Dato for udgivelse | 9. august 1999 |
Resumé | Politiet og ToldSkat har indgået en aftale om et formelt samarbejde for at dæmme op for indsmuglingen af især narkotika, spiritus og cigaretter. |
Den organiserede smuglerkriminalitet går svære tider i møde
Politiet og Told·Skat har indgået en aftale om et formelt samarbejde for
at dæmme op for indsmuglingen af især narkotika, spiritus og cigaretter.
Aftalen betyder, at et effektivt og velfungerende samarbejde mellem politi og Told·Skat
nu formaliseres og yderligere intensiveres for at stoppe organiseret smuglerkriminalitet.
Det skal ske dels ved øget informationsudveksling i dagligdagen, og dels skal
der i større omfang end tidligere planlægges og gennemføres fælles
kontrolaktioner.
Samarbejdet bliver etableret, såvel mellem politiets og Told·Skats centrale
enheder som mellem de lokale politimestre og regionscheferne ved de enkelte toldcentre.
- Sidste år afslørede Told·Skat og politiet i samarbejde smugleri
af mere end 120 mio. cigaretter. Det var en 6-dobling i forhold til tidligere år.
Vi anser det derfor for helt naturligt, at vi nu får formaliseret og yderligere
udvidet det fortrinlige samarbejde mellem os, siger rigspolitichef Ivar Boye og
told- og skattedirektør Frantz Howitz.
Aftalen blev underskrevet af told- og skattedirektør Frantz Howitz og rigspolitichef
Ivar Boye den 28. juni 1999.
Den skal nu hen over sommeren gennemføres ude omkring i landet.
Yderligere oplysninger om aftalen kan fås ved afdelingschef Steffen Normann
Hansen, Erhvervsafdelingen, Told- og Skattestyrelsen, tlf 35 29 24 14 eller hos
politimester Jens Henrik Højbjerg, Rigspolitichefen Afdeling A, tlf 33 14 88
88.