Under denne sag, der er anlagt den 2. juni 1999, har sagsøgeren A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgers skattepligtige personlige indkomst nedsættes med 7.870 kr. for indkomståret 1995 og med 9.148 kr. for indkomståret 1996, subsidiært at der foretages ny ansættelse af sagsøgers skattepligtige personlige indkomst for indkomstårene 1995 og 1996.
Skatteministeriet har påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning af sagen til fornyet ansættelse af sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomstårene 1995 og 1996.
Den 3. marts 1999 afsagde Landsskatteretten kendelse vedrørende As, skattepligtige personlige indkomst for indkomstårene 1995 og 1996. Af kendelsen fremgår blandt andet følgende:
"...
Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:
|
Indkomståret 1995 |
| |
|
Personlig indkomst |
|
|
Ikke godkendt fradrag for udgift til husleje, lys og varme |
7.870 kr. |
|
Indkomståret 1996
|
|
|
Personlig indkomst |
|
|
Ikke godkendt fradrag for udgift til husleje, lys, varme og reol |
9.148 kr. |
|
... |
Det er oplyst, at klageren driver et bogførings- og konsulentfirma. Klageren er tilknyttet et bogføringsbureau, hvor en stor del af klagerens virksomheds opgaver er anvist fra. Klageren har således oplyst, at ca. 80 % af firmaets indkomst stammer fra konsulentarbejde ude i byen, og resten fra bogføring hjemme på firmaets adresse. Virksomhedens omsætning udgjorde i 1995 207.069 kr., og resultatet var selvangivet til 110.355 kr. For indkomståret 1996 har klageren selvangivet virksomhedens omsætning og resultat til henholdsvis 163.414 kr. og 132.270 kr.
Ad udgift til arbejdsværelse
Det er oplyst, at klageren for indkomståret 1995 har anmodet om fradrag for udgift til arbejdsværelse i klagerens lejebolig med 10 % af huslejeudgiften, samt udgifter til lys og varme, og opgjort som følger:
(5.200 kr. * 12 mdr. + 4.300 kr. + 12.000 kr.) * 10% = 7.870 kr.
Klageren har oplyst, at arbejdsværelset er indrettet til brug for virksomhedens konsulent- og bogføringsopgaver, og at værelset er adskilt fra den øvrige bolig med en dør.
For indkomståret 1996 har klageren i virksomhedens regnskab fratrukket 10 % af huslejeudgiften på sin lejebolig, svarende til 6.240 kr., og endvidere er der fratrukket udgifter til lys og varme med 1.630 kr. samt udgift til reoler med 1.278 kr., i alt 9.148 kr.
De stedlige skattemyndigheder har ikke godkendt fradrag for udgifterne til arbejdsværelse i hjemmet. Myndighederne har herved anført, at på grundlag af de foreliggende oplysninger om arten af den selvstændige virksomhed og det relativt beskedne omfang af opgaver, der udføres fra hjemmet sammenholdt med indretningen af klagerens arbejdsværelse, kan den erhvervsmæssige anvendelse af arbejdsværelset ikke anses for at have formindsket det pågældende værelses faktiske benyttelsesmulighed som værelse i den private bolig i en sådan grad, at der skattemæssigt kan gives fradrag herfor. Myndighederne har herved henset til, at i begge indkomstår hidrører den overvejende del af virksomhedens omsætning fra arbejde udført ude i byen. Myndighederne finder således, at der efter den gældende praksis ikke kan godkendes fradrag for arbejdsværelse efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a i indkomstårene 1995 og 1996, jf. ligningsvejledningen 1995 og 1996, afsnit A.F.1.12. og E.B.3.14 samt Østre Landsrets dom af 5. november 1997 optrykt i TfS 1997.890.
Klageren har over for Landsskatteretten påstået, at der godkendes fradrag for udgift til arbejdsværelse i hjemmet. Klageren har således anført, at virksomhedens lokale er på klagerens privatadresse, og indrettet specielt med henblik på bogføringsbureauets virke med skriveborde, reoler, edb-udstyr og andre kontormaskiner. Klageren har videre henvist til ligningsvejledningens afsnit A.F.1.12 og E.K.2.2 samt en utrykt kendelse af 29. april 1987, hvorefter Landsskatteretten godkendte fradrag for en forfatters udgifter til arbejdsværelse samt udgifter til el og varme. Endvidere er der Landsskatterettens kendelse af 10. maj 1985, hvorefter en forfatter fik indrømmet fradrag med 25 % af lejeværdien og udgifter til el m.v., samt Landsskatterettens afgørelser i TfS 1994.663, senere stadfæstet af Højesteret i TfS 1996.210. Klageren har videre henvist til afgørelserne i TfS 1996.361 og TfS 1996.553. Klageren har endelig anført, at reolen er anskaffet for at have et sted at opbevare både virksomhedens og klienternes materiale, hvorfor det er uforståeligt, at udgiften ikke kan godkendes fradraget. Uanset, at der eventuelt ikke kan godkendes fradrag for kontor i hjemmet er det klagerens opfattelse, at udgifterne til reol må være fradragsberettiget, idet det er en erhvervsmæssig udgift, der har været nødvendig at afholde for hans virksomhed.
Klageren har videre anført, at ejendommen er 140 m2, men det er alene de 120 m2, der reelt er beboelsesareal. Det til virksomheden indrettede kontor er på mellem 10-12 m2. I kontoret er der opstillet edb-udstyr, reoler, skrivebord, kontorstol, kopimaskine m.v., og der er således alene 2-3 m2 fri gulvplads. Kontoret kan derfor ikke anvendes til andet formål, og klageren har svært ved at se, hvorledes rummet kan være egnet som et almindeligt opholdsrum. Klageren tilbringer ca. 1-2 timer om dagen i kontoret, idet hans opgaver som regnskabskonsulent er ude i byen hos klienter m.v.
Landsskatteretten bemærker, at udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan fradrages ved indkomstopgørelsen i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.
Efter praksis er der i almindelighed ikke fradrag for udgifter til arbejdsværelse i skatteyderens private bolig, selv om skatteyderen benytter værelset i forbindelse med sit arbejde, medmindre værelsets indretning og placering udelukker privat anvendelse.
Efter det oplyste om arten af klagerens arbejde og omfanget heraf, der er udført i hjemmet, sammenholdt med indretningen af værelset, finder Landsskatteretten, at det udførte arbejde ikke kan antages at have formindsket det pågældende værelses faktiske benyttelsesmulighed som værelse i den private bolig. Retten finder således, at værelset ikke kan anses som et særskilt værelse, der ikke hører med til boligens almindelige opholdsrum. Det er herefter i overensstemmelse med gældende praksis, at klageren ikke er anset for berettiget til fradrag for arbejdsværelse, herunder udgift til husleje, lys, varme og reol, efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og de påklagede ansættelser stadfæstes derfor på dette punkt.
A har forklaret, at han boede sammen med sin hustru på den adresse, hvor arbejdsværelset var indrettet. De indbyggede skabe i værelset indeholdt en kopimaskine og nogle papirer vedrørende virksomheden. Der var ikke TV eller radio i værelset. Der var telefon med et særskilt virksomhedsnummer, hvorfra der ikke blev ringet privat. Værelset blev ikke anvendt til gæsteværelse, da det ville kræve, at inventaret blev flyttet ud. Lektielæsning under hans studier på Roskilde Universitets Center i 1996 foregik i stuen. Når der var opgaver i virksomheden, arbejdede han stort set altid "ude i byen" i tidsrummet fra omkring kl. 8.30 til kl. 16.30. Arbejdet i værelset foregik normalt kun om aftenen med en varighed på 1 til 3 timer. Skattemyndighederne har for indkomståret 1996 godkendt fradrag for en række småanskaffelser, der kan anvendes til private formål.
A har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at det har afgørende betydning for indrømmelse af fradrag for arbejdsværelse i hjemmet i henhold til statsskattelovens § 6, om skatteyderen er lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende, idet sidstnævnte gruppe, hvortil sagsøger ubestridt hører, har videre adgang til fradrag. Retspraksis åbner under alle omstændigheder mulighed for at foretage fradrag. I den foreliggende sag bør fradragsret indrømmes, da værelset var indrettet med egentligt kontorinventar og som følge heraf var uanvendeligt til andet end kontor og faktisk kun blev benyttet som sådan i sagsøgers virksomhed. Endvidere kunne sagsøger ikke have drevet virksomheden uden arbejdsværelset i hjemmet og havde i mangel af værelset været nødt til at leje kontor "ude i byen". Det er derimod ikke afgørende, om en større eller mindre del af sagsøgers arbejde udførtes i værelset. Når retspraksis godkender fradrag for udgifter til arbejdsværelse "ude i byen", bør sagsøger også indrømmes fradragsret, idet den geografiske placering af sagsøgers arbejdsværelse ikke alene bør kunne føre til at nægte sagsøger fradragsret. Da udgiften til reol er trukket fra efter reglerne om småanskaffelser, og da skattemyndighederne for både 1995 og 1996 har anerkendt en række af sagsøgers fradrag efter reglerne om småanskaffelser, hvor effekterne efter deres natur også kunne være anvendt privat, bør reoludgiften også kunne fradrages. Det bemærkes herved, at skattemyndighederne ikke har begrundet forskelsbehandlingen.
Til støtte for sin subsidiære påstand har A gjort gældende, at der er tvivl om, hvorvidt arbejdsværelset udgjorde 10% af boligens areal, men at hjemvisning kun bør ske, såfremt retten finder, at der består væsentlig usikkerhed om andelens størrelse.
Skatteministeriet har til støtte for sin principale påstand om frifindelse gjort gældende, at sagsøger ikke har godtgjort, at indretningen af det omstridte arbejdsværelse og/eller at arten og omfanget af det deri udførte arbejde medfører, at kontoret kan anses som et særligt værelse, der ikke hørte med til boligens almindelige opholdsrum. Værelset kan derfor ikke henføres til den særlige praksis, hvorefter der undtagelsesvis kan foretages fradrag for udgifter til arbejdsværelse i hjemmet i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Udgifter til værelset må tværtimod anses som ikke-fradragsberettigede privatudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 2. Sagsøger har endvidere ikke dokumenteret, at reolen blev benyttet udelukkende erhvervsmæssigt, hvorved særligt må henses til, at reolen var placeret i et værelse i sagsøgers privatbolig.
Til støtte for sin subsidiære påstand om hjemvisning har skatteministeriet gjort gældende, at det, såfremt sagsøger måtte få medhold i, at han er berettiget til fradrag for udgifter til arbejdsværelse, tilkommer ligningsmyndighederne at foretage en talmæssig gennemgang af fradragets størrelse. Dette er ikke sket, fordi myndighederne principielt har afvist adgangen til fradrag for arbejdsværelse. Sagsøger har ej heller godtgjort, at det omhandlede arbejdsværelse udgjorde 10% af boligens areal.
Landsretten skal udtale:
Der er enighed mellem parterne om, at A er selvstændig erhvervsdrivende. Uanset det efter bevisførelsen må lægges til grund, at arbejdsværelset var indrettet som et egentligt kontor, finder landsretten ikke, at han har godtgjort, at værelset må anses som et særligt arbejdsværelse, der ikke hørte med til boligens almindelige opholdsrum. Landsretten lægger herved vægt på, at værelset ikke var indrettet på en sådan måde, at det ikke kunne anvendes til private aktiviteter. Det tillægges også betydning, at sagsøger ikke benyttede værelset som sit eneste arbejdssted, men alene benyttede det højst 3 timer dagligt, typisk uden for normal arbejdstid. For så vidt angår reolen findes A ikke at have løftet sin bevisbyrde for, at der var tale om et fradragsberettiget driftsmiddel.
T h i k e n d e s f o r r e t.
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
I sagsomkostninger betaler sagsøger, A, inden 14 dage 10.000 kr. til sagsøgte.