Nyhedsmedie
Børsen
Skrevet af
Kontorchef Else Veggerby
Resumé

I en artikel i Børsen den 24. september 2001 med overskriften "Byggemoms i strid med direktiv" opfordrer partner i KPMG Flemming Lind Johansen håndværksmestre til at kræve moms tilbage fra ToldSkat. Landsskatteretten mener, at det er i overensstemmelse med 6. momsdirektiv at pålægge en murermester byggemoms.

Den 24. september 2001 bragte Børsen en artikel med overskriften "Byggemoms er i strid med direktiv".

Af artiklen fremgår det, at revisionsfirmaet KPMG C. Jespersen mener, at ToldSkat er ude på meget tynd is, når vi pålægger f.eks. en murermester, der bygger sin egen bolig, at betale byggemoms af materialer og eget arbejde. Den praksis, som de danske myndigheder følger er i strid med reglerne i det sjette momsdirektiv og retspraksis ved EF-domstolen siger partner i KPMG, Flemming Lind Johansen.

Hertil kan jeg bemærke, at den verserende landsskatteretssag, der omtales i artiklen, er afgjort. Som jeg også oplyste Børsens journalist, Ulrik Horn, om fredag den 21. september 2001, har Landsskatteretten for ca. 1 måned siden afsagt kendelse i sagen. Landsskatteretten når blandt andet frem til, at momslovens bestemmelser om byggemoms, og moms af sædvanlig avance, når huset er til brug for virksomhedens indehaver, må anses for at have hjemmel i 6. momsdirektiv.

Ingen tilbagebetaling
Med forbehold for, at kendelsen bliver indbragt for og ændret af domstolene, er der ikke i den foreliggende afgørelse noget grundlag for, at ToldSkat kan eller skal tilbagebetale byggemoms.

Iøvrigt vil jeg nævne, at skatteministeriet i maj 2000 nedsatte en arbejdsgruppe, der skulle identificere bestemmelser i momsloven, der førte eller kunne føre til retlige uoverensstemmelse med 6. momsdirektiv. Baggrunden for arbejdsgruppen var netop kritik fra professionelle rådgivere af den måde, hvorpå 6. momsdirektiv er blevet gennemført i momsloven. I gruppen sad der derfor også blandt andet 2 repræsentanter fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorer (FSR). Også Advokatrådet var repræsenteret.

Hverken i forbindelse med gruppens møder eller i den endelige rapport af 26. juni 2001 blev der peget på problemer med byggemomsreglerne og 6. momsdirektiv. Når professionelle rådgivere kun 3 måneder efter, at rapporten foreligger, råber: "Ulven kommer", fordi de mener, at praksis vedrørende byggemoms er i strid med 6. momsdirektiv, vil jeg blot sige, at det havde været rart, om kritikken var blevet fremført under arbejdsgruppens udredningsarbejde.

Konstruktiv dialog
ToldSkat foretrækker at føre en konstruktiv dialog med erhvervslivet i de mange mødefora, bl.a. Told- og Skattestyrelsens Momsudvalg under Det Centrale Virksomhedskontaktudvalg, der er nedsat sammen med erhvervslivets repræsentanter, frem for at råbe ad hinanden i pressen.