I dette afsnit kan du læse om de enkelte felter til indberetning af feriepenge.

  • Felterne 198, 202, 203 og 209
  • Fratrædende funktionærer

Hvis du har brug for at se regler og felter for overgangsåret fra 1.9.2019 til 31.8.2020, skal du gå til version 12.8 af denne vejledning.

Felt 198 Bruttoferiepenge - timelønnede  
Optjente bruttoferiepenge for timelønnede for lønperioden. Feltet bruges udelukkende til indberetning af ubeskattede feriepenge (bruttoferiepenge), som først skal beskattes når de udbetales af arbejdsgiver selv eller en administrativ feriepengeudbetaler ved ferieafholdelse.

Beløbet skal ikke indgå i beløbet i felt 13 Am-bidragspligtig A-indkomst.

Felt 202 Nettoferiepenge - timelønnede
Optjente nettoferiepenge for timelønnede for lønperioden. Når der beregnes feriepenge for timelønnede, når feriepengeudbetaler er FerieKonto eller en feriekasse. Se nærmere i afsnit 8.3.3.

Beløbet, der danner grundlag for udregning af nettoferiepengene skal samtidig indgå i beløbet i felt 13 Am-bidragspligtig A-indkomst.

I dette felt må ikke indberettes overskydende opsparing til søgnehelligdage eller feriefridage.

Felt 203 Optjente feriedage - timelønnede
Optjente feriedage (med 2 decimaler) for lønperioden, uanset om der skal indberettes brutto- eller nettoferiepenge for den timelønnede. Se nærmere i afsnit 8.3.1.

Felt 209 Feriepengeudbetaler
Se-nr. på den virksomhed/feriekasse, der forestår udbetaling af de optjente nettoferiepenge til lønmodtager. Skal indberettes for både timelønnede og fratrædende funktionærer.

Ifølge ferieloven er hovedreglen, at FerieKonto (se-nr. 33088566) er feriepengeudbetaler. Det er kun, hvis arbejdsgiveren er dækket af en kollektiv overenskomst, der giver undtagelse herfra, at arbejdsgiveren må angive enten en feriekasse, en administrativ feriepengeudbetaler eller arbejdsgiverens eget se-nr. som feriepengeudbetaler.

  • Hvis der bruges FerieKonto, skal der angives/vælges se-nr. 33088566, hvorefter FerieKonto opkræver nettoferiepengene hos arbejdsgiveren. Nærmere om betaling kan findes på www.virk.dk/feriekonto.
  • Husk, du må kun angive anden feriepengeudbetaler end FerieKonto, hvis din virksomhed er dækket af en kollektiv overenskomst. Hvis arbejdsgiver iflg. overenskomst er undtaget fra at bruge FerieKonto og selv forestår udbetalingen, skal der angives det af arbejdsgiverens se-numre, der forestår udbetalingen. Hvis man kun har ét cvr-/se-nr., skal dette nummer angives. Overenskomsten skal kunne dokumenteres over for Feriepengeinfo.
  • Hvis der bruges en feriekasse eller en administrativ feriepengeudbetaler, skal dennes se-nr. angives/vælges.
  • Registrerede feriekasser og registrerede administrative feriepengeudbetalere kan ses i afsnit 8.3.5.

Hvis der angives et se-nr., der ikke er registreret som feriekasse eller administrativ feriepengeudbetaler hos Feriepengeinfo eller se-nummeret ikke hører under samme cvr-nr. som den indberetningspligtiges cvr-/se-nr., vil indberetningen blive afvist.

Flere forskellige feriepengeudbetalere
Hvis der fx til en fratrædende funktionær, af overenskomstmæssige årsager, er forskellige feriepengeudbetalere for forskellige perioder, skal hver enkelt feriepengeudbetaler og de tilhørende feriedage og feriepenge angives i hver sin indberetning.  I filindberetning sker det ved at gentage record 6000 med cpr-nummeret og anføre de feriedage og -penge, der hører sammen med én feriepengeudbetaler i record 6002 under én record 6000. Normalsituation er imidlertid, at feriepengeudbetaler alene er den, man er tilknyttet på fratrædelsestidspunktet. Derfor skal der normalt kun angives én record 6002 med feriepengeudbetaler for op til to record 6102 eller 6202. Se evt. nærmere i "eIndkomst: Teknisk vejledning".

Fratrædende funktionærer

Husk at sætte flueben ud for Fratrædende funktionær i onlineindberetning for at få vist felterne fra Fratrædelsesdato.

Beskatning af feriepenge udbetalt efter ansættelsesophør
Der er pr. 1. januar 2022 indført nye regler for beskatning af feriepenge. Feriepenge, der tilfalder lønmodtageren på grundlag af løn m.v. der er udbetalt efter ansættelsesforholdets ophør, beskattes efter de nye regler på samme tidspunkt som den løn m.v., den er beregnet på grundlag af.

Feriepenge, der er beregnet på grundlag af løn m.v., der er erhvervet ret til før den 1. januar 2022 behandles efter de gamle regler, hvor feriepengene, som beregnes på grundlag af løn efter ansættelsens ophør, skal henføres til fratrædelsesmåneden. Du kan læse mere om reglerne i vores juridiske vejledning, se Link til den juridiske vejledning.

Lønperiode og dispositionsdato når der anvendes FerieKonto/feriekasse
Feriepenge, afspadseringsgodtgørelse og kontant godtgørelse for opsparet/konverteret frihed, til fratrædende funktionærer, der indbetales til FerieKonto eller en privat feriekasse, er skattepligtige på fratrædelsestidspunktet. Hvis feriepengene m.v. beregnes på grundlag af en løn, der er udbetalt efter ansættelsesforholdets ophør, er det retserhvervelsestidspunktet, der afgør, om feriepengene beskattes efter de nye eller de gamle regler.

Er der erhvervet ret til lønnen fra 1. januar 2022 gælder de nye regler og feriepengene indberettes med den udbetalte løns lønperiode og dispositionsdato.

Er der erhvervet ret til lønnen før 1. januar 2022 gælder de gamle regler og feriepengene indberettes med fratrædelsesmåneden (sidste ansættelsesmåned) som lønperiode og fratrædelsesdatoen som dispositionsdato, hvorimod den løn, der ligger til grund for beregning af feriepengene, er skattepligtig på udbetalingstidspunktet, og derfor skal indberettes med den reelle dispositionsdato.

Hvis fx en efterudbetalt bonus dækker et kalenderår, så skal feriepengene indberettes (i filindberetning i record 6102) forholdsmæssigt fordelt mellem ferieoptjeningsårene. Hvis bonussen fx dækker kalenderåret 2020, så skal 8/12 henføres til ferieår 9999 og 4/12 til ferieår 2020.

Lønperiode og dispositionsdato når der ikke anvendes FerieKonto/feriekasse
Feriepenge, afspadseringsgodtgørelse og kontant godtgørelse for opsparet/konverteret frihed, til fratrædende funktionærer, hvor arbejdsgiveren er omfattet af en kollektiv overenskomst med en feriekortordning uden feriekasse, er skattepligtige ved udbetalingen, enten i forbindelse med ferieafholdelsen eller i forbindelse med, at funktionæren forlader arbejdsmarkedet - fx går på pension. Disse feriepenge skal indberettes med fratrædelsesmåneden (sidste ansættelsesmåned) som lønperiode og fratrædelsesdatoen som dispositionsdato, når de beregnes ved fratrædelsen. Hvis feriepengene beregnes på et senere tidspunkt, fx af en efterbetalt bonus, skal lønperioden angives som optjeningsperioden og dispositionsdatoen skal være enslydende med indberetning af den løn feriepengene beregnes på grundlag af. Dækker bonussen et kalenderår, så skal feriepengene indberettes (i filindberetning i record 6202) forholdsmæssigt fordelt mellem ferieoptjeningsårene. Hvis bonussen fx dækker kalenderåret 2020, så skal 8/12 henføres til ferieår 9999 og 4/12 til ferieår 2020. Den løn (bonus), der ligger til grund for beregning af feriepengene, er skattepligtig på udbetalingstidspunktet, og skal derfor indberettes med den aktuelle dispositionsdato.

Fratrædelsesdato
Her angiver du fratrædelsesdatoen for den fratrædende funktionær på formen ÅÅÅÅMMDD eller vælger datoen i kalenderen. Hvis der er tale om en funktionær, der overgår til "ikke-funktionær"-vilkår, angiver du den sidste dag, hvor personen er funktionær.

Ved online indberetning anbefales det, at du markerer i feltet for at skattekortabonnement skal ophøre. Markeringen bevirker, at der indsættes en fratrædelsesdato under ansættelsesoplysningerne.

Ferieår
Ferieår bliver i onlineindberetning automatisk opsat ud fra den angivne fratrædelsesdato. Slet de år, der ikke er aktuelle.

Restferiedage
Ud for hvert Ferieår angiver du det antal feriedage (med 2 decimaler), funktionæren har til gode for optjeningsåret.

Nettoferiepenge eller Bruttoferiepenge
Der altid tale om Nettoferiepenge, hvis FerieKonto eller en feriekasse er valgt som feriepengeudbetaler. I andre tilfælde er der tale om Bruttoferiepenge. Se nærmere i afsnit 8.3.2.

Særligt for fratrædende funktionærer, der forlader arbejdsmarkedet
Hvis en fratrædende funktionær forlader arbejdsmarkedet (fx går på pension) kan arbejdsgivere, der ikke bruger FerieKonto eller en feriekasse, udbetale de tilgodehavende feriepenge direkte til funktionæren i forbindelse med fratrædelsen. I dette tilfælde skal felterne Fratrædelsesdato, Ferieår, Restferiedage og Bruttoferiepenge ikke indberettes. Se nærmere om indberetning i afsnit 8.3.2.

Yderligere tekstoplysninger til bl.a. indtægtsart (kode 68)
Når der indberettes feriepenge til FerieKonto af efterreguleringer, som arbejdsgiver ikke har kunnet opgøre indenfor indberetningsfristen, skal indberetningen suppleres med koden FK1 i feltet Yderligere tekstoplysninger til bl.a. indtægtsart (kode 68). Feltet findes nederst i indberetningsskærmbilledet under overskriften Andre felter. Lovligt forsinkede efterreguleringer er oftest bonus, provision og udbetaling af overtidsbetaling. Koden må kun bruges ved lovligt forsinkede indberetninger vedrørende feriepenge, uden feriedage. Indberetter du også feriedage, vil FerieKonto se bort fra koden FK1. Dvs. brug af koden bliver kontrolleret af FerieKonto.