TK art. 32, stk. 1, litra b Toldværdien skal indeholde den forholdsmæssigt udregnede værdi af nedenstående varer og tjenesteydelser. Det gælder dog kun, når disse er leveret af køberen  - direkte eller indirekte,  uden beregning eller til nedsat pris - til brug ved fremstilling og salg til EU af de varer, der importeres:
 
  • Materialer, komponenter, dele o.l., der indgår i de indførte varer. Det kan være materialer, komponenter, dele o.l., som køberen  udfører midlertidigt til forarbejdning eller reparation, eller som udføres for at indgå i en vare, der indføres til EU. Som eksempel kan nævnes metervarer, der leveres til konfektionering i udlandet, eller lynlåse, knapper og besætninger, der skal monteres tekstilvarer. Der kan evt. opnås toldnedsættelse for de genindførte varer efter reglerne for passiv forædling, se afsnit A.15. Det kan også være materialer, komponenter, dele o.l., som køberen erhverver hos tredjemand til levering direkte hos en udenlandsk forarbejdnings- eller produktionsvirksomhed.
  • Værktøj, matricer, forme o.l., der er anvendt ved fremstillingen af de indførte varer. Dette punkt omfatter værktøj, matricer, forme o.l., som er leveret af køberen eller på dennes foranledning til brug ved fremstilling af de indførte varer. Det kan være specielt fremstillet værktøj, modeller, støbeforme, skabeloner, trykplader, klicheer mv. Værdien af værktøjet kan medregnes i toldværdien fuldt ud ved den første forsendelse, eller importøren kan anmode om at fordele værdien over det antal sendinger, der forventes indført.
  • Materialer, der er forbrugt ved fremstillingen af de indførte varer. Dette punkt omfatter materialer, der er leveret af køberen eller på dennes foranledning, og som er forbrugt (medgået)  ved fremstillingen af de indførte varer, f.eks. hjælpestoffer, olie og drivmidler.
  • Ingeniørarbejde, udviklingsarbejde, kunst- og designarbejde, tegninger og skitser, som er nødvendige for at fremstille de indførte varer; arbejderne er kun omfattet af dette punkt, hvis de er fremstillet uden for EU. Som eksempler kan nævnes konstruktionsarbejde i form af tegninger, skitser og mønstre. Det kan også være film, fotografier, diapositiver, lay-out og reprofilm, men ikke trykplader o.l. Omkostninger, der vedrører forskning og designskitser, skal ikke medregnes i toldværdien, uanset hvor arbejdet er foretaget. Ved forskning og designskitser forstås arbejder, som er gået forud for den egentlige udvikling eller det egentlige design, dvs. det er arbejde, der ikke relateres til et bestemt produkt.


Værdien for ovennævnte varer og tjenesteydelser er den pris, som importøren har betalt for det pågældende. Har importøren selv produceret det pågældende, kan produktionsprisen lægges til grund. Omkostninger til transport og forsikring ved forsendelsen til den udenlandske forarbejdnings- eller produktionsvirksomhed skal ikke medregnes i toldværdien.