åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads har privat karakter og er derfor som udgangspunkt ikke fradragsberettiget.     

Der er dog med hjemmel i LL § 9 C adgang til et standardiseret fradrag. Alle skattepligtige, der befordrer sig mellem hjem og arbejdsplads, kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst foretage befordringsfradrag efter reglerne i LL § 9 C, stk. 1-3. For befordring mellem hjem og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de foregående 12 måneder gælder reglerne i LL § 9 B, stk. 1, litra a, om erhvervsmæssig befordring, jf. afsnit A.F.3.2.   

Normalfradraget beregnes udelukkende på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, se nærmere herom under afsnit A.F.3.1.3. Det er således uden betydning, hvorledes befordringen sker (egen bil, offentlig transportmiddel, cykel etc.) samt hvilken faktisk strækning der tilbagelægges. ►Hvis den skattepligtige under hensyntagen til de givne geografiske forhold, tidsforbrug og økonomisk rimelighed må anvende færgetransport, ruteflytransport eller lignende fradrages befordring for denne del af strækningen dog med den faktisk dokumenterede udgift hertil, se nærmere i afsnit A.F.3.1.3.6.◄ 

Hvis der tages fradrag efter LL § 9 C, stk. 1-3, og der samtidig modtages fri befordring, skal den skattepligtige ved indkomstopgørelsen medregne værdi af fri befordring jf., LL § 9 C, stk. 7, se afsnit A.B.1.9.17.