Skatteundtagne SEL § 3, stk. 1 opregner udtømmende en række selskaber, foreninger og institutioner, der er fuldstændig undtaget fra skattepligt.
Denne undtagelse skyldes enten det skatteretlige subjekt i sig selv (ubetinget fuldstændig), eller at visse selskaber, foreninger og institutioner opfylder nærmere angivne betingelser i vedtægterne (betinget fuldstændigt).
Lov nr. 452 af 31. maj 2000 har indført et nyt begreb - betinget delvis, jf. nedenfor. De i SEL § 3, stk. 1, nævnte selskaber, foreninger og institutioner er som udgangspunkt undtaget fra skattepligten medmindre de har indtægt ved produktion af elektricitet og varme.
Skattefritagne Yderligere hjemler SEL § 3, stk. 1 skattefritagelse for visse skattepligtige selskabers, foreningers og institutioners indkomst. Disse indkomster ville som udgangspunkt være skattepligtige, men såfremt indkomsten hidrører fra visse angivne kilder, gælder der skattefritagelse for denne indkomst (ubetinget og delvis fritagne).
SEL § 3 vedrører kun undtagelse og fritagelse for skattepligt efter selskabsskatteloven. Hvorvidt foreningen eller institutionen er skattepligtig efter fondsbeskatningsloven, afgøres på grundlag af fondsbeskatningsloven. |