Dato for udgivelse
20. december 2000
Resumé
Den offentlige ejendomsvurdering skal ifølge loven svare til ejendommens handelsværdi.
Boliger med brændeovn eller solvarme-anlæg får derfor et tillæg på 100 kr. pr. m2 ved vurderingen af ejendommen, fordi de typisk handles til en højere pris end ejendomme uden brændeovn eller solvarme.
Derved bliver vurderingen mere retfærdig, fordi slutresultatet af vurderingen i højere grad svarer til ejendommens handelsværdi.
 

Kommentar til artikel i Jyllandsposten idag.
 
Den offentlige ejendomsvurdering skal ifølge loven svare til ejendommens handelsværdi.
Boliger med brændeovn eller solvarme-anlæg får derfor et tillæg på 100 kr. pr. m2 ved vurderingen af ejendommen, fordi de typisk handles til en højere pris end ejendomme uden brændeovn eller solvarme.
Derved bliver vurderingen mere retfærdig, fordi slutresultatet af vurderingen i højere grad svarer til ejendommens handelsværdi.
  
Told- og Skattestyrelsens statistiske analyser af alle ejendomsalg i Danmark viser, at parcelhuse med supplerende opvarmning i form af brændeovn eller solvarme handles til en pris på omkring 150 kr. pr. m2 højere end ejendomme uden supplerende opvarmning.
  
Derfor gives der et tillæg for supplerende opvarmning ved vurderingen af disse ejendomme.
 
Tillægget er sat til 100 kr. pr. m2, fordi det derved for langt de fleste parcelhuse kommer til at svare til den typiske anskaffelsespris for en brændeovn eller et solvarme-anlæg.
 
Hvis ikke der blev givet et tillæg for brændeovn og solvarme, ville det betyde en stigning i vurderingen af ejendomme uden brændeovn og solvarme. Det hænger sammen med, at disse ejendomme derved skulle være med til at bære den stigning i den samlede værdi af alle ejendomme, som skyldes at ejendomme med brændeovn og solvarme handles til en højere pris. Tillægget for brændeovn og solvarme er altså med til at gøre den offentlige vurdering mere retfærdig.
 
Tillægget for brændeovn og solvarme er i øvrigt kun ét blandt mange tillæg og nedslag, som giver en mere retfærdig vurdering. F.eks. er der nedslag til ejendomme uden køkken og bad, ejendomme som er dårligt vedligeholdt og ejendomme med støjgener. Det afgørende for, om vurderingen af en ejendom er rigtig, er nemlig, om slutresultatet (dvs. summen af tillæg og nedslag) svarer til ejendommens handelsværdi.
 
Hvis en ejer ikke er enig i slutresultatet, kan der klages over vurderingen. Ved ejendomsvurderingen for 2000 klagede 33.900 over vurderingen, svarende til 1,7 pct. af de 2 mill. vurderede ejendomme. For de øvrige 98,3 pct. fandt ejerne altså ikke grund til at klage.