Den danske skat skal ikke lempes for skat betalt i udlandet, når aktionæren har været begrænset skattepligtig af en erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet, og aktierne indgår i denne erhvervsvirksomhed. I disse tilfælde skal den danske beskatning ikke lempes, selv om der ved senere afståelse sker beskatning i bopælsstaten.

Fraflytterskatten til Danmark er endelig. Når en person har fået henstand med betaling af skatten, opstår der en henstandssaldo, og efterhånden som der f.eks. sker udlodning og salg af aktier fra beholdning, skal der betales af på henstandssaldoen.

Ved gevinst beregnes der skat af den opgjorte gevinst efter reglerne i personskattelovens § 8 a, det vil sige som aktieindkomst, uanset at indkomsten eventuelt, hvis aktionæren havde boet i Danmark skulle have været opgjort som personlig indkomst eller kapitalindkomst. I den beregnede skat gives der fradrag for skat, der er betalt til fremmed stat, Færøerne eller Grønland efter reglerne i ligningslovens § 33, stk. 1. Overstiger den beregnede skat den skat, der er betalt i udlandet, forfalder det overskydende beløb til betaling. Henstandssaldoen nedskrives med beløbet, når det er betalt, jf. ABL § 39 A, stk. 3.

Ved tab beregnes der en negativ skatteværdi af det opgjorte tab på grundlag af reglerne i personskattelovens § 8 a, det vil sige som aktieindkomst, uanset at indkomsten eventuelt, hvis aktionæren havde boet i Danmark, skulle have været opgjort som personlig indkomst eller kapitalindkomst. Henstandssaldoen nedskrives med et beløb svarende til den beregnede negative skatteværdi. Kan der efter de udenlandske regler, som personen er omfattet af, opgøres et tab, som personen har fradrag for i det pågældende land, beregnes der en negativ skatteværdi heraf. Et beløb svarende til den beregnede negative skatteværdi forfalder til betaling. Henstandssaldoen nedskrives med beløbet, når det er betalt, jf. ABL § 39 A, stk. 4.