Rubrikken indeholder den A-indkomst, som din arbejdsgiver har indberettet til SKAT. Beløbet er før fradrag af arbejdsmarkedsbidrag.

Beløbet består af

  • Din almindelige løn (efter fradrag af ATP-bidrag og arbejdsgiveradministreret pensionsbidrag)
  • Feriegodtgørelse og feriepenge fra din arbejdsgiver
  • Værdien af personalegoder (multimedier, fri bil samt kost og logi)
  • Kompensation for tabt arbejdsfortjeneste
  • Vederlag for arbejde i bestyrelser, udvalg og lignende (andre honorarer indgår i rubrik 12)
  • Godtgørelse for kørsel i fri bil (anden kørselsgodtgørelse er skattefri).

Beløbet omfatter ikke

  • Værdien af multimedier, hvis du er medarbejdende ægtefælle (dette beløb indgår i rubrik 15).
  • Værdien af fri bil, hvis du er hovedaktionær og får fri bil som udbytte (dette beløb indgår i rubrik 12).
  • Indbetalinger til pensionsordninger administreret af din arbejdsgiver (hverken arbejdsgivers del eller din egen del skal med i rubrikkerne på årsopgørelsen).

Tjek oplysningerne
Det er vigtigt, at du tjekker oplysningerne til rubrikken. Klik under det fortrykte beløb for at se de enkelte indberetninger.

Se flere detaljer om indberetningerne i skattemappen under Personlige skatteoplysninger > Oplysningssedler.

Sådan får du ændret beløbet
Du kan ikke selv ændre det fortrykte beløb, medmindre du har en selvangivelse.

Hvis du er uenig i oplysningerne, kan du bede din arbejdsgiver lave en ny indberetning. Klik under det fortrykte beløb i rubrikken og vælg Send en besked.

Når arbejdsgiveren har indberettet igen, laver SKAT en ny årsopgørelse. Du får besked via e-mail, sms eller brev.

Hvis din arbejdsgiver ikke kan eller vil lave en ny indberetning, eller hvis du selv vil indberette ændringen, skal du kontakte SKAT. Vi skal bruge dokumentation, for eksempel lønsedler.

Relevant information
Feriepenge ved ophør af et ansættelsesforhold
Sådan oplyser du værdien af personalegoder til SKAT
Personalegoder 2011
Skat af fri bil (firmabil)
Multimedier 
Fradrag eller skattefri kørselsgodtgørelse for erhvervsmæssig kørsel
Hvis der er en pil ud for rubrikken