Certifikatudstedende investeringsforeninger, der efter deres vedtægter har forpligtet sig til inden fristen for indgivelse af selvangivelse for det pågældende indkomstår at udlodde de i indkomståret indtjente renter, udbytter m.v., er omfattet af bestemmelsen i SEL § 1, stk. 1, nr. 6 som udloddende investeringsforening. Ved lov nr. 232 af 2. april 2003 er med virkning fra og med indkomståret 2003 indsat stk. 7 og stk. 8 i SEL § 1. Af stk. 7 fremgår, at en bevisudstedende investeringsforening kun omfattes af SEL § 1 stk. 1, nr. 6 såfremt den har mindst 8 medlemmer, medmindre der sker en effektiv markedsføring over for offentligheden eller større dele heraf med henblik på at bringe antallet af medlemmer op. Af stk. 8 fremgår, at en bevisudstedende udloddende investeringsforening med mindre end 8 medlemmer, der ikke opfylder kravene i stk. 7, omfattes af SEL §1, stk. 1 nr. 6, såfremt eventuelle investeringsbeviser i overensstemmelse med et vedtægtsmæssigt krav herom lyder på navn, og såfremt der i overensstemmelse med et vedtægtsmæssigt krav herom alene optages medlemmer, der er juridiske personer, og hvor ingen deltagere i de juridiske personer beskattes direkte af fortjeneste på investeringsbeviset eller af udlodning fra investeringsforeningen efter reglerne for fysiske personer. Bevisudstedende udloddende investeringsforeninger og kontoførende investeringsforeninger må ikke kunne optages som medlemmer. Endvidere må der i en bevisudstedende udloddende investeringsforening, der omfattes af ABL § 2d, ikke kunne optages medlemmer, der omfattes af SEL §§ 1 eller 2 eller af FBL § 1, medmindre de samtidig er beskattet efter PAL § 1 eller beskattes af fortjeneste og tab på fordringer og gæld i både danske kroner og fremmed valuta efter lagerprincippet i KGL § 33, stk. 1.  I LL § 16 C, stk. 1 er der foretaget en definition af udloddende investeringsforeninger i skattemæssig forstand. Ved udloddende investeringsforeninger forstås investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, og som inden fristen for indgivelse af selvangivelse for et indkomstår foretager en udlodning, der mindst skal udgøre det efter LL § 16 C, stk. 2-6, opgjorte beløb (minimumsudlodningen), og som ifølge deres vedtægter er forpligtet til at foretage en sådan udlodning, se afsnit S.A.1.8.1.1.

Skattepligten som udloddende investeringsforening omfatter alene indtægt ved den erhvervsmæssige virksomhed samt fortjeneste m.v. på aktiver tilknyttet den erhvervsmæssige virksomhed, se nærmere afsnit S.C.6.

Certifikatudstedende investeringsforeninger, der ikke udlodder renter, udbytter m.v. som ovenfor nævnt eller som ikke er vedtægtsmæssigt forpligtet hertil, er  skattepligtige som akkumulerende investeringsforeninger efter SEL § 1, stk. 1, nr. 5a eller SEL § 1, stk. 1, nr. 6, jf. SEL § 1, stk. 1, nr. 5a.

I TfS 1994, 165 LR fandt Ligningsrådet, at en forening, uanset at dens medlemskreds eventuelt ikke ville komme til at overstige 8, efter omstændighederne kunne anses for et selvstændigt skattesubjekt med karakter af investeringsforening i selskabsskattelovens forstand. Da foreningen ifølge vedtægterne inden fristen for indgivelse af selvangivelse for det pågældende indkomstår var forpligtet til at udlodde de dengang i SEL § 1, stk. 1, nr. 5a nævnte indtægter og avancer efter fradrag af administrationsomkostninger, blev den anset for omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, og herefter alene skattepligtig af indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed.

Ligningsrådet fandt endvidere, at værdipapirafkastet, hvori foreningens formue ifølge vedtægterne kunne anbringes, ikke ville udgøre indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed.