Efter FBL § 4, stk. 7, kan  told- og skatteforvaltningen i ganske særlige tilfælde tillade, at en hensættelse efter FBL § 4 stk. 4, kan henstå i en periode, der overstiger 5 år.

Anmodningen om fristforlængelse skal indsendes til de skatteansættende myndigheder. Da der er tale om en dispensationsanmodning, må anmodningen være SKAT i hænde inden udløbet af 5 års fristen.

Dispensation efter FBL § 4, stk. 7, er afhængig af, at det sandsynliggøres, at det ikke har været muligt eller rimeligt at anvende beløbet til fondens formål inden for tidsfristen. Det skal skyldes omstændigheder, der ikke var forudsigelige på hensættelsestidspunktet.

Ved afgørelsen kan der lægges vægt på, om der er tale om en beskeden forlængelse af fristen for anvendelsen af det hensatte beløb.

Dispensationsadgangen efter fondsbeskatningsloven administreres i praksis relativt restriktivt.