For hver EU-salgsperiode, hvor du skal indberettes oplysninger, skal du oplyse:
- Din virksomheds momsnummer. Det vil sige det momsnummer, hvorpå salget er foretaget, og hvor salget er indberettet i rubrik B - varer "indberettes til "EU-salg uden moms" på momsangivelsen. Er du delregistreret, og foregår salget fra delregistreringen, er det delregistreringsnummeret, der skal anføres på indberetningen. Er du fællesregistreret, skal du bruge det momsnummer, som du anvender, når du indsender momsangivelsen.
- Din virksomheds navn og adresse.
- EU-salgs perioden - som hovedregel kvartalsvis (ååmmdd): fx 180331, 180630, 180930 og 181231.
- Den samlede værdi af periodens varesalg og overførsler til andre EU-lande. Værdien af eventuel trekantshandel skal medregnes i dette samlede beløb. Derimod skal værdien af varer anvendt til installations- og monteringsarbejde ikke medregnes.
Herudover skal du for hver kunde oplyse:
- Kundens momsnummer samt landekode.
- Værdi i danske kroner af de samlede leverancer i perioden. Har du flere leverancer i den samme periode, skal du kun angive det samlede beløb.
- Beløb for trekantshandel. Læs mere i afsnittet Trekantshandel.
Har du også leveret ydelser til din kunde, skal disse også fremgå af indberetningen, dog ikke i samme felt.