Hans Taaning retter i sit læserbrev af 26. december 2000 under overskriften "Vejen til trældom" det tunge skyts mod Told·Skat. Jeg skal ikke udtale mig hverken for eller imod Hans Taanings mere personlige holdninger til, hvilken skattepolitik der skal føres i Danmark, men jeg vil gerne kommentere et par af hans andre påstande om, hvordan vi administrerer skattelovgivningen.
 
Hans Taanings læserbrev efterlader indtrykket af et Told·Skat, der nærmest har en målsætning om nidkær og usaglig administration. Et billede, som jeg ikke tror, flertallet kan genkende.
 
Told·Skat løser mange forskellige opgaver. Vi kræver skatter og afgifter op - og vi kontrollerer, servicerer og vejleder virksomhederne. Vi er ikke altid ude i populært ærinde, og netop derfor har vi fokus på omgivelsernes behov og krav, når vi udfører vores arbejde. Ved at gennemføre løbende brugerundersøgelser forsøger vi at finde ud af, om bestræbelserne lykkes.
 
Det gør de. Brugerundersøgelserne viser, at langt de fleste virksomheder, rådgivere m.fl. er tilfredse med måden, som vi udfører vores arbejde på. Det udelukker naturligvis ikke, at der begås fejl.
 
Hans Taaning nævner, at en del erhvervsdrivende fejlagtigt er blevet opkrævet en afgift for for sen indbetaling af lønsumsafgift. En skatteyder, der havde betalt til tiden, gjorde Told·Skat opmærksom herpå. Skatteyderen fik besked om, at afgiften ville blive tilbagebetalt, men der var ingen undskyldning eller beklagelse hos Told·Skat.
 
Som jeg nævnte, kan der ske fejl, og en virksomhed eller en borger kan føle sig dårligt behandlet. I en situation, som den Hans Taaning nævner, kan jeg kun opfordre til, at man henvender sig til ledelsen hos den lokale told-og skatteregion. Jeg er enig i, at det havde været på sin plads med en beklagelse, men vi kan kun rette op på uhensigtsmæssigheder, hvis vi har kendskab hertil.
 
Hans Taaning efterspørger desuden en mere vejledende og serviceorienteret holdning, hvor vi selv i højere grad tager initiativ til at korrigere fejl til skatteydernes fordel, hvadenten det er skattemyndighederne eller skatteyderne selv, der har begået dem.
 
En sådan holdning er jeg naturligvis også enig i. Vi er også forpligtiget hertil, og jeg er sikker på at told- og skatteregionerne bestræber sig på at vejlede borgere og virksomheder bedst muligt. Det bekræfter vores brugerundersøgelser da også.
 
Problemet er imidlertid, at vi kun i meget få tilfælde har registreret så meget om den enkelte, at vi selv er i stand til at fremfinde de personer eller virksomheder, som måtte være berørt af en praksisændring. Så meget "Big Brother" er Told·Skat trods alt ikke.
 
I stedet udsender vi en omfattende information både til myndighederne, så de selv kan rette fejlen, hvis de under en sagsbehandling bliver opmærksomme på forholdet, og til rådgivere og pressen, så virksomheder og borgerne selv kan rette henvendelse til den lokale myndighed for at få deres ret. Alle afgørelser, fortolkninger og vejledninger, som anvendes af myndighederne, er offentligt tilgængelige - og helt gratis, hvis man har adgang til internettet. Jeg tror ikke, der er nogen anden told- og skattemyndighed i verden, som på samme måde fører en "åben dør" politik.
 
Hans Taaning påstår desuden, at vi har en modvilje mod at tilbagebetale penge f.eks. AMBI og moms. Vi har ikke det mindste imod at tilbagebetale AMBI og moms. Det er jo heller ikke "vores" penge, men samfundets, dvs. vores allesammen. Det er dog ikke så enkelt at tilbagebetale moms og AMBI, som f.eks. personlig indkomstskat, fordi det som regel ikke er den virksomhed, der har opkrævet momsen (eller afgiften), som også har betalt den. Det har derimod, den der har købt varen eller serviceydelsen hos virksomheden. En tilbagebetaling af moms til virksomheden vil med andre ord være et økonomisk tilskud, medmindre virksomheden refunderer beløbet til kunderne, som i sidste ende har betalt for meget hos virksomheden. Hvis en given praksis underkendes af domstolene, er det derfor ikke så ligetil at iværksætte en tilbagebetalingsprocedure, der sikrer, at kun de virksomheder, som har lidt tab, får dækning herfor. Men det skal vi- alt andet ville være ulovligt.
 
Kantinemomsen, som Hans Taaning nævner, er et godt eksempel. Praksis på området blev fastlagt af det daværende momsnævn for at undgå konkurrenceforvridning mellem virksomheder, som selv driver kantine, og udefra drevne kantiner, caféer, smørrebrødsforretninger, pølsevogne o.l. Moms-nævnet var nedsat for bl.a. at afklare fortolkningstvivl. Momsnævnet kom frem til, at der altid skulle opkræves moms af fremstillingsprisen, også selvom medarbejderen betalte mindre for maden. Det viste sig altså senere ikke at kunne holde, og vi skal igang med en tilbagebetaling. Men netop for kantinemomsen regner vi med, at der kan ske en mere forenkelt tilbagebetaling, fordi vi tror, at virksomhederne i høj grad selv har betalt momsen og ikke ladet den påvirke den pris, som deres medarbejdere har skullet betale.
 
Når der opkræves over 650 mia. kr om året i skatter og afgifter, er det vigtigt, at det sker på en betryggende måde, så den enkelte betaler det, som lovgivningen foreskriver - hverken mere eller mindre. Både i Told·Skat og i kommunerne sker det effektivt og med udpræget brug af vejledning og service overfor virksomhederne og borgerne. Vores administration kan sagtens måle sig med sammenlignelige administrationer i andre lande. Hvis man vil have facts om Told·Skat, kan jeg henvise til vores virksomhedsregnskab på vores hjemmeside www.toldskat.dk