Brugte motorkøretøjer værdiansættes efter en af metoderne, som er beskrevet i afsnit
A.6.1 eller afsnit
A.6.2. Skal rimelige fremgangsmåder anvendes, kan det ske efter nedenstående regler.
Ved indførsel af et brugt motorkøretøj umiddelbart efter, at det er blevet købt ved et almindeligt køb i et land uden for EU, kan toldværdien som hovedregel ansættes på grundlag af købsprisen, dvs. efter transaktionsprismetoden.
Toldværdien ansættes til 60% af den vurderingspris, som fastsættes ved køretøjets registrering, når der er tale om brugte motorkøretøjer, som er indført told- og afgiftsfrit som flyttegods, men som skal toldberigtiges, fordi de overdrages til anden ejer inden 1 års-fristens udløb.
For andre brugte motorkøretøjer, der ikke er genstand for køb, ansættes toldværdien skønsmæssigt ved anvendelse af nedenstående fremgangsmåde. Det er f.eks. motorkøretøjer, der indføres som flyttegods uden at opfylde betingelserne for told- og afgiftsfrihed samt ulovligt indførte motorkøretøjer.
Ved skønsmæssig værdiansættelse anvendes vurderingsprisen (eksklusive registreringsafgift) for et tilsvarende motorkøretøj på tidspunktet for toldpligtens indtræden.
Oplysning om vurderingsprisen indhentes hos told- og skatteforvaltningen.
Vurderingsprisen reduceres evt. med et skønsmæssigt ansat beløb for beskadigelse og usædvanlig slitage, dvs. som ikke er taget i betragtning ved fastsættelsen af vurderingsprisen. Desuden fratrækkes et beløb svarende til told og moms.
Når tilsvarende nye motorkøretøjer ved sædvanlig, legal indførsel normalt opnår toldbehandling i henhold til en given præferenceordning, reduceres tolden med anvendelse af den præferencetoldsats, der var gældende på tidspunktet for toldpligtens indtræden.
I visse tilfælde kan det komme på tale at ansætte toldværdien på basis af en konkret vurdering af det pågældende køretøj, dvs. efter at køretøjet har været fremstillet for vurderingsmyndigheden.