I den seneste tid har der i pressen, bl.a. Jyllandsposten, været omtalt eksempler på nidkærhed og emsighed fra skattevæsenets side. Blandt eksemplerne har været beskatning af et stykke wienerbrød, nægtelse af fradragsret for opvaskebørste etc.

Lad mig slå fast, at de nævnte eksempler også forekommer mig at være udtryk for smålighed eller “gåen i for små sko”, og det er ikke et ønske eller en instruks fra ToldSkats eller Ligningsrådets side, at sådanne bagatelsager skal rejses af kommunerne.

Der har også været omtalt et eksempel, hvor en virksomheds udgifter til en jubilæumsreception blev bedømt som repræsentationsudgifter med kun 25% fradragsret i stedet for reklameudgifter med 100% fradragsret, en sondring, der i sagens natur altid vil være forbundet med vanskeligheder. Det vil derfor være ønskeligt, at en virksomhed - eventuelt i samarbejde med sin rådgiver eller kommunen - på forhånd sørger for, at der ikke kan opstå sådanne afgrænsningsspørgsmål.

Den konkrete afgørelse, der er truffet af Landsskatteretten som sidste administrative instans, kan som sådan ikke kritiseres, da den er i fuld overensstemmelse med lovgivningen og den praksis på området, der har udviklet sig, siden Folketinget vedtog at begrænse fradragsretten for repræsentationsudgifter til 25%. Hvis kommunen havde set bort herfra, ville man også med rette kunne rejse kritik for uensartet administration af lovbestemmelsen.

I forbindelse med avisomtalen er Henrik Friis fra Foreningen af Registrerede Revisorer (FRR) citeret for at sige, at han, hver gang han er til møde med ToldSkat, har overbragt op til en halv snes eksempler på sager præget af smålighed og nidkærhed.

Dette er imidlertid ikke tilfældet. Tværtimod, hver gang påstande om smålighed, uensartethed og lignende er blevet fremsat, har styrelsen efterlyst konkrete eksempler for at have noget at forholde sig til. Heller ikke på det seneste møde i Told- og Skattestyrelsen den 3. september 2001 kunne Henrik Friis fremlægge sådanne eksempler.

Uanset ovenstående er det dog styrelsens opfattelse, at der i mange - især små og mellemstore - kommuner er behov for en omstilling af skatteforvaltningernes indsats fra bagatel- og petitessesager på bl.a. lønmodtager- og erhvervsligningsområdet til i højere grad at beskæftige sig med mere væsentlige lignings- og kontrolspørgsmål.

Ligningsrådet anlægger i den årlige ligningsplan et væsentlighedskriterium for netop at anspore kommunerne til at gå efter de større sager. Ligningsrådet fastsætter også nogle måltal for den kommunale ligningsindsats for at opnå en vis grad af ensartethed og effektivitet på landsplan. Kommunernes politiske ledelse, kommunalbestyrelserne, har ansvaret for ligningens gennemførelse og dermed også den konkrete opfyldelse af disse måltal, men opfyldelsen af måltal bør aldrig være en begrundelse for en kommune til at rejse tvivlsomme eller bagatelagtige sager.