Nyhedsmedie | Nordjydske Stiftstidende |
Skrevet af | Vicedirektør Ole Kjær, Told- og Skattestyrelsen |
Advokat Steffen Ebdrup skriver den 24. februar 2001 i NordJyske Stiftstidende under overskriften "Eksplosiv stigning i skattesager", at antallet af skattesager stiger, og at det tager længere og længere tid at få sagerne gennem systemet. Kontraktstyring udnævnes til skurken.
Dette udsagn er ganske enkelt ikke rigtigt og bygger tilsyneladende på en forkert læsning af Skatteministeriets klage- og retssagsstatistik pr. 31.12.1999, som advokat Ebdrup henviser til i sit indlæg, samt på en misforstået opfattelse af, hvad måltal og kontraktstyring indebærer.
Det fremgår tværtimod af klage- og retssagsstatistikken, at der for skatteankenævnenes vedkommende synes at være tendens til et faldende antal klager på personområdet, mens medholdsprocenten er på nogenlunde uændret niveau. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved skatteankenævnene er faldende.
Det er rigtigt, at antallet af sager i Landsskatteretten og den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er for opadgående, men det må tilskrives organisatoriske forhold og ikke en øget klagefrekvens i skattesagerne.
Landsskatteretten har fra 1. juli 1998 været 1. klageinstans på selskabsligningsområdet. Når klagerne ikke længere skal gennem skatteankenævnene, men kan indbringes direkte for Landsskatteretten vil det naturligvis medføre en stigning i sager på selskabsområdet ved Landsskatteretten. Men samtidig vil den samlede sagsbehandlingstid i det administrative system for disse sagstyper blive kortere, da Landsskatteretten er eneste klageinstans.
Det fremgår også af statistikken, at medholdsprocenten ved Landsskatteretten ligger på nogenlunde uændret niveau, når der tages højde for større grupper af ensartede sager, der i perioden 1996 - 1998 betød en højere stadfæstelsesprocent.
For så vidt angår behandlingen ved domstolene, er der inden for de senere år sket en væsentlig nedsættelse af den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved landsretterne og til dels også ved Højesteret.
Det er rigtigt, at aktivitetsniveauet i den statslige og kommunale ligning generelt er forhøjet - der foretages flere kontroller - men det giver sig altså ikke udslag i større medholdsprocenter for skatteyderne. Det kan derfor ikke - sådan som advokat Ebdrup gør - konkluderes, at kvaliteten i ligningen er faldende p.g.a. måltal og kontraktstyring.
Måltal bruges til styring af ligningsindsatsen. En gennemført kontrol giver måltalsopfyldelse uanset om den er resulteret i en uændret, en forhøjet eller en nedsat skatteansættelse.
Der er derfor ikke rigtigt, når advokat Ebdrup skriver, at medarbejderne i skatteforvaltnin gerne er mere interesserede i at gennemføre skatteforhøjelser - uanset de ikke holder ved senere klageinstanser - fordi det tæller på kreditsiden. Klagesager medfører også et merarbejde for skatteforvaltningerne, som ikke giver noget på måltalsopfyldelsen.
Jeg er helt enig i, at en skattesag på 10 år er lang tid, men med den nye struktur og det generelle fald i sagsbehandlingstiderne går det heldigvis den rigtige vej.