henvende sig til den kommunale socialforvaltning.
Fejlen har også betydning for udbetalingen af overskydende skat, og Told·Skat
har derfor valgt at tilbagebetale overskydende skatter på checks indtil videre
- også for de skatteydere, der ellers har ønsket at få pengene overført
til deres bankkonto.