Kommunale og statslige institutioner skal afregne A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag på et tidligere tidspunkt end andre indeholdelsespligtige. Følgende institutioner er ifølge § 23, stk. 4 i KSLbek. og § 12, stk. 2 i AMFLbek. omfattet af den fremrykkede ordning:

  1. Ministerier og institutioner, hvis driftsbudget er optaget på statens bevillingslove.
  2. Institutioner, foreninger og fonde, hvor vedkommende minister i henhold til § 2, stk. 2 i lov om statens regnskabsvæsen har bestemt, at lovens regler om regnskabsvæsen skal finde anvendelse.
  3. Ikke-statslige institutioner, hvor staten yder tilskud til dækning af institutionens driftsudgifter på halvdelen eller mere.
  4. Kommunerne.
  5. Kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, hvori der alene deltager kommuner, og hvis regnskab optages i en kommunes regnskab.
  6. Selvejende institutioner med driftsoverenskomst med en kommune.

Finansministeren træffer afgørelse i de tilfælde, hvor der opstår tvivl om, hvorvidt en indeholdelsespligtig er omfattet af nr. 1-3. Indenrigsministeren træffer afgørelse i de tilfælde, hvor der opstår tvivl om, hvorvidt en indeholdelsespligtig er omfattet af nr. 4-6, jf. § 23, stk. 5 i KSLbek. og § 12, stk. 3 i AMFLbek. 

Kommuner, amtskommuner samt Hovedstadens Sygehusfællesskab og Hovedstadens Udviklingsråd er endvidere omfattet af bestemmelser om at anvende Offentligt Betalingssystem, jf. bek. nr. 506 af 16. juni 2003. Se G.7.2.