Hvis din virksomhed har udgifter i Storbritannien i forbindelse med din virksomheds momspligtige aktiviteter, kan du søge om at få moms betalt tilbage. Det hedder momsrefusion.

Eksempler på køb, du typisk kan få tilbagebetalt momsen af:

  • Persontransport
  • Brændstof
  • Hotelophold
  • Restaurantbesøg
  • Adgang til messer

Fristen for ansøgning om tilbagebetaling af moms er 30. september året efter, købene er foretaget. Det er Storbritanniens regler, som bestemmer, om du kan få momsen tilbage. Læs mere om reglerne på gov.uk/vat-returns. Hvis leverandøren har opkrævet moms ved en fejl, skal du kontakte leverandøren.

Processen for ansøgning om momsrefusion fra Storbritannien er manuel på linje med andre lande uden for EU, dog ikke i forbindelse med varehandel i Nordirland. Det er Storbritannien, der oplyser, hvilken proces du skal bruge, hvis du vil søge om momsrefusion. Ved spørgsmål kan du kontakte den britiske ambassade i København.

Læs mere om momsrefusion for køb i udlandet.

Særlige regler for Nordirland

Fra 1. januar 2021 bliver varehandel i Nordirland betragtet som handel i EU, mens varehandel i England, Wales og Skotland skal betragtes som køb i lande uden for EU (3. lande). Derfor kan du ansøge om momsrefusion fra Nordirland i forbindelse med varehandel via TastSelv Erhverv. 

Læs mere om momsrefusion for køb i udlandet.

Fra 1. januar 2021 bliver varehandel i Nordirland betragtet som handel i EU, mens varehandel i England, Wales og Skotland skal betragtes som køb i lande uden for EU (3. lande). Køb af ydelser bliver betragtet som handel med lande uden for EU (3. lande), uanset hvor i Storbritannien købet er foretaget.

Kladder, hvor Storbritannien indgår helt eller delvist, kan ikke færdiggøres og afsendes. Hvis du alligevel forsøger, vil det se ud som om ansøgningen er afsendt til Storbritannien. Ansøgningen vil dog ikke komme frem til de britiske skattemyndigheder (HMRC), da Storbritanniens forbindelse til momsrefusionssystemet er lukket.

Hvis du har en ansøgning, der indeholder oplysninger til flere lande, er du derfor nødt til at fjerne eventuelle oplysninger om Storbritannien, hvis resten af ansøgningen skal komme frem til de øvrige skattemyndigheder.

Hvis det derimod omhandler momsrefusion for varekøb i Nordirland, kan du stadig ansøge via momsrefusionssystemet. Det kræver dog, at du laver en ny ansøgning.

Du skal ansøge Skattestyrelsen om at dokumentere din virksomheds momsregistrering via blanket 31.015.

Skattestyrelsen anbefaler, at du sender ansøgninger og forespørgsler pr. post og ikke via mail.

Postadresse

VAT Overseas Repayment Unit,
S1250,
Benton Park View,
Newcastle-Upon-Tyne.
NE98 IYX

Kontakt

Tel: (+44) (0) 3000 545 316
Fax: (+44) (0) 3000 556 302
newcastle.oru@hmrc.gsi.gov.uk 

Har du spørgsmål om momsrefusion?

Ring direkte til 72 38 04 40.