Ved en overdragelse af en køberet er udgangspunktet, at de tilgrundliggende aktier ikke er overdraget før køberetten udnyttes. Dog kan køberetten være kædet sammen med låneaftale m.v. på en sådan måde, at aktierne anses for overdraget allerede på tidspunktet for køberettens overdragelse, og ikke først ved den senere udnyttelse.
Se TfS 1999, 214 H: En aktionær A havde indrømmet C en køberet til aktier i selskab B. A lånte af C et beløb svarende til det beløb, der skulle betales, hvis optionen blev udnyttet. Lånet var afdragsfrit og aktierne var deponeret til sikkerhed for lånet. Stemme- og fortegningsret i henhold til aktierne var ligeledes overdraget til C. A havde endvidere fraskrevet sig retten til at modtage udbytte på mere end 48 pct. for regnskabsårene frem til 1989, da køberetten tidligst kunne gøres gældende. I perioden frem til 1989 blev der - trods udsving i selskabets årsresultater - for hvert regnskabsår udbetalt aktieudbytte med netop denne procent, som væsentligt oversteg udbytteprocenten for de to regnskabsår forud for og efter perioden. De beløb, som derved tilfaldt A, svarede tilnærmelsesvis til den i gældsbrevet fastsatte rente. Uanset at A efter formuleringen af aftalen har påtaget sig en risiko for, at køberetten ikke ville blive udnyttet, havde A således efter de foreliggende omstændigheder i det væsentlige været stillet, som om aktierne blev solgt den 17/1 1984. Højesteret udtalte, at det under de foreliggende omstændigheder i 1984 må have stået som usandsynligt for parterne, at køberetten ikke - som også forudsat af dem - ville blive udnyttet. A måtte herefter stilles som om, han havde afstået aktierne på tidspunktet for køberettens indrømmelse.
Vedrørende forkøbsret til aktier: Et anpartsselskab modtog i forbindelse med et andelsselskabs salg af aktier et vederlag for at undlade at udnytte en forkøbsret til aktierne. Dette vederlag var omfattet af reglerne i aktieavancebeskatningsloven, idet forholdet blev sidestillet med køb og efterfølgende salg af aktier, jf. SKM2002.128.LSR.
Pantsætning af aktier med en efterfølgende salgsfuldmagt medførte ikke, at aktierne skulle anses for afstået, på trods af at panthaver samtidig med pantsætningen fik og udnyttede stemmeretten til aktierne, jf. SKM2002.520.VLR.