Igangværende arbejder for fremmed regning er i almindelighed ikke omfattet af varelagerloven, idet det lægges til grund, at ejendomsretten til de medgåede varer og undertiden indkøbte, men endnu ikke forbrugte varer, er overgået fra leverandøren til kunden, se E.B.2.6.1.
Større virksomheder skal ved regnskabsårets udløb udarbejde en særskilt opgørelse over igangværende arbejder for fremmed regning fordelt på hver enkelt ordre med specificeret redegørelse for, hvorledes værdiansættelsen er foretaget, jf. § 9, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 593 af 12. juni 2006 (Mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder). Mindre virksomheder skal på anfordring kunne gøre rede for igangværende arbejder for fremmed regning fordelt på hver enkelt ordre samt for, hvordan værdiansættelsen er foretaget, jf. § 15 i bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006 (Mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder). Se herom E.B.1.
Opgørelsen af igangværende arbejder for fremmed regning bygger på retserhvervelsesprincippet, jf. Højesterets dom refereret i UfR 1981, 968.