Dokumentets dato
09 Apr 2001
Dato for offentliggørelse
09 Apr 2001 10:25
Cirkulærets nummer
2001-12
Ansvarlig fagkontor
Selskabsbeskatningsafdelingen; Aktionær og udbyttebeskatning
Sagsnummer
99/99-4357-00729
Overordnede emner
Skat
Redaktionelle noter

Ophævet.

Link til Retsinformation: http://www.retsinfo.dk/_GETDOC_/ACCN/C20010004809-regl

1. Indledning
Ligningsrådet bemyndiger herved told- og skatteregionerne henholdsvis Told- og Skattestyrelsen til at træffe afgørelse i visse sager om skattefri aktieombytning, jf. aktieavancebeskatningslovens § 13.

Bemyndigelsen vedrører de sager, hvor der er givet tilladelse med 3 års ejertidsvilkår, og der nu anmodes om dispensation fra vilkåret med henblik på at foretage omstruktureringer efter fusionsskatteloven i holding- eller datterselskabet eller kapitaludvidelse i datterselskabet.

2. Omstruktureringer i holding- eller datterselskab
I sager, hvor der ønskes foretaget en spaltning af enten holding- eller datterselskab, og der er praksis for at tillade det ansøgte, kan told- og skatteregionerne træffe afgørelse.

Det er en betingelse, for at told- og skatteregionerne kan give tilladelse, at ejertidsvilkåret overføres til de ved spaltningen fremkomne holdingsselskaber, henholdsvis gælder for de ved spaltningen fremkomne datterselskaber.

I sager, hvor der ønskes foretaget en tilførsel af aktiver fra datterselskabet til et tredje selskab, kan Told- og Skattestyrelsen træffe afgørelse, såfremt der er praksis for at tillade det ansøgte. Det er en betingelse, at ejertidsvilkåret bevares.

I sager, hvor holding- eller datterselskab ønskes fusioneret med et tredje selskab, eller holding- og datterselskab fusioneres, kan Told- og Skattestyrelsen træffe afgørelse, såfremt der er praksis for at tillade det ansøgte.

3. Kapitaludvidelse
Sager, hvori der ønskes foretaget en udvidelse af aktionærkredsen i datterselskabet, ved at en eller flere eksterne investorer erhverver aktier i datterselskabet ved nytegning, kan behandles af told- og skatteregionerne, såfremt der er praksis for at give tilladelse hertil.

Det er en betingelse, at det af ansøger tilkendegives, at der ikke i den resterende del af 3 års perioden vil blive foretaget kapitalnedsættelse, samt at der ikke sker ændringer i vedtægternes udbyttebestemmelser, således at holdingselskabet får hele udbyttet eller en forholdsvis større del heraf.

Er denne betingelse ikke opfyldt, behandles sagen af Told- og Skattestyrelsen.

En tilladelse skal være betinget af, at holdingselskabet bevarer majoriteten af stemmer i datterselskabet, samt at ejertidsvilkåret videreføres i den resterende del af 3 års perioden.

4. Virkningstidspunkt
Udlægningen finder anvendelse for sager, hvori der ikke er truffet afgørelse den 23. januar 2001.

Cirkulæret træder i kraft den 26. april 2001. Samtidig ophæves cirkulære nr. 73 af 27. maj 1999 (TSS-cirkulære 1999-19).
 
Told- og Skattestyrelsen
Ole Kjær
/Jørgen Egelund