Privatpersoner kan i tilfælde af tilflytning, indgåelse af ægteskab samt arv mm. indføre personlige ejendele toldfrit fra et ikke-EU-land til EU.

Personlige ejendele er genstande, der er beregnet til de pågældendes eget brug eller til brug i deres husholdning.

Personlige ejendele omfatter specielt

  • løsøre og bohave
  • cykler og motorcykler
  • motorkøretøjer og påhængsvogne
  • campingvogne, lystfartøjer og privatfly

Personlige ejendele omfatter endvidere husholdningsvarer svarende til en families normale forbrug, husdyr og ridedyr samt transportabelt værktøj, udstyr eller instrumenter, der er nødvendige for udøvelsen af den pågældendes erhverv. Disse genstande må ikke ved deres art eller mængde give anledning til formodning om, at indførslen sker i erhvervsmæssigt øjemed.